LadyFox skrev:Kattefjæs skrev:DetSorteCirkus skrev:Kattefjæs skrev:Det er altid virkelig trist når unge mennesker dør. Hvert eneste år er der unge mennesker - nogle år børn - som dør på jernbanen her fordi de beslutter sig for at gå på skinnerne.
Der er ikke køreledninger her - der er strøm i skinnerne. Det er selvfølgelig forbundet med livsfare at gå på eller i nærheden af dem - og hamrende ulovligt.
Det sker mest om sommeren. Forældre har ikke nok ferie til at være hjemme med deres børn når de har fri fra skole, og der er ikke gratis fritidsordninger, så børn og unge er ofte alene hjemme det meste af sommeren mens forældrene arbejder. Og så sker der altså hvert år, på trods af konstante kampagner og advarsler, at de beslutter sig for at "lege" på jernbanen og kommer galt afsted.
Det er sket igen for et par dage siden, men ikke børn - tre unge mænd i start 20'erne som gik ud på skinnerne for at male grafitti.
Det er sagen underordnet om de malede graffiti eller spillede skak, egentlig. De var rigeligt gamle nok til at forstå at det kunne få fatale konsekvenser at gøre sådan.
Og selvom jeg har rigtig ondt af deres familier, så har jeg ærligt talt mest ondt af vedkommende som kørte det tog, som ramte dem, betjentene som skulle give familierne den besked, og dem som skulle samle de fysiske rester sammen fra sporene.
Det er pissetrist, men det var en bevidst handling fra deres side og de vidste godt hvad de risikerede. Åbenbart satte de deres hobby højere end deres liv.
Det er virkelig ærgerligt at de valgte at gøre noget så dumt - men de valgte det jo trods alt selv.
Det må man ikke sige. Men det er nu engang sådan det er.
Må jeg spørge, hvorfor de pårørende ikke er med i puljen af dem, du har mest ondt af?
Det er også rigtig trist for dem, og jeg har også ondt af dem. De skal leve med at deres familiemedlem(mer) tog en stjernedum beslutning, og det bliver selvfølgelig svært.
"Heldigvis" skal de ikke leve med følelsen af at have været skyld i det, hvilket togføreren desværre ofte kommer til i sådan nogle sager. Helt uforvarende - han tog jo bare på arbejde den dag som han skulle. Mange af dem arbejder ikke en dag mere i deres liv efter sådanne hændelser. Og det er jo, i sådan nogle tilfælde, 100% undgåeligt. De unge mennesker kunne for fanden bare have ladet være.
Det kan ligeledes være voldsomt traumatiserende at skulle håndtere de fysiske rester efter den slags. Især sådan nogle helt meningsløse, voldelig dødsfald. Der er jo ingen måde hvorpå man kan finde fred med det eller få det til at give mening. Det er en hård karriere i det hele taget, men det bliver bestemt ikke nemmere af sådan nogle sager.
Det er rigtig, rigtig trist for familien at de har mistet én, ingen tvivl om det. Personligt har jeg haft flere familiemedlemmer og venner i svære jobs af denne karakter og jeg ved hvad det gør ved et menneske når den slags sker flere gange i løbet af et arbejdsliv.
De fleste af os arbejder i 40-45 år, men heldigvis er det de færreste af os som nogensinde kommer i nærheden af at skulle håndtere så voldsomme episoder.
Vi kommer alle til at miste familie og venner, men sjældent så voldsomt, og sjældent så ofte.
Man kan ikke rigtig bestemme på objektiv vis hvem det er mest synd for og hvorfor. Det er betinget af ens egne følelser. For mig er det, i det konkrete tilfælde, sådan som jeg har beskrevet her.
Derfor kan det jo sagtens være anderledes for andre, og det er jo ikke forkert. Det er bare sådan det er.
Jeg tror nu heller ikke man skal underkende hvor traumatiserende det er at miste sit barn alt for tidligt. I langt de fleste tilfælde dør forældrene først, man udfra hvad jeg høre fra forældre der netop har mistet børn alt for tidligt kan det ikke helt sammenlignes med at miste andre relationer. Jeg kan slet ikke forstille mig at miste min mor, det vil sandsynligvis være det hårdeste jeg nogensinde kommer ud for, jeg er dog slet ikke i tvivl om at jeg ville have lettere ved at miste hende, end omvendt. Som forælder der mister et barn pga. barnet laver en dum handling kan skyld nu også sagtes være en del af følelserne.
Jeg har jo heller ikke påstået andet, eller sagt at det ikke er synd og tragisk for dem. At man føler stærkere for A fremfor B betydet ikke at man føler ingenting, eller noget negativt, for B.