Stolper er stolper og der er ikke ret meget andet at sige i den sammenhæng end, at stolperne her er starten på det endelige resultat og tager os en smule tættere på at være færdige end vi var før.
Jeg har valgt at dele 'det spæde udgangspunkt' for at kunne skabe en kontrast til det endelige resultat. Med en forventning om at kunne skabe det der optager mine tanker i nærmest alle døgnets vågne timer eller i hvert fald noget der minder om.
En udfordring der ind imellem mest af alt gør mig glad for, at tankerne kun eksisterer i min hukommelse og ikke er mulig for andre at drage sammenligning til, i sidste ende. Hvis nu noget træder ved siden af mine forventninger - og det gør det garanteret, når man er både uerfaren og ustyrligt kreativt tænkende, på samme tid. Kender I det? Bedst som man er ved at skabe noget i nuet, er hovedet ved at skabe alverdens ting i drømmen og det kan være en kunst at holde det adskilt. I hvert fald for mig.
Målet er at skabe en sikker base, for den hønseflok der har taget mig med storm og gjort det klart for mig, at 'naturens gang' ikke er så ligetil, som det måske burde være.
At se høgen kaste lange blikke efter mine små forleden, satte tingene i anderledes perspektiv end før og fik mig til at revurdere både ansvar og omsorg, så det også passer til mig og ændrede altså mit udgangspunkt.
Ligeledes er målet, at det skal være funktionelt ... og er det mig muligt, skal det helst også gerne være pænt.
Jeg kastede et blik i Ellas retning i dag, da hun stod og spiste aftensnack, i form af et efterladt æble, helt uden at ænse, at de andre allerede var gået til ro i redskabsskuret og hendes konstante hakken i underlaget og den kedelige æble-rest mindede mig om hvad hendes mål er: Et bundlag og noget der kan spises heraf.
Der hersker ikke den mindste tvivl om, at resten helt klart er for min skyld.
Mon det er nødvendigt at sige "Jeg glæder mig"?