Frit valg

[Slettet bruger]

En person slår 10 andre mennesker ihjel. Udgangspunktet er at personen er skyldig i en grov forbrydelse. Men når man får mere information, kan det ændre sig. Måske var han psykisk syg og ender med behandling i stedet for straf. Måske var han dement, og kan slet ikke huske hvad der skete. Er en dement person der slår 10 ihjel, skyldig, eller er han bare offer for uheldige omstændigheder? Eller for at tage noget mindre alvorligt: Hvornår er en person på 150 kilo selv ansvarlig for sin overvægt, og hvornår kan det, eller dele af det, bebrejdes uheldige omstændigheder - dårligt stofskifte, bivirkninger fra medicin eller noget tredje?

Jeg påstår at grænsen for hvornår vi giver personen skylden, og hvornår vi giver omstændigheder skylden, er bestemt af hvor meget vi ved om årsagen. Jo mere vi ved, jo mindre bebrejder vi personen, for vi kan forklare adfærden med ydre omstændigheder som personen ikke kan styre. Og jeg påstår at den yderste konsekvens af det er at med tilstrækkelig viden ville ingen bebrejdelse længere kunne placeres hos personen, for tilstrækkelig viden ville vise at frit valg er en illusion, der er ikke andet end ydre omstændigheder der skubber os rundt som bolde i en flippermaskine. Livet er en film man observerer igennem hovedrolleindehaverens øjne, men det betyder ikke at man kan styre handlingen.

Enig/uenig? Og hvorfor?

[kidkomb]

Jeg er enig. Nuancer og detaljer gør en kæmpe forskel.
Nogle forbrydelser er så grove at jeg ikke gider at finde medlidenheden frem, men hvis jeg dykkede grundigt ned i dem, ville jeg garanteret kunne føle medlidenhed.
Spørgsmålet er så hvornår det er formålstjenstligt.
Og medlidenhed med gerningsmanden betyder ikke at jeg føler mindre medlidenhed med offeret. Det er som om nogle mennesker anskuer den slags sager alt for firkantet. At hvis man føler medlidenhed med gerningsmanden, så går der noget fra offeret. Sådan fungerer verden jo ikke. Måske den gør for den slags mennesker? -Det er egentlig en uhyggelig tanke.

[Sofakartoflen]

Jeg er enig langt hen ad vejen.

Eller jeg tænker, at man godt kan have skylden, selvom der er forklaringer på, hvorfor man har gjort noget. Man kan også godt føle medlidenhed med en skyldig person, fordi man forstår, hvorfor personen er endt, hvor h*n er.

Omvendt er der også masser af situationer, hvor jeg har svært ved at mønstre forståelse, selvom man dybest set kan sige, at folk vel generelt gør deres bedste. For kører man ud af tangenten, er det så egentlig synd for de forældre, der ikke kan sætte egne behov til side og derfor svigter deres børn? Eller dem, der bruger alle deres penge i starten af måneden og tigger på facebook resten af tiden?

Det er også forskelligt, hvor meget viljestyrke vi har fået. Det stille større krav til de privilegerede. Det er trods alt værre at snyde i skat end ikke at fatte systemet og starte et firma og glemme eller ikke vide, at der skal betales moms. Ingen af delene er ok, men hensigten betyder en del i mine øjne.

Jeg tror ikke på, at det frie valg er en "fuldstændig" illusion, men jeg tror, at nogle mennesker har færre valgmuligheder end andre, og at vi selvfølgelig har forskellig styrke.

[Slettet bruger]

Jeg er enig langt hen ad vejen.

Eller jeg tænker, at man godt kan have skylden, selvom der er forklaringer på, hvorfor man har gjort noget. Man kan også godt føle medlidenhed med en skyldig person, fordi man forstår, hvorfor personen er endt, hvor h*n er.

Omvendt er der også masser af situationer, hvor jeg har svært ved at mønstre forståelse, selvom man dybest set kan sige, at folk vel generelt gør deres bedste. For kører man ud af tangenten, er det så egentlig synd for de forældre, der ikke kan sætte egne behov til side og derfor svigter deres børn? Eller dem, der bruger alle deres penge i starten af måneden og tigger på facebook resten af tiden?

Det er også forskelligt, hvor meget viljestyrke vi har fået. Det stille større krav til de privilegerede. Det er trods alt værre at snyde i skat end ikke at fatte systemet og starte et firma og glemme eller ikke vide, at der skal betales moms. Ingen af delene er ok, men hensigten betyder en del i mine øjne.

Jeg tror ikke på, at det frie valg er en "fuldstændig" illusion, men jeg tror, at nogle mennesker har færre valgmuligheder end andre, og at vi selvfølgelig har forskellig styrke.

Den del af den frie vilje som ikke er en illusion, hvor tænker du den kommer fra? Er det noget metafysisk? Sjæl?

[Misantropen]

Jeg er delvis enig. Der er mange forbrydelser og tragiske hændelser der kunne have været undgået hvis der var blevet grebet ordentligt ind i tide eller man forstod årsagen før det var for sent.

Jeg mener ikke at hverken psykisk sygdom, demens, at man er et brændt barn eller andet fritager en for straf eller konsekvenser. Der er stadig nogle pårørende og en retsfølelse hos befolkningen at tage hensyn til, og jeg synes ikke det skal være gratis at skade eller myrde andre selvom jeg i nogle tilfælde godt forstår hvorfor nogen tyr til selvtægt.

Jeg synes det er noget andet når det drejer sig om skadelige handlinger, overfor en selv, man selv er herre over. Indtagelse af stoffer, alkohol, rygning, overvægt og lignende. Der er individuelle årsager til hvorfor man overspiser, tager stoffer etc. og det er det interessante, synes jeg. Jeg mener ikke det er en illusion at man overordnet selv har et valg, ligesom man ofte også selv har et valg om at ændre ens situation, men jeg anerkender at selvmedicinering kan føles nødvendigt, som den eneste hjælp, at man ikke er klar til at ændre det eller har ressourcerne til det.

[Sofakartoflen]

Jeg er enig langt hen ad vejen.

Eller jeg tænker, at man godt kan have skylden, selvom der er forklaringer på, hvorfor man har gjort noget. Man kan også godt føle medlidenhed med en skyldig person, fordi man forstår, hvorfor personen er endt, hvor h*n er.

Omvendt er der også masser af situationer, hvor jeg har svært ved at mønstre forståelse, selvom man dybest set kan sige, at folk vel generelt gør deres bedste. For kører man ud af tangenten, er det så egentlig synd for de forældre, der ikke kan sætte egne behov til side og derfor svigter deres børn? Eller dem, der bruger alle deres penge i starten af måneden og tigger på facebook resten af tiden?

Det er også forskelligt, hvor meget viljestyrke vi har fået. Det stille større krav til de privilegerede. Det er trods alt værre at snyde i skat end ikke at fatte systemet og starte et firma og glemme eller ikke vide, at der skal betales moms. Ingen af delene er ok, men hensigten betyder en del i mine øjne.

Jeg tror ikke på, at det frie valg er en "fuldstændig" illusion, men jeg tror, at nogle mennesker har færre valgmuligheder end andre, og at vi selvfølgelig har forskellig styrke.

Den del af den frie vilje som ikke er en illusion, hvor tænker du den kommer fra? Er det noget metafysisk? Sjæl?

Jeg ved ikke, om jeg forstår dit spørgsmål.

Jeg tror, at der er forskel på, hvor mange valg vi har, og hvor meget rygrad vi har i forhold til at træffe de bedste valg for os selv (og andre) og at vi ikke er udstyret med samme grad af robusthed. Oveni kan det også ændre sig i løbet af ens liv.

Evnen til at "opretholde" et valg frem for at lade sit liv forme af modstand/dårlige kår/omsorgssvigt osv. tror jeg er en blanding af arv og miljø. Vi ser jo mønsterbrydere, og de er i mine øjne et bevis på, at der godt kan være et valg, selvom man ikke tror det. (Det er bare ikke alle, der har styrken til at træffe de valg)

Jeg tror, det handler mest om menneskets psykiske styrke.

[Slettet bruger]

Jeg er enig langt hen ad vejen.

Eller jeg tænker, at man godt kan have skylden, selvom der er forklaringer på, hvorfor man har gjort noget. Man kan også godt føle medlidenhed med en skyldig person, fordi man forstår, hvorfor personen er endt, hvor h*n er.

Omvendt er der også masser af situationer, hvor jeg har svært ved at mønstre forståelse, selvom man dybest set kan sige, at folk vel generelt gør deres bedste. For kører man ud af tangenten, er det så egentlig synd for de forældre, der ikke kan sætte egne behov til side og derfor svigter deres børn? Eller dem, der bruger alle deres penge i starten af måneden og tigger på facebook resten af tiden?

Det er også forskelligt, hvor meget viljestyrke vi har fået. Det stille større krav til de privilegerede. Det er trods alt værre at snyde i skat end ikke at fatte systemet og starte et firma og glemme eller ikke vide, at der skal betales moms. Ingen af delene er ok, men hensigten betyder en del i mine øjne.

Jeg tror ikke på, at det frie valg er en "fuldstændig" illusion, men jeg tror, at nogle mennesker har færre valgmuligheder end andre, og at vi selvfølgelig har forskellig styrke.

Den del af den frie vilje som ikke er en illusion, hvor tænker du den kommer fra? Er det noget metafysisk? Sjæl?

Jeg ved ikke, om jeg forstår dit spørgsmål.

Jeg tror, at der er forskel på, hvor mange valg vi har, og hvor meget rygrad vi har i forhold til at træffe de bedste valg for os selv (og andre) og at vi ikke er udstyret med samme grad af robusthed. Oveni kan det også ændre sig i løbet af ens liv.

Evnen til at "opretholde" et valg frem for at lade sit liv forme af modstand/dårlige kår/omsorgssvigt osv. tror jeg er en blanding af arv og miljø. Vi ser jo mønsterbrydere, og de er i mine øjne et bevis på, at der godt kan være et valg, selvom man ikke tror det. (Det er bare ikke alle, der har styrken til at træffe de valg)

Jeg tror, det handler mest om menneskets psykiske styrke.

Hvis man taber en bold fra et tårn, og man giver en dygtig fysiker alle kendte parametre om den handling: Boldens størrelse, højden på tårnet, temperaturen, vindhastighed og -retning, højde over havoverfladen og sikkert en række andre ting, kan han forudsige med stor præcision hvor og hvornår bolden lander. I den udstrækning han forudsiger forkert, tror jeg man kan overbevise de fleste om at det handler om hvor godt man kender de præcise parametre, og ikke om at der er tilfældighed involveret i hvor bolden rammer. Den tabte bold er en samling atomer som påvirkes af den fysiske virkelighed, den er ikke andet. Hvis man sætter bolden i præcis den samme situation 2 gange, sker der præcis det samme begge gange.

Spørgsmålet er så: Hvis man sætter et menneske i en bestemt situation - som man gjorde med bolden - kan man så ræsonnere på samme måde? Mennesket er også bare en samling atomer der påvirkes af ydre omstændigheder, så hvad skulle gøre at man ikke teoretisk kan forudsige hvor mennesket er 10 minutter efter det er gået ind i et værelse, hvis man kender alle fysiske parametre? Normalt er kompleksiteten så høj at vi i praksis overhovedet ikke kan gætte det, der er milliarder af neuroner i menneskets hjerne, men det siger jo ikke andet end at vi mangler viden om situationen. Hvis man ikke i teorien kan forudsige et menneskes handlinger udelukkende ved at forholde sig til fysiske love, hvor kommer usikkerheden så fra? Hvor kommer det fra at der findes en "sjæl" eller hvad man måtte kalde det, som kan navigere i den fysiske verden uden at være fuldstændigt underlagt den? Er det noget metafysisk?

[Aima]

Jeg påstår at grænsen for hvornår vi giver personen skylden, og hvornår vi giver omstændigheder skylden, er bestemt af hvor meget vi ved om årsagen. Jo mere vi ved, jo mindre bebrejder vi personen, for vi kan forklare adfærden med ydre omstændigheder som personen ikke kan styre. Og jeg påstår at den yderste konsekvens af det er at med tilstrækkelig viden ville ingen bebrejdelse længere kunne placeres hos personen, for tilstrækkelig viden ville vise at frit valg er en illusion, der er ikke andet end ydre omstændigheder der skubber os rundt som bolde i en flippermaskine. Livet er en film man observerer igennem hovedrolleindehaverens øjne, men det betyder ikke at man kan styre handlingen.

Det lyder helt Sartresk, synes jeg, og din tese om det frie valg som en illusion og din metafor med bolde i en flippermaskine, giver mig associationer til hans tanker om angst, mennesket som dømt til frihed, eksistens før essens og idéen om bevidsthedens tilintetgørende kraft.

Jeg ved ikke selv, hvad jeg tror, for at være ærlig. Jeg kan fordybe mig i noget og synes, de eksistentialistiske tanker og idéer giver mening, men der popper jo bare altid et eller andet op der udfordrer det.

Den del af den frie vilje som ikke er en illusion, hvor tænker du den kommer fra? Er det noget metafysisk? Sjæl?

Kender du K.E. Løgstrups værk om metafysikken? Hvis ikke kunne det tredje bind "Ophav og omgivelse" måske være værd at kigge på, her beskæftiger han sig særligt med ja, menneskets bevidsthed overfor en overordnet kausalitet, vel.

Igen, jeg føler faktisk ikke selv, jeg kan formulere en holdning, for hver gang jeg prøver, opfinder jeg automatisk forbehold der udfordrer den. Det er nok bare for komplekst og jeg er også alt for ulærd til at jeg kan tage stilling, men det er spændende!

[Sofakartoflen]

Hvis man taber en bold fra et tårn, og man giver en dygtig fysiker alle kendte parametre om den handling: Boldens størrelse, højden på tårnet, temperaturen, vindhastighed og -retning, højde over havoverfladen og sikkert en række andre ting, kan han forudsige med stor præcision hvor og hvornår bolden lander. I den udstrækning han forudsiger forkert, tror jeg man kan overbevise de fleste om at det handler om hvor godt man kender de præcise parametre, og ikke om at der er tilfældighed involveret i hvor bolden rammer. Den tabte bold er en samling atomer som påvirkes af den fysiske virkelighed, den er ikke andet. Hvis man sætter bolden i præcis den samme situation 2 gange, sker der præcis det samme begge gange.

Spørgsmålet er så: Hvis man sætter et menneske i en bestemt situation - som man gjorde med bolden - kan man så ræsonnere på samme måde? Mennesket er også bare en samling atomer der påvirkes af ydre omstændigheder, så hvad skulle gøre at man ikke teoretisk kan forudsige hvor mennesket er 10 minutter efter det er gået ind i et værelse, hvis man kender alle fysiske parametre? Normalt er kompleksiteten så høj at vi i praksis overhovedet ikke kan gætte det, der er milliarder af neuroner i menneskets hjerne, men det siger jo ikke andet end at vi mangler viden om situationen. Hvis man ikke i teorien kan forudsige et menneskes handlinger udelukkende ved at forholde sig til fysiske love, hvor kommer usikkerheden så fra? Hvor kommer det fra at der findes en "sjæl" eller hvad man måtte kalde det, som kan navigere i den fysiske verden uden at være fuldstændigt underlagt den? Er det noget metafysisk?

Det er lige i overkanten af min forestillingsevne
Jeg tror, at mit fokus vil være, at der ikke er nogen "man", der kan forudsige det. At det er muligt, hvis man kender alle de milliarder af påvirkninger, man skal tage højde for, at mennesket ikke har en fri vilje. Det kan jeg bare ikke bruge til noget. Det er så teoretisk og tænkt, at jeg står af.

Så jeg er et meget enklere sted. Hvor jeg tænker, at vi må balancere mellem at forstå, at vores medmennesker er præget af deres arv og miljø, og stille krav til dem alligevel. Det er måske grunde til, at en mand reagerer ved at tæve sin kone (f.eks. at han selv har været udsat for vold, at han ikke kan klare sig verbalt, eller at han ikke kan styre sit temperament), trods disse forhold er det stadig forkert at slå sin kone, og manden skal derfor straffes for det han gør, men han skal også have hjælp til at ændre sig.

Det er simpelthen for deprimerende for mig at skulle tænke, at alting er forudbestemt - og det må det vel være i den situation, du beskriver? Jeg tror, vi mennesker har brug for at tro på, at vi i alt fald i en vis udstrækning kan ændre på vores situation. (selvom der er parametre, der ikke gør det så nemt)

[Misantropen]

Hvis man taber en bold fra et tårn, og man giver en dygtig fysiker alle kendte parametre om den handling: Boldens størrelse, højden på tårnet, temperaturen, vindhastighed og -retning, højde over havoverfladen og sikkert en række andre ting, kan han forudsige med stor præcision hvor og hvornår bolden lander. I den udstrækning han forudsiger forkert, tror jeg man kan overbevise de fleste om at det handler om hvor godt man kender de præcise parametre, og ikke om at der er tilfældighed involveret i hvor bolden rammer. Den tabte bold er en samling atomer som påvirkes af den fysiske virkelighed, den er ikke andet. Hvis man sætter bolden i præcis den samme situation 2 gange, sker der præcis det samme begge gange.

Spørgsmålet er så: Hvis man sætter et menneske i en bestemt situation - som man gjorde med bolden - kan man så ræsonnere på samme måde? Mennesket er også bare en samling atomer der påvirkes af ydre omstændigheder, så hvad skulle gøre at man ikke teoretisk kan forudsige hvor mennesket er 10 minutter efter det er gået ind i et værelse, hvis man kender alle fysiske parametre? Normalt er kompleksiteten så høj at vi i praksis overhovedet ikke kan gætte det, der er milliarder af neuroner i menneskets hjerne, men det siger jo ikke andet end at vi mangler viden om situationen. Hvis man ikke i teorien kan forudsige et menneskes handlinger udelukkende ved at forholde sig til fysiske love, hvor kommer usikkerheden så fra? Hvor kommer det fra at der findes en "sjæl" eller hvad man måtte kalde det, som kan navigere i den fysiske verden uden at være fuldstændigt underlagt den? Er det noget metafysisk?

I et eller andet omfang kan man. Man kan vel teste det ved noget så simpelt som at teste folks reflekser? Man ved hvordan kroppen bør reagere og hvad der kan være galt hvis ikke den gør som forventet.

Der er ting man kan forberede sig nok så meget på(en fødsel fx) men alligevel kan en sund, rask og psykisk stærk person få en fødselsdepression/efterfødselsreaktion nøjagtig som en usund og ustabil kan det.

Man ved også hvordan folk reagerer under pres, når de er stressede, bange, frygter for deres liv, er i sorg og lignende. Der er ikke én rigtig måde kroppen reagerer på. Sammenligner man alle vidner der har oplevet noget traumatisk(en trafikulykke fx) vil de ikke reagere ens, men sammenligner man dem der reagerer ved fx at gå i chok i situationen kan man se mange ligheder psykisk og fysisk i deres reaktion.

[Slettet bruger]

Hvis man taber en bold fra et tårn, og man giver en dygtig fysiker alle kendte parametre om den handling: Boldens størrelse, højden på tårnet, temperaturen, vindhastighed og -retning, højde over havoverfladen og sikkert en række andre ting, kan han forudsige med stor præcision hvor og hvornår bolden lander. I den udstrækning han forudsiger forkert, tror jeg man kan overbevise de fleste om at det handler om hvor godt man kender de præcise parametre, og ikke om at der er tilfældighed involveret i hvor bolden rammer. Den tabte bold er en samling atomer som påvirkes af den fysiske virkelighed, den er ikke andet. Hvis man sætter bolden i præcis den samme situation 2 gange, sker der præcis det samme begge gange.

Spørgsmålet er så: Hvis man sætter et menneske i en bestemt situation - som man gjorde med bolden - kan man så ræsonnere på samme måde? Mennesket er også bare en samling atomer der påvirkes af ydre omstændigheder, så hvad skulle gøre at man ikke teoretisk kan forudsige hvor mennesket er 10 minutter efter det er gået ind i et værelse, hvis man kender alle fysiske parametre? Normalt er kompleksiteten så høj at vi i praksis overhovedet ikke kan gætte det, der er milliarder af neuroner i menneskets hjerne, men det siger jo ikke andet end at vi mangler viden om situationen. Hvis man ikke i teorien kan forudsige et menneskes handlinger udelukkende ved at forholde sig til fysiske love, hvor kommer usikkerheden så fra? Hvor kommer det fra at der findes en "sjæl" eller hvad man måtte kalde det, som kan navigere i den fysiske verden uden at være fuldstændigt underlagt den? Er det noget metafysisk?

Det er lige i overkanten af min forestillingsevne
Jeg tror, at mit fokus vil være, at der ikke er nogen "man", der kan forudsige det. At det er muligt, hvis man kender alle de milliarder af påvirkninger, man skal tage højde for, at mennesket ikke har en fri vilje. Det kan jeg bare ikke bruge til noget. Det er så teoretisk og tænkt, at jeg står af.

Så jeg er et meget enklere sted. Hvor jeg tænker, at vi må balancere mellem at forstå, at vores medmennesker er præget af deres arv og miljø, og stille krav til dem alligevel. Det er måske grunde til, at en mand reagerer ved at tæve sin kone (f.eks. at han selv har været udsat for vold, at han ikke kan klare sig verbalt, eller at han ikke kan styre sit temperament), trods disse forhold er det stadig forkert at slå sin kone, og manden skal derfor straffes for det han gør, men han skal også have hjælp til at ændre sig.

Det er simpelthen for deprimerende for mig at skulle tænke, at alting er forudbestemt - og det må det vel være i den situation, du beskriver? Jeg tror, vi mennesker har brug for at tro på, at vi i alt fald i en vis udstrækning kan ændre på vores situation. (selvom der er parametre, der ikke gør det så nemt)

Som det nok fremgår af mine indlæg, tror jeg ikke på fri vilje, jeg tror mennesker er fysiske systemer som alle andre, og at de som sådan er helt forudsigelige.

Men jeg mister ikke livsviljen af det. Hvorfor ved jeg ikke. Men selv hvis man tror på fri vilje, er det vel lidt et mysterium at nogen gider leve? Støvkorn på et støvkorn af en planet og i live i en forsvindende lille brøkdel af universets levetid.

[Slettet bruger]

I et eller andet omfang kan man. Man kan vel teste det ved noget så simpelt som at teste folks reflekser? Man ved hvordan kroppen bør reagere og hvad der kan være galt hvis ikke den gør som forventet.

Der er ting man kan forberede sig nok så meget på(en fødsel fx) men alligevel kan en sund, rask og psykisk stærk person få en fødselsdepression/efterfødselsreaktion nøjagtig som en usund og ustabil kan det.

Man ved også hvordan folk reagerer under pres, når de er stressede, bange, frygter for deres liv, er i sorg og lignende. Der er ikke én rigtig måde kroppen reagerer på. Sammenligner man alle vidner der har oplevet noget traumatisk(en trafikulykke fx) vil de ikke reagere ens, men sammenligner man dem der reagerer ved fx at gå i chok i situationen kan man se mange ligheder psykisk og fysisk i deres reaktion.

Ja, og jo klogere vi bliver, i jo større omfang kan vi forudsige menneskers handlinger. Spørgsmålet er om der er en grænse, og hvad den i givet fald er defineret af.

[NoLady]

Jeg deler ikke den metafysisk verdensopfattelse. Det er den klassisk fortolkning af adskillelsen mellem krop og sjæl.

Så mine handlinger skulle være styret af gener og neuroner? Når jeg træffer nogle valg og kan begrunde dem, så mener jeg helt sikkert at mine andre kognitive funktioner også har en stor rolle at spille. For mig er og bliver diskussionen om fri vilje udelukkende en filosofisk diskussion.

[paint]

Det er en meget spændende, men også uhyre kompleks eller kompliceret diskussion. Der kan sådan set argumenteres for både et mekanistisk verdenssyn (bolden der smides ud fra tårnet og er styret af diverse parametre). Omvendt kan der også argumenteres for noget i retning af det modsatte.
Mennesket er ikke en bold, som viljeløst og uden egen drift, lader sig påvirke af de ydre omstændigheder, og derfor kan forudsiges. Mennesket er heller ikke en hund eller an abe, som reagerer udelukkende på instinkter og drifter. Mennesket har en 'overbygning' eller en 'overetage', som er bevidstheden om sig selv.
En hund er f.eks ikke bevidst om, at den har et begrænset antal år at leve i. Den lever bare (til den dør). Dens liv opretholdes af dens medfødte instinkter.Derfor kan det forudsiges, hvad den vil gøre. Sådan er mennesket ikke, eller jo: vi dør også på et tidspunkt. Men vi er klar over eller bevidste om, at vi lever. Vi er klar over at vi ikke lever uendeligt, og at vi er her et begrænset antal år, og så er det slut. Den abstraktion er et dyr (eller en bold) ikke i stand til at foretage. Det er mennesket, fordi vi er bevidste om os selv.

Vi er med andre ord bevidste om vores egen eksistens. At vi befinder os på en planet i verdensrummet, blandt mange andre planeter, i et uendeligt univers. At der har været mange andre før os, og at der vil komme mange andre efter os. Vi er også i stand til selv at kunne regne konsekvensen af vores handlinger ud, og så foretage handlingen eller ikke - før vi handler (og ikke bare som et forprogrameret instinkt)

Så jo! er min påstand. Mennesket har et valg, hvor frit det så er, kan man diskutere.