Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
-
- Likede indlæg: 20787
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Grunden til at børn er særlige i den henseende, er at den følelsesmæssige involvering er så voldsom.
Forældre kan i øvrigt også stadig kloge sig lidt for meget fordi de ved hvordan det er, de har jo selv børn... Da min søn var 2 år, var han syg i en længere periode, og det endte med at han skulle have noget antibiotika, og det var store doser. Men vi kunne simpelthen ikke få det i ham. Vi blandede det i alle hans livretter og i is, slik og kage, men han lugtede lunten med det samme og spyttede det ud. Når vi talte med andre forældre, var de som regel, " kan I ikke bare blande det i noget yoghurt eller noget?". Aaarrggghhh, vi har prøvet alt, det er absolut førsteprioritet i vores liv at få den medicin i vores dreng som har haft det dårligt længe, vi er ved at tude over hvor svært det er, tror du ikke vi har prøvet yoghurt?
Forældre kan i øvrigt også stadig kloge sig lidt for meget fordi de ved hvordan det er, de har jo selv børn... Da min søn var 2 år, var han syg i en længere periode, og det endte med at han skulle have noget antibiotika, og det var store doser. Men vi kunne simpelthen ikke få det i ham. Vi blandede det i alle hans livretter og i is, slik og kage, men han lugtede lunten med det samme og spyttede det ud. Når vi talte med andre forældre, var de som regel, " kan I ikke bare blande det i noget yoghurt eller noget?". Aaarrggghhh, vi har prøvet alt, det er absolut førsteprioritet i vores liv at få den medicin i vores dreng som har haft det dårligt længe, vi er ved at tude over hvor svært det er, tror du ikke vi har prøvet yoghurt?
7
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
Så det er ikke OK at oplyse en forælder om, at brug af sut kan være sundhedsskadeligt for barnet senere hen - hvis vi nu bliver i det eksempel? Selvom man har læst forskning der viser det, men hverken har børn eller er pædagog eller børnepsykolog? Så skal man bare se til? Er det ikke en mulighed, at forældre bare kan vælge at modtage den information og så sige til sig selv, "det er ikke relevant for mig", som man gør med så mange andre informationer, man modtager?
Hvis barnet er 11 år gammelt, så har der allerede været et hav af uddannede personer omkring det. Der er således ikke nogen som helst grund til, at du skal kommentere og belære forældrene. Hvis barnet bruger sut kan der være to grunde. Den ene af dem kan være at forældrene er ligeglade den anden kan være, at barnet bruger sut af årsager som du ikke kender til. I ingen af tilfældene kommer der noget ud af, at du blander dig.
Senest rettet af fisken80 15. jan 2019, 13:43, rettet i alt 1 gang.
8
litteraturen kan noget, som regneark og forvaltningsstudier ikke kan. Uden litteraturen bliver tanker og ideologier blodfattige og pulsløse.
Man VÆNNER sig til ting. Det kommer af vane. Så svært er det ikke.
Maude, din proportionssans
Man VÆNNER sig til ting. Det kommer af vane. Så svært er det ikke.
Maude, din proportionssans
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
abcd skrev:Grunden til at børn er særlige i den henseende, er at den følelsesmæssige involvering er så voldsom.
Forældre kan i øvrigt også stadig kloge sig lidt for meget fordi de ved hvordan det er, de har jo selv børn... Da min søn var 2 år, var han syg i en længere periode, og det endte med at han skulle have noget antibiotika, og det var store doser. Men vi kunne simpelthen ikke få det i ham. Vi blandede det i alle hans livretter og i is, slik og kage, men han lugtede lunten med det samme og spyttede det ud. Når vi talte med andre forældre, var de som regel, " kan I ikke bare blande det i noget yoghurt eller noget?". Aaarrggghhh, vi har prøvet alt, det er absolut førsteprioritet i vores liv at få den medicin i vores dreng som har haft det dårligt længe, vi er ved at tude over hvor svært det er, tror du ikke vi har prøvet yoghurt?
Det er ligesom folk, der skal fortælle ledige at man skal passe på med at skrive standardansøgninger no shit, Sherlock?
7
- Delfin
- Indlæg: 15286
- Tilmeldt: 11. aug 2015, 11:05
- Kort karma: 1241
- Geografisk sted: ..... Casa del Fino
- Likede indlæg: 25607
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Jeg mener godt, at man kan vide noget om børn og have masser af erfaring med børn enten privat elle professionelt , og selvfølgelig må man have en holdning eller dele en viden, men der sker noget når man selv får børn og ikke bare kan aflevere dem med tak for lån
2
14 11 14
- lillebjoern
- Indlæg: 5380
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
- Kort karma: 698
- Likede indlæg: 10394
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
abcd skrev:lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
Så det er ikke OK at oplyse en forælder om, at brug af sut kan være sundhedsskadeligt for barnet senere hen - hvis vi nu bliver i det eksempel? Selvom man har læst forskning der viser det, men hverken har børn eller er pædagog eller børnepsykolog? Så skal man bare se til? Er det ikke en mulighed, at forældre bare kan vælge at modtage den information og så sige til sig selv, "det er ikke relevant for mig", som man gør med så mange andre informationer, man modtager?
Du kan selvfølgelig godt gøre det, men hvis det er mennesker du interesserer dig for, skal du ikke blive chokeret hvis de fravælger dig bagefter. Det er dårlig opførsel at begynde at kloge sig med et eller andet man har læst over for mennesker med børn som de har investeret 1000- vis af timer i
At fravælge én på den baggrund... Så var de måske ikke så gode venner alligevel. Formuleringen i spørgsmålet i mit indlæg er jo også skarpt sat op - man ville nok nærmere have spurgt, "hvordan kan det være din 11-årige stadig bruger sut?", men ligegyldigt hvad, så skulle de da ikke være mine venner, hvis de droppede mig efter jeg havde stillet et nysgerrigt og opklarende spørgsmål. Sådan en forælder håber jeg da ikke, at jeg bliver
1
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
- lillebjoern
- Indlæg: 5380
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
- Kort karma: 698
- Likede indlæg: 10394
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
fisken80 skrev:lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
Så det er ikke OK at oplyse en forælder om, at brug af sut kan være sundhedsskadeligt for barnet senere hen - hvis vi nu bliver i det eksempel? Selvom man har læst forskning der viser det, men hverken har børn eller er pædagog eller børnepsykolog? Så skal man bare se til? Er det ikke en mulighed, at forældre bare kan vælge at modtage den information og så sige til sig selv, "det er ikke relevant for mig", som man gør med så mange andre informationer, man modtager?
Hvis barnet er 11 år gammelt, så har der allerede været et hav af uddannede personer omkring det. Der er således ikke nogen som helst grund til, at du skal kommentere og belære forældrene. Hvis barnet bruger sut kan der være to grunde. Den ene af dem kan være at forældrene er ligeglade den anden kan være, at barnet bruger sut af årsager som du ikke kender til. I ingen af tilfældene kommer der noget ud af, at du blander dig.
Nu var eksemplet med sutten valgt for at tydeliggøre min pointe. Det kunne være tusinde andre ting. Pointen er, at det er totalt forbudt at stille sig kritisk overfor noget som helst, når det handler om børn. Det er acceptabelt at stille sig kritisk overfor så mange andre personlige valg - men børn er bare no-no. Og det er egentlig lidt prekært, for det her handler jo faktisk om et andet menneskes (barnets) ve og vel og sundhed. Man spørger jo ikke for at skælde ud eller kritisere - man spørger jo, fordi man enten har en oprigtig interesse i, at barnet skal have det godt eller at rammerne om barnet skal være så gode som muligt. Men det bliver bare altid taget som personlig kritik. Suk. Er bare træt af, at det bliver brugt som argumentationsstrategi.
1
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
-
- Likede indlæg: 20787
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
Så det er ikke OK at oplyse en forælder om, at brug af sut kan være sundhedsskadeligt for barnet senere hen - hvis vi nu bliver i det eksempel? Selvom man har læst forskning der viser det, men hverken har børn eller er pædagog eller børnepsykolog? Så skal man bare se til? Er det ikke en mulighed, at forældre bare kan vælge at modtage den information og så sige til sig selv, "det er ikke relevant for mig", som man gør med så mange andre informationer, man modtager?
Du kan selvfølgelig godt gøre det, men hvis det er mennesker du interesserer dig for, skal du ikke blive chokeret hvis de fravælger dig bagefter. Det er dårlig opførsel at begynde at kloge sig med et eller andet man har læst over for mennesker med børn som de har investeret 1000- vis af timer i
At fravælge én på den baggrund... Så var de måske ikke så gode venner alligevel. Formuleringen i spørgsmålet i mit indlæg er jo også skarpt sat op - man ville nok nærmere have spurgt, "hvordan kan det være din 11-årige stadig bruger sut?", men ligegyldigt hvad, så skulle de da ikke være mine venner, hvis de droppede mig efter jeg havde stillet et nysgerrigt og opklarende spørgsmål. Sådan en forælder håber jeg da ikke, at jeg bliver
Nu synes jeg også du ændrer scenariet væsentligt. Før var det noget med at du havde læst forskning og ville oplyse forældrene om at det er sundhedsskadeligt. Det synes jeg er noget andet end at være nysgerrig, for nysgerrighed er fin hvis den er ledsaget af passende ydmyghed.
2
- lillebjoern
- Indlæg: 5380
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
- Kort karma: 698
- Likede indlæg: 10394
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Zinde skrev:Alle kan lære en masse om børn, men man kan kun lære, hvordan det er at være forælder ved at være det.
Ligesom alle kan lære noget om kærlighed, men man kan ikke læse sig til, hvordan det føles at være forelsket. Begge dele er livsvilkår, der skal erfares på egen krop for at opnå komplet indsigt.
Ja, selvfølgelig. Men betyder det så, at barnløse ikke må deltage i diskussioner eller samtaler om børn og børneopdragelse? Eller at singler ikke må deltage i diskussioner og samtaler om eksempelvis problemer i parforhold?
0
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:Zinde skrev:Alle kan lære en masse om børn, men man kan kun lære, hvordan det er at være forælder ved at være det.
Ligesom alle kan lære noget om kærlighed, men man kan ikke læse sig til, hvordan det føles at være forelsket. Begge dele er livsvilkår, der skal erfares på egen krop for at opnå komplet indsigt.
Ja, selvfølgelig. Men betyder det så, at barnløse ikke må deltage i diskussioner eller samtaler om børn og børneopdragelse? Eller at singler ikke må deltage i diskussioner og samtaler om eksempelvis problemer i parforhold?
Men det er der da ingen, der siger?
1
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
- Onkel Reje
- lillebjoern
- Indlæg: 5380
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
- Kort karma: 698
- Likede indlæg: 10394
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
abcd skrev:lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:abcd skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
I den diskussion om børneopdragelse er det så dejligt nemt at være forælder.
Barnløs: "Er det ikke lidt specielt, at din 11-årige søn stadig bruger sut?"
Forælder: "Har du børn måske?!"
Barnløs: "Nej, men forskning viser, at..."
Forælder:" Så luk!"
Skal det til at være en regel, at barnløse ikke må deltage i diskussioner om børneopdragelse? Skal alle have oplevet noget på egen krop for at vide noget om det eller have en holdning til det? Og hvor går grænsen så for, hvor "meget" man må deltage i diskussionen som barnløs? Indtil man kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved nogle forældres opdragelse? Eller må man bare indstille sig på, at man bare ikke har ret til at være en del af den diskussionsklub? Jeg er med på, at det altid giver et bedre perspektiv selv at have børn, men jeg er så træt af, at forældre altid kan spille "har du måske børn?"-kortet, når det lige kommer lidt for tæt på. Man kan altså godt vide en hel masse om børn, herunder udvikling, pædagogik, følelser, psykologi, m.v. uden nogensinde at have fået børn. Og vide ingenting, selvom man har dem.
Man skal i hvert fald ikke blande sig i opdragelsen af et konkret barn som i dit sut-eksempel. Man kan godt diskutere noget generelt, men man må nok indstille sig på at hvis man hverken har børn eller faglig baggrund så betragtes ens mening ikke rigtigt som noget værd- og ærligt talt med god grund.
Så det er ikke OK at oplyse en forælder om, at brug af sut kan være sundhedsskadeligt for barnet senere hen - hvis vi nu bliver i det eksempel? Selvom man har læst forskning der viser det, men hverken har børn eller er pædagog eller børnepsykolog? Så skal man bare se til? Er det ikke en mulighed, at forældre bare kan vælge at modtage den information og så sige til sig selv, "det er ikke relevant for mig", som man gør med så mange andre informationer, man modtager?
Du kan selvfølgelig godt gøre det, men hvis det er mennesker du interesserer dig for, skal du ikke blive chokeret hvis de fravælger dig bagefter. Det er dårlig opførsel at begynde at kloge sig med et eller andet man har læst over for mennesker med børn som de har investeret 1000- vis af timer i
At fravælge én på den baggrund... Så var de måske ikke så gode venner alligevel. Formuleringen i spørgsmålet i mit indlæg er jo også skarpt sat op - man ville nok nærmere have spurgt, "hvordan kan det være din 11-årige stadig bruger sut?", men ligegyldigt hvad, så skulle de da ikke være mine venner, hvis de droppede mig efter jeg havde stillet et nysgerrigt og opklarende spørgsmål. Sådan en forælder håber jeg da ikke, at jeg bliver
Nu synes jeg også du ændrer scenariet væsentligt. Før var det noget med at du havde læst forskning og ville oplyse forældrene om at det er sundhedsskadeligt. Det synes jeg er noget andet end at være nysgerrig, for nysgerrighed er fin hvis den er ledsaget af passende ydmyghed.
Jeg skriver, at selvom formuleringen havde været som i det oprindelige citat, så ville jeg da blive godt chokeret, hvis nogen decideret "fravalgte" mig på baggrund af det. Oplysningen, som jeg skrev i et andet indlæg, kommer jo fra et godt sted. Ikke for at gøre nogen kede af det, kritisere eller hænge ud. For at oplyse. Og ja, det kan da være skideirriterende, ligesom hvis folk blander sig i ens spisevaner, motionsvaner eller tøjstil, men medmindre det er ledsaget af en formanende tone, er det vel altid med udgangspunkt i at ville det godt og ville oplyse.
0
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
- lillebjoern
- Indlæg: 5380
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
- Kort karma: 698
- Likede indlæg: 10394
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
JoyNips skrev:lillebjoern skrev:Zinde skrev:Alle kan lære en masse om børn, men man kan kun lære, hvordan det er at være forælder ved at være det.
Ligesom alle kan lære noget om kærlighed, men man kan ikke læse sig til, hvordan det føles at være forelsket. Begge dele er livsvilkår, der skal erfares på egen krop for at opnå komplet indsigt.
Ja, selvfølgelig. Men betyder det så, at barnløse ikke må deltage i diskussioner eller samtaler om børn og børneopdragelse? Eller at singler ikke må deltage i diskussioner og samtaler om eksempelvis problemer i parforhold?
Men det er der da ingen, der siger?
Hvor går grænsen så for, hvor meget man som barnløs må deltage i debatten? For det må vi godt - men alligevel ikke..? For når man som barnløs formaster sig til at stille spørgsmål, give råd eller blande sig, så får man at vide, at man ikke har børn og ikke kan vide noget om det, og der bliver derudover skrevet sarkastiske indlæg om, at "de der barnløse tror da, at de ved alt". Jeg er rent faktisk i tvivl om, hvor grænsen går. For jeg gider ikke lægge tid og kræfter i at tilkendegive min mening, hvis den alligevel skydes ned med, at jeg ikke har børn.
5
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:JoyNips skrev:lillebjoern skrev:Zinde skrev:Alle kan lære en masse om børn, men man kan kun lære, hvordan det er at være forælder ved at være det.
Ligesom alle kan lære noget om kærlighed, men man kan ikke læse sig til, hvordan det føles at være forelsket. Begge dele er livsvilkår, der skal erfares på egen krop for at opnå komplet indsigt.
Ja, selvfølgelig. Men betyder det så, at barnløse ikke må deltage i diskussioner eller samtaler om børn og børneopdragelse? Eller at singler ikke må deltage i diskussioner og samtaler om eksempelvis problemer i parforhold?
Men det er der da ingen, der siger?
Hvor går grænsen så for, hvor meget man som barnløs må deltage i debatten? For det må vi godt - men alligevel ikke..? For når man som barnløs formaster sig til at stille spørgsmål, give råd eller blande sig, så får man at vide, at man ikke har børn og ikke kan vide noget om det, og der bliver derudover skrevet sarkastiske indlæg om, at "de der barnløse tror da, at de ved alt". Jeg er rent faktisk i tvivl om, hvor grænsen går. For jeg gider ikke lægge tid og kræfter i at tilkendegive min mening, hvis den alligevel skydes ned med, at jeg ikke har børn.
Jeg synes ikke grænsen handler om hvor meget, men om hvordan.
5
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
- Onkel Reje
-
- Likede indlæg: 20787
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
lillebjoern skrev:Jeg skriver, at selvom formuleringen havde været som i det oprindelige citat, så ville jeg da blive godt chokeret, hvis nogen decideret "fravalgte" mig på baggrund af det. Oplysningen, som jeg skrev i et andet indlæg, kommer jo fra et godt sted. Ikke for at gøre nogen kede af det, kritisere eller hænge ud. For at oplyse. Og ja, det kan da være skideirriterende, ligesom hvis folk blander sig i ens spisevaner, motionsvaner eller tøjstil, men medmindre det er ledsaget af en formanende tone, er det vel altid med udgangspunkt i at ville det godt og ville oplyse.
Et rimeligt scenarie ville i mine øjne være noget med at du spurgte ikke-fordømmende til sutten, og så fortalte forældrene om de frustrationer de havde haft omkring den 11-årige og den sut. Når du vælger at omgås dem, så er de selvfølgelig fornuftige mennesker som godt forstår at 11-årige normalt ikke bruger sut, de har nok haft mange og lange samtaler om det, og den viden sammenholdt med den historie de fortalte dig, gjorde at du med din fremragende situationsfornemmelse kom frem til at det nok ikke var et emne der kunne bære at du hiver referencer til forskning frem.
7
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
Frøken Himmelblå skrev:JoyNips skrev:Ingen ved så meget om børn og børneopdragelse som dem, der ingen har.
Og ingen føler sig så personligt ramt ved enhver form for diskussion, som forældre gør
Pardon me, men det er bullshirt.
Alle føler sig personligt ramt over alt, i online debatter. Det har denne tråd vist et utal af gange. Om det er en diskussion om bryllupper, hundelorte eller vejret så er der altid nogen der føler sig personligt anklaget. At der er folk der altid tager ting personligt har intet at gøre med om man har børn, ligesom dårlig opdragelse ikke har noget at gøre med hvad man spiser eller ikke spiser (afledt af en anden debat herinde hvor mange kategorisk mente at kræsne mennesker er dårligt opdraget fordi de kendte en person der var kræsen der *indsæt ubehøvlet opførsel*. Det er dårlig opdragelse, ikke noget med kræsenhed at gøre (nødvendigvis).)
Ofre, krænkelse-parate (tak, pocket-kitten for dét udtryk) og ømme tæer findes alle steder, det har intet at gøre med om man har børn, hund eller kæle-oddere.
10
My world 12-10-18
Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!
JoyNips skrev:lillebjoern skrev:JoyNips skrev:lillebjoern skrev:Zinde skrev:Alle kan lære en masse om børn, men man kan kun lære, hvordan det er at være forælder ved at være det.
Ligesom alle kan lære noget om kærlighed, men man kan ikke læse sig til, hvordan det føles at være forelsket. Begge dele er livsvilkår, der skal erfares på egen krop for at opnå komplet indsigt.
Ja, selvfølgelig. Men betyder det så, at barnløse ikke må deltage i diskussioner eller samtaler om børn og børneopdragelse? Eller at singler ikke må deltage i diskussioner og samtaler om eksempelvis problemer i parforhold?
Men det er der da ingen, der siger?
Hvor går grænsen så for, hvor meget man som barnløs må deltage i debatten? For det må vi godt - men alligevel ikke..? For når man som barnløs formaster sig til at stille spørgsmål, give råd eller blande sig, så får man at vide, at man ikke har børn og ikke kan vide noget om det, og der bliver derudover skrevet sarkastiske indlæg om, at "de der barnløse tror da, at de ved alt". Jeg er rent faktisk i tvivl om, hvor grænsen går. For jeg gider ikke lægge tid og kræfter i at tilkendegive min mening, hvis den alligevel skydes ned med, at jeg ikke har børn.
Jeg synes ikke grænsen handler om hvor meget, men om hvordan.
Og i forlængelse heraf vil jeg gentage mig selv: jo, jeg synes godt, at man må deltage i diskussioner om børn selvom man ikke selv har barn. Men hvis man mener at vide bedre om forældreskab end folk der rent faktisk ER forældre, så må man vel forvente en vis mængde uenighed.
7
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
- Onkel Reje