Hvilke sider af dig selv bryder du dig mindst om?

[Selma156]

Jeg er som udgangspunkt ret nice. Men jeg har også en del irriterende sider, når nu jeg tænker over det.

Jeg er utroligt nostalgisk og har en tendens til at svælge i minder og fortiden. Altså virkelig grelt, og ting der skete for flere år siden. Det knytter sig mest til personer, jeg ikke længere har i mit liv. Men så er det alligevel som om, at jeg en eller anden dag får nok, og så er personen ligesom ude. Men der kan gå mange år. Og det er belastende.

Jeg kan være meget nærtagende i visse situationer og er meget retfærdighedssøgende.

Jeg har tendens til at afslutte folks sætninger. Det er dog noget, jeg arbejder med. Jeg er også helt stoppet med at rette folks tale- eller stavefejl. Medmindre det er min familie, de kan godt tage det, og ved, jeg er en grammar nazi.

Jeg har høje ambitioner, og når de ikke indfries, slår jeg mig selv i hovedet. Meget hårdt.

Jeg er sparsommelig og det er sjældent, at det er mig, der giver en omgang til hele vennegruppen i byen. Det er jeg faktisk flov over, men jeg er vokset op i en familie uden særlig mange penge. Jeg elsker dog at glæde andre og går meget op i at give gaver fx.

Jeg kan aldrig helt forudse, hvordan jeg fungerer i en ny og ukendt social situation. Som regel er jeg mere stille i en større forsamling, og snakker løs i mindre forsamlinger. Men jeg kan også godt være højtråbende, hvis jeg kender en eller to personer i selskabet. Jeg har dog ofte i arbejds- og studieforsamlinger hadet mig selv for at klappe i som en østers.

[Aima]

Jeg har også misofoni (i relativt svær grad), og jeg ville elske at kunne slippe for det, men jeg ser det ikke som et karaktertræk, for jeg synes godt nok det er svært at arbejde med på et ikke-lavpraktisk plan? Altså jeg sidestiller det fx. mere med mit synshandicap end med mit temperament.

Mere relevant for topic, så er det område, jeg arbejder mest på at ændre hos mig selv, min tendens til at synes at mange andre mennesker er nogle pylrerøve og brokhoveder der skulle få sig nogle rigtige problemer. Jeg oplever ofte, at jeg har lyst til at rulle øjnene ud af hovedet på mig selv, når jeg hører andre mennesker beklage sig over ting der i mine øjne allerhøjst burde udløse et skuldertræk. Min tolerancetærskel for glasset-er-halvt-fyldt-typer er virkelig lav. Brokkeri over der vises for meget Tour de France, at folk på Facebook ikke kan sætte nutids-r eller laver duckfaces og den slags, altså jeg synes det er så meget spild af energi og tankevirksomhed at bruge krudt på, og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor nogen overhovedet gider forholde sig aktivt til det. Det er jo ligegyldigt.

Derudover tænker jeg ofte, også ift. lidt mere omfattende problemer, at det pågældende blot er et spørgsmål om at træffe et valg og fixe ting. En bekendt er fx. ret træt af sin økonomi, hun tjener simpelthen for lidt ift. det liv, hun gerne vil leve, og da hun derudover heller ikke er tilfreds med sin jobsituation, er det i mine øjne lidt en no brainer. Tag en ny uddannelse, realiser dig selv og kom videre eller accepter tingene og ændr din tilgang til hvad der er vigtigt i livet. En anden bekendt har en tarmsygdom der plager hende dagligt og som giver ret mange komplikationer i hverdagen. Depressionslignene tendenser, søvnmangel, smerter og anden almen utilpashed og hun har udviklet en enorm bitterhed mod hele sundhedssystemet, fordi hun er fuldstændigt fastforankret i at det er dets og samfundets og universets skyld, at hun selv lever et utilfredsstillende liv. Jeg får lyst til at bede hende holde kæft, prøve at gøre ET eller andet selv fremfor at sove dagen væk, drikke alt for meget og leve af junk food og cigaretter, og at universet for øvrigt er totalt uinteresseret.

Der tappes mere energi af mig på et kvarter med den slags end på en time på løbebåndet, og energiunderskud gør mig irritabel as fuck, så jeg prøver virkelig at lade fornuften og indsigten komme til orde, når jeg havner i de situationer, for jeg ved jo godt at den slags meget sjældent handler om ynkeri og ansvarsfralæggelse.

[Viskelæder]

Jeg er på én gang altid usikker på mig selv og bange for ikke at være god nok og synes samtidig, jeg kan gøre ting bedre end alle andre, og jeg har derfor svært ved at give opgaver til andre fx. Det kan godt være lidt svært for mig at samarbejde med andre. Altså jeg gør det, men jeg hader dem indvendigt.
Jeg har det også svært med autoriteter, fordi jeg synes, jeg ved bedst.

Jeg er ret utålmodig og bliver sindssyg, når folk gør ting langsomt. Som når folk foran mig går langsomt, eller jeg skal se på min far bevæge musen over computerskærmen SÅÅÅÅ LANGSOMT, AT JEG DØØØR INDVENDIGT. Derfor kan jeg heller ikke shoppe med andre kvinder.

Jeg er nærtagende og kan tænke over én sætning i 3 dage.

Jeg har et voldsomt temperament. Jeg kunne fx nok godt ende i en slåskamp en dag, hvis en fremmed på gaden fx kigger forarget på, at jeg parkerer ulovligt eller gør et eller andet, som på ingen måde er til gene for dem, men som de alligevel synes, de skal være forargede over. Der er faktisk nok ikke noget, der gør mig mere vred. Jeg har råbt: "hvad er dit PROBLEEEEEEM?" og givet fuckfingre og det hele. Det er virkelig en grim side af mig.
Jeg har det generelt ret svært ved, når folk er fordømmende overfor andre, i nærmest alle henseender.

Jeg trækker mig og flygter hele tiden i forhold, og jeg har meget svært ved at få tillid til en partner.

Jeg giver regelmæssigt mig selv grineflip over noget, jeg vil sige, som jeg selv synes, er så sjovt, at jeg nærmest aldrig når til pointen.

[Kommodedyret]

Min mangel på energi.

[Animi]

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at sige undskyld. Og omvendt, bedre til at tage de konflikter der nu engang måtte opstå, i stedet for at lade andre træde på mig.

[KitKat]

Jeg er ret reserveret og genert blandt fremmede, især i større forsamlinger. Som regel fordi jeg synes der er så mange interessante mennesker at jeg ikke kan forestille mig folk sådan rigtig synes jeg har noget at byde ind med

For nylig har jeg så erfaret at folk opfatter mig helt anderledes. Jeg går tilsyneladende for at være arrogant og snobbet

Det bryder jeg mig virkelig ikke om, så nu arbejder jeg på at hilse og smile mere til folk.

[ajnaM]

Jeg taler, før jeg tænker, og jeg har tit svært ved rigtig at give plads til andre mennesker. Kommer ofte til at gå fra en samtale med sådan en stemme inde i hovedet, der siger, at jeg nu igen glemte at spørge ind til dem, men bare talte om mig selv...

[ajnaM]

Jeg er kværulant og en Rasmus modsat. Jeg kan godt lide at diskutere for diskusionens skyld, og jeg antager ofte det modsatte synspunkt af dem jeg er i nærheden af, bare fordi. Jeg har en vane med at udslynge ekstreme hodninger henkastet bare for at skabe en reaktion.

... and this.

Jeg tænker, det er et træk, flere herinde må dele. Det er i hvert fald her, jeg får afløb for meget af det, så jeg ikke behøver tromle alle forsamlinger, jeg kommer i, med mere eller mindre irrelevante diskussioner.

[Prosperity74]

Jeg er konflikt sky og prøver at undgå konflikter, hvilket resulterer i at folk ( især min far ) træder på mig og overtræder mine grænser

[Minionine]

Jeg er konfliktsky.

Jeg hader at tale i telefon. Eller mere at ringe op til ukendte personer eller at tage telefonen, hvis jeg ikke kender nummeret. Det gør altså mange ting besværlige. Det er især et problem for mig i min nuværende jobsøgningssituation, når jobkonsulenter siger "Du skal bare ringe og præsentere dig selv og blablalba.." ... aha.. det kan jeg SLET ikke overskue som en mulighed uden at DØ!

Jeg græder alt for nemt sammen med andre mennesker, når jeg føler mig usikker eller presset. Når jeg er alene har jeg derimod svært ved at græde, selvom jeg føler at jeg har brug for det!

Jeg er håbløst uorganiseret.

Jeg har meget lidt selvdiciplin når det er ting jeg ikke gider, eller tror jeg ikke kan finde ud af. Igen som jobsøgende har jeg mega svært ved at sætte mig ned og få skrevet mine ansøgninger. Det bliver altid i sidste øjeblik når det ikke kan trækkes længere - præcis det samme jeg gjorde i skolen med opgaver (andre lektier lavede jeg stort set aldrig).

Jeg er nærig og er ikke typen der giver en omgang.

[Stitch]

- Mit lave selvværd.

- jeg har så let til tårer

- at jeg ikke kan skjule hvis jeg ikke bryder mig om nogen eller noget

[Anilara]

Jeg er en kæmpe regelrytter og påtaler gerne overfor andre hvis de gør noget man ikke må. På den gammelkloge, trælse måde.
... Og så er jeg hyklerisk, for nogle regler må jeg gerne bryde, hvis jeg har givet mig selv lov og mine argumenter i følge mig selv er geniale.