Indlægaf LaScrooge » 13. jan 2021, 10:46
Jeg har afsluttet det med min Svampefyr.
Efter vores meget fantastiske date i begyndelsen af december - dén, der skubbede mig ud over kanten til forelskelse - begyndte han at udvise en underlig adfærd, som forvirrede mig rigtig meget i starten og som endte med at være smertefuldt nok til, at jeg afsluttede det. Det var et hot-cold-mønster, hvor han skiftevis og helt oprigtigt var ekstremt begejstret for mig og viste alle tegn på at ville mig og det helt og fuldt - for derefter at forsvinde, ignorere mig, lade være med at svare i dagevis og, når vi så sås, ligesom bare være helt sig selv. Ad én specifk omgang troede jeg, at det var slut, at han bare ghostede mig. Intet gav mening og jeg kunne ingen svar få. Og da jeg så så ham, var han bare beejstret og sød som normalt, så jeg henlagde det til vi kunne snakke om det på et tidspunkt.
Adfærden viste sig lige op til min fødselsdag, lige efter min fødselsdag, anden juledag og der var en lille smule af det nytårsaften (hvor han pludselig distancerede sig, hvilket mindede mig om min ekskæreste). Oveni det kom frustration og stress over ikke at vide, hvornår vi kunne ses, hvornår vi ville have mulighed for at snakke om tingene, følelsen af, at der blev for meget alvor og for lidt lethed for tidligt og en følelse af konsekvent at være udspendt mellem punkter i tid hvor vi ville ses, men hvor jeg ikke ville vide, hvordan han var eller hvordan det ville føles. Og efter at have snakket om det og skrevet sammen om det og egentlig efter at han havde udtrykt, at han rigtig gerne ville mig, så kunne jeg alligevel mærke, at det var for usikkert for mig. Jeg afsluttede det sidste tirsdag.
Jeg har brede skuldre, kan rumme rigtig meget og folk må gerne være komplicerede, men jeg vil behandles med omtanke og respekt og jeg vil værdsættes for mine kvaliteter. Min Svampefyr var et andet sted, tror jeg; ikke helt parat til at have et andet menneske tæt på, ikke helt parat til at skue ind i sig selv, se på sine reaktioner og følelser og arbejde med dem, heller ikke i rammerne af et kærligt parforhold. Han udtrykte ambivalens, fx ved at sige at han ikke kunne forstå, at jeg var i tvivl om han ville mig, for så i sætningen efter at sige, at han var traumatiseret af forhold, bange for at være utilstrækkelig, bange for ikke at kunne leve op til mine behov og at det fik ham til at trække sig.
Bogstavelig talt lige efter hinanden.
Jeg skrev det til ham i et brev. Jeg ville have foretrukket at sige det til ham, men jeg vidste dels ikke hvornår vii ville ses igen og kunne ikke holde ud at gå rundt og være splittet og uafklaret, og dels frygtede jeg, at han ville være så dejlig, at jeg ikke kunne få mig selv til det, men ville ende i endnu en forelskelsesrus, for så at blive ignoreret igen.
Han har ikke svaret på den.
I fredags skrev jeg igen, fordi jeg havde en nagende følelse af, at jeg havde været for hård og uretfærdig i nogle af mine formuleringer. Jeg skrev at det ikke handlede om, at han var forkert eller at jeg troede, at han var ligeglad med mig, selvom jeg syntes, at jeg fik det til at lyde sådan. At jeg håbede at han var okay og at jeg gerne ville høre fra ham.
Det har han heller ikke svaret på.
Og apropos RavenClaws situation, så føler jeg ikke, at jeg kan gøre mere, eller kunne have gjort mere. Ikke rigtig. Selvom det er ubehageligt at gruble over årsagerne til at han ikke svarer (er han vred? er han ked af det?), så lander jeg på den samme beslutning, når jeg tænker det hele igennem - og det har jeg gjort mange gange. At det har gjort for ondt og er for usikkert og at jeg ønsker noget andet for mig selv.
Jeg ser det som en sejr, for det er helt nyt for mig ikke at blive hængende og kæmpe så længe jeg føler, at der er noget at arbejde for. Hans ambivalens pustede til mit møster og det gør ondt på mig ved tanken om, at jeg har såret ham. Min afvisning har sandsynligvis ramt lige ned i præcis dét, han var bange for og har måske bekræftet hans selvforståelse af at han ikke egner sig til forhold. Det er en skam, men ingen kan sige, at jeg ikke prøvede at vise, at det ikke behøvede at være sådan, at det var noget, vi kunne finde ud af sammen. Det gør mig ked af det at tænke på, at han måske har gået og brygget på dét og at jeg så ender det alligevel.
Men at det har gjort så ondt på mig, bør være det vigtigste for mig. Og hvis han har lyst og tør, så er min dør åben.
Jeg har været rigtig glad for ham og er taknemmelig for, at jeg mødt ham. Han har inspireret mig på en masse områder, som jeg havde brug for at blive vist og jeg synes, det har være helt fantastisk at være sammen med et menneske, som er så fundamentalt ligeglad med hvad "man" "må" og "kan". at koncepterne nærmest ingen mening giver for ham. Han var smuk og dejlig og sexet og kompliceret og festlig og interessant og med på den værste. Kreativ og dygtig og udogmatisk og følsom og virkelig god til at fortælle historier. Interesseret og lyttende og uimponeret og blev ikke intimideret af mig, som så mange andre har tendens til. Havde intet behov for at bevise sig og intet ego, der skulle afstives på bekostning af andre. Smukke mørke øjne, lange slanke lemmer og oftest ganske fornøjet. På mange måder lige dét jeg ønsker mig og lige nu kan jeg ikke forestille mig, at der findes en bedre.
Men på trods af alt det, så skal han ikke optage en plads, som han ikke kan eller vil have. Den skal stå åben, så jeg er åben for dét, jeg gerne vil invitere ind i mit liv.
Så dét var historien om min Svampefyr.
18
And we both know: I will be delicious
så jeg synes en besked kan give mening, hvis den man stopper relationen til, selv er sparsom i kontakten og ikke viser tilstrækkelig interesse for det. Især hvis man selv kan have svært ved at gennemføre det, hvis man mødes og personen er dejlig.. 
Det er meget uvant for mig at tænke sådan og at vælge mig selv på dén måde, og derfor er det også rigtig rart at blive spejlet og bekræftet i, at det var en god beslutning. 
