Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Og som sædvanlig er der ingen grund til at oprette en tråd til emnet, som folk kan skændes videre i.
For skænderiet er ikke interessant nok til rigtig at underholde.....
For skænderiet er ikke interessant nok til rigtig at underholde.....
6
Lad være med at læse mellem linjerne, der står stadig ikke noget.
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Kan I huske dengang debatten.net var ny og jomfruelig, og den største kritik gik på at det var lidt tandløst og folk var for søde ved hinanden
Åh, disse minder.
Åh, disse minder.
28
My world 12-10-18
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
14
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
- Onkel Reje
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
Det lidt som nybagte forældre, der et par timer efter fødslen siger "hvor er vores baby bare nem! Den sover jo bare!"
7
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Moxy-lady skrev:Kan I huske dengang debatten.net var ny og jomfruelig, og den største kritik gik på at det var lidt tandløst og folk var for søde ved hinanden
Åh, disse minder.
Men er der ikke noget med at den har været anmeldt som "hestenet for de sure" eller sådan noget?
3
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
bluetof1 skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
Det lidt som nybagte forældre, der et par timer efter fødslen siger "hvor er vores baby bare nem! Den sover jo bare!"
Jeg synes faktisk det er værd at bemærke at det her ikke forekommer i børneforummet herinde, det har jeg ihvertfald aldrig set og selvom den skulle være smuttet en gang eller fem så er det alligevel en forskel fra den udnævnelige der er ganske markant.
2
- Dirtylittledevil
- Indlæg: 6687
- Tilmeldt: 12. aug 2015, 20:03
- Kort karma: 1866
- Likede indlæg: 34771
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
17
Ilddråberne i mine øjne
Renhedens hjerter kan virkelig være et savn
Renhedens hjerter kan virkelig være et savn
- lillebjoern
- Indlæg: 5380
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
- Kort karma: 698
- Likede indlæg: 10395
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "du har ikke børn, du ved ikke noget"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
24
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
-
- Likede indlæg: 20787
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
7
- Fru Himmelblå
- Indlæg: 2911
- Tilmeldt: 20. dec 2015, 16:58
- Kort karma: 275
- Likede indlæg: 8238
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
Og ingen føler sig så personligt ramt ved enhver form for diskussion, som forældre gør
8
Vir prudens non contra ventum mingit
- lillebjoern
- Indlæg: 5380
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
- Kort karma: 698
- Likede indlæg: 10395
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
abcd skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
Så det er ikke OK at oplyse en forælder om, at brug af sut kan være sundhedsskadeligt for barnet senere hen - hvis vi nu bliver i det eksempel? Selvom man har læst forskning der viser det, men hverken har børn eller er pædagog eller børnepsykolog? Så skal man bare se til? Er det ikke en mulighed, at forældre bare kan vælge at modtage den information og så sige til sig selv, "det er ikke relevant for mig", som man gør med så mange andre informationer, man modtager?
0
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
-
- Likede indlæg: 20787
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
Så det er ikke OK at oplyse en forælder om, at brug af sut kan være sundhedsskadeligt for barnet senere hen - hvis vi nu bliver i det eksempel? Selvom man har læst forskning der viser det, men hverken har børn eller er pædagog eller børnepsykolog? Så skal man bare se til? Er det ikke en mulighed, at forældre bare kan vælge at modtage den information og så sige til sig selv, "det er ikke relevant for mig", som man gør med så mange andre informationer, man modtager?
Du kan selvfølgelig godt gøre det, men hvis det er mennesker du interesserer dig for, skal du ikke blive chokeret hvis de fravælger dig bagefter. Det er dårlig opførsel at begynde at kloge sig med et eller andet man har læst over for mennesker med børn som de har investeret 1000- vis af timer i
7
- Kattefjæs
- Indlæg: 2540
- Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
- Kort karma: 360
- Geografisk sted: London
- Likede indlæg: 6387
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man kan sgu godt blive lidt træt i hovedet af ikke at måtte have en holdning til tingene selvom man ikke personligt er involveret. Og det er vel også et af de få områder hvor det er tilfældet - alle må have en mening om folkeskolen, sundhedsvæsenet og universiteterne, også selvom de ikke selv personligt benytter sig af dem. Det er der aldrig nogen som brokker sig over. Men børneopdragelse må man ikke sige noget om. Jeg ved ikke hvorfor
Det meste af tiden er jeg forholdsvis ligeglad - har ikke børn, er kun perifert involveret i opdragelse af børn i familien - men jeg skal alligevel lægge ører til en hel masse fra venner og familie som har børn. Og det er helt okay, men hvis man vil læsse af, så må man jo også forvente noget feedback. Det betyder ikke at jeg er ekspert i noget, bevares, men hvis man selv åbner ballet, så får man jo oftest dansende gæster.
En af de seneste situationer var et måltid med kolleger hvor de skiftedes til at brokke sig over deres børn (teenagere). Jeg syntes virkelig at de var trælse at høre på... Nedladende, faktisk. De er sure på ungerne fordi de klarer sig dårligt i skolen - men de superviserer ikke, har aldrig hjulpet med eller tjekket lektier fx. Brokker sig over at ungerne ikke engang kan finde ud af helt basal madlavning, men har faktisk aldrig involveret dem i madlavningen derhjemme. Brokker sig over at de ikke gider lave husarbejde, men har aldrig stillet reelle krav til dem, eller ladet det få konsekvenser af nogen art hvis arbejdet ikke blev udført...
De bakkede til sidst hinanden op i at teenagere bare ER umulige og at det må være derfor de ikke gør som der bliver sagt, eller laver noget husarbejde, og at de nok ikke kan gøre noget ved det alligevel.
Der var så én som bemærkede at de jo godt nok ikke selv havde været sådan som teenager, hvilket jeg stilfærdigt stemte i med. Det fik de andre til at spørge hvorfor vi ikke havde været dovne og umulige, som om det er default position, hvortil jeg svarede at jeg var opdraget til ikke at være doven eller umulig, og hvis jeg havde været det alligevel, så havde det haft øjeblikkelige konsekvenser.
Så blev der sådan lidt stille rundt om bordet. De har alle det til fælles at de faktisk ikke rigtig stiller nogen krav til deres teenagere - ungerne får deres lommepenge uanset om de gør deres husarbejde eller ej, og de har ikke nogen begrænsninger på skærm/spilletid fx, så de har jo ikke nogen umiddelbar grund til at lave andet end at sidde derhjemme og hygge sig. Husarbejdet er ikke engang en ugentlig opgave, nærmere en månedlig, hvis det overhovedet er systematiseret... En af mine kolleger er åbenbart helt holdt op med at give teenageren opgaver nu fordi det bare er så irriterende at skulle diskutere med ham når han ikke gider udføre arbejdet. Og det får ikke nogen konsekvenser når forældrene så selv må ordne tingene selv.
Og så brokker de sig på sådan en nedladende måde over hvor umulige deres børn er, helt ude af stand til at løse selv de mest basale opgaver, uden life skills...... Jamen altså
Jeg kan jo ikke lade være med at tænke at hvis man ikke har helt klare forventninger, fx en totalt systematiseret husarbejde-rota hvor alle ved hvad de skal gøre hvornår, og man følger op på det hvis det ikke sker, evt. lader det få konsekvenser når reglerne brydes, og der samtidig ikke er ret mange grænser i hjemmet, så er det sgu da ikke så underligt hvis man ender med en tvær, doven teenager som ikke gider lave noget kedeligt arbejde. Hvorfor skulle de?
Nu gad jeg ikke ødelægge stemningen til sådan et måltid, for jeg ved jo godt at man ikke må lufte sin mening når man ikke selv har børn, så jeg svarede kun på de direkte stillede spørgsmål. Men det kunne godt fornemmes at de jo inderst inde nok godt selv ved at de ikke gør nok for at hjælpe de unge mennesker på vej, og så er det alligevel nemmere at vifte det til side med undskyldningen at alle teenagere bare er åndssvage.
Jeg har i øvrigt mødt de fleste af deres børn, og de er skidesøde, bare lidt clueless - ikke klædt så godt på til den virkelige verden, men de kan jo forhåbentlig nå det endnu.
12
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "du har ikke børn, du ved ikke noget"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Det er sjovt, før jeg selv fik barn havde jeg været 100 % på dit hold. Så fik jeg barn og fandt ud af, at teoretisk viden og forestillinger kun rækker så langt.
Og jo, jeg synes godt, at man må deltage i diskussioner om børn selvom man ikke selv har barn. Men jeg bliver lidt pikeret, når barnløse gør sig kloge på, hvor lidt forældre opdrager deres børn. Newsflash: det er en proces. Børn bliver ikke født opdragne. Nogle ting virker første gang man siger dem, andre skal gentages 2000 gange. Og så kan det godt være, at man som barnløs støder på et uopdragent barn fra tid til anden. Men derfra og til at tro, at forældrene ikke gør deres allerbedste for at skabe en god lille verdensborger, det synes jeg faktisk er en frækhed.
12
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
- Onkel Reje
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Frøken Himmelblå skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
Og ingen føler sig så personligt ramt ved enhver form for diskussion, som forældre gør
Jeg føler mig ikke spor personligt ramt og jeg har iøvrigt ikke deltaget i diskussionen.
1
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
- Onkel Reje