Nå, jeg har faktisk fået rusket lidt op i mig selv.
Vægten var godt oppe over 67 kg. og jeg syntes det hele var noget møg og var rigtig tæt på at give totalt slip, men så forærede min søde, dejlige mand mig ti timers personlig træning i fødselsdagsgave. Meget forsigtigt og "nu må du virkelig ikke tage det her som nogen form for kritik, men du har jo talt så meget om, at du savner en træner og du var så glad, da du havde en"
Har haft første time og er allerede bedre til så at komme derned ud over vores ugentlige aftale, fordi jeg ellers synes, det er for pinligt.
Samtidig læste jeg i Politiken om at spise "kompromisløst blodsukkerstabilt" og følte mig inspireret til at prøve. Indledningsvist ikke så kompromisløst, for der var jo mad i køleskabet, der skulle udryddes først, men mere og mere. Har også købt bogen Sandheden om sukker og en form, så jeg kan bage stenalderbrød. Og bagt et - mig, der ellers ikke kan bage, men der er åbenbart noget, der er nemt nok selv til mig.
Har også genoptaget perlesystemet, så jeg får presset mig selv lidt til at holde kosten og få rørt mig, og købt lidt ekstra træningstøj, så jeg ikke skal undskylde mig med (jeg er sindssygt god til undskyldninger
) at det er mere besværligt at få vasket hernede og at jeg jo ikke har noget med lange ærmer til at løbe uden for om efteråret.
Og vægten har nu den seneste uge og lidt til holdt sig omkring 65 kg. Så nu går det i det mindste ikke den forkerte vej længere, og forhåbentligt snart den rigtige vej