Insp. vil gerne være single men tør ikke?

[Zombie]

Jeg har altid trivedes i et forhold. Men er single nu.

Jeg føler på ingen måde, at der er ting jeg ikke kan, fordi jeg er i et forhold. Jeg er monogam som min seksuelle orientering, trods ihærdige forsøg på ikke at være det, når jeg har været single. Men jeg får det rigtig skidt med det, så jeg har accepteret, at det for mig ikke er et valg, men en del af min seksualitet. Hvis der findes polygamister, findes det modsatte vel også.

Ift. frit at se venner, have frihed osv. så synes jeg, det i høj grad handler om at have den rigtige struktur i sit forhold.
Og jeg er meget inspireret af mine punkervenner, der hader regler. De har ingen regler i deres forhold og afgrænser ikke hinanden. De er bare ærlige om deres følelser. Der er ingen tvivl om, at decideret utroskab ville udløse en fyringsbillet, men derudover tager de sig en masse friheder og deres partnere har det fint med det. Også at der er perioder, hvor de er vildt sociale og næsten ikke er hjemme. Så sender partneren bare en sms om at savne vedkommende, og så finder de ud af det.

Der er ikke noget med "du skal være mere hjemme" eller regler for, hvor ofte man skal ses osv. Og et enkelt par har været sammen i 10 år, hvor de har boet sammen, flyttede hver for sig i en periode, flyttede sammen igen. Så flyttede den ene ud og den anden fik en roommate, men i det nye år flytter de sammen igen - "i lang tid" siger de, hvilket jeg tror er fordi de ønsker børn.
Men når børnene er store, kan forældrene sikkert godt finde på at bo lidt hver for sig igen?!
De er ligeglade med normerne, og at andre dømmer deres forhold som ustabilt eller tror, de er ved at gå fra hinanden, når de flytter rundt. Og det virker super befriende. Den ene flyttede eksempelvis til Århus for at tage sin kandidat, da hun trængte til en total luftforandring. Og ingen af dem har nogensinde knaldet andre, begge har det fint med det.

Man indretter sit liv som man vil, og de egentlige begrænsninger opstår først, når man får børn. Men det kræver jo, at man og partneren tør tænke ud af boksen.

[LadyFox]

Jeg fristes til at foreslå, at man lige slår vejen forbi singletråden - så kan man jo selv bedømme, om singlelivet i virkeligheden er så fristende

Men der findes jo folk der faktisk godt kan lide at være single. Sådan helt oprigtigt.

Jeg er selv sådan en, jeg VED selvom jeg er i et forhold at jeg synes det er fedt at være single, misforstå mig ikke, jeg kan også godt lide at være i et forhold. Men på mange punkter finder jeg singlelivet mere attraktivt end at have en kæreste, i hvert fald objektivt set. Jeg er så indrettet sådan at jeg godt kan få følelser alligevel, og derfor er det også sket at jeg har valgt et par forhold til, og det har jeg det fint med, men jeg føler stadig at det at være i et forhold har en høj pris, netop fordi jeg vælger singlelivet fra når jeg vælger et par forhold til. Jeg synes bare ikke det at have en kæreste er federe end ikke at have en kæreste, der er selvfølgelig ting der bliver bedre med en kæreste, men også ting der bliver dårligere.

Nu siger jeg noget der måske nominerer mig til årets dårligste kæreste - men hvis jeg selv kunne bestemme hvad der forgår oppe i mit hoved - så valgte jeg gerne evnen til romantiske følelser fra. Og det siger jeg ikke kun fordi mit parforhold har været noget rod her i år, jeg har det på samme måde når det har gået helt super og problemfrit. Jeg har kærester pga. følelser, følelser er ikke noget jeg opsøger eller ønsker når jeg er single, og derfor har jeg heller aldrig søgt efter en kæreste.

Men det er jo netop noget af det spændende/gode ved at have en kæreste, nemlig at man også lærer en masse om sig selv, og der kommer en masse følelser man ikke vidste man indeholdt eller besad. Og true, det er ikke alle følelserne der er lige fede, men jeg ville ikke være dem foruden, det er jo netop gennem udsvinget og forskelligarten af følelserne, der gør at man føler sig levende

Jeg var single rigtig længe før jeg kom i et forhold, og jeg var fint tilfreds med singlelivet, jeg trivedes fint alene, og hyggede med venner og de fleste behov var fint dækket. Men jeg udviklede mig ikke rigtig som menneske/person kan jeg se nu. Der er sikkert andre som er bedre til det alene, end jeg var, og hatten af for det. Men personligt er jeg blevet en meget bedre mig af at komme i forhold, og alle de følelser, oplevelser og også konflikter det har medført, end den mig jeg var som single.
Men det er jo så bare mig og mit forhold. For en anden person og et andet forhold, kan det være lige omvendt, at det er singlelivet der ændrer og gror ens personlighed. Kan godt forestille mig at hvis man har været i en serie af faste forhold siden teenageårene, og aldrig har prøvet singlelivet i længere tid, så kunne netop det, godt være der man vokser mentalt og følelsesmæssigt

Jeg er med på at man lære nye ting, og vokser i et forhold. Men det synes jeg også man gøre som single, bare på nogle andre punkter. Jeg tror faktisk det er ret svært at komme igennem livet uden at gro, uagtet hvor lidt man rent faktisk fortager sig.
Jeg tror bare et eller andet sted at vi alle er forskellige og drager nytte af forskellige ting, og for forskellige erfaringer, selv hvis vi oplever de samme ting. Meget afhænger jo af øjnene der ser.
Og jeg synes bare ikke at parforholdet er det eneste rigtige, eller nødvendigvis er bedre, end alternativet. Heller ikke selvom nogle måske vælger aldrig at indgå i et, og dermed aldrig får de erfaringer der føler med.
Jeg synes bare ikke der er noget rigtigt og forkert i det her, netop igen fordi vi er forskellige, så blot fordi der er mange der rigtig godt kunne tænke sig at få en kæreste, og er kede af at være single, betyder det jo ikke at andre vil have det på samme måde, så derfor giver det jo ikke nødvendigvis mening for folk at kigge i Singletråden for at se hvor mange der synes singlelivet er hårdt og ufedt, det ville være lidt det samme som at sige at dem i singletråden bare skulle kigge i "hvornår har din kæreste sidst været en nar"-tråden.
Jeg tror i bund og grund at langt de fleste af os godt selv kan forstille os hvordan vi har det med forskellige ting, trods alt. Langt de fleste af os med kærester har jo faktisk erfaringer med at være single.

[Lurende Peber]

Mht udvikling som single vs i forhold.
Det er som at køre bil og cykle. Forskellige fordele og ulemper, men man bliver en bedre trafikant af at prøve begge dele.

PS: Indrømmet er det meget nemmere og socialt acceptabelt at holde de forskellige trafik skills jævnligt ved lige :

[Prosperity74]

Jeg har kun ønsket at blive single imens jeg var i et forhold - hvis det var et dårligt og ikke velfungerende forhold, hvor man bare ikke var gode for hinanden

[D.itsen]

Jeg var single i 10 år og havde det egentligt ret godt med at være single. Jeg kunne blive pisse frustreret, men jeg var basalt set glad. Og havde jeg ikke fundet en mand det levede op til alle krav + mere end det og sagde ja til kinky sex og åbent forhold, så havde jeg stadig været single.
Jeg føler jeg har fået det bedste fra både parforholdet og fra singlelivet, og er ret sikker på jeg ville have savnet singlelivet i et mere traditionelt parforhold

[JoyNips]

Hvis jeg skulle noget, så skulle det være at skrue tiden tilbage til den første tid efter vi havde mødt hinanden. Det var en hel vild fantastisk tid og jeg gad godt at genopleve at være så nyforelsket hele tiden igen.

[Sangius]

Her er det ubetinget en "græsset er grønnere"-ting. Og det er ikke et spørgsmål om, at kæresten og jeg ikke vander græsset nok, men at jeg affinder mig med nogle vilkår, fordi resten er så skidegodt. Vi kunne vande herfra og til dommedag, og det ville ikke ændre på nogle bestemte personlighedstræk hos ham hhv. mig.

Vil jeg så skifte ham ud for det? Gennemgå skilsmisse nr. 2? Flytte ud for mig selv? Miste min klippe? Min bedste ven? Afslutte mine børns ni år lange primærrelation? Stå med det hele selv og ikke komme hjem til de store, varme bjørneknus, som løfter mig op igen efter en sur dag? Ikke kunne diskutere dagens hændelser på den indforståede, ondskabsfulde og højrøvede interne måde, vi har? Sove alene? Skulle forklare mig selv til og sætte grænser over for en ny person? Smadre flere familier, fordi jeg har nogle enkelte områder, hvor jeg ikke er tilfreds?

Det er skam blevet målt og vejet helt nøgternt, og beslutningen er truffet. Det er sgu kærlighed. Han er min makker.

Men det er jo ikke, ikke at turde slå op. Det er at overvdje pros and cons, og så vælge at blive sammen. Det tænker jeg nok alle gør.
Jeg ville da blive pænt ked af det, hvis min mand sagde at han blev hos mig, fordi singlelivet var skræmmende.

[POCKETKITTEN]

Hvorfor skal han ikke tage hensyn til dig og dine karrieremuligheder?
Som jeg husker hans profession, så er der mange muligheder for udlandsophold, som endda faktisk vil gavne hans karriere!

Det skal han da også gerne. Men det er alt andet lige lettere kun at være én om at tage den beslutning - navnlig hvis man kun er én, der brænder for det. Det er dog ikke tungtvejende, så jeg skriver det egentlig kun for at understrege, at det ikke er alle mulige andre muligheder ved singlelivet, som jeg savner.

[avdotja]

For mit vedkommende er jeg i øjeblikket bare ikke helt sikker på, om min kæreste og jeg er lykkelig til vores dages ende-materiale.

Og det er skræmmende, når han begynder at presse på med babyprojekter. Vil så nødig være et af de par, der får et barn for at se, om det hele ikke bliver meget bedre - for derefter alligevel at splitte op.

Jeg har egentlig ikke en anden romantisk forestilling om singlelivet, andet end at jeg formentlig ville have mere frihed til at forfølge min drøm om at bo og arbejde i udlandet, hvis jeg ikke skulle tage hensyn til ham og hans karrieremuligheder.

Er der ikke mulighed for at du tager et år eller to i udlandet på egen hånd? Der er flere par som bor i forskellige lande, i en korte eller længere periode, i forbindelse med arbejdet. Så er du ikke afhængig af at det skal passe sammen med hans job, hvilket alt andet lige gør det noget lettere. Eventuelt kunne du begrænse dig til at lede efter noget i Europa, hvor det stadig er muligt at se hinanden i en forlænget weekend. At komme lidt væk fra hverdagen, vil formentlig også gøre dig klogere på om det reelt er ham du vil.

Vil til enhver tid fraråde folk at få børn hvis det ikke er en brændende lyst (feks fordi føler de er noget ting de gerne vil have prøvet først) eller hvis de ikke er sikker på partneren. Og det her er vist ikke en af de situationer hvor minus og minus giver plus

[Lys]

Jeg fristes til at foreslå, at man lige slår vejen forbi singletråden - så kan man jo selv bedømme, om singlelivet i virkeligheden er så fristende

Men der findes jo folk der faktisk godt kan lide at være single. Sådan helt oprigtigt.

Jeg er selv sådan en, jeg VED selvom jeg er i et forhold at jeg synes det er fedt at være single, misforstå mig ikke, jeg kan også godt lide at være i et forhold. Men på mange punkter finder jeg singlelivet mere attraktivt end at have en kæreste, i hvert fald objektivt set. Jeg er så indrettet sådan at jeg godt kan få følelser alligevel, og derfor er det også sket at jeg har valgt et par forhold til, og det har jeg det fint med, men jeg føler stadig at det at være i et forhold har en høj pris, netop fordi jeg vælger singlelivet fra når jeg vælger et par forhold til. Jeg synes bare ikke det at have en kæreste er federe end ikke at have en kæreste, der er selvfølgelig ting der bliver bedre med en kæreste, men også ting der bliver dårligere.

Nu siger jeg noget der måske nominerer mig til årets dårligste kæreste - men hvis jeg selv kunne bestemme hvad der forgår oppe i mit hoved - så valgte jeg gerne evnen til romantiske følelser fra. Og det siger jeg ikke kun fordi mit parforhold har været noget rod her i år, jeg har det på samme måde når det har gået helt super og problemfrit. Jeg har kærester pga. følelser, følelser er ikke noget jeg opsøger eller ønsker når jeg er single, og derfor har jeg heller aldrig søgt efter en kæreste.

Det har du fuldstændigt ret i - selvfølgelig er der det. Jeg skrev indlægget som reaktion på en stribe indlæg, der havde naboens grønne græs som tema. Jeg håber, du ikke overså glimtet i øjet

[Mirabella]

Når jeg tænker på at være single, så er det nok det med at alle de kompromisser som er en del af et forhold blev ophævet, og jeg kunne udfolde mit ego - altså at alt pludselig er muligt....

Men altså jeg må tilstå at de 5år jeg var single før jeg mødte min kæreste, absolut ikke var særlig rosenrøde, hvad mænd angår eller hvad jeg opnåede på egen hånd.

[sortkaffe]

Det her er altså noget af det allerfedeste ved debatten, at man kan spørge ind ..og få en masse gode svar!

[Utilregnelig]

Jeg er også lige nu i en periode, hvor jeg virkelig overvejer, om det måske var bedre at være single. Jeg er i et meget stabilt og ukompliceret forhold på 7. år nu, og der er egentlig ikke konkrete ting i forholdet, som virkelig irriterer mig. Min kæreste er en god mand, som gør, hvad der "forventes" af ham - men så heller ikke mere. På det sidste er jeg begyndt at tænke, om det virkelig er nok for mig. Om jeg kan se ham og mig sammen til vores dages ende. Det har især været udpræget her i julen, hvor jeg virkelig har fået en forsmag på, hvad der ville være mig i vente, hvis jeg stadig har ham ved min side, når det er vores tur til at være værter for julen. Det er ærligt talt en bitter forsmag, for han kunne virkelig ikke være med ligeglad med jul. Derudover kan jeg heller ikke forestille mig at blive gift, købe hus, tage på horisontudvidende ferier etc. med ham. Vi er også enige om, at vi ikke skal have børn, så fremtiden byder på en masse alenetid for os, og det synes jeg - hånden på hjertet - er en deprimerende tanke.

Samtidig har jeg ikke været single, siden jeg var 17 år gammel - jeg er 26 nu. Jeg tror, der ville være mange ting, jeg kunne lære af at være single, men egentlig er mit største issue, at jeg aldrig har prøvet at bo alene. Jeg føler, jeg er gået glip af noget på den front, så måske ville den helt ideelle løsning lige nu være, at min kæreste og jeg flyttede fra hinanden. Det virker bare som en kæmpe beslutning, og jeg er helt sikker på, han ikke vil tage det pænt. Derfor har jeg endnu ikke turde kaste mig ud i at foreslå det.

[Joe]

Jeg er på ingen måde på vej væk fra min kæreste (så vidt jeg ved... mine meninger kan godt skifte ret spontant), så jeg vil egentlig ikke være single. Men jeg fantaserer engang imellem om at være det.

Det skyldes at jeg havde en fest som single. Mine to singleperioder (hvori der var et halvt års gåen tilbage til en fuser imellem) var nok mine vildeste, sjoveste, og mest fucked up dage. Jeg er sikker på at det er de to år jeg vil tænke på, når jeg som ældre tænker tilbage på min ungdom. Og jeg er ret overbevist om at jeg også ville have en fest med det, hvis jeg var single i dag.

Derudover har jeg sådan en ting med de første berøringer og det første kys. Min indre romantiker har sådan et fuldstændig religiøst forhold til det. Og det ærgrer mig at jeg efter planen aldrig nogensinde skal prøve det igen.

Og så møder jeg da engang imellem mænd, som jeg overvejer hvordan det ville være at kysse/knalde/være kærester med dem. For eksempel ham jeg som 14-15 årig aftalte at gifte mig med. Det kunne da være mega sjovt rent faktisk at ende sammen med ham. Eller tanker om hvordan det ville være at have en voksen arbejdsplads-affære. Eller alt muligt andet. Men på et eller andet tidspunkt omkring min 21 års fødselsdag udviklede jeg en samvittighed, der gør at jeg ikke engang kan holde ud at være utro i mine fantasier - så først skal kæresten være gået fra mig i fantasien. Det er meget besværligt (og det skal være ham der går fra mig. Jeg hader at slå op.)

Og nu kunne jeg så skrive et eller andet virkelig sødt om hvorfor jeg så bliver her (og har gjort det i seks år.)
Men vi er ikke typerne, der siger sådan noget. Men det er vel bare noget med at hans tilstedeværelse på en eller anden måde giver mig styrke og mod. Og så ville min husleje være halvdyr at betale selv, og jeg ville få en virkelig høj elregning fordi jeg er mørkeræd og har alt lys i lejligheden tændt når jeg er alene om aftenen.

Jeg ved han også kan fantasere om singlelivet (han vil vist virkelig gerne prøve Tinder), men jeg tænker at han også har sine grunde til at blive. Måske at jeg giver virkelig dyre gaver, er temmeligt svær at chokere, eller at det er for besværligt at være hjemløs. Det må han rode med.

[Slettet bruger]

Jeg er på ingen måde på vej væk fra min kæreste (så vidt jeg ved... mine meninger kan godt skifte ret spontant), så jeg vil egentlig ikke være single. Men jeg fantaserer engang imellem om at være det.

Det skyldes at jeg havde en fest som single. Mine to singleperioder (hvori der var et halvt års gåen tilbage til en fuser imellem) var nok mine vildeste, sjoveste, og mest fucked up dage. Jeg er sikker på at det er de to år jeg vil tænke på, når jeg som ældre tænker tilbage på min ungdom. Og jeg er ret overbevist om at jeg også ville have en fest med det, hvis jeg var single i dag.

Derudover har jeg sådan en ting med de første berøringer og det første kys. Min indre romantiker har sådan et fuldstændig religiøst forhold til det. Og det ærgrer mig at jeg efter planen aldrig nogensinde skal prøve det igen.

Og så møder jeg da engang imellem mænd, som jeg overvejer hvordan det ville være at kysse/knalde/være kærester med dem. For eksempel ham jeg som 14-15 årig aftalte at gifte mig med. Det kunne da være mega sjovt rent faktisk at ende sammen med ham. Eller tanker om hvordan det ville være at have en voksen arbejdsplads-affære. Eller alt muligt andet. Men på et eller andet tidspunkt omkring min 21 års fødselsdag udviklede jeg en samvittighed, der gør at jeg ikke engang kan holde ud at være utro i mine fantasier - så først skal kæresten være gået fra mig i fantasien. Det er meget besværligt (og det skal være ham der går fra mig. Jeg hader at slå op.)

Og nu kunne jeg så skrive et eller andet virkelig sødt om hvorfor jeg så bliver her (og har gjort det i seks år.)
Men vi er ikke typerne, der siger sådan noget. Men det er vel bare noget med at hans tilstedeværelse på en eller anden måde giver mig styrke og mod. Og så ville min husleje være halvdyr at betale selv, og jeg ville få en virkelig høj elregning fordi jeg er mørkeræd og har alt lys i lejligheden tændt når jeg er alene om aftenen.

Jeg ved han også kan fantasere om singlelivet (han vil vist virkelig gerne prøve Tinder), men jeg tænker at han også har sine grunde til at blive. Måske at jeg giver virkelig dyre gaver, er temmeligt svær at chokere, eller at det er for besværligt at være hjemløs. Det må han rode med.

Kan I ikke bare have et af de der åbne forhold? Så kan du knalde en kollega, han kan knalde en fra Tinder og I kan fortsætte med at spare på elregningen.