Partråden

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Aragorn
Indlæg: 2868
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 702
Likede indlæg: 7643

Re: Partråden

Indlægaf Aragorn » 25. mar 2020, 19:05

Bouje skrev:
Aragorn skrev:Du er ikke dum. Du er vitterligt ikke ubegavet. Du er helt sikkert ganske godt begavet.

Du virker til gengæld selvdestruktiv/fyldt med foragt for dig selv.

Jeg er heller ikke dum, men hvis du giver mig en pakke piller så sluger jeg dem alle, hvis du giver mig fed mad så spiser jeg det hele og hvis du giver mig en pakke cigaretter så ryger jeg den.

Jeg er ikke dum, men jeg har edderbankme gjort mange dumme ting i mit liv, ting, som jeg godt vidste ikke ville føre til gode ting, mens eller før jeg førte det ud i livet.

Jeg har sådan en stemme der fortæller mig at noget er dumt eller følelse af at det er dumt, som jeg tror langt de fleste mennesker har. I hvert fald kender jeg ikke nogen, der ikke har gjort noget dumt, som de ikke vidste var dumt inden de gjorde det, men de gjorde det alligevel, hvilket får mig til at tro at stort set alle mennesker har den indre monolog om, hvorvidt noget er dumt.

Og jeg tror du overhører din indre stemme bevidst, hele tiden.

Det er ikke fordi du er dum, men det er dumt at gøre.


Jeg gentager mig selv.

Bouje skrev: Men det viser bare, at jeg ikke kan skrive en positiv ting herinde uden at der lige er nogen, som skal skrive "men det er jo ikke rigtigt".


Jeg tror simpelthen ikke på, at man er uforbederlig, hvis man har adhd/add. Ønsker man at ændre på ting, så er det muligt og det er nu det, som jeg endelig ser i min kæreste. Det er ikke ensbetydende med at alt bliver godt fra i morgen. Men der er noget at arbejde med og det er godt. At det har taget to år at komme hertil, kan man så ryste på hovedet af og det gør I da bare. Livet skal leves forlæns og forstås baglæns og det er godt for alle dem, som kan forstå livet forlæns. Det kan jeg bare ikke og derfor tager sådan noget her tid for mig. Og det kommer også til at tage tid for ham og for os som par at få det sidste til at fungere. Kun tiden vil vise om vi kan.


Jeg havde egentlig et svar til dét, men du er ikke klar.

Jeg håber du får styr på det hele og at alt kommer til at gå godt.
1

You have to take control of the life you're given
They call me übermensch because I'm so driven
Moxy-lady
Indlæg: 3898
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 839
Likede indlæg: 11559

Re: Partråden

Indlægaf Moxy-lady » 25. mar 2020, 19:45

Min kæreste har igennem flere år kæmpet med depression og angst, og han droppede ud af sit studie i 2018 af den grund. I dén periode har han så været på kontanthjælp, hvilket har været en fuldstændig vanvittig oplevelse af skiftende sagsbehandlere og glemt opfølgning og forværring af symptomer - det har været skide hårdt, og i perioder har vi vist begge frygtet at, det, aldrig ville blive bedre, for han blev bare overladt til sig selv og sygemeldt og e2t fik han det ikke spor bedre af. I efteråret flyttede vi så til ny kommune, og herefter har han været på et forløb gennem kommunen og et i psykiatrien. I særdeleshed det sidste har han haft stor glæde af. I dag ringer hans sagsbehandler så for at følge op, og de snakker om hvad der så skal ske nu, med praktik og på sigt uddannelse.

Nogle gange kan jeg blive virkelig træt af dén mand! Jeg fik flere information i den ti minutters samtale end jeg har fået de sidste 3 måneder!! Og det er vitterligt ikke Fordi jeg ikke har spurgt. Det viser sig at han er blevet afsluttet fra sin psykiater til egen læge da psykiateren egentlig kun medicinerede, og de vurderede at det kunne lægen ligeså godt. Det skete i januar eller februar. What the fuck? Det anede jeg ikke! Ligeledes havde han efter forløbet i psykiatrien udfyldt endnu et Hamilton skema (depressionsvurdering) og her havde han haft meget få point (jo højere point, jo sværere depression) - igen; temmelig relevant information for ens kæreste, skulle jeg mene!? "hej skat. Hvordan gik det til den afsluttende samtale?" "det gik fint" ("fint" er hans ord til alt! Det er en glidende skala fra - 10 til 90 :rulle:) "Nå okay. Hvad snakkede I om? Føler du at du har fået noget ud af det?" "ja det har jeg."
Jeg har med vilje ikke ville kradse i hele det der forløb, for det skulle han have lov til at have for sig selv, hvis han ikke ville dele det. Han var dog overbevist om at han havde fortalt mig begge dele, men jeg kunne godt se på ham at han blev i tvivl, da jeg holdt stejlt på at det havde han altså ikke. Det ville jeg kunne huske.

Spade! :rulle:

I det mindste fik jeg bekræftet at han har det bedre. Det havde jeg godt en fornemmelse af, men han er mere typen der fortæller når han har det skidt, end at nævne det når han har det godt. Men der er mange flere gode dage end dårlige, og selvom vores datter har vendt op og ned på vores liv, og at feks sådan noget som sex og intimitet er lidt på lavt blus (det er der, bare ikke så meget som før hun kom til.) så har hun haft en kæmpe indflydelse på hans trivsel. Udover at hun gør ham glad, så har vi altid kæmpet meget (begge to) med at lave struktur i vores liv, vi trivedes egentlig bedst med det, men kunne ikke rigtig finde ud af at holde fast i det. Nu kører det altså rimelig taktfast, og han er ikke vågen halvdelen af natten mere og derfor står han også i ordentlig tid op (det er altid mig der har morgenerne med Zoe, for jeg trives trods alt bedre med at stå tidligt op end han gør. Dagen glider bare bedre så.)
Jeg står nogle gange med den fedeste følelse af "I told you so!" (han ville ikke have barn.)
5
Alle gode ting starter med z. Zebrafinker, Zimbabwe, zombier og kærlighed :lun:

Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Kakadu
Indlæg: 718
Tilmeldt: 7. jul 2019, 20:27
Kort karma: 76
Likede indlæg: 2017

Re: Partråden

Indlægaf Kakadu » 25. mar 2020, 20:47

Jeg er vist bagud. Jeg troede, han havde Aspergers, og I var gået fra hinanden?
5
I didn’t come from your rib
you came from my vagina
Moxy-lady
Indlæg: 3898
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 839
Likede indlæg: 11559

Re: Partråden

Indlægaf Moxy-lady » 25. mar 2020, 22:17

Kakadu skrev:Jeg er vist bagud. Jeg troede, han havde Aspergers, og I var gået fra hinanden?


Huh? Ja, han har aspergers, men vi har da aldrig været gået fra hinanden?
0
Alle gode ting starter med z. Zebrafinker, Zimbabwe, zombier og kærlighed :lun:

Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Contrast
Indlæg: 432
Tilmeldt: 21. jan 2016, 18:24
Kort karma: 50
Likede indlæg: 1335

Re: Partråden

Indlægaf Contrast » 25. mar 2020, 22:55

Moxy-lady skrev:
Kakadu skrev:Jeg er vist bagud. Jeg troede, han havde Aspergers, og I var gået fra hinanden?


Huh? Ja, han har aspergers, men vi har da aldrig været gået fra hinanden?


Jeg tror muligvis svaret var tiltænkt Bouje (uden et citat), uden at vide det med sikkerhed.
4
Moxy-lady
Indlæg: 3898
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 839
Likede indlæg: 11559

Re: Partråden

Indlægaf Moxy-lady » 26. mar 2020, 00:54

Contrast skrev:
Moxy-lady skrev:
Kakadu skrev:Jeg er vist bagud. Jeg troede, han havde Aspergers, og I var gået fra hinanden?


Huh? Ja, han har aspergers, men vi har da aldrig været gået fra hinanden?


Jeg tror muligvis svaret var tiltænkt Bouje (uden et citat), uden at vide det med sikkerhed.


Ah, selvfølgelig :D
0
Alle gode ting starter med z. Zebrafinker, Zimbabwe, zombier og kærlighed :lun:

Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Kakadu
Indlæg: 718
Tilmeldt: 7. jul 2019, 20:27
Kort karma: 76
Likede indlæg: 2017

Re: Partråden

Indlægaf Kakadu » 26. mar 2020, 06:58

Moxy-lady skrev:
Kakadu skrev:Jeg er vist bagud. Jeg troede, han havde Aspergers, og I var gået fra hinanden?


Huh? Ja, han har aspergers, men vi har da aldrig været gået fra hinanden?

Nejnej, jeg havde overset dit indlæg, da jeg skrev mit. Mit var til Bouje. Beklager!
Senest rettet af Kakadu 26. mar 2020, 07:00, rettet i alt 1 gang.
1
I didn’t come from your rib
you came from my vagina
Brugeravatar
Kakadu
Indlæg: 718
Tilmeldt: 7. jul 2019, 20:27
Kort karma: 76
Likede indlæg: 2017

Re: Partråden

Indlægaf Kakadu » 26. mar 2020, 06:59

Jeg gad bare ikke gå tilbage og finde det oprindelige indlæg, og jeg gad heller ikke trimme. Sorry :genert:
0
I didn’t come from your rib
you came from my vagina
Moxy-lady
Indlæg: 3898
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 839
Likede indlæg: 11559

Re: Partråden

Indlægaf Moxy-lady » 26. mar 2020, 07:29

Haha, det kender jeg godt. Det var egentlig mest fordi min kæreste netop har aspergers at jeg troede at det var rettet til mig :lol:
1
Alle gode ting starter med z. Zebrafinker, Zimbabwe, zombier og kærlighed :lun:

Zoe 12-10-18
Brugeravatar
Bouje
Indlæg: 165
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 565
Likede indlæg: 444

Re: Partråden

Indlægaf Bouje » 26. mar 2020, 09:14

Kakadu skrev:Jeg er vist bagud. Jeg troede, han havde Aspergers, og I var gået fra hinanden?


Ingen ved om han har nogle diagnoser. På side 567 er der noget info om vores situation, hvis du vil opdateres.
0
Brugeravatar
Kakadu
Indlæg: 718
Tilmeldt: 7. jul 2019, 20:27
Kort karma: 76
Likede indlæg: 2017

Re: Partråden

Indlægaf Kakadu » 26. mar 2020, 09:14

Moxy-lady skrev:Haha, det kender jeg godt. Det var egentlig mest fordi min kæreste netop har aspergers at jeg troede at det var rettet til mig :lol:

Det var også et lidt uheldigt sammentræf :-D
1
I didn’t come from your rib
you came from my vagina
Brugeravatar
Bouje
Indlæg: 165
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 565
Likede indlæg: 444

Re: Partråden

Indlægaf Bouje » 26. mar 2020, 16:02

Puha, han bliver heldigvis ikke forsinket et år, hvis han ikke består. Det 3. forsøg bliver forsøgt inden næste praktik og han kan sagtens fortsætte på uddannelsen imens. Samtidig har han haft ringet til en psykiater for at høre, om det overhovedet er muligt at komme ind i de her corona-tider og de arbejder stadig og der er endda en del afbud, så han vil forhåbentligt kunne komme ind på et afbud, selvom ventetiden ellers er 14 måneder. Så det er held i uheld, at verdenen er ved at gå i stå. Men han skal lige "til" lægen først på tirsdag, før han får henvisningen, så det er ikke faldet helt i hak endnu.

Han virker til at tage skoleproblemerne alvorligt nu, men tiden må vise om det holder ved.
7
Jammerdalen
Indlæg: 346
Tilmeldt: 6. feb 2016, 19:14
Kort karma: 54
Likede indlæg: 429

Re: Partråden

Indlægaf Jammerdalen » 27. mar 2020, 01:50

Omkring diagnoser:
Jeg bliver så ked af det "tabu" der er forbundet med psykiatriske diagnoser - og i særdeleshed ADHD-diagnosen. Jeg ville ønske, at folk ikke ville lægge så meget identitetsmæssig værdi i den. Hvorfor er folk så berøringsangste, når det kommer til den diagnose? Er det stigma, man er bange for?
Jeg har "forsket" i diagnosen i mange år efterhånden og har en meget stor berøringsflade med diagnosticerede. Det er i min familie og jeg har diagnosen selv. Det er en alvorlig lidelse, men det kan forbedre ens livskvalitet betydeligt at få den stillet, hvis man har den. Og min erfaring er, at det stigmatiserer betydeligt mere at blive kaldt doven end at få at vide, at man har en for lav dopaminsignalering i de nervebaner, der går til pandelappen og belønningscentret. De tegn Bouje beskriver ER typisk for en person med ADD eller ADHD - både i forhold til initiering og tidsfornemmelse. Men det er OGSÅ typisk for personer med autisme, for det er karakteristisk for BEGGE diagnoser, at det giver udfordringer med de eksekutive funktioner. Derudover er ADHD forbundet med stor komorbiditet (tillægsdiagnoser), så ADHD og autisme ses rigtigt ofte sammen.

Hvis man har så store problemer med de eksekutive funktioner, som det meget vel kunne tyde på, at Boujes kæreste har, så ER det værd at få det undersøgt. Man behøver ikke at lægge så meget værdi i det. Havde man sukkersyge, så var det også vigtigt at få det identificeret! Men det er ikke et lige så stort tabu at have sukkersyge, som det er at have ADHD og man skal ikke på samme måde holdes til ansvar for de følgevirkninger, som mangelende insulin kan medføre. Jeg ville ønske, at psykiatriske diagnoser ville blive taget lige så alvorligt som somatiske diagnoser og at det var helt i orden at snakke om dem åbent og overveje om det var noget, der var værd at kigge nærmere på. HVIS det skulle vise sig at Boujes kæreste har ADD, så kan han IKKE bare ændre adfærd ved hjælp af viljestyrke.
6
abcd
Indlæg: 6842
Tilmeldt: 21. sep 2016, 12:18
Kort karma: 249
Likede indlæg: 9193

Re: Partråden

Indlægaf abcd » 27. mar 2020, 04:34

Jammerdalen skrev:Omkring diagnoser:
Jeg bliver så ked af det "tabu" der er forbundet med psykiatriske diagnoser - og i særdeleshed ADHD-diagnosen. Jeg ville ønske, at folk ikke ville lægge så meget identitetsmæssig værdi i den. Hvorfor er folk så berøringsangste, når det kommer til den diagnose? Er det stigma, man er bange for?
Jeg har "forsket" i diagnosen i mange år efterhånden og har en meget stor berøringsflade med diagnosticerede. Det er i min familie og jeg har diagnosen selv. Det er en alvorlig lidelse, men det kan forbedre ens livskvalitet betydeligt at få den stillet, hvis man har den. Og min erfaring er, at det stigmatiserer betydeligt mere at blive kaldt doven end at få at vide, at man har en for lav dopaminsignalering i de nervebaner, der går til pandelappen og belønningscentret. De tegn Bouje beskriver ER typisk for en person med ADD eller ADHD - både i forhold til initiering og tidsfornemmelse. Men det er OGSÅ typisk for personer med autisme, for det er karakteristisk for BEGGE diagnoser, at det giver udfordringer med de eksekutive funktioner. Derudover er ADHD forbundet med stor komorbiditet (tillægsdiagnoser), så ADHD og autisme ses rigtigt ofte sammen.


Som far til en dreng med en autismediagnose er jeg stadig meget i tvivl om hvorvidt det er nødvendigt med den diagnose. Da han var under udredning fik vi at vide at i 90'erne blev 1 ud af 500 påtrykt stemplet "autist", og i dag er det ca. 1 ud af 60. Så omtrent en 10-dobling. Formentlig ikke fordi der er kommet 10 gange så mange, man bruger bare kassen oftere. De tests som ligger til grund for diagnosen forekommer mig at være en noget ueksakt videnskab, og det skulle ikke undre mig om konklusionen havde været anderledes hvis nogle andre havde foretaget de forskellige tests da pointsoptællingen - sådan en er der - landede lige omkring grænsen til diagnosen. Det konkret gode der er kommet ud af det, er at han er kommet i en klasse for normaltbegavede ADHD- og autisme-børn. Det er et fantastisk tilbud hvor de er 8 drenge i en klasse, og han trives godt hvilket ikke var tilfældet i børnehaven. Vi er meget glade for det tilbud, og vi har ingen berøringsangst med diagnosen, men det var fra starten indlysende for enhver der kendte ham, at det var det han havde brug for, det var ikke nødvendigt med en masse læger, psykologer og pædagoger for at komme frem til at et roligere skolemiljø end normalt ville være en stor gevinst for hans trivsel. Så jeg synes vejen har været længere end den behøvede at være. Og nu har han så det mærkat for evigt, man kan ikke trække det tilbage. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at påvirke hans liv og identitet. Han er en kvik dreng som jeg er sikker på nok skal klare sig, men jeg ville være ked af hvis diagnosen på noget tidspunkt blev en dårlig undskyldning i stedet for en hjælp.

Vi var til et foredrag med noget sundhedspersonale hvor de fortalte om autisme. En af fædrene nævnte at man med en diagnose kunne få handicapkort i forlystelsesparkerne, så man altid kunne komme forrest i køen. Det fik mere liv i forsamlingen end noget af foredraget havde gjort, men en af mødrene manede klogt til besindighed: Man skal også passe på med hjælp de ikke har brug for. Det er jeg meget enig i, og vi har aldrig brugt det, drengen kan lige så fint (eller dårligt) som andre børn stå i kø.
10
Jammerdalen
Indlæg: 346
Tilmeldt: 6. feb 2016, 19:14
Kort karma: 54
Likede indlæg: 429

Re: Partråden

Indlægaf Jammerdalen » 27. mar 2020, 08:12

abcd skrev:
Jammerdalen skrev:Omkring diagnoser:
Jeg bliver så ked af det "tabu" der er forbundet med psykiatriske diagnoser - og i særdeleshed ADHD-diagnosen. Jeg ville ønske, at folk ikke ville lægge så meget identitetsmæssig værdi i den. Hvorfor er folk så berøringsangste, når det kommer til den diagnose? Er det stigma, man er bange for?
Jeg har "forsket" i diagnosen i mange år efterhånden og har en meget stor berøringsflade med diagnosticerede. Det er i min familie og jeg har diagnosen selv. Det er en alvorlig lidelse, men det kan forbedre ens livskvalitet betydeligt at få den stillet, hvis man har den. Og min erfaring er, at det stigmatiserer betydeligt mere at blive kaldt doven end at få at vide, at man har en for lav dopaminsignalering i de nervebaner, der går til pandelappen og belønningscentret. De tegn Bouje beskriver ER typisk for en person med ADD eller ADHD - både i forhold til initiering og tidsfornemmelse. Men det er OGSÅ typisk for personer med autisme, for det er karakteristisk for BEGGE diagnoser, at det giver udfordringer med de eksekutive funktioner. Derudover er ADHD forbundet med stor komorbiditet (tillægsdiagnoser), så ADHD og autisme ses rigtigt ofte sammen.


Som far til en dreng med en autismediagnose er jeg stadig meget i tvivl om hvorvidt det er nødvendigt med den diagnose. Da han var under udredning fik vi at vide at i 90'erne blev 1 ud af 500 påtrykt stemplet "autist", og i dag er det ca. 1 ud af 60. Så omtrent en 10-dobling. Formentlig ikke fordi der er kommet 10 gange så mange, man bruger bare kassen oftere. De tests som ligger til grund for diagnosen forekommer mig at være en noget ueksakt videnskab, og det skulle ikke undre mig om konklusionen havde været anderledes hvis nogle andre havde foretaget de forskellige tests da pointsoptællingen - sådan en er der - landede lige omkring grænsen til diagnosen. Det konkret gode der er kommet ud af det, er at han er kommet i en klasse for normaltbegavede ADHD- og autisme-børn. Det er et fantastisk tilbud hvor de er 8 drenge i en klasse, og han trives godt hvilket ikke var tilfældet i børnehaven. Vi er meget glade for det tilbud, og vi har ingen berøringsangst med diagnosen, men det var fra starten indlysende for enhver der kendte ham, at det var det han havde brug for, det var ikke nødvendigt med en masse læger, psykologer og pædagoger for at komme frem til at et roligere skolemiljø end normalt ville være en stor gevinst for hans trivsel. Så jeg synes vejen har været længere end den behøvede at være. Og nu har han så det mærkat for evigt, man kan ikke trække det tilbage. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at påvirke hans liv og identitet. Han er en kvik dreng som jeg er sikker på nok skal klare sig, men jeg ville være ked af hvis diagnosen på noget tidspunkt blev en dårlig undskyldning i stedet for en hjælp.

Vi var til et foredrag med noget sundhedspersonale hvor de fortalte om autisme. En af fædrene nævnte at man med en diagnose kunne få handicapkort i forlystelsesparkerne, så man altid kunne komme forrest i køen. Det fik mere liv i forsamlingen end noget af foredraget havde gjort, men en af mødrene manede klogt til besindighed: Man skal også passe på med hjælp de ikke har brug for. Det er jeg meget enig i, og vi har aldrig brugt det, drengen kan lige så fint (eller dårligt) som andre børn stå i kø.


Din historie har sin berettigelse og måske er det tilfældet for din søn, at han ikke behøver en diagnose. Men det er vigtigt at huske på, at der er forskellige historier og min søns historie er desværre ikke lige så lykkelig som din.

Han blev udredt for godt et år siden - døgnindlæggelse - og han har ikke været i skole siden. Jo, han var i skole 20 min. om dagen i et lille lokale med en enkelt lærer, men det var alt for meget for ham. Han har en massiv belastningsreaktion, skolevægring, svær ADHD og massive vanskeligheder med de eksekutive funktioner, der rækker langt ud over hans ADHD. Hans belastning kommer af, at han i årevis har været i overkrav forskellige steder (i papirerne står der i skolen og hos hans far). Men min søn har aldrig været udadreagerende andre steder end herhjemme.

Sidste år tog vi imod en invitation til miniophold i Legoland og det var alt for meget for ham. Han var med én dag og blev derefter kørt hjem til mine forældre (2 timers kørsel), fordi han slet ikke kunne være i det. Jeg fik et vis-hensyn-kort til ham og det var den eneste mulighed for, at han overhovedet kunne holde ud at være der længe nok til at prøve nogle aktiviteter, men selv det var ikke nok. Så hvis du ser børn med ledsagerkort, så husk, at det måske er deres eneste chance for overhovedet at kunne være der. Jeg har som sagt selv ADHD og har aldrig haft problemer med at vente i kø - jeg er bare gået ind i min egen drømmeverden, men har så haft andre områder, hvor jeg har været rigtigt hårdt ramt.

Jeg mener ikke, man skal se diagnosen som en undskyldning, men som en berettigelse og en hjælp til at tage ansvar for de muligheder og begrænsninger man har samt erkende de områder, hvor man måske ikke kan det samme som andre. Mig bekendt er der ikke noget, der forhindrer folk med diagnoser i at kunne bestride de samme jobs som andre, hvis de har evnerne og er velbehandlede.

Desværre ser jeg store begrænsninger ved både diagnosedefinitionen og lægmænds - og meningsdanneres fortolkning af den. Den anerkendte Svend Brinkmann skriver f.eks., at ADHD er karakteriseret ved et "overskud af energi" og enhver med forstand på ADHD ved jo, at det netop er det modsatte, der er tilfældet. Hyperaktiviteten er et symptom på ringere årvågenhed og nogle reagerer med at blive overordentligt døsige og ikke hyperaktive. Alligevel får hyperaktivitet en central rolle i selve diagnosebeskrivelsen, hvor årvågenheden slet ikke nævnes. Jeg er derfor enig med dig, hvis du mener, at diagnosebeskrivelsen i sig selv kan stigmatisere, men hvis man kigger på de indre oplevelser, så har diagnosen i høj grad sin berettigelse - og det samme har behandlingsformer som medicin. Ingen kan mig bekendt træne sig til en bedre dopaminsignalering ligesom man heller ikke kan bede folk med sukkersyge tage ansvar for insulin.

Men hvad er din største frygt eller betænkeligheder i forhold til diagnosen? Er det at din søn kommer til at se den som en undskyldning?
6

Tilbage til "Forhold og sex"