Kønsroller i andre lande

[dgd2007]

En gammel (formentlig) true story i anledning af snakken om 100-året for de første kvinder på Tinge: de eneste, der ved første lejlighed brugte deres nye stemmeret i den lille landkommune, var min svigerbedstemor (altså min kones bedstemor), som havde haft en rigsdagsmand i slægten, og så skolelærerinden.
De andre koner syntes, det var noget pjat: alle partierne ville bare få dobbelt så mange stemmer, så.

[1234]

Jeg blev chokeret da jeg kom til Norge. Ok, vi bor i en lille bondeby med 4000 indbyggere nede i sydnorge, og det er en kirkeby hvor der findes over 34 kirker som er stoppet til renden hver søndag, men alligevel.
Vi opdagede at Norge godt nok elsker at prale af deres ligestilling, men at de overhovedet ikke ved hvad det er.
Her i Norge har manden godt nok krav på 10 ugers barsel, og hvis konen ikke kan få barsel, kan han så få det hele. Men en ting er hvad lovene dikterer, en anden ting er hvad befolkningen dikterer.
Jeg kom til Norge som højgravid, 2 mdr inden fødsel, så jeg havde ikke krav på barsel i Norge. Min mand havde derimod arbejdet her i et halvt år, så han kunne få barsel fuldt ud.
Det første vi stødte på, var en forældre i min mands børnehave ( han er pædagogisk leder i en børnehave i Oslo) der sagde at han endeligt skulle sige til hvis han fik problemer når han søgte fuldt barsel, for hendes mand og mange andre mænd fik tit problemer når de søgte fuldt barsel fordi NAV ( deres offentlige kontorer hvor man søger alt fra bistand til barsel osv) ofte gav dem store problemer når de søgte.
Og ganske rigtigt.
De krævede først en masse papirer på at JEG som konen ville give ham lov til at få barsel (?) ellers ville han ikke få den.
Så fik de det. Det tager iøvrigt 6 uger for NAV at se en ansøgning igennem hver gang, så hver gang måtte vi vente 6 uger på svar, når vi sendte noget ind. og man kan først søge barsel 2 uger før fødsel som mand...
jeg havde nu født.
Dernæst ville de se beviser på at han nu også havde krav på barsel,
sendt ind, 6 ugers ventetid.
Så ville de se beviser på at JEG arbejdede ( jeg var selvstændig)
det fik de, 6 uger mere ventetid.
Så krævede de at jeg skulle vise en kontrakt på at jeg også var garanteret arbejde under HELE hans barsel. ( lidt svært som selvstændig, så den måtte ringe og høre dem hvad de mente de ville have. Det vidste sig de ville have at jeg skulle få mine kunder til at skrive under på at de ville bruge mig det næste år ( Gad vide om Rema1000 ejer i Norge, også skulle gå rundt til hans kunder og bede dem skrive under på at de ville handle der, det næste år, da han tog barsel )
mirakuløst fik jeg kunderne til at skrive under... og sendte det ind. 6 ugers mere ventetid.
Og sådan gik det frem og tilbage med nye ting de skulle bruge. Imellemtiden var det hans arbejde der måtte betale hans barselspenge (Det er normalt NAV) Først da min dreng var 7 mdr, fik han sin barselspenge.....
Imellemtiden var barnet jo født og vi skulle ofte på det der hedder Helsestationen for at få ham vejet og tjekket.( Det samme som når vi får hjemmebesøg i Danmark, her skal man bare komme ned til dem)
Vores helsesøster blev tydeligt chokeret da hun hørte at det var min mand der skulle tage barslen. At han så er uddannet pædagog og arbejder hver dag med 0-4 årige, beroligede hende ikke.
Kommentarer hun kom med:
1." Det er jo godt at du arbejder hjemme, så du kan holde øje med din mand, når han passer dine børn"
( her blev jeg gal og nærmest råbte af hende at: 1. jeg behøver ikke holde øje med min mand, han kan sagtens passe børnene. 2. Det er ikke mine børn, men vores børn)
2."Det er jo lidt underligt at det kun er dig ( min mand) der kommer hele tiden, og vi slet ikke ser din kone, er hun ok?" Imens hun gav ham en pamflet om vold i hjemmet ..... (ja for jeg skulle jo som mor, tage fri fra arbejde og lige dukke op en gang om ugen på helsestationen og få vejet barnet, imens min mand sad derhjemme på barsel, ifølge hende. Det endte med at jeg måtte tage derned, da hun tydeligtvis troede han havde banket mig ihjel. At min mand vejer 65 kg og jeg vejer 85 kg, og jeg nok nærmere ville slå ham ihjel ved bare at skubbe til ham betød ikke noget)
3."Der jo de her mødregrupper, som du skal til en gang om ugen, om formiddagen" ( rettet mod mig) da jeg så sagde at jeg jo ikke kunne komme fordi JEG ikke havde barsel, men at min mand jo kunne tage med, udbrud hun " nej det er jo ikke noget for manden, de taler jo om fødsler og lign!" svarede jeg: " ja, og han har jo også været med til begge fødsler, så han kan jo fint snakke med, så kan kvinderne jo også få en mands syn på sagen" blev hun helt stram i betrækket, og da jeg fortsatte med " jamen har I ikke fædregrupper?? det har vi altså i Danmark" Så væltede hele læsset for hende, kunne jeg se.
4. " mænd er jo ikke så gode til at se hvad små børn trænger" Han er pædagog i en vugggestue....
5. "mænd ved jo ikke hvordan man skifter ble" Igen, han er pædagog i en vuggestue og skifter 40 børn om dagen.
6. "det er jo kvinderne som er bedst til at se hvornår barnet er sulten" Igen han er pædagog, og vores barn har taget det på han skulle og mere til.
jeg kunne blive ved.
Det hele endte i at hun meldte os til barnvernet heroppe. De kom forbi, og skulle tale med os i 4 timer, og endte med at gå efter 30 min, da de tydeligt kunne se at der ikke var hold i hendes bekymringer.
Hun var fræk nok til at sige til mig bagefter:" nu håber jeg jo ikke at det har skræmt jer fra at bruge mig næste gang".... nej, dame, men jeg er heller ikke skræmt fra at melde dig til ligestillingsværnet.... Så det gjorde vi. Sagen kører stadigvæk. Min dreng er nu 2,5 år.

I starten troede jeg at det bare var hende. Men det er tydeligt at forældrene heroppe alle synes det er underligt at det er min mand der mest henter og bringer børnene, og oftes er ham der tager til forældremøder og lign. Der har vi også hørt flere kommentarer...
Derudover er jeg den eneste kvinde i byen der arbejder, og det får jeg også mange kommentarer om at det er syndt for børnene... jeg arbejder hjemmefra...
Og når min mand begynder at lave mad, når vi har gæster, er der ingen grænser for hvor mystisk det er. en sagde direkte " jamen mænd kan jo ikke lave mad". Der måtte jeg fortælle hende og de andre der var der, at det sørme ikke kun var mad han lavede, men også ham der var skyld i vores rene hus, og vores rene tøj. Jeg kunne tydeligt se at de ikke troede på mig.
Da jeg tog til jobmesse og bad ham være ærlig om hvor stor chance jeg ville have for at få en lærlingplads som tømrer, sagde han: " altså nu har du jo danske papirer, så du ryger om bagerst i rækken, og da du så er kvinde, ja, så.... skal du nok ikke regne med at få en plads nogensinde.....

Jeg er som sagt dybt chokeret over HVOR lidt ligestilling man kan have i et land som Norge, der praler SÅ meget af det.

Jeg tror det er forskellen mellem land og by for mine venner for Oslo virker mindst ligeså ligestillet som min kæreste og jeg. Men ud fra hvad de siger på andre områder er forskellen på land og by nok generelt større i Norge end Danmark.

[NorwayhereIcome]

Jeg blev chokeret da jeg kom til Norge. Ok, vi bor i en lille bondeby med 4000 indbyggere nede i sydnorge, og det er en kirkeby hvor der findes over 34 kirker som er stoppet til renden hver søndag, men alligevel.
Vi opdagede at Norge godt nok elsker at prale af deres ligestilling, men at de overhovedet ikke ved hvad det er.
Her i Norge har manden godt nok krav på 10 ugers barsel, og hvis konen ikke kan få barsel, kan han så få det hele. Men en ting er hvad lovene dikterer, en anden ting er hvad befolkningen dikterer.
Jeg kom til Norge som højgravid, 2 mdr inden fødsel, så jeg havde ikke krav på barsel i Norge. Min mand havde derimod arbejdet her i et halvt år, så han kunne få barsel fuldt ud.
Det første vi stødte på, var en forældre i min mands børnehave ( han er pædagogisk leder i en børnehave i Oslo) der sagde at han endeligt skulle sige til hvis han fik problemer når han søgte fuldt barsel, for hendes mand og mange andre mænd fik tit problemer når de søgte fuldt barsel fordi NAV ( deres offentlige kontorer hvor man søger alt fra bistand til barsel osv) ofte gav dem store problemer når de søgte.
Og ganske rigtigt.
De krævede først en masse papirer på at JEG som konen ville give ham lov til at få barsel (?) ellers ville han ikke få den.
Så fik de det. Det tager iøvrigt 6 uger for NAV at se en ansøgning igennem hver gang, så hver gang måtte vi vente 6 uger på svar, når vi sendte noget ind. og man kan først søge barsel 2 uger før fødsel som mand...
jeg havde nu født.
Dernæst ville de se beviser på at han nu også havde krav på barsel,
sendt ind, 6 ugers ventetid.
Så ville de se beviser på at JEG arbejdede ( jeg var selvstændig)
det fik de, 6 uger mere ventetid.
Så krævede de at jeg skulle vise en kontrakt på at jeg også var garanteret arbejde under HELE hans barsel. ( lidt svært som selvstændig, så den måtte ringe og høre dem hvad de mente de ville have. Det vidste sig de ville have at jeg skulle få mine kunder til at skrive under på at de ville bruge mig det næste år ( Gad vide om Rema1000 ejer i Norge, også skulle gå rundt til hans kunder og bede dem skrive under på at de ville handle der, det næste år, da han tog barsel )
mirakuløst fik jeg kunderne til at skrive under... og sendte det ind. 6 ugers mere ventetid.
Og sådan gik det frem og tilbage med nye ting de skulle bruge. Imellemtiden var det hans arbejde der måtte betale hans barselspenge (Det er normalt NAV) Først da min dreng var 7 mdr, fik han sin barselspenge.....
Imellemtiden var barnet jo født og vi skulle ofte på det der hedder Helsestationen for at få ham vejet og tjekket.( Det samme som når vi får hjemmebesøg i Danmark, her skal man bare komme ned til dem)
Vores helsesøster blev tydeligt chokeret da hun hørte at det var min mand der skulle tage barslen. At han så er uddannet pædagog og arbejder hver dag med 0-4 årige, beroligede hende ikke.
Kommentarer hun kom med:
1." Det er jo godt at du arbejder hjemme, så du kan holde øje med din mand, når han passer dine børn"
( her blev jeg gal og nærmest råbte af hende at: 1. jeg behøver ikke holde øje med min mand, han kan sagtens passe børnene. 2. Det er ikke mine børn, men vores børn)
2."Det er jo lidt underligt at det kun er dig ( min mand) der kommer hele tiden, og vi slet ikke ser din kone, er hun ok?" Imens hun gav ham en pamflet om vold i hjemmet ..... (ja for jeg skulle jo som mor, tage fri fra arbejde og lige dukke op en gang om ugen på helsestationen og få vejet barnet, imens min mand sad derhjemme på barsel, ifølge hende. Det endte med at jeg måtte tage derned, da hun tydeligtvis troede han havde banket mig ihjel. At min mand vejer 65 kg og jeg vejer 85 kg, og jeg nok nærmere ville slå ham ihjel ved bare at skubbe til ham betød ikke noget)
3."Der jo de her mødregrupper, som du skal til en gang om ugen, om formiddagen" ( rettet mod mig) da jeg så sagde at jeg jo ikke kunne komme fordi JEG ikke havde barsel, men at min mand jo kunne tage med, udbrud hun " nej det er jo ikke noget for manden, de taler jo om fødsler og lign!" svarede jeg: " ja, og han har jo også været med til begge fødsler, så han kan jo fint snakke med, så kan kvinderne jo også få en mands syn på sagen" blev hun helt stram i betrækket, og da jeg fortsatte med " jamen har I ikke fædregrupper?? det har vi altså i Danmark" Så væltede hele læsset for hende, kunne jeg se.
4. " mænd er jo ikke så gode til at se hvad små børn trænger" Han er pædagog i en vugggestue....
5. "mænd ved jo ikke hvordan man skifter ble" Igen, han er pædagog i en vuggestue og skifter 40 børn om dagen.
6. "det er jo kvinderne som er bedst til at se hvornår barnet er sulten" Igen han er pædagog, og vores barn har taget det på han skulle og mere til.
jeg kunne blive ved.
Det hele endte i at hun meldte os til barnvernet heroppe. De kom forbi, og skulle tale med os i 4 timer, og endte med at gå efter 30 min, da de tydeligt kunne se at der ikke var hold i hendes bekymringer.
Hun var fræk nok til at sige til mig bagefter:" nu håber jeg jo ikke at det har skræmt jer fra at bruge mig næste gang".... nej, dame, men jeg er heller ikke skræmt fra at melde dig til ligestillingsværnet.... Så det gjorde vi. Sagen kører stadigvæk. Min dreng er nu 2,5 år.

I starten troede jeg at det bare var hende. Men det er tydeligt at forældrene heroppe alle synes det er underligt at det er min mand der mest henter og bringer børnene, og oftes er ham der tager til forældremøder og lign. Der har vi også hørt flere kommentarer...
Derudover er jeg den eneste kvinde i byen der arbejder, og det får jeg også mange kommentarer om at det er syndt for børnene... jeg arbejder hjemmefra...
Og når min mand begynder at lave mad, når vi har gæster, er der ingen grænser for hvor mystisk det er. en sagde direkte " jamen mænd kan jo ikke lave mad". Der måtte jeg fortælle hende og de andre der var der, at det sørme ikke kun var mad han lavede, men også ham der var skyld i vores rene hus, og vores rene tøj. Jeg kunne tydeligt se at de ikke troede på mig.
Da jeg tog til jobmesse og bad ham være ærlig om hvor stor chance jeg ville have for at få en lærlingplads som tømrer, sagde han: " altså nu har du jo danske papirer, så du ryger om bagerst i rækken, og da du så er kvinde, ja, så.... skal du nok ikke regne med at få en plads nogensinde.....

Jeg er som sagt dybt chokeret over HVOR lidt ligestilling man kan have i et land som Norge, der praler SÅ meget af det.

Jeg tror det er forskellen mellem land og by for mine venner for Oslo virker mindst ligeså ligestillet som min kæreste og jeg. Men ud fra hvad de siger på andre områder er forskellen på land og by nok generelt større i Norge end Danmark.

Som sagt så bor vi på landet, men NAV ansatte arbejder i Oslo. Dernæst var det også en forældre fra Oslo der fortalte at de også havde de samme problemer i Oslo, da hendes mand og andre mænd ville tage barsel, så jeg tror ikke helt det bare handler om land og by. Nu arbejder jeg også selv i Oslo, og selv her synes jeg at vi støder på denne ikke-ligestilling. Mandens arbejds kollegaer synes at også det er mystisk at han laver mad, og det var dem der ikke troede på at han også stod for tøjvask og rengøring. De bor alle i Oslo. Men den tilgang til at det er underligt at det er ham der tager til forældremøder og hjælper ved 17. Maj, den er så nok mere generel her på landet. Mænd og kvinder taler heller ikke med hinanden her. I min datters klasse taler alle konerne gladeligt med mig, men i de to år jeg har boet her, reagerer mændene med et kort "hej" og kun når vi står i samme rum og der ikke er andre og de derfor ikke kan undgå det, uden at det virker alt for underligt. Det samme gælder for min mand bare med omvendte fortegn. Kvinderne taler ikke med ham. Ikke engang når de mødes til en børnefødselsdag for at hente. Så står kvinderne i et hjørne og mændene i et andet og snakker. Og det er tydeligt at de synes det er vildt underligt at vi kan finde på at tale med det modsatte køn.
Alle her i byen arbejder også KUN i gamle kønsrealaterede stillinger. De få kvinder der arbejder, er inden for rengøring og børnepleje. Mændene er i de typiske mandefag, og Ingen kvinde arbejder her i et fag man anser som mandefag. Selv i butikkerne er det kun mandlige ledere og kvinderne sidder allernådigst i kassen eller gør rent.
Dem jeg arbejder med, synes det er vildt underligt at jeg gerne vil være tømrer. Det er tydeligt at sådan noget gør man ikke her.
Der er dog en forskel fra Oslo og her.
Folk fra Oslo er meget bedre til at tage imod nye folk. hvor de her efter 2 år stadig opfører sig som om vi er aliens fra en anden planet.