Hvad er træls, men ikke irriterende til det grænseløse

[FormerlyKnownAs]

Jeg var liiige ved at købe sådan en pakke færdigblanding til at lave chokoladekage i går, men droppede det. Nu har jeg ret meget lyst til chokoladekage. Men barnet har feber og jeg har skrevet til chaufføren at han kan holde fri i dag. Jeg mangler både cacao, chokolade og bagepulver...så ingen chokoladekage. Latterligt.

[Ghattner]

Min kollega der altid har en holdning til alt og altid er bedrevidende på områder han ikke har noget at sige. Dumt af mig at jeg af og til spørger ham om råd og vejledning til noget, når jeg alligevel godt kan finde ud af det selv. Især fordi hans råd virker meget begrænsende ift. at han ofte hellere opfordrer mig til at give op end at finde en løsning.

Fx har jeg længe været irriteret over en uhensigtsmæssighed vi har i et af de systemer vi arbejder med. Han har hele tiden insisteret på at der ikke var noget at gøre ved det og bare opfordret mig til at acceptere det. Let for ham at sige, når han alligevel ikke bruger den del af systemet. Jeg ville ikke tro på at der ikke var mere at gøre, så valgte at undersøge det til bunds og fandt ud af at der VAR en metode til at slippe for uhensigtsmæssigheden. Da jeg glad fortalte ham om det, fordi det er en kæmpe lettelse i mit arbejde, var han sådan helt kold og stadig insisterede på at jeg nok ville møde uhensigtsmæssigheden igen. For han ved jo bedst!

[sigge]

At jeg er sulten hele tiden i dag.

[FormerlyKnownAs]

At jeg skal aflevere hovedopgave på torsdag i næste uge og jeg kan slet ikke tage mig sammen

[Delfin]

Min fars kone. Hun har bare gjort/sagt nogle lidt uheldige ting her på det sidste. Et par eksempler:

I sidste uge fik hun fyret nogle virkelig uheldige bemærkninger/stikpiller af i vores families snapchatgruppe. Hun kritiserede rimelig direkte den måde vi passer vores dyr på, krydret med "grædesmileyer", skrev "stakkels " om den måde vi passer nogle af vores dyr på. Jeg blev virkelig pissegal og ked af det, for vi passer fanme vores dyr godt og gør alt hvad vi kan for dem. Men omvendt bor vi på landet og kan ikke redde eller hjælpe alle dyr, som kommer i nærheden af os, hvor meget vi gerne ville. Store dele af min weekend var faktisk ødelagt pga. hendes kommentarer. Nå, i denne uge har hun heldigvis holdt sine meninger for sig selv.

For noget tid siden købte jeg et gammelt originalt 70'er dukkehus til min niece (som stadig er en lille baby). Planen var, at jeg kikke efter originale dele til det i løbet af de næste år, der er jo god tid til at hun kan bruge det. Viste det frem til min familie, da de var på besøg og de syntes selvfølgelig det var rigtig fint. Især min fars kone. Hun begyndte straks med alle de ting vi skulle købe til huset. Jeg vil egentlig helst, at det var noget jeg selv puslede med. Men tænkte heller ikke det blev et issue. Nu har hun så lige oprettet en messengergruppe ved navn "dukkehus" og postet at hun har købt alt mulig til dukkehuset. Jamen okay så. Det var så aldrig ting jeg selv ville have købt og de passer ikke ind overhovedet. Men kan jo ikke tillade mig at sige noget, for hun gør det jo i en god mening. Og nu er min gave, som jeg bare ville gå og nusse med, så åbenbart blevet et fællesprojekt, eftersom hun har add'et flere familiemedlemmer til gruppen.

Det er også muligt, at det bare er mig, der er sart. Men jeg bliver sgu lidt træt i ny og næ.

Ved du hvad Kaja, det er fedt, at du synes om mit projekt og gerne vil hjælpe, men jeg har glædet mig til at hygge mig med det alene. Måske kan du selv starte et andet fælles projekt op i familiegruppen. Det kunne være et legekøkken med hjemmelavet mad, hæklede grydelapper og andet sjovt. Det kan hun da få meget tid til at gå med.

[Persnikedy]

Når der er programmer i TV som den lige nu på tv2 De Sindsygt Farlige hvor der lige var en der fortalte om Paranoid skizofreni og hvordan skizofrene kan blive helt andre mennesker og være farlige, osv...

Jeg har samme diagnose, og det irritere mig at der ikke lige nævnes at størstedelen af skizofrene (også de paranoide) lever ret almindelige liv. På den anden side kan jeg jo godt se at det ikke lige handler om skizofreni men om dem der er sindsyge i gerningsøjeblikket og derfor spæret inde. Hvilket også er derfor at jeg poster i denne her tråd og ikke i et indlæg om hvor edderspændt rasende jeg er.

Jeg synes bare det er træls at have en diagnose som vækker så fordærdelige følelser i nogle bare på grund af ordet. Skizofreni er et stort ord, men det er fandme træls alligevel

[Sevii]

Når der er programmer i TV som den lige nu på tv2 De Sindsygt Farlige hvor der lige var en der fortalte om Paranoid skizofreni og hvordan skizofrene kan blive helt andre mennesker og være farlige, osv...

Jeg har samme diagnose, og det irritere mig at der ikke lige nævnes at størstedelen af skizofrene (også de paranoide) lever ret almindelige liv. På den anden side kan jeg jo godt se at det ikke lige handler om skizofreni men om dem der er sindsyge i gerningsøjeblikket og derfor spæret inde. Hvilket også er derfor at jeg poster i denne her tråd og ikke i et indlæg om hvor edderspændt rasende jeg er.

Jeg synes bare det er træls at have en diagnose som vækker så fordærdelige følelser i nogle bare på grund af ordet. Skizofreni er et stort ord, men det er fandme træls alligevel

Kan godt forstå dig. Det kunne være interessant med et program, eller flere, der viser hvordan det er at have diagnosen. Sådan en helt almindelig person med diagnosen. Tror jeg kunne være godt, fordi jeg oplever mange der tror, at folk med skizofreni er farlige eller meget utilregnelige, men i virkeligheden er de ret normale. Men det giver mening man får sådan et billede, hvis man ser film eller ser de slags programmer, og muligvis aldrig har mødt en person med diagnosen i virkeligheden.

[Persnikedy]

Når der er programmer i TV som den lige nu på tv2 De Sindsygt Farlige hvor der lige var en der fortalte om Paranoid skizofreni og hvordan skizofrene kan blive helt andre mennesker og være farlige, osv...

Jeg har samme diagnose, og det irritere mig at der ikke lige nævnes at størstedelen af skizofrene (også de paranoide) lever ret almindelige liv. På den anden side kan jeg jo godt se at det ikke lige handler om skizofreni men om dem der er sindsyge i gerningsøjeblikket og derfor spæret inde. Hvilket også er derfor at jeg poster i denne her tråd og ikke i et indlæg om hvor edderspændt rasende jeg er.

Jeg synes bare det er træls at have en diagnose som vækker så fordærdelige følelser i nogle bare på grund af ordet. Skizofreni er et stort ord, men det er fandme træls alligevel

Kan godt forstå dig. Det kunne være interessant med et program, eller flere, der viser hvordan det er at have diagnosen. Sådan en helt almindelig person med diagnosen. Tror jeg kunne være godt, fordi jeg oplever mange der tror, at folk med skizofreni er farlige eller meget utilregnelige, men i virkeligheden er de ret normale. Men det giver mening man får sådan et billede, hvis man ser film eller ser de slags programmer, og muligvis aldrig har mødt en person med diagnosen i virkeligheden.

Det skønnes at der er mellem 0,5 og 1% af befolkningen der på et eller andet tidspunkt vil få skizofreni. Men der er jo langt fra så mange der render rundt og er klar til indlæggelse.
Desværre så er det som du siger at dem der ikke kender til det tænker at man er utilregnelig.

[Ghattner]

Min ven som kan være lidt op af bakke at kommunikere med på skrift. Han svarer lidt når det passer ham og når han endelig "svarer" så er det ikke på det jeg har skrevet, men om noget helt andet. Når han endelig har tid er han typen der kan skrive meget og med omfangsrigt sprog. Andre gange er det med ikke-svar og "Ok". Nogle gange sender han måske et billede. Jeg spørger så ind til det, og får ikke svar.

Det er ikke fordi det er vigtige ting vi skriver om eller jeg stiller kritiske spørgsmål der kræver et svar. Ofte er det bare tanker og indtryk, men det er trods alt sjovere at få noget respons end at føle at skrive til en mur.

#firstworldproblem

[LadyFox]

Når der er programmer i TV som den lige nu på tv2 De Sindsygt Farlige hvor der lige var en der fortalte om Paranoid skizofreni og hvordan skizofrene kan blive helt andre mennesker og være farlige, osv...

Jeg har samme diagnose, og det irritere mig at der ikke lige nævnes at størstedelen af skizofrene (også de paranoide) lever ret almindelige liv. På den anden side kan jeg jo godt se at det ikke lige handler om skizofreni men om dem der er sindsyge i gerningsøjeblikket og derfor spæret inde. Hvilket også er derfor at jeg poster i denne her tråd og ikke i et indlæg om hvor edderspændt rasende jeg er.

Jeg synes bare det er træls at have en diagnose som vækker så fordærdelige følelser i nogle bare på grund af ordet. Skizofreni er et stort ord, men det er fandme træls alligevel

Kan godt forstå dig. Det kunne være interessant med et program, eller flere, der viser hvordan det er at have diagnosen. Sådan en helt almindelig person med diagnosen. Tror jeg kunne være godt, fordi jeg oplever mange der tror, at folk med skizofreni er farlige eller meget utilregnelige, men i virkeligheden er de ret normale. Men det giver mening man får sådan et billede, hvis man ser film eller ser de slags programmer, og muligvis aldrig har mødt en person med diagnosen i virkeligheden.

Jeg var med i en dokumentar for en del år siden hvor lidt af fyldet handlede om min paranoid skizofreni - sådan lidt overfladisk. Det var en dokumentar om venskab imellem folk med "problemer" og altså ikke direkte om skizofreni, så det blev ikke rørt så dybt.

Men bagefter blev jeg kontaktet af andre unge mennesker med diagnosen der synes det var rart at programmet ikke handlede om at være fuldstændig vanvittig - men faktisk mere om sådan ret almindelige stille og rolige ting. Og jeg altså repræsenterede de fleste af os med diagnosen der blot passer vores, og prøver at få det bedst mulige ud af livet uden at genere nogle.

Skizofreni er ret stigmatiseret, faktisk er min oplevelse som instituationsbarn at selv inden for dem der arbejder med psykisk syge unge er der en del der har nogle forestillinger. Det første sted jeg boede blev jeg behandlet som om jeg var farlig. Det andet sted var der en pædagog der fortalte mig at hvis jeg troede jeg havde den diagnose så måtte det være noget jeg havde misforstået - for paranoid skizofrene var jo sådan nogle som Peter Lundin - og sådan var jeg jo sleeeet ikke.

Jeg synes bestemt det ville være velkomment med en anden side af sygdommen end den der oftest kommer ud.

[Persnikedy]

Jeg var med i en dokumentar for en del år siden hvor lidt af fyldet handlede om min paranoid skizofreni - sådan lidt overfladisk. Det var en dokumentar om venskab imellem folk med "problemer" og altså ikke direkte om skizofreni, så det blev ikke rørt så dybt.

Men bagefter blev jeg kontaktet af andre unge mennesker med diagnosen der synes det var rart at programmet ikke handlede om at være fuldstændig vanvittig - men faktisk mere om sådan ret almindelige stille og rolige ting. Og jeg altså repræsenterede de fleste af os med diagnosen der blot passer vores, og prøver at få det bedst mulige ud af livet uden at genere nogle.

Skizofreni er ret stigmatiseret, faktisk er min oplevelse som instituationsbarn at selv inden for dem der arbejder med psykisk syge unge er der en del der har nogle forestillinger. Det første sted jeg boede blev jeg behandlet som om jeg var farlig. Det andet sted var der en pædagog der fortalte mig at hvis jeg troede jeg havde den diagnose så måtte det være noget jeg havde misforstået - for paranoid skizofrene var jo sådan nogle som Peter Lundin - og sådan var jeg jo sleeeet ikke.

Jeg synes bestemt det ville være velkomment med en anden side af sygdommen end den der oftest kommer ud.

Hvor er det godt at du kunne knuse nogle fordomme der.

Da min søster begyndte på gymnasiet fik hun nogle veninder, den ene dag fortalte den ene at hun altså have skizofreni og inden hun kunne sige mere kunne min søster bryde ind med "nååå, det har min søster også". Hendes veninde blev så glad for at endelig møde en der ved at skizofreni ≠ øksemorder.

Min mor ar sosu, og hendes eksamen var i paranoid skizofreni (hun fik 11 )og det gjore jo at hun var helt rundt på gulvet da jeg endeliig indrømmede at jeg hørte stemmer og fik min diagnose. Hun havde jo kun lært om dem der skar deres akilles sener over fordi stemmer sagde at de skulle. Og vupti, hendes datter (mig) jo ret normal men med samme diagnose.

Det er så vigtigt for mig at søger for at dem jeg møder (der selvfølgelig spøger ind til det) ender med at forstå at det altså ikker Lundin, men også kan være noget der bare skal takles, som fx diabetis hvor man tager medicin når nødvendigt osv.
Jeg ved at jeg skal passe på mig selv. Jeg skal ikke overbebyrde mig. Jeg skal passe min søvn. Og jeg skal kende mine grændser. Gør jeg det så kan jeg have en nogenlunde normal hverdag som ramler fra tid til anden.

Jeg tror den helt rablende paranoide skizofrene er mere interessant, og de derfor får opmærksomheden. Jeg er endelig pænt kendelig og det giver bare ikke god tv

[PaleSeptember]

Når der er programmer i TV som den lige nu på tv2 De Sindsygt Farlige hvor der lige var en der fortalte om Paranoid skizofreni og hvordan skizofrene kan blive helt andre mennesker og være farlige, osv...

Jeg har samme diagnose, og det irritere mig at der ikke lige nævnes at størstedelen af skizofrene (også de paranoide) lever ret almindelige liv. På den anden side kan jeg jo godt se at det ikke lige handler om skizofreni men om dem der er sindsyge i gerningsøjeblikket og derfor spæret inde. Hvilket også er derfor at jeg poster i denne her tråd og ikke i et indlæg om hvor edderspændt rasende jeg er.

Jeg synes bare det er træls at have en diagnose som vækker så fordærdelige følelser i nogle bare på grund af ordet. Skizofreni er et stort ord, men det er fandme træls alligevel

Jeg har arbejdet på en psykiatrisk sengeafdeling, og der er slet ingen tvivl om, at de dårligste patienter vi fik ind var dem med paranoid skizofreni, og efter det jeg har set der, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det må være en af de vanskeligste psykiatriske diagnoser at leve med. Men jeg er glad for, at der også findes diagnosticerede som dig, der lever helt almindeligt med deres sygdom og tackler den i hverdagen.

[LadyFox]

Jeg var med i en dokumentar for en del år siden hvor lidt af fyldet handlede om min paranoid skizofreni - sådan lidt overfladisk. Det var en dokumentar om venskab imellem folk med "problemer" og altså ikke direkte om skizofreni, så det blev ikke rørt så dybt.

Men bagefter blev jeg kontaktet af andre unge mennesker med diagnosen der synes det var rart at programmet ikke handlede om at være fuldstændig vanvittig - men faktisk mere om sådan ret almindelige stille og rolige ting. Og jeg altså repræsenterede de fleste af os med diagnosen der blot passer vores, og prøver at få det bedst mulige ud af livet uden at genere nogle.

Skizofreni er ret stigmatiseret, faktisk er min oplevelse som instituationsbarn at selv inden for dem der arbejder med psykisk syge unge er der en del der har nogle forestillinger. Det første sted jeg boede blev jeg behandlet som om jeg var farlig. Det andet sted var der en pædagog der fortalte mig at hvis jeg troede jeg havde den diagnose så måtte det være noget jeg havde misforstået - for paranoid skizofrene var jo sådan nogle som Peter Lundin - og sådan var jeg jo sleeeet ikke.

Jeg synes bestemt det ville være velkomment med en anden side af sygdommen end den der oftest kommer ud.

Hvor er det godt at du kunne knuse nogle fordomme der.

Da min søster begyndte på gymnasiet fik hun nogle veninder, den ene dag fortalte den ene at hun altså have skizofreni og inden hun kunne sige mere kunne min søster bryde ind med "nååå, det har min søster også". Hendes veninde blev så glad for at endelig møde en der ved at skizofreni ≠ øksemorder.

Min mor ar sosu, og hendes eksamen var i paranoid skizofreni (hun fik 11 )og det gjore jo at hun var helt rundt på gulvet da jeg endeliig indrømmede at jeg hørte stemmer og fik min diagnose. Hun havde jo kun lært om dem der skar deres akilles sener over fordi stemmer sagde at de skulle. Og vupti, hendes datter (mig) jo ret normal men med samme diagnose.

Det er så vigtigt for mig at søger for at dem jeg møder (der selvfølgelig spøger ind til det) ender med at forstå at det altså ikker Lundin, men også kan være noget der bare skal takles, som fx diabetis.
Jeg ved at jeg skal passe på mig selv. Jeg skal ikke overbebyrde mig. Jeg skal passe min søvn. Og jeg skal kende mine grændser. Gør jeg det så kan jeg have en nogenlunde normal hverdag som ramler fra tid til anden.

Jeg tror den helt rablende paranoide skizofrene er mere interessant, og de derfor får opmærksomheden. Jeg er endelig pænt kendelig og det giver bare ikke god tv

Det er også min tilgang til det. Jeg er ærlig om det, på godt og ondt - og jeg snakker gerne om det med alle der vil vide mere, og man må gerne spørge mig om alt, der har med sygdommen at gøre. For mig er det så vigtigt at afmystificere sygdommen.
Folk er altid meget tilbageholdende når de begynder at spørge og sådan "Du behøver ikke at svare og undskyld hvis jeg er upassende og går over dine grænser..." Hvor jeg altid er "så længe du spørger af nysgerrighed så kan du ikke gå over mine grænser" - Jeg vil langt hellere spørges om de vildeste og underlige ting, end at folk bare brygger deres egne forestillinger ud fra fantasien, og jeg ved jo godt at de fleste ikke ved særlig meget om det.

Det er klart at sådan nogle der går amok sælger bedre, og de skal da heller ikke forties, for det er jo også virkeligheden for nogle. Jeg synes bare godt man kunne gøre mere for at komme ud at er ekstremerne, og på ingen måde er den typiske skizofrene. Men sådan er det jo med mange grupper mennesker hvor der er en mindre gruppe der opfører sig ret opsigtsvækkende på den negative måde.

[Persnikedy]

Når der er programmer i TV som den lige nu på tv2 De Sindsygt Farlige hvor der lige var en der fortalte om Paranoid skizofreni og hvordan skizofrene kan blive helt andre mennesker og være farlige, osv...

Jeg har samme diagnose, og det irritere mig at der ikke lige nævnes at størstedelen af skizofrene (også de paranoide) lever ret almindelige liv. På den anden side kan jeg jo godt se at det ikke lige handler om skizofreni men om dem der er sindsyge i gerningsøjeblikket og derfor spæret inde. Hvilket også er derfor at jeg poster i denne her tråd og ikke i et indlæg om hvor edderspændt rasende jeg er.

Jeg synes bare det er træls at have en diagnose som vækker så fordærdelige følelser i nogle bare på grund af ordet. Skizofreni er et stort ord, men det er fandme træls alligevel

Jeg har arbejdet på en psykiatrisk sengeafdeling, og der er slet ingen tvivl om, at de dårligste patienter vi fik ind var dem med paranoid skizofreni, og efter det jeg har set der, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det må være en af de vanskeligste psykiatriske diagnoser at leve med. Men jeg er glad for, at der også findes diagnosticerede som dig, der lever helt almindeligt med deres sygdom og tackler den i hverdagen.

Min mors xkæreste havde også arbejdet i psykiatrien og var lidt i chock over at jeg var så anderledes end dem ha normalt mødte. Det kommer jo helt an på hvilke skizofrene man ser der danner billedet af sygdommen. Og også derofr at jeg så gerne så flere programmer om hvor forskellige os med diagnosen kan være.

Det er heldigvis de fleste af os paranoide skizofrene der er mere eller mindre almindelige

[Persnikedy]

Det er også min tilgang til det. Jeg er ærlig om det, på godt og ondt - og jeg snakker gerne om det med alle der vil vide mere, og man må gerne spørge mig om alt, der har med sygdommen at gøre. For mig er det så vigtigt at afmystificere sygdommen.
Folk er altid meget tilbageholdende når de begynder at spørge og sådan "Du behøver ikke at svare og undskyld hvis jeg er upassende og går over dine grænser..." Hvor jeg altid er "så længe du spørger af nysgerrighed så kan du ikke gå over mine grænser" - Jeg vil langt hellere spørges om de vildeste og underlige ting, end at folk bare brygger deres egne forestillinger ud fra fantasien, og jeg ved jo godt at de fleste ikke ved særlig meget om det.

Det er klart at sådan nogle der går amok sælger bedre, og de skal da heller ikke forties, for det er jo også virkeligheden for nogle. Jeg synes bare godt man kunne gøre mere for at komme ud at er ekstremerne, og på ingen måde er den typiske skizofrene. Men sådan er det jo med mange grupper mennesker hvor der er en mindre gruppe der opfører sig ret opsigtsvækkende på den negative måde.

Jeg har et par gange været interviewet af studerende (jounalist studerende mest), og de er også utrolig forsigtige i starten til jeg virkelig får bekræfted for dem at jeg altså nok skal sige fra og det værste der kan ske er at jeg kommer med en kæk bemærkning. Afmystificering er så skide vigtig med hensyn til psygiske diagnoser

Edit:
Jeg tror den enste gang jeg har kommet med et virkelig flabet svar var da jeg lige havde fået diagnosen og vi skulle holde jul hos min tante og onkel som jo har kendt mig hele livet. Min tante har meget lidt filter men tænekr lidt at hun er udspekuleret - det er hun slet ikke.
For første gang nogensiden var der bordkort. Min tante for den ene ende og mig i den anden. Hun stirre på mig ganske mange gange under julemiddagen men hey, der er and så jeg ignorrer det. Under risalamanden får hun så sagt at jeg jo "Ikke ser skizofren ud". Der kunne jeg altså ikek holde kæft og får svaret at jeg jo altså helelr ikke bliver grøn hver gang jeg høre noget.
Min bror elskede heldigvis den kommentar og småklukkede hele resten af aften