Mistermor skrev:Men dine erfaringer skyldes formodentlig, at du havde psyke og ressourcer til at indgå i de nye kontekster. Du havde forældre, der reflekterede over dit liv og valgte, hvad de tænkte var bedst for dig. - Alene det sidste giver en ballast, som er uvurderlig.
Det barn, der skal skifte skole, fordi mor har fundet en ny kæreste eller andre ting, hvor barnets behov og trivsel ikke indgår i overvejelserne, har slet ikke samme udgangspunkt.
Jeg går ud fra, at du "kun" har prøvet skoleskift ud af de ting, du nævner. For jeg tvivler på, at der er nogen børn, der ikke bliver ramt af en skilsmisse, selv hvis forældrene samarbejder, eller som anser det for at være en "helt almindelig ting"
Der er lavet undersøgelser på at både nyt job, flytning og skilsmisse er begivenheder, der kan sende voksen i krise og give stress; hvorfor skulle det ikke gøre sig gældende for børn?
Som jeg allerede har sagt handler alting om konteksten, men rigtig mange af de her ting bliver nærmest til en selvfølge noget skadeligt for barnet.
Det er det jeg synes er overdrevet. Altså min egen søster er bekymret for flytte sit eget barn fra en landsdel til en anden på trods af det sker ved det normale skift fra vuggestue til børnehave. Det er den slags bekymringer der er helt ude af proportioner. Det handler ikke om worst case, der konstant bliver trukket frem, men om helt almindelig familier.
Jeg har prøvet flere af de ting, men nej mine forældre er ikke skilt, men en hel del af mine gode venner er skilsmissebørn.
Og der er virkelig stor forskel på, hvordan de takler eller ser på det. Igen det kommer an på konteksten. Selvfølgelig er det en omvæltning og man skal tilpasse sig en ny sammenhæng, men det behøver jo ikke at betyde, det skader barnet.
Jeg har da aldrig sagt, at det ikke påvirker barnet. For selvfølgelig påvirker ændringer barnet. Jeg har sagt det ikke nødvendigvis SKADER barnet. For mig er skader et meget voldsomt ord, der kræver mere end livets almindelig op og nedture.