Kønsneutrale ord splitter danskerne

[Wizzze]

Ca. en tredjedel af danskerne ser meget negativt på brug af kønsneutrale ord som “høn” og “hen”.

https://www.berlingske.dk/danmark/hver- ... -sprogbrug

Hvordan har du det med kønsneutralt sprogbrug, bruger du f.eks. høn og hen?

[Wizzze]

Jeg hører nu til gruppen af 50årige, og jeg må indrømme at jeg ikke har taget brugen til mig
Ikke fordi jeg er sur og nægter, men simpelthen fordi det ikke falder mig naturligt, og jeg ikke lige får tænkt over det i de sjældne situationer hvor behovet kunne være der.

[Moe]

Jeg er imod brugen af kønsneutrale pronominer. Det underminerer de traditionelle kulturelle normer samt forståelsen af køn. Der findes biologisk kun to køn, hankøn og hunkøn, og kønsneutrale pronominer skaber bare forvirring og uklarhed i kommunikationen. Det underminerer ved den manglende anerkendelse af netop det faktum, den naturlige forskellighed og komplementaritet som er mellem kønnene og at der kun er to køn og at alle har et køn.

Det er ikke udtryk for intolerance eller mangel på respekt for individets ret til selvidentifikation. Enhver kan selvidentificere sig som de vil, men det er krænkende, når andre skal underlægge sig ens selvidentifikation – som alle i sagens natur ikke er enige i, fordi det er faktuelt forkert.

Det handler mere om at bevare den sproglige og kulturelle forståelse for den objektive virkelighed, og ikke danne grundlaget for et Trump/Putin-lignende, alternativt fakta samfund.

Vi respekterer alles rettigheder og værdighed, uanset deres kønsidentitet, men vores rettigheder og værdighed bliver krænket i forsøget på at tvinge os til at tale imod virkeligheden.

[Nesnay]

Jeg gad virkelig godt, dansk havde et godt ord til de situationer, hvor man ikke kender kønnet. Fx når en tekst omtaler "lægen" eller "borgeren" og defaulter til "han", fordi "vedkommende" bare ikke er mundret. For min skyld kunne det godt være hen.

Men det er jo ikke rigtig det, der er omtalt her. Jeg er ikke vild med brugen af "de" om enkeltpersoner. Jeg synes simpelthen, det er forvirrende. Jeg har hørt mange sige, at det ikke er forvirrende i praksis, men da jeg fx var til standupshow, hvor den (engelsktalende) komiker fortalte om sin opvarmningsact a la "They are simply amazing!" var det min klare forståelse, at der var tale om mere end én person, og det var temmelig overraskende for mig, at der kun dukkede én op. Jeg ville foretrække et ord med helt klar betydning. Hvis folk, der betragter sig selv som nonbinære, ikke bryder sig om "høn" eller "hen", kan vi for min skyld godt finde på noget tredje, der ikke lyder som "han" eller "hun". I sci-fi er det fx meget brugt med "xi" e.l. Det svære er nok at blive enige.

[DetSorteCirkus]

Hen og høn? Er der virkelig nogen, der bruger det?
Jeg er kun stødt på "de".

[Sophies-mor]

Jeg er imod.
Især fordi der er TO køn.
Man er enten mand eller kvinde. Hvad man føler sig som, er noget andet og det kan man godt respektere, men man KAN IKKE være intetkøn, flydende eller whatever.
Så hvis Mads føler sig som intetkøn er han stadig en mand.
Omvendt hvis det var Jette.

[Joe]

Jeg gad virkelig godt, dansk havde et godt ord til de situationer, hvor man ikke kender kønnet. Fx når en tekst omtaler "lægen" eller "borgeren" og defaulter til "han", fordi "vedkommende" bare ikke er mundret. For min skyld kunne det godt være hen.

Jeg er enig. Jeg arbejder (når jeg arbejder...) mest med at skrive, og der er netop de situationer ofte besværlige. Jeg tror jeg ville have det fint med hen, når jeg lige havde vænnet mig til det.

"De" når der kun referes til en enkelt person, fungerer heller ikke, synes jeg. Jeg bakker sådan set gerne op om brugen, hvis folk der ikke er komfortabel med at være enten "han" eller "hun" finder et tredje ord, der fungerer - og også fungerer i sammenhænge hvor det er et spørgsmål om at man slet ikke kender kønnet på den person man taler om.

[Joe]

Jeg er imod.
Især fordi der er TO køn.
Man er enten mand eller kvinde. Hvad man føler sig som, er noget andet og det kan man godt respektere, men man KAN IKKE være intetkøn, flydende eller whatever.
Så hvis Mads føler sig som intetkøn er han stadig en mand.
Omvendt hvis det var Jette.

Hvis Jette føler sig som en mand er hun stadig intetkøn?

[PAX II]

Jeg er bare bange for, at man også opnår upræcise sætninger.
Hvis man i stedet for de kønnede pronominer ”hun/hende”/”han/ham” udskifter dem med de kønsneutrale ”de/dem”, så bliver ”han elsker hende” til ”de elsker dem”. Jeg syntes også at der er en paradoksal konsekvens, for jo mere man forsøger at unddrage sig kønskategorierne, jo større bliver opmærksomheden på netop køn.

Vi har alle ret til at være den, vi oplever at være. Vi har ikke definitionsmagten over samfundet, men over os selv og vores eget liv. Man kan ikke bestemme, hvad andre mennesker skal mene, synes eller gøre. Men man kan forvente grundlæggende respekt og empati i det menneskelige møde. Og netop fordi alle har ret til at være den de oplever at være, vil jeg naturligvis møde dem med den tiltalemåde de ønsker.

[Sophies-mor]

Jeg er imod.
Især fordi der er TO køn.
Man er enten mand eller kvinde. Hvad man føler sig som, er noget andet og det kan man godt respektere, men man KAN IKKE være intetkøn, flydende eller whatever.
Så hvis Mads føler sig som intetkøn er han stadig en mand.
Omvendt hvis det var Jette.

Hvis Jette føler sig som en mand er hun stadig intetkøn?

Nej, stadig en kvinde.

[Flora]

Jeg bruger hverken hen eller høn, men jeg har heller ikke været i en situation, hvor det var relevant. Hvis jeg mødte en person, der foretrak at blive kaldt hen eller høn eller noget andet for den sags skyld, kunne jeg da sikkert vænne mig til det. "De" kommer jeg ikke til at bruge om en enkelt person. Det skaber, som andre skriver, for meget forvirring.

[DetSorteCirkus]

Jeg har i øvrigt ikke et problem med alternativer til "han og "hun" og oplever i det hele taget, at jeg på dette område ikke er særlig typisk for min aldersgruppe. Hvilket jo giver mening, når jeg har tænkt på denne her måde i et kvart århundrede.

Hvad jeg til gengæld har et problem med, er den usmidighed og mistænkeliggørelse, som jeg ofte synes, at man støder på i forhold til køn og seksualitet, og som kan komme fra alle sider.
Fx. kan jeg ikke følge dem, der mener, at man som udgangspunkt altid skal spørge til andres kønsidentitet og pronominer, når alt fortsat tyder på, at flertallet ikke har behovet for dette spørgsmål.

Personligt har jeg en meget lille kønsidentitet. Jeg accepterer, at jeg biologisk er en kvinde, og det optaget mig ikke rigtig i hverken i positiv eller negativ retning, men jeg kan godt mærke, at den der følelse af "kvindelighed" (ikke at forveksle med en given kønsrolle), som jeg oplever, at flertallet af kvinder har, er en abstraktion for mig. I forhold til pronominer gør det imidlertid ingen forskel. Jeg føler mig egentlig "fremmed" overfor både "han", "hun" og "de", så "hun" er fint nok.

[Sophies-mor]

Personligt har jeg en meget lille kønsidentitet. Jeg accepterer, at jeg biologisk er en kvinde, og det optaget mig ikke rigtig i hverken i positiv eller negativ retning, men jeg kan godt mærke, at den der følelse af "kvindelighed" (ikke at forveksle med en given kønsrolle), som jeg oplever, at flertallet af kvinder har, er en abstraktion for mig.

Måske er jeg lidt for træt:
Men.. Skal det læses som om, at man har en lille kønsidentitet, hvis man "bare" accepterer, at man biologisk er en kvinde og trives fint med det?
Kvindelighed er jo mange ting.
Behøver man at føle sig super feminin a la Tilde fra Bagedysten (Lyserød, fillers, heavy makeup osv.) for at have en stærk kønsidentitet?

Jeg er kvinde og synes, jeg har en stærk identitet - uanset om jeg roder med mekanik eller makeup.
Jeg forstår ikke, hvad du mener med lille kønsidentitet.

[DetSorteCirkus]

Personligt har jeg en meget lille kønsidentitet. Jeg accepterer, at jeg biologisk er en kvinde, og det optaget mig ikke rigtig i hverken i positiv eller negativ retning, men jeg kan godt mærke, at den der følelse af "kvindelighed" (ikke at forveksle med en given kønsrolle), som jeg oplever, at flertallet af kvinder har, er en abstraktion for mig.

Måske er jeg lidt for træt:
Men.. Skal det læses som om, at man har en lille kønsidentitet, hvis man "bare" accepterer, at man biologisk er en kvinde og trives fint med det?
Kvindelighed er jo mange ting.
Behøver man at føle sig super feminin a la Tilde fra Bagedysten (Lyserød, fillers, heavy makeup osv.) for at have en stærk kønsidentitet?

Jeg er kvinde og synes, jeg har en stærk identitet - uanset om jeg roder med mekanik eller makeup.
Jeg forstår ikke, hvad du mener med lille kønsidentitet.

Nej, det, du beskriver, når du nævner makeup, mm., er, hvad jeg forstår ved "kønsrolle". Og der findes selvfølgelig mange forskellige kvindelige kønsroller.
Jeg tror derfor også, at vores definitioner på kønsidentitet, i hvert fald her, er meget ens. Den identitet, som du beskriver som stærk hos dig selv, er meget svag (lille) hos mig. Hvilket jeg i øvrigt også trives med.

[PAX II]

Noget af det jeg elsker ved at arbejde med unge mennesker, er de gode input de ofte har.

Husker en sen aften, hvor vi sidder over aftensmaden ude i naturen og faktisk talte om det med køn. De fleste var træt af den værdipolitiske krig, som deres forælders generation førte. Som en af de unge kvinder udtrykte det; Debatten burde handle om at give plads til forskelle på tværs af køn, så kvinder ikke behøver at være ens og mænd at være ens. Sigtet er at vise, at mennesker kan være forskellige uanset køn.

Sproget ændrer sig, og det er der ikke noget nyt i. Så der er nye betegnelser på vej, når det handler om køn, og gamle betegnelser vil måske forsvinde. Vi siger jo heller ikke længere lærerinde.