Kan man bo i lejlighed som "voksen"?

[MOGA]

Jeg boede i rækkehus, men da min søn var 8 år, flyttede vi i lejlighed i erkendelse af, at havearbejde, hækkeklipning og snerydning var for surt og tog for meget tid.

Jeg fandt en stuelejlighed i en god andelsforening, hvor der er børn at lege med. Vi har ikke gård, men fælles have, hvor man må spille bold og hvor der er gynger, trampolin og sandkasse. Vi bor på en stille vej, så man kan cykle osv. lige så tosset som man vil. Vi har kun naboer til to sider, den ene side med brandmur, så jeg hører meget sjældent mine naboer.

Jeg har det rigtig fint med at bo her og regner ikke med at flytte.

[godtnavn]

Vi bor med snart 2 børn på 85 kvm, dog i stuen og med lille have. Hvis vi kunne tilføje et værelse mere til den her lejlighed tror jeg aldrig vi ville flytte. Men pladsen bliver for trang på sigt med 2-3 børn. Vi har dog indset at vi ikke får råd til noget stort nok i byen som ejer, så vi forbliver nok lejere resten af livet. Personligt kunne jeg godt tænke mig hus og have, men for børnene vælger vi lejlighed i byen Ville dog gerne have et rækkehus en dag, men vi er nummer 270 på ventelisten til drømmehusene, så det sker nok tidligst når vi skal pensioneres

[godtnavn]

Min barndom i lejlighed foregik udenfor fra jeg vågnede til jeg gik i seng, vi var kun inde for at spise, sommer og vinter. Vi var en kæmpe børneflok fordi man bare bor tættere i lejligheder end i huse, så der var altid nogen at lege med, og vi løb rundt uden opsyn fra vi var helt små. Min datter er uden med dagplejen 5-6 timer hver dag og sover også ude, de fleste dage er hun et par timer ude mere om eftermiddag/aften. I weekenderne er vi også ude mange timer hver dag. Om det er nok ude ved jeg ikke, men datteren er tilfreds med mægnden af udeleg, så det tror jeg Når hun bliver lidt ældre, hun er pt kun 2 år, kommer hun nok til at løbe rundt og lege med de andre børn der leger udenfor dagen lang, men indtil videre kræver det selvfølgelig at vi er med hende. Vi har godt nok en lille have, men den bliver ikke brugt til leg særlig meget, hun vil hellere legepladser hvor der er andre børn, så haven ser hun nok mest som et sted at spise når vejret er godt og så plukke diverse bær.

[Pjeps]

Jeg kender flere der bor i lejlighed med børn end jeg kender folk der bor i hus. Men det er jo en individuel præference som kun du og din partner Skal finde ud af, i forhold til hvad I mest har lyst til. ( og så egentlig være helt ligeglade med hvad andre gør og føler for).

[vibbsen]

Vi bor i hus. Fordi jeg dengang vi ventede vores datter fik den åndssvage ide at det var det eneste saliggørende.....

Hvis man kigger på min anden tråd i bolig forum, så kan man jo så se hvad der kom ud af det....Nemlig at vi her 7 år senere mere end noget andet ønsker at vi kunne finde en lejlighed i det område hvor vi dengang købte hus, så vi ikke behøver at rykke vores datter ud af skolen for at få drømmen om en lejlighed opfyldt igen.

Vores datter gider iøvrigt ikke rigtig være ude i vores have.....Hun elsker derimod at sidde på det lille stykke terrasse som er i forbindelse med vores stue....Det har cirka samme størrelse som altanen på de fleste nyere byggerier.....

[Artem]

Og hvis du var vokset op i en lejlighed så havde du lavet noget andet. Og var blevet en anden person.
Du får det til at lyde som børnemishandling at lade børn vokse op i lejlighed, uanset at det ikke er din intention.
Men jeg er vildt imponeret over dine fordomme, det er må jeg oprigtigt indrømme. Ikke bare i denne tråd men generelt. Det er faktisk ret fascinerende.

Jeg kan jo nok ikke helt lade være med at tænke på de steder jeg har boet i lejlighed, og om jeg ville lade børn vokse op der.
Sidst var nogle nybyggede lejligheder i Aalborg tæt på havnen og østeranlæg. Vi havde på mange måder en fin gårdhave, men der var intet for børn, og dem som boede i stuen og kunne gå direkte ud og havde hver deres egen lille hjørne der ville nok også være træt af hvis der rendte børn rundt og legede der.
Men der var naturligvis kun 150 meter hen til Øster anlæg. Jeg ville bare ikke se det som optimalt, at det ikke er lige uden for døren.

De unge mennesker sad sikkert inde på deres værelse og lyttede til rockmusik, imens de røg pibe eller cigaretter, fordi ingen forstod dem

Ej, jeg er enig med dig i at det snarere er barnets personlighed der er afgørende for om det vil kunne trives forskellige boligformer.

Men det er meget pudsigt hvad der gør det. Som skrevet tidligere i tråden kunne mig og min søster ikke være mere forskellige, selvom vi har boet sammen fra jeg blev født(hun er fire år ældre end mig) Vi er begge nysgerrige, følsomme, pligtopfyldende, passionerede og seje, men overfor/til vidt forskellige ting.

Jeg tror netop at det handler meget om barnets personlighed. Var selv en noget genert og tilbageholdende dreng. Som ikke var så god til det sociale.
For mig har der været en stor tryghed i at kunne lege hjemme i vores egen have. Da det var mit område. Hvor det er mit indtryk at der i forbindelse med børn altid opstår en form for social hiraki, som der også vil være på legepladsen ved sådan en blok.
Hvis jeg havde boet i sådan en blok ville jeg nok have endt med at isolere mig meget på mit værelse, eller søge væk fra området, til andre steder hvor jeg kunne lege i fred.

Jeg kan bare ikke lade være med at se det som mindre optimalt, end at barnet har sit eget sted hvor det føler sig tryk. Altså i forældrenes egen have.

[godtnavn]

Selvfølgelig kan man godt bo i lejlighed med børn. Men synes virkelig ikke at det er optimalt.
Det skyldes så også at jeg tænker på min egen barndom, og hvor meget tid jeg har brugt ude. Hvor det meste leg foregik, i sandkassen, på gynge, cykel, gokart, boldspil osv...
Omvendt ved jeg godt at børn i dag oftest ikke har den samme frihed som vi havde som børn. Sammen med at der er kommet en masse elektronik de bruger tiden på.

Ikke ment nedladende man hvad tror du børn i 70'erne, 80'erne og 90'erne lavede i fritiden når de boede i lejlighed?

Det er vist primært de generationer der er repræsenteret herinde, og har oplevet tiden før diverse eletroniske apparater blev en uundværlig del af hverdagen.

Ingen ide, men er vil lidt det samme som burhøns og så fritgående

Og jeg synes lidt jeg får burhøns følelse med børn i huse I hvert fald dem der flytter ud fra byen og derfor skal køres til alting og ikke har friheden til at vælge frit mellem alle interesser og selv kunne fragte sig rundt til alting som børn og teenagere, fordi afstandene bliver for store. Derudover ville jeg også frygte at barndommen blev ensom når man bor så spredt som man gør i huse, altså der er jo ikke 30 andre børn indenfor 10 meters radius...

[Pjeps]

Selvfølgelig kan man godt bo i lejlighed med børn. Men synes virkelig ikke at det er optimalt.
Det skyldes så også at jeg tænker på min egen barndom, og hvor meget tid jeg har brugt ude. Hvor det meste leg foregik, i sandkassen, på gynge, cykel, gokart, boldspil osv...
Omvendt ved jeg godt at børn i dag oftest ikke har den samme frihed som vi havde som børn. Sammen med at der er kommet en masse elektronik de bruger tiden på.

Alt der der ( - gokart) havde jeg også, selvom jeg boede i lejlighed.

Og min datter havde en bemandet københavnerlegeplads udstyret som en bedre børnehave/fritidshjem

Jeg er vokset op i parcelhus Danmark i 70´er og 80´erne, hvor jeg brugte det meste af tiden på at leje ude på vejen, med de andre unger fra de andre huse. Selvfølgelig legede vi også i haverne, men mest på vejen, så jo var fælles for alle. Skulle vi til nærmeste legeplads så skulle vi 1½-2km væk, og det skete kun når en af de voksne forbarmede sig og tog os unger med. Eller så havde X to gynger i baghaven, Y havde en sandkasse, Z havde sådan et reb fra et træ man kunne svinge i, men aldrig nok til at alle kunne gynge, alle kunne være i sandkassen osv. Så der var mange af de der "hvem gider man lege med i dag" fordi det kun var ude på vejen der var plads til os alle.
Her i ejendommen hvor vi bor nu, er der en stor fælles går, men både gynger, rutsjebane, klatretårne, gyngebro, legehuse, boldbane, sandkasser osv. osv. Og det er ganske normalt at forældrene "bare" sender ungerne i gården, da den er lukket, så de ikke løber ud, og der altså er en helt flok at lege med, og der er masser af plads og ting de kan lege med.
Jeg var heldig i min tid, alle forældre og unger var nogenlunde ens i alder, så der var altid nogen at lege med på vejen. Men da vi lillebror (efternøler 17år senere) skulle lege på vejen, så var det et sølvbryllupskvarter, så han var alene, ingen andre at lege med på vejen. Heldigvis boede nogle af hans skolekammerater på andre veje i området, så de kunne bringes sammen og lege. Men en villahave når man er alene, er ikke meget bedre end en gård, selv en mindre med nogen at lege med.
Vi bor godt nok oppe, men vi planlægger ikke at flytte hvis vi er heldige med reagensglassene, stor gård, masser af lys, grønt og "legetøj" og ikke mindst andre at lege med, er perfekt for os, frem for en villa i forstæderne, der skal passes og plejes og vedligeholdes.

Vi har også den fordel at bo billigt, så har penge i overskud til fornøjelser, oplevelser, rejser osv. Hvor jeg kan høre på flere af vores venner og bekendte som er flyttet ud af byen, og nu sidder med bolig- og billån, hvor begrænset de føler sig i forhold til da de boede i byen og ikke behøvede 2 biler for at få hverdagen til at hænge sammen.

Er lidt overrasket over responsen på mit indlæg, da jeg netop skriver at man sagtens kan have børn i en lejlighed, men at jeg ikke synes det er optimalt med min baggrund.

Det handler jo også meget om at jeg ikke kender nogle der er vokset op i en lejlighed. Kender til gengæld flere der er vokset op på landet, og jeg er jo mere misunderlig på dem, med alt den plads de har haft, og har kunne lege på høloftet, prøve at køre traktor osv.

Der hvor jeg voksede op legede vi ikke på vejen, da det var en af de større gennemgående der førte hen til skolen der lagde 100 meter fra mit hjem.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at det også meget handler om hvilken type af barn man er? For kan sagtens se det smarte i at bo i en blok hvor der er mange jævnalderen børn, og som der er lavet legeplads til med mange forskellige ting.
Jeg har bare aldrig været typen som ville lege med en hel flok ad gangen. For mig at se leger 2 bedst sammen. Ud over det så har mange af mine lege været mere længerevarede, med veje og ting jeg har bygget i sandkassen, over flere timer og dage. Som nogle større børn sikkert hurtigt ville komme og ødelægge på sådan en fælles legeplads.

Tror i sidste ende bare at mange ting foregår lidt anderledes når man bor i lejlighed. Jeg har feks haft skudt rigtig meget med luftgevær i vores have, sammen med bue og pil, slangebøsse osv... Det vil man jo ikke gøre sådan et fælles sted, men så er der jo nok en klub lige i nærheden med ordnede forhold hvor man kan dyrke det i stedet.

Vi havde forøvrigt også rigtig mange dyr med katte, fugle, fisk, kaniner, hamster, skildpadde osv. Til tider var mit barndomshjem faktisk lidt en dyrehandel på den måde.

Jeg har også fra barns ben lært at pante diverse ting i køkkenhave, drivhuset osv... Ved godt det også findes i forbindelse med nogle lejligheder, for mig at se gør det bare en stor forskel om det er ens eget eller ej, også i forhold til om andre kommer og stjæler udbyttet, eller ødelægger det.

Men en af de ting der har præget mig mest, og gjort mig til den mand jeg er i dag. Er netop at være vokset op i et hus med en garage, hvor jeg har kunne bygge og reparer ting sammen med min far. Altså med at bygge et kaninbur, reparer cykel osv. Sammen med at jeg hurtigt blev involveret i min fars projekter, når der skulle vedligeholdes og renoveres på huset, der skulle bygges volierer til fuglene osv osv...

Du vil blive overrasket over hvor mange af de ting du nævner, der også sagtens kan foregå selv om man bor i lejlighed.
Her hvor jeg bor, i socialtboligbyggeri i det skumle Kbh NV er der bla. Et fælles værksted, en “havegruppe” hvorvman kan plante i højpbede, der er fællesrum hvor der foregår forskellige sociale aktiviteter, bla. Madlavning, ture, it cafe, lektiecafe og en masse ud af byen ture “fisketure”, bakketur osv. Børnene render ude Stortset året rundt og kan altid finde nogen at lege med. Lejlighederne har rimelige altane, hvor jeg hvert år har et mindre urbant landbrug i området er der legepladser, kulturhuse med værksteder af alle slags, boldbaner, skaterbaner, skøjtebaner og svømmehaller. Jeg tror faktisk ikke der er så meget på landet, som du ikke også finder i byen, lige bortset fra traktorer, marker og lugten af gylle

Og selv om jeg voksede op i lejlighed, var vi hver weekend i sommerhus, hvor vi skød med luftgevær, svømmede i havet og kørte rundt på en boret punch maxi.

[Artem]

Du vil blive overrasket over hvor mange af de ting du nævner, der også sagtens kan foregå selv om man bor i lejlighed.
Her hvor jeg bor, i socialtboligbyggeri i det skumle Kbh NV er der bla. Et fælles værksted, en “havegruppe” hvorvman kan plante i højpbede, der er fællesrum hvor der foregår forskellige sociale aktiviteter, bla. Madlavning, ture, it cafe, lektiecafe og en masse ud af byen ture “fisketure”, bakketur osv. Børnene render ude Stortset året rundt og kan altid finde nogen at lege med. Lejlighederne har rimelige altane, hvor jeg hvert år har et mindre urbant landbrug i området er der legepladser, kulturhuse med værksteder af alle slags, boldbaner, skaterbaner, skøjtebaner og svømmehaller. Jeg tror faktisk ikke der er så meget på landet, som du ikke også finder i byen, lige bortset fra traktorer, marker og lugten af gylle

Og selv om jeg voksede op i lejlighed, var vi hver weekend i sommerhus, hvor vi skød med luftgevær, svømmede i havet og kørte rundt på en boret punch maxi.

Hmm tænker lidt at de muligheder også opstår sammen med at der netop er børn, og man derfor er nødt til at give dem nogle muligheder.
Mens de lejligheder jeg har boet i inde i centrum af Aalborg. Der har der ikke været noget for børn, og af samme grund har der heller ikke boet børn i de lejligheder. Ja eller ikke nogle jeg har set.
Det sidste sted jeg boede, var faktisk opført til 50+ segmentet hvor børne var flyttet hjemmefra og huset var blevet for stort. Men det var ikke dem som købte de lejligheder, men unge mennesker uden børn. Ja og når de så endte med at få et barn solgte de lejligheden og flyttede i hus.
Tror virkelig det er meget få der på den måde vokser op i centrum af Aalborg.
Tilsvarende med centrum af Thisted hvor jeg bor nu. Der er heller ingen børn og det har været en udvikling over mange år. Hvor det er 35 år siden at de lukkede den store skole i centrum af byen, da folk flyttede ud i villa den gang, og det er ikke mit indtryk at den udvikling er vendt her.

Er noget andet ude i det almennyttige i feks Aalborg øst. Der vokser der mange børn op i de lejligheder, og der er også store grønne områder rundt om med alle de faciliteter du taler om her.

[Neverkont]

Jeg tror der er store forskelle på boligområder med lejligheder.

Jeg bor midt på Sjælland, og i de to almennyttige afdelinger jeg har boet i, har der været rige muligheder for at boltre sig for børnene. Min søn kunne godt også lide, at være sig selv nogle gange. Da han var lille brugte han meget tid på, at studere insekter og andet "kryb" , og han har brugt meget tid med sit lille havesæt (kost, skovl og rive), faktisk så meget, at han i nogle år fik et nyt sæt hvert forår.

Da jeg var barn skød vi også med bue. Jeg havde en legekammerat, som var meget kreativ, han lavede selv buerne af elektriker-rør, og så gik vi ned på skoleskråningen og skød.
Den samme legekammerat forlængede forgaflerne på sin cykel (også med elektriker-rør)og skiftede for-hjulet ud med et mindre. Det så sejt ud, men cyklen var vist lidt svær at styre.

[ajnaM]

Et af vores vennepar solgte lejligheden på Nørrebro og købte hus, da hun blev gravid. En flot murermestervilla i Brønshøj med dejlig have og det hele. To år senere solgte de huset og købte en lejlighed på Nørrebro igen. Det var bare ikke dem med ekstra transporttid, vedligehold, havearbejde, rengøring, risiko for indbrud og alt det andet, der fulgte med.

Til gengæld købte de så et sommerhus også - og den model kender jeg mange, der kører. Inklusiv os selv. Vi kører nordpå i weekenderne, hvor ungerne kan være ude, og hvor vi er tæt på strand og skov, og det er fantastisk! Til gengæld er vi i hverdagene 5 minutter fra job, hvilket er ret praktisk, når man skal aflevere børn to steder og begge arbejder 40+ timer om ugen. Vi ville reelt skulle tage den ekstra transporttid og trække fra vores arbejdstimer, hvis vi skulle flytte uden for byen, og det har ingen af os lyst til pt.

Men altså... om vi skal bo i byen for evigt, det ved jeg ikke. Det er der vel heller ikke nogen grund til at beslutte sig for på forhånd? Jeg synes da klart, I skal flytte i lejlighed - det er jo det, I har lyst til. Og får I lyst til noget andet, kan I jo sælge og købe noget andet?

[JoyNips]

Og jeg synes lidt jeg får burhøns følelse med børn i huse I hvert fald dem der flytter ud fra byen og derfor skal køres til alting og ikke har friheden til at vælge frit mellem alle interesser og selv kunne fragte sig rundt til alting som børn og teenagere, fordi afstandene bliver for store. Derudover ville jeg også frygte at barndommen blev ensom når man bor så spredt som man gør i huse, altså der er jo ikke 30 andre børn indenfor 10 meters radius...

Det kommer da temmelig meget an på hvor man bor. Man kan jo bare vælge at købe i et børnevenligt kvarter.

På min villavej er der 2 huse uden børn... Og eftersom den ene ejer lige er død er der lige om lidt kun ét, for det er total børnefamiliekvarter. Vi har 2 skoler (0.-10. klasse + gymnasie) og 4 institutioner, heraf 3 integrerede, rundt om mit lille villakvarter. Derudover yderligere 3 skoler i cykelafstand.
5 minutter væk på cykel ligger i øvrigt et stort idrætscenter med skøjtehal, svømmehal, fodboldbaner, håndboldklub, tennisklub, gymnastik til alle aldersklasser og badmintonklub. Derudover er der et utal af rideklubber, spejder, danseskoler og sikkert også nogle øvrige aktiviteter, jeg har glemt.

Huse behøver jo ikke at ligge med flere kilometer marker imellem, i byzoner ligger de side om side på villavejene.

[godtnavn]

Og jeg synes lidt jeg får burhøns følelse med børn i huse I hvert fald dem der flytter ud fra byen og derfor skal køres til alting og ikke har friheden til at vælge frit mellem alle interesser og selv kunne fragte sig rundt til alting som børn og teenagere, fordi afstandene bliver for store. Derudover ville jeg også frygte at barndommen blev ensom når man bor så spredt som man gør i huse, altså der er jo ikke 30 andre børn indenfor 10 meters radius...

Det kommer da temmelig meget an på hvor man bor. Man kan jo bare vælge at købe i et børnevenligt kvarter.

På min villavej er der 2 huse uden børn... Og eftersom den ene ejer lige er død er der lige om lidt kun ét, for det er total børnefamiliekvarter. Vi har 2 skoler (0.-10. klasse + gymnasie) og 4 institutioner, heraf 3 integrerede, rundt om mit lille villakvarter. Derudover yderligere 3 skoler i cykelafstand.
5 minutter væk på cykel ligger i øvrigt et stort idrætscenter med skøjtehal, svømmehal, fodboldbaner, håndboldklub, tennisklub, gymnastik til alle aldersklasser og badmintonklub. Derudover er der et utal af rideklubber, spejder, danseskoler og sikkert også nogle øvrige aktiviteter, jeg har glemt.

Huse behøver jo ikke at ligge med flere kilometer marker imellem, i byzoner ligger de side om side på villavejene.

Som sagt er det også bare den følelse jeg får, og nok fordi de fleste af dem jeg kender der er vokset op i hus er blevet kørt rundt af forældrene til alt og ikke selv har kunne cykle/gå til alt.

Men uanset så er der jo færre børn i et børnehusområde end et børnelejlighedsområde, der er 10 børn i vores opgang alene (8 lejligheder), der er lige 2 børn der er flyttet så der er nu 2 børnefri lejligheder i opgangen, derfor kun 10 børn, og de andre opgange er lige så børnefyldte. Det er immervæk tættere end hvis de samme familier boede i 8 huse.

Der er helt sikkert gode go dårlige ting ved det hele, selv gad jeg godt bo i hus, men det er ikke den barndom jeg drømmer om at give videre til mit barn (eller jo, hvis vi var rige nok til et hus midt i byen, men det er vi ikke, skulle vi købe hus ville vi være nødt til at flytte lidt ud). Men rent personlgit som voksen ville jeg elske det. Så måske vi køber hus om 20 år når børnene er flyttet

[Neverkont]

Men uanset så er der jo færre børn i et børnehusområde end et børnelejlighedsområde, der er 10 børn i vores opgang alene (8 lejligheder), der er lige 2 børn der er flyttet så der er nu 2 børnefri lejligheder i opgangen, derfor kun 10 børn, og de andre opgange er lige så børnefyldte. Det er immervæk tættere end hvis de samme familier boede i 8 huse.

Indtil jeg var 10 år boede vi en opgang (6 lejligheder) med 3-værelses og 4-værelses lejligheder, da der var flest børn var der 17. Det er helt vildt at tænke på i dag.

[dgd2007]

[...]
Jeg kender bare ingen, der frivilligt har boet i lejlighed hele livet - især ikke hvis de havde børn. Så derfor spørger jeg Debatten, om det er uklogt at satse på at bo permanent i en lejlighed, inkl. at lade mindst ét barn vokse op der? Skal vi satse på hus, når vi har muligheden?

Vi gør det da og har boet her med to børn.
Jeg tror det har meget at gøre med om man er vokset op med at bo i hus eller lejlighed.
Man kan jo evt. finde steder i byerne hvor der ikke er så langt til noget grønt.