Fuck.exe skrev:
Jeg kan sagtens se hvor I vil hen. For mig er det bare stadig ret uinteressant hvad folk lavede lige netop da det skete. Jeg synes så til genæld at det er vildt interessant at høre deres tanker om angrebet og hvad det gjorde ved dem.
Så for mig ville spørgsmål a lá "Hvad gjorde 9/11 ved dig?" være mere interessant at læse svarene på.
Jeg er også lidt farvet af at have kigget på div debatter på fx facebook hvor selvsamme spørgsmål om hvad man foretog sig, florerer rundt. Jeg ved ikke... Måske det bare er mig der ikke gider læse de samme "Jeg var på arbejde og havde lige sat kaffe over da min kollega fortalte det"-opslag igen og igen. Hvert eneste år.
(Jeg kan selvfølgelig bare lade være med at læse dem. Jeg opsøger det ikke, men lige i dag er min facebook spammet med den slags opslag, og det fanger mit øje)
Jeg kan godt følge dig.
Jeg kunne sagtens forstå, at man de første år efter af terapeutiske grunde havde behov for at fortælle, hvor man var, da man første gang hørte om det, eller at man om nogle år forsker i, hvad disse oplevelser kan sige om samtiden, men her og nu tænker jeg mest bare "Kom nu videre. Der er så meget aktuelt at gå op i og deltage i. Og det har ikke altsammen noget med 9-11 at gøre".
Jeg kan i høj grad mærke, at jeg har ændret syn på sådan noget her efter at være begyndt at arbejde med flygtninge. Selvfølgelig ved jeg godt, at
det, at jeg står med en afghaner eller iraker foran mig, har noget med 9-11 at gøre (omend langtfra alt), men samtidig overskygger det enkelte medmenneskes aktuelle, og ofte lavpraktiske, situation en dag for 14 år siden.
Med al respekt for ofrene for 9-11, der led en grusom og psykisk langtrukken død, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at begivenheden først og fremmest er blevet ikonisk i Vesten, fordi den var "godt" og symbolmættet tv og foregik i Vesten.
Krigen i Syrien tog det os 4-5 år rigtig at opdage. Den skulle lige nå at blive "godt" og symbolmættet tv og dukke op i kød og blod i Vesten.