Mænd vs. kvinder og "the mental load"

[Zombie]

Ok, det er så den nye ting som feminister brokker sig over. The Mental Load. I sidste uge var det vist den Emotional Burden. Alt det bavl kan en mand ikke tage sig af. Livet er for kort til feministkvinder. Og ang. tegneserien. Hvis man inviterer en person hjem er det for at være sammen med vedkomne. Ikke for at lave mad. Antageligt laver hun mad fordi hun syntes om det, men hvorfor hjalp hun ham ikke med at konverserer med deres gæst? Det var endda hende der inviterede gæsten, og så gider hun ikke engang at få hende til at føle sig velkommen.

Den er faktisk flere år gammel. Hvis du tjekker datoen.

[Zombie]

Ok, det er så den nye ting som feminister brokker sig over. The Mental Load. I sidste uge var det vist den Emotional Burden. Alt det bavl kan en mand ikke tage sig af. Livet er for kort til feministkvinder. Og ang. tegneserien. Hvis man inviterer en person hjem er det for at være sammen med vedkomne. Ikke for at lave mad. Antageligt laver hun mad fordi hun syntes om det, men hvorfor hjalp hun ham ikke med at konverserer med deres gæst? Det var endda hende der inviterede gæsten, og så gider hun ikke engang at få hende til at føle sig velkommen.

Den er faktisk flere år gammel. Hvis du tjekker datoen.

Men ja, vi finder konstant nye ting, vi er utilfredse med. Du må gerne give op og bare give os ret for at få fred, det fungerer også fint for os.

[billiebean]

Vlad K og hans misogyne tilbøjeligheder figurerer heldigvis ikke på min mentale huskeliste som noget jeg behøver at tage mig af. Og det er bare så dejligt!

[Pølsemix]

Inden man vælger at flytte sammen med en mand og få børn med ham, kunne der afsættes tid på lidt forventningsafstemning, på den måde havde begge parter en ide om hvordan det fremtidige samliv ville udforme sig og vurdere om det fungerer for en.
Hvorfor er det så svært for (nogle) kvinder?

Derudover ligger der også i vigtig erkendelse i, at hvis en mand løser en opgave på en bestemt måde med et tilfredsstillende resultat og man stadig er utilfreds, så er det da også en helt rimelig forventning at den person så selv må gøre det.

I stedet for at indtage en klassisk offerrolle, så er det meget lettere at løse med lidt forventningsafstemníng

[Wunder8]

Jeg synes, det er lidt omsonst at tale om begrebet på den måde, hvor mænd kritiseres for ikke at tage mere ansvar. For uanset hvad mønstret skyldes, så tror jeg meget ofte, at kvinder ER hurtigere til at se støvet i vindueskarmen end mænd, og jeg har fx personligt ikke haft en kæreste, der havde en særlig holdning til, hviken værtindegave vi skulle have med til fest - you get the point. Når jeg taler med veninder i parforhold, så kan jeg ærligt også godt blive sådan lidt "wtf" over de forventninger, de nogle gange har til deres partner, fordi de selv har sygt høje standarder for rengøring, madlavning, planlægning mm. Der lyder det nogle gange til at være sådan en form for krig om, hvem der har ret, og det virker ret drænende, for dem, for manden og for forholdet.

Når det er sagt, så kan jeg virkeligt godt genkende særligt ideen om emotional labour fra stort set alle mine forhold. Jeg kan nogle gange blive sådan helt "æh, er der ikke noget, DU er utilfreds med?!", fordi det altid er mig, der bringer ting op (i mit nuværende forhold sker dette nu langt fra ofte, men stadig). Jeg har altid tænkt, mænd bare var mere konfliktsky end kvinder, og jeg ville ærligt talt nok heller ikke kunne overskue en mand, der ville diskutere og tale om tingene på samme niveau, som jeg vil - så det er jo lidt en catch-22. Men det kan godt nogle gange gøre mig utryg ift., om min kæreste egentlig VILLE sige noget, hvis der var et problem, og det er lidt træls.

[Pølsemix]

Vil du uddybe hvad du tænker?

Skal man sætte sig og lave en aftale om, hvem der ordner opvasken osv. eller er det for firkantet forstået?

Nej, jeg mener ikke en minutiøs gennemgang af alle pligter.
Men mere overordnet hvad man ønsker af ens samliv og gensidige forventninger fx barsel, arbejdstider og fx en overordnet fordeling af pligter.

[billiebean]

Jeg tror måske også denne mental load først bliver aktuel, når man flytter sammen og har en fælles hverdag med fuldtidsarbejde og forpligtelser, sådan for real. Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg har ikke erfaret det i forhold, hvor vi ikke har delt bopæl. Og jeg tror i den grad det bliver aktuelt, når der kommer børn ind i billedet også.

[Evapeva]

Bliver så trist når jeg ser andre kvinder være triste, opgivende og udkørte mens mændene ikke tager del i familie planlægningen. Jeg er dog helt med på at man ikke BEHØVER dele alting lige, så længe begge parter er enige. Vi er heldigvis enige om at vi begge to kan finde på noget vi hellere vil, end at finde vinterstøvler til to børn. Uf...

Lige præcis, det er sgu da ikke ret fair.

[Myresluger]

Vi har vist en ret lige fordeling af mental load her hjemme. Jeg har skullet sluge nogle kameler f.eks - måden min mand (ikke) sorterer vasketøjet, hvordan han hænger det op. Jeg tror vi kvinder er slemme til at tingene skal gøres på vores måde - og så gider mændene ikke. Min mand har gået hjemme længere med børnene end jeg har - det tror jeg er en rigtig god øvelse. For kvinderne til at give plads til mændene og deres måde at gøre tingene på og også til at mændene får fingeren ud og opdager hvor mange opgaver der er i sådan en husholdning.

[Evapeva]

Okay, jeg kommer lige i tanke om en stor Load, som jeg faktisk har påtaget mig lige nu: Barslen.
Altså i december 2016 stod jeg pludselig med to streger igen som følge af fælles sløseri med præventionen, og ja - nu var jeg blevet gravid. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og besluttede os for, at selvfølgelig skulle vi have endnu en baby. Og jeg husker også nogle andre ting, vi aftalte at få fikset, så vi ville være køreklar til tre børn. Nogle af dem lykkedes, mens andre kiksede. Det omtalte byggeri fx.

Men det har egentlig en mindre betydning end det med barslen. For det er sådan, at vi har nogle ok lønninger, men at jeg tjener 500 kroner mere end min mand om måneden. Så det økonomiske incitament for, at jeg skulle tage endnu en fuld barsel, var ligesom visket ud. Og tilbage var "diskussionen" om lysten til en fuld barsel/delt barsel mellem os så. Og vi snakkede om, at han skulle prøve at komme mere på banen, end han havde været ved de to store med sine 14 dages fædreorlov i forbindelse med fødslen. Jeg har taget to fulde barsler, den ene i mit nuværende job.

Alligevel er det sådan vupti blevet mig, der tager hele barslen igen. Jeg har flere gange konfronteret ham med det, også under graviditeten, sådan a la "jamen, skal du ikke have noget barsel, økonomien tillader det jo?" osv., men han har været semi-loren hver gang. Og nu er udsigten til, at han tager noget af den lig nul, fordi han har involveret sig i nogle projekter med rejsetid i foråret.

Det skal siges, at jeg arbejder i det offentlige, mens han er i det private, hvor man nok ser lidt mere lunkent på fædreorlov i det hele taget - men det er kun en formodning, for "fjolset" har end ikke spurgt dernede, hvordan de forholder sig. Og dét gør mig sgu lidt harm! For når jeg endnu engang stempler ud ~1 år, så ryger jeg altså bagud af dansen. Jeg har kun været ansat siden 2013. Og det KAN altså mærkes, når jeg vender tilbage; jeg bliver ligesom ved med at være ny i job, selvom jeg ikke er det på papiret.

Desuden er jeg opsat på, at der skal være en deltidsforælder, når man har fået tre børn på fem et halvt år, så de ikke som små skal bo i institutionen. Mit arbejde er (som min mands) hamrende krævende på fuld tid, og faktisk har jeg ikke fri om aftenen heller, der er ligesom altid noget, der hænger mig over hovedet, så på den led vil deltid egentlig passe mig fint. Men det er sgu provokerende, når det går op for mig, at det ikke på ét eneste tidspunkt har været noget, han overvejer for at lette hverdagen for os. Og egentlig er hans synspunkt i det hele taget, at vi godt kunne bruge pengene fra to fuldtidsstillinger - jo, men vi skal også kunne nå det hele jo, og hvem tænker mest på dét? Kvinden i vores hus, i hvert fald. Suk.

[Ego81]

Jeg kan kun genkende det i en lille grad. På nogle områder er det nærmest omvendt, fordi det er min kæreste, som står for madlavning og oftest er den, som tager initiativ til at gøre rent. Måske skyldes det, at han boede alene i mange år, inden vi flyttede sammen, og er vant til at gøre tingene selv, ellers blev de bare ikke gjort.

Vi har ikke børn, så ved selvfølgelig ikke, om tingene ville være helt anderledes i forhold til opgaver i forb. med barnet.

Jeg så "Mænd på barsel" i går og var ret rystet over, hvor hjælpeløse nogle af dem virkede. Ved godt, at det er underholdning, men syntes faktisk slet ikke, at det var sjovt at se på.

[Klummerlig]

Det var årsagen til, at jeg gik fra min mand.
Han gad simpelthen ikke gøre sig den mindste smule umage med noget som helst - alt hang på mig.
Til sidst holdt jeg op med at elske ham, for jeg følte mig aldrig værdsat, kun taget for givet.

[Slettet bruger]

Jeg synes løsningen for de kvinder der føler sig fanget i det, ligger lige for. Stop med at gøre de ting I ikke gider at gøre. Hvad er det værste der kan ske?

[Zombie]

Okay, jeg kommer lige i tanke om en stor Load, som jeg faktisk har påtaget mig lige nu: Barslen.
Altså i december 2016 stod jeg pludselig med to streger igen som følge af fælles sløseri med præventionen, og ja - nu var jeg blevet gravid. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og besluttede os for, at selvfølgelig skulle vi have endnu en baby. Og jeg husker også nogle andre ting, vi aftalte at få fikset, så vi ville være køreklar til tre børn. Nogle af dem lykkedes, mens andre kiksede. Det omtalte byggeri fx.

Men det har egentlig en mindre betydning end det med barslen. For det er sådan, at vi har nogle ok lønninger, men at jeg tjener 500 kroner mere end min mand om måneden. Så det økonomiske incitament for, at jeg skulle tage endnu en fuld barsel, var ligesom visket ud. Og tilbage var "diskussionen" om lysten til en fuld barsel/delt barsel mellem os så. Og vi snakkede om, at han skulle prøve at komme mere på banen, end han havde været ved de to store med sine 14 dages fædreorlov i forbindelse med fødslen. Jeg har taget to fulde barsler, den ene i mit nuværende job.

Alligevel er det sådan vupti blevet mig, der tager hele barslen igen. Jeg har flere gange konfronteret ham med det, også under graviditeten, sådan a la "jamen, skal du ikke have noget barsel, økonomien tillader det jo?" osv., men han har været semi-loren hver gang. Og nu er udsigten til, at han tager noget af den lig nul, fordi han har involveret sig i nogle projekter med rejsetid i foråret.

Det skal siges, at jeg arbejder i det offentlige, mens han er i det private, hvor man nok ser lidt mere lunkent på fædreorlov i det hele taget - men det er kun en formodning, for "fjolset" har end ikke spurgt dernede, hvordan de forholder sig. Og dét gør mig sgu lidt harm! For når jeg endnu engang stempler ud ~1 år, så ryger jeg altså bagud af dansen. Jeg har kun været ansat siden 2013. Og det KAN altså mærkes, når jeg vender tilbage; jeg bliver ligesom ved med at være ny i job, selvom jeg ikke er det på papiret.

Desuden er jeg opsat på, at der skal være en deltidsforælder, når man har fået tre børn på fem et halvt år, så de ikke som små skal bo i institutionen. Mit arbejde er (som min mands) hamrende krævende på fuld tid, og faktisk har jeg ikke fri om aftenen heller, der er ligesom altid noget, der hænger mig over hovedet, så på den led vil deltid egentlig passe mig fint. Men det er sgu provokerende, når det går op for mig, at det ikke på ét eneste tidspunkt har været noget, han overvejer for at lette hverdagen for os. Og egentlig er hans synspunkt i det hele taget, at vi godt kunne bruge pengene fra to fuldtidsstillinger - jo, men vi skal også kunne nå det hele jo, og hvem tænker mest på dét? Kvinden i vores hus, i hvert fald. Suk.

Hvad ville der ske, hvis du en dag sagde til ham, at du ville tilbage på job fra fx februar måned. Ville han forsøge at finde en babysitter til en 6 måneders baby?
Vil han bare gå, så du fysisk er låst med en baby på armen? Hvad hvis det var dig, der bare gik?

Ift. nå det hele, så kan du jo bede ham om at undersøge løsninger ift tøjvask ordning, madlevering og rengøring. Nu han er forhippet på, I skal bruge de ekstra penge fra to fuldtids stillinger. Og mener han, det er for dyrt, må han jo sidde og nørkle, hvem der har fri hvornår til at hente børn, købe ind osv. hvilke dage. Han må lave et skema, der tager hensyn til jeres begges arbejdstid.

[Slettet bruger]

Ift. nå det hele, så kan du jo bede ham om at undersøge løsninger ift tøjvask ordning, madlevering og rengøring. Nu han er forhippet på, I skal bruge de ekstra penge fra to fuldtids stillinger. Og mener han, det er for dyrt, må han jo sidde og nørkle, hvem der har fri hvornår til at hente børn, købe ind osv. hvilke dage. Han må lave et skema, der tager hensyn til jeres begges arbejdstid.

Her er en del af problemet: Han må lave et skema... Hvorfor skal du definere præcis hvordan opgaven skal løses?