Er du autist?

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Min datters klassekammerat har altid været lidt speciel- meget akavet i sociale sammenhænge, har holdt sig på sidelinien og har generelt set ikke deltaget i noget socialt. Der er flere ting som gør, at jeg tænker, at hun er indenfor den milde ende af autismespektret.

Jeg tænker på, om det altid er godt at få en diagnose- om det kan hjælpe en til at forstå, hvorfor man er “anderledes”, eller om det gør at man netop kommer til at føle sig mere anderledes.
Hvad siger du, som er autist i den milde ende- er det bedst at have en diagnose eller ej?

[Juki]

Jeg har ikke erfaring med autisme, men generelt er det vel kun en fordel at der bliver sat navn på det man fejler, hvis man bliver diagnosticeret med noget der påvirker ens dagligdag, uanset om det drejer sig om diabetes eller autisme.

Det er sjældent det at få en diagnose der er et problem, men hvis man tror at alting er løst ved at ens tilstand får et navn så er jo nyttesløst.

[Slettet bruger]

Jeg har ikke erfaring med autisme, men generelt er det vel kun en fordel at der bliver sat navn på det man fejler, hvis man bliver diagnosticeret med noget der påvirker ens dagligdag, uanset om det drejer sig om diabetes eller autisme.

Det er sjældent det at få en diagnose der er et problem, men hvis man tror at alting er løst ved at ens tilstand får et navn så er jo nyttesløst.

Eller hvis man bruger det som dårlig undskyldning for at der er alt muligt man ikke kan.

[MOGA]

.

[dgd2007]

Det er faktisk et godt spørgsmål.
Generelt synes jeg jo, det er forkert at gå og søtte etiketter på hinanden - på den anden side arbejder en, jeg kender, netop med autistiske børn. Og der lyder det som om det en god ting at der bliver gjort noget.
Men der er nok lidt rigeligt med diagnoser i tiden. Jeg har også været ude for en mor, der var meget begejstret over at hendes barn fik en diagnose, lød det nærmest til. Sådan lidt: "Ah, kan I se: så er det ikke vores skyld!"

Jeg ved for lidt om det til at kunne svare klart. Måske hvis man kan gøre det lidt sådan: "du har lidt svært ved det og det"-agtigt, uden at det bliver et alvorligt "stempel".

[dgd2007]

PS: Jeg arbejdede i øvrigt som programmør ... og der er de fleste jo lidt autiske
Engang var det moderne med de der introvert/ekstrovert-test, og der blev vi da "Rainman 1, 2, 3 ..."

[Madam Pomfrey]

min eksmand har fået diagnosen som voksen.
Jeg har en del gange sagt til ham at han var autistisk, eller havde autistiske træk - mest baseret på at han ofte socialt fremstod lidt akavaet og ude af sync, og baseret på at han var meget glad for rutiner og regler, og hans kæmpe forståelse for tal og systemer, evnen til at gennemskue store komplekse koder, huske en masse ting osv. (han arbejder med IT)

Han væltede med læsset over et par år, vi var en familie med 4 børn, valgte at flytte og være pendlere, samtidig ville han træne op til ironman. Han havde så ringe fornemmelse for, og forståelse for, at man ikke kan det hele, og slet ikke når man ikke evner eller sågar er villig til at skrue ned for andre ting.
Nu har han haft diagnosen i et år, og det er både godt og skidt. Han var iøvrigt tilknyttet børnepsykiatrien da han var i den tidlige skolealder, og fik dengang stemplet normal men intelligent, og at mobning var årsag til hans udfordringer (massivt mobbeoffer, lille, rødhåret, temperementsfuld)

Skidt:
Det er blevet til en undskyldning for de ting han gjorde og gør
Han fralægger sig personligt ansvar og lægger det over på diagnosen = jeg kan jo ikke gøre for det.

Positivt:
Vi ved at der er en årsag til at han handler og gør anderledes
Vi ved at han mangler forståelse og indsigt i andres tanker, følelser og handlinger
Han ved at han skal tage ansvar for at få forståelse og indsigt i ovenstående, at han er NØDT til at lytte til og spørge ind, fremfor antage.
Omverdenen (jeg) har nu et stærkt validt argument for at fortælle ham at han er på afveje ifht os andre.
Omverdenen (jeg, børnene på sigt) kan kalkulere med at han har diagnose, og deraf være mere tydelige, konkrete, hjælpe


Egentligt er han jo bare ham, diagnosen er bare en del af den person han er, og den gør ikke den helt store forskel. Nogle af hans træk, da han var hårdest belastet og havde det aller sværes, og tiden op til, der ville man have kunne trække mange andre diagnoser ind i overvejelsen, f.x. psykopati. Han er ikke kun formet at sin diagnose, men også sin opvækst - måden hans forældre håndterede ham på, hans skolegang - hvor selv lærere mobbede ham, hans udfordringer blev tydeligere jo ældre vores børn blev - han var en god småbørnsfar, men håndterer konflikter rigtig dårligt, alt for hård og rigid.


Vores ene barn udviser en problematisk adfærd, der kan lige den han selv havde som barn. Og jeg håber at vi snart kan komme igang med en udredning, dels baseret på at autisme faktisk er ret arveligt, men også fordi der f.x. er træk der kan relateres til ADHD.
Han er i et special skoletilbud, så rammen er den rette, og diagnosen ikke afgørende herfor.
Men jeg synes det ville være rart at vide om der er en "etikette" eller ej
Dels for hans skyld, han ved sgu godt at han er, gør, tænker, reagere anderledes og mere end de fleste, og han bliver pisse frustreret over det engangimellem.
For at skabe forståelse og rummelighed overfor hans adfærd i f.x. familie og omgangskreds, at der er en årsag og at det ikke bare handler om at ungen er "skudt i roen"
Jeg tænker ikke det er noget vi som sådan vil gå og skilte med ellers, og sige til gud og hver mand, men det ville helt klart være brugbart for os forældre, for drengen selv, for hans brødre, for øvrige familie, at vide om der er en, og hvilken, diagnose der er årsag til hans udfordringer.

[Tilly]

Jeg tænker at en af de ting der er væsentlig ift. at få en diagnose til sit barn, det er at mange hjælpende foranstaltninger kan man først få når ens barn har diagnosen. Her tænker jeg på evt støttepædagog, tilbud om specialklasse, diverse hjælpemidler osv,

Jeg har en god veninde der har en søn med autisme, og for hende og hendes mand, var det en enorm lettelse da han (endelig) fik sin diagnose, da de så kunne få de tilbud om hjælp deres dreng havde brug for. Det var tydeligt at deres dreng havde nogle behov der ikke blev mødt, men før han var udredt, var det meget begrænset hvad de fik af tilbud om hjælp til ham.

[Tanten]

Jeg er ikke autist men har en anden diagnose.

Min erfaring - også med andre, der har diagnoser - er at folk gennemgår nogle faser, når de får deres diagnose. Først er de skeptiske og afvisende, fordi det er svært at se sig selv proppet ind i en kasse, hvor der også er en del af diagnosekriterierne, der ikke passer eller virker stødende, fordi man ikke selv kan relatere til dem. Så kommer der en accept, hvor rigtig mange får en tendens til at forstå ALT omkring sig selv i forhold til diagnosen - den bliver forklaringen på hvad som helst og fylder (alt for) meget i vedkommendes identitet. Mit gæt er, at det er i denne fase, andre kan opleve, at man bruger diagnosen som en form for "undskyldning" for de ting, hvor man socialt ikke passer ind og oplever modstand. Den sidste fase er der, hvor man indser, at ens diagnose kun er en del af ens personlighed, og hvor forståelsen af diagnosen bliver en integreret del af ens måde at leve livet på, uden at den fylder det hele.

[Muddi]

Jeg har en udviklingsforstyrrelse i autismespektret, som det så flot hedder. Så jeg har en snert autisme, men ikke så meget, så jeg hører under asperger, fik jeg at vide, da jeg blev diagnostiseret som 25 årig.

Jeg er på mange måder påvirket af det i min hverdag: har svært ved det sociale, der gør, at jeg næsten ikke siger et kvæk, med mindre jeg er på tomandshånd med folk, kan ikke med store larmende forsamlinger, hvor der er mange små grupper, der snakker, så det lyder som en stor summen - har sjovt nok ikke problemer til f.eks koncerter.

Jeg er meget sensitiv, både over for lyde, og andre menneskers sindsstemninger. Og så har jeg det ikke godt med forandringer.

Jeg har længe haft det okay med det, hvor det ikke har fyldt det store, det var bare sådan det var. Og når folk har spurgt hvorfor jeg er i fleksjob, har jeg bare sagt, at jeg havde en hjerneskade der gør, at jeg bliver hurtig træt. Altså har navnet på min diagnose været meget langt væk i min bevidsthed.

Men det sidste år, og særligt efter jeg fik en depression i januar, har det fyldt rigtig meget, fordi der er sket en hel masse ændringer på min arbejdsplads, i form at ændringer, ændringer, ændringer. Og så fordi at jeg ikke har følt at min psykolog ikke har forstået min problematik. Og her efter jeg egentlig er godt medicineret for min depression, bliver det bare ekstra tydeligt, at der ting i mit liv, der ikke kan forsvinde med medicin, som er en del af mig, og som jeg skal lære at deale med. Så på en måde har jeg nok formået at skubbe min diagnose fra mig tidligere.

Jeg faldt over “de skjulte talenter” på DR’s hjemmeside, og synes det er en mega interessant programserie. Selvom jeg mange gang har set mig i de medvirkende, og tænkt: “det er jo mig”. Jeg vidste det jo godt, det er bare ikke blevet SÅ tydeligt, før nu.

Det blev en lang smøre