At købe bolig

[Velvet-Goldmine]

Jeg har før stået i denne situation og bakket ud.. og nu står jeg her så igen.

At købe sin første bolig og de totale paniktanker der opstår hos sådan nogle som mig. Måske fordi jeg køber selv og altså ikke laver 'familierede' med en anden, men rent faktisk står overfor at skulle købe en bolig, som jeg, mig alene, så binder mig til i mange år fremover

Jeg har fundet 2 og de er SÅ fine Jeg har råd til dem begge og det er jo godt - men alligevel får jeg tør hals og let åndenød for tænk nu hvis jeg overhovedet ikke gider bo lige der i mange år, tænk hvis jeg lige pludselig vil noget helt andet, måske flytte 'hjem' igen. Jeg er københavner i Jylland og har altså boet her i 11 år og er glad for det... men stadig... hvad nu hvis jeg vil hjem til København igen? Det er tåbeligt, for boliger i Kbh. får jeg jo ikke råd til alene, men så kunne jeg jo 'bare' leje igen (er skrevet op i boligselskaber i Kbh). Det kunne også være at jeg pludselig ville prøve at bo på Fyn, og hvad SÅ??

Begge boliger er i super god stand, men ligger måske et sted så de ikke bliver solgt på en eftermiddag hvis jeg skulle få lyst.
Jeg føler et snærende bånd og får lyst til at vriste mig fri, men I kan godt høre, at det er helt i hegnet, ikke?

Har I haft det sådan, da I skulle købe en bolig? Blev I rolige igen efter boligen var købt, eller gik I tilbage til det 'ubekymrende' lejemarked?

[Rapfisk]

Hvis du på et tidspunkt gerne vil til København, sælger du din bolig og flytter. Måske tager det lidt tid at sælge, måske sælger det hurtigt. Vi kan ikke vide noget om markedet til den tid. Måske taber du på den, måske vinder du. Igen, det er altid den chance/risiko, man tager, når man køber fast ejendom.

Hvis du nu stod med konkrete flyttetanker eller vidste, at det ville du gerne om et par år, ville jeg fraråde at købe bolig, men når det nu er sådan nogle ukonkrete tanker, tror jeg bare, det er panik. Hvilket i øvrigt er HELT normalt, når man står over for så stor en begivenhed, som boligkøb er.

Jeg har hørt om kvinder, der begynder at overveje abort, når de endelig står med en graviditet, de har ønsket sig længe, simpelthen fordi det er naturligt for mennesker at tænke alle potentielle katastrofer igennem. Det betyder ikke, at det er forkert at handle.

[Velvet-Goldmine]

..... men når det nu er sådan nogle ukonkrete tanker, tror jeg bare, det er panik. Hvilket i øvrigt er HELT normalt, når man står over for så stor en begivenhed, som boligkøb er.....

Det ér ren panik - klar, høj og uforfalsket

Efter jeg havde købt, har jeg kun været ejer. Men i forskellige byer. Det er et noget større bøvl end det er for lejere at flytte, men det er ikke umuligt.

I bund og grund er det jo det livet består af, for en stor del - at tage beslutninger. Det gælder valg af partner, at få børn, at købe bolig...man vælger EEN ting og vælger 1.000 fra. Det er et træls vilkår.

Jamen jeg er ikke GOD til det der med at lukke døre og brænde broer (og kloge råd) Måske det ville være en god øvelse i bund og grund, for jeg har været lidt 'den ene fod ude af døren' i de boliger jeg har boet i - måske netop fordi de ikke har været 'mine'

[Buller]

.
Jamen jeg er ikke GOD til det der med at lukke døre og brænde broer (og kloge råd) Måske det ville være en god øvelse i bund og grund, for jeg har været lidt 'den ene fod ude af døren' i de boliger jeg har boet i - måske netop fordi de ikke har været 'mine'

men ER det ligefrem en brændt bro...? Storebælt bliver vel trods alt stående, så vejen tilbage er da åben.

er det ikke bare midlertidigt det er sådan? du er vel ikke spærret fra nogensinde at bo i Kbh igen fordi du engang har formastet dig til at bo i Jylland.. Ellers er det da svært at forklare alle jyderne herovre.

Ud med hele den der katastrofe retorik... det er ikke sort og hvidt FOR ALTID...... det er bare midlertidigt, det er ikke ovre før man er død, indtil da kan man få lov til at vælge igen og igen.

At lurepasse for altid er heller ikke den fedeste måde at leve på, nogle gange må man hoppe ud i det og prøve sig frem.

[Velvet-Goldmine]

Det er jeg heller ikke, naturligt. Det er sådan noget jeg har besluttet mig for at være. Det har gjort min tilværelse meget mere håndterbar, for jeg kunne tænke mig sig halvt fordærvet. Nu arbejder jeg på at gøre beslutninger rigtige i stedet for at gøre rigtige beslutninger. Altså, ikke at jeg handler totalt uoverlagt og så prøver at rette op på katastroferne, vel, men sådan at det der med at gå i selvsving skal stoppes.

Det lyder jo unægteligt som noget der var værd at gøre efter - jeg synes jeg er god til det ellers i livet. Tage en beslutning og så gå med den.... men det har jo netop indbefattet flytninger (dem har jeg haft nogle stykker af), og nu skal jeg så til at vende det om til at denne beslutning indskrænker alle de andre beslutninger som jeg ellers har været vant til at kunne tage i mit liv.
Jeg tror at jeg skal vænne mig til, at det liv jeg hidtil har ført hvor jeg har boet mange steder, taget flere uddannelser, haft arbejde mange forskellige interessante steder osv. ikke skal være (i samme grad) længere. Nu har jeg boet i min nuværende lejlighed i 5 år, og det er det længste jeg har boet et sted siden jeg flyttede hjemmefra... så måske jeg ér ved at være klar til en mindre omflakkende tilværelse, men det er jo en ændring af hele min livsopfattelse og nok derfor panikken er ret nærværende.

[Velvet-Goldmine]

men ER det ligefrem en brændt bro...? Storebælt bliver vel trods alt stående, så vejen tilbage er da åben.

er det ikke bare midlertidigt det er sådan? du er vel ikke spærret fra nogensinde at bo i Kbh igen fordi du engang har formastet dig til at bo i Jylland.. Ellers er det da svært at forklare alle jyderne herovre.

Ud med hele den der katastrofe retorik... det er ikke sort og hvidt FOR ALTID...... det er bare midlertidigt, det er ikke ovre før man er død, indtil da kan man få lov til at vælge igen og igen.

At lurepasse for altid er heller ikke den fedeste måde at leve på, nogle gange må man hoppe ud i det og prøve sig frem.

Jeg har egentligt aldrig lurepasset på noget - jeg er netop hoppet ud i alle mulige fede ting, bosteder og -former, og det er nu det jeg skal sige farvel til.... det ér altså lidt skræmmende Men som jeg skriver ovenfor, så måske en god øvelse.

[Velvet-Goldmine]

Se, i de der panik-situationer jeg har oplevet, har jeg gerne trådt et skridt tilbage. Du panikker over bolig. Det er forståeligt nok. Men måske skal du ikke spekulere så meget over hvilken bolig du vil have, som hvilken TILVÆRELSE du vil have. Valg af bolig er jo bare en støttefunktion, der skal fungere i det liv du ønsker.

Ja, det ér det der er humlen - en ændring af min tilværelse. Det er derfor mit hjerte hamrer og halsen er tør. Jeg har været vant til den frihed hvor jeg bare kan rykke hvis jeg får lyst og der er noget spændende til mig et sted - og nu skal jeg til at være fastligger.

Jeg tror at jeg i bund og grund er rædselsslagen for at blive 'fastligger' mentalt også.

Men det er så arbejdet foran mig, kan jeg næsten regne ud....

[Daine]

Jeg har lige købt bolig, overtog huset her den 1/3. Og i perioden fra vi underskrev (november) og til jeg overtog, var jeg dagligt klar til at stikke af og 'bare' være ubekymret lejer igen!
Det hele gik ret stærkt for mig, fra jeg blev skrevet op i andelsforeningen og til jeg havde købt, gik der kun små 5 måneder. Normalt kan der sagtens gå flere år før noget blev ledigt og det var også lidt det jeg havde regnet med

Nu vil jeg ikke bytte! Jeg er selvfølgelig mere nervøs for at miste mit job, for det er ikke nemt her at finde noget nyt. Men jeg elsker mit hus og vil ikke bytte det for en lejebolig! Og skulle det værste ske og jeg blev nødt til at flytte, jamen den tid den sorg.

Mit råd er: spring ud i det. Det er så fed en følelse at få sit eget

[Buller]

men hvorfor er det at du gerne vil købe? Hvis du gerne vil være fri, så er der jo intet galt i det. Så er det bare ikke oplagt at købe.

Hvad taler egentlig for?

[Velvet-Goldmine]

men hvorfor er det at du gerne vil købe? Hvis du gerne vil være fri, så er der jo intet galt i det. Så er det bare ikke oplagt at købe.

Hvad taler egentlig for?

Det er et rigtigt godt spørgsmål og nok det jeg skal holde for øje

Jeg bor ikke i verdens billigste lejebolig (Århus) og kunne stort set bo i eget hus for samme penge (i Silkeborg hvor de 2 boliger ligger). Jeg arbejder i Århus men kører hver dag til Silkeborgområdet da jeg her har hest.
Hvis nu jeg boede i Silkeborgområdet ville jeg få fradrag for at køre på arbejde i stedet for at betale det hele selv, som nu.
Desuden arbejder jeg kun 7 dage på en 14 dages periode i stedet for 10 som alle andre, men har så bare længere vagter - altså vil jeg også spare brændstof ved ikke at køre turen hver dag.

Alt i alt vil jeg spare penge på manøvren, og kan også mærke at jeg ikke rigtigt gider gøre noget ved den mikroskopiske terasse i min have, for hvem vil dog poste 30.000 i at lave en have, der ikke er ens egen? Jeg ville jo få et helt andet forhold til boligen når den var min egen.

Det er nok meget godt for mig lige at få det vendt på skrift det hele, så tusind tak for input alle sammen - jeg tror sgu at jeg bliver boligejer i nær fremtid alligevel

...eller nu vil jeg lige tage på ferie i maj, og så må vi se

[Buller]

Hvad med at prøve at leje i silkeborg først? Det brude da være muligt, og også billigere end i århus. Så kan du dyppe tæerne i vandet først.

[Velvet-Goldmine]

Hvad med at prøve at leje i silkeborg først? Det brude da være muligt, og også billigere end i århus. Så kan du dyppe tæerne i vandet først.

Jeg har undersøgt markedet af flere omgange, men der er ikke rigtigt noget. Jeg er ikke skrevet op til noget i Silkeborg, og på det private marked er det ofte enten en faldefærdig hytte eller en usælgelig kæmpevilla med en lejepris hvor jeg slet ikke kan være med.

Jeg er også lidt mere til 'i en skov en hytte lå' ift. ligegyldig lejlighed i provinsby. Hvis jeg skal i lejlighed igen, skal det være Kbh. ellers vil jeg have noget terasse og natur i omegnen.
Mit skrækscenarie er ligusterkvarteret.
Jeg er ikke HELT let at have med at gøre kan jeg godt høre

[Buller]

Jeg kan nu sagtens følge dig, jeg ville vælge helt det samme.

Og der er jo en del undersøgelser der viser at folk helst vil bo ved skoven, så det er da ikke den værst sælgelige placering du er ved at vælge

[achillaxedprune]

Det er jeg heller ikke, naturligt. Det er sådan noget jeg har besluttet mig for at være. Det har gjort min tilværelse meget mere håndterbar, for jeg kunne tænke mig sig halvt fordærvet. Nu arbejder jeg på at gøre beslutninger rigtige i stedet for at gøre rigtige beslutninger. Altså, ikke at jeg handler totalt uoverlagt og så prøver at rette op på katastroferne, vel, men sådan at det der med at gå i selvsving skal stoppes.

Det lyder jo unægteligt som noget der var værd at gøre efter - jeg synes jeg er god til det ellers i livet. Tage en beslutning og så gå med den.... men det har jo netop indbefattet flytninger (dem har jeg haft nogle stykker af), og nu skal jeg så til at vende det om til at denne beslutning indskrænker alle de andre beslutninger som jeg ellers har været vant til at kunne tage i mit liv.
Jeg tror at jeg skal vænne mig til, at det liv jeg hidtil har ført hvor jeg har boet mange steder, taget flere uddannelser, haft arbejde mange forskellige interessante steder osv. ikke skal være (i samme grad) længere. Nu har jeg boet i min nuværende lejlighed i 5 år, og det er det længste jeg har boet et sted siden jeg flyttede hjemmefra... så måske jeg ér ved at være klar til en mindre omflakkende tilværelse, men det er jo en ændring af hele min livsopfattelse og nok derfor panikken er ret nærværende.

Dén følelse kan jeg så godt genkende... Jeg havde den selv, da jeg "pludselig" stod med en ægtemand, et fast arbejde (hvor jeg alligevel efterhånden er relativt specialiseret) og købte et hus til 3 mio. kroner. ... Jeg fik lidt kvælningsfornemmelser og diverse klaustrofobiske tanker. Det var lige pludselig et meget stabilt liv, hvor jeg var vant til nærmest årlige flytninger, uddannelsesskift og bare en rodløs tilværelse.

...men nu 3 år inde i ægteskabet og 1 år i mit nye hus. Så kan jeg ærligt sige, jeg aldrig har været gladere for at være noget sted! Jeg ELSKER mit hus!! MIT HUS! Med min have. Med mine ting... Mit mit mit miiiiit! Haha, ja, det er helt åndssvagt, men det er så freaking fantastisk. Det kan anbefales. Gør det!

[Velvet-Goldmine]

Dén følelse kan jeg så godt genkende... Jeg havde den selv, da jeg "pludselig" stod med en ægtemand, et fast arbejde (hvor jeg alligevel efterhånden er relativt specialiseret) og købte et hus til 3 mio. kroner. ... Jeg fik lidt kvælningsfornemmelser og diverse klaustrofobiske tanker. Det var lige pludselig et meget stabilt liv, hvor jeg var vant til nærmest årlige flytninger, uddannelsesskift og bare en rodløs tilværelse.

...men nu 3 år inde i ægteskabet og 1 år i mit nye hus. Så kan jeg ærligt sige, jeg aldrig har været gladere for at være noget sted! Jeg ELSKER mit hus!! MIT HUS! Med min have. Med mine ting... Mit mit mit miiiiit! Haha, ja, det er helt åndssvagt, men det er så freaking fantastisk. Det kan anbefales. Gør det!

Tusind tak for beretningen - dejligt at vide at jeg ikke er det eneste menneske med let panikangst for forudsigelighed, og at det slet ikke behøver udvikle sig så dårligt endda