Kender I det, at man dunker sig selv i hovedet fordi man ikke føler, at man gør det godt nok?
Jeg ved, at jeg tidligere har været ufattelig doven og har haft hundredvis af undskyldninger for ikke at træne og spise sundere, men jeg ved også, at jeg har ændret mig - så, når jeg eksempelvis "kun" træner (i FW, svømmer eller løber) 1-2 gange om ugen, kan det godt føles som et setback - til trods for, at jeg ikke er i nærheden af den tidligere Ally.
Jeg ved også, at jeg har arbejde, pigerne m.m. ved siden af, som alt sammen gør, at jeg ikke har mulighed for at stå i FW hver dag - og det tænker jeg, at jeg skal acceptere og dermed også fortælle mig selv, at det, jeg gør, er godt.
I morges sov jeg længe - helt til kl. 06 - og kl. 07.15 stod jeg på crosstraineren i FW
Gav den gas og kørte efterfølgende mit styrkeprogram, jeg fik, da jeg tidligere på året, havde en PT'er, igennem - og kunne undervejs mærke den der særlige følelse af at presse sig selv til det yderste. Tidligere har jeg kørt OK mængde vægt og mange repetitioner, men i morges (og fra nu af) kørte jeg med mere vægt og færre repetitioner. Nu skal Mama Ally sgu have større muller!