Det har været hård kost både fysisk og psykisk, og det manglende overskud har også gjort, at jeg ikke har kunnet tage mig særligt godt af mig selv rent kostmæssigt. Medicinen gør, at jeg ikke har lyst til at spise sundt, og hver gang en behandling går dårligt (og der har ikke været meget at råbe hurra for), så bliver der endnu mindre overskud til at spise ordentligt. Dårlige kostvalg påvirker mig fysisk (jeg bliver mere dårlig af hormonerne), så får jeg det værre psykisk og så kører møllen igen.
Foruden kosten er motion og træning en kilde til evig frustration. De fleste læger siger, at træning er okay mellem forsøg og til en vis grad også, når man er i gang (der er tidspunkter, hvor man skal afholde sig fra det). Andre mener, at motion er af det onde, og at man bør holde sig på maks fire timer med gåture om ugen. Jeg ELSKER motion og træning, jeg har ikke lyst til at undvære det, og det er min vigtigste kilde til overlevelse i det her kaos. Jeg følger selvfølgelig lægernes anvisninger, men fordi der har været så meget snak om det, så er motion og træning nu også forbundet med dårlig samvittighed - for hvad nu, hvis det skader?
Har ikke taget voldsomt meget på, men min krop har forandret sig, og det gør, at jeg føler mig meget fremmedgjort og fanget i en krop, som jeg ikke rigtigt kan kende længere. Jeg skal tage mig sammen LÆNGE for at gå på vægten og jeg har det ikke specielt godt med at se mig selv i hel figur i spejlet. Og det gavner mig på ingen måde, at min krop og jeg ikke er på samme hold.
Nu venter der en ny streng runde medicin (to måneder i træk denne gang), og nu er jeg simpelthen nødt til at have lidt fokus på min kost for at komme bedst muligt igennem det. Min krop kan ikke fungere med både medicin og dårlig kost.
Så jeg regner med, at jeg vil bruge denne tråd som en slags dagbog. Måske er det lettere at tage nogle gode valg og holde en balanceret kost, hvis jeg kan skrive om det her en gang imellem.
Tak, hvis du har læst med så langt
Be brave
