Hmm ... jeg syntes ikke rigtig jeg passede ind i afstemningen ... jeg tror jeg måtte være en "none of the above".
Det må være et klart både-og.
Lidt afhængigt af, hvordan man definerer religiøs.
Altså jeg er ateistisk opdraget - men synes sådan set, ateisme er noget pjat.
Intet af det, vi kan se, ville kunne skabe alting fra bunden. Og "I begyndelsen var der ingenting. Og så eksploderede det" giver ikke forfærdelig meget mening, al den stund at ifølge vores egen videnskab er der nødt til at være noget, for at det kan eksplodere.
Så er vel spørgsmålet om, hvorvidt dette noget, der fik noget til at eksplodere, har en eller anden form for bevidsthed eller vilje - eller det bare er noget rent mekanisk, som vi tilfældigvis ikke har gennemskuet endnu.
Vi kan dog konstatere, at vi (skabninger) har forskellige grader af bevidsthed og følelser og alt muligt - formentlig især vores egen slags, altså mennesker.
Det er vel at strække troværdigheden lidt at forestille sig, at et mekanisk væsen eller fænomen, der ikke selv har nogen bevidsthed eller vilje, ville kunne skabe andre væsner, som har de ting.
Så så langt er jeg vel religiøs.
Men på den anden side må jeg jo konstatere, at religioner tit er resultatet af, at skabningerne har prøvet at forestille sig, hvordan de selv ville være, hvis de var skaberen, og som sådan "har skabt Guden i deres eget billede", om man vil.
Mange gange en lovlig pernittengrynet Gud endda. "Vores Gud her ilandet vil ikke have man spiser køer!" "Nej, du tager fejl - i vores land ved vi, at det er grise, man ikke må spise." "Nej, I tager alle sammen fejl - man må spise begge dele - bare ikke om fredagen!" "Nej, nej ..." osv.
Så på den måde er jeg ikke religiøs - undtagen måske ubevidst, fordi et eller man har hørt som barn, hænger ved, uden at man er opmærksom på, at det bare er noget en eller anden har sagt med så stort eftertryk, at man troede, det måtte være rigtigt.
Ikke fordi det er min alternative religion, men jeg synes fx 1500-tals digteren Kabir udtrykker det meget godt. Han boede på grænsen mellem islam og hinduisme - og gjorde grin med begge dele, selvom han afgjort mente at Guden fandtes og at man kunne få en klar følelse af dette.
Jeg vil da heller ikke afvise, at de mange af de personligheder som de store religioner er opstået efter, har haft en så klar fornemmelse af dette, at de ligefrem kunne videregive den til deres samtidige fans. Måske er det mest efter at de er væk, at andre mødes og bliver enige om, at det var nok sådan og sådan han havde ment, og opstiller formler for opførsel og spisning og samliv, som måske oprindeligt ikke var så detailstyret. (Jeg elsker Life of Brian ... fx at den arme mand taber sin sko, da han er på flugt fra mængden, der har valgt ham som deres profet. Og mængdens ledere efter kort rådslagning bliver enige om, hvordan de skal fortolke tabet af skoen - og hvilke ritualer det skal give anledning til
)