Er det ikke uretfærdigt at blive født?

[Æble]

Jeg kan godt huske at jeg i mine teenageår havde lignende tanker. Mine forældre forventede at jeg hjalp til derhjemme og jeg mente at se selv havde valgt at få mig så hvorfor skulle jeg dog tage opvasken eller gå ud med skraldet!? Jeg var lissom ikke deres slave, vel?!

Men der hvor jeg tog fejl og hvor du tager fejl er at ja, forældrene tager et valg om at få et barn for deres egen skyld. Men det liv er en gave til barnet. Dine forældre har givet dig gaven, miraklet liv. Og det er dit ansvar at formøble det bedst muligt.

Op på hesten og kom ind i kampen!

[Hewlett]

Jeg tænker lidt at hvis en kvinde og en mand vælger at få et barn er det så ikke DERES ansvar at sørge for barnet får et godt liv, en bolig, og så en smule hjælp med økonomien osv.

Det mener nogen. De kaldes curlingforældre

[Sangius]

Jeg kan godt huske at jeg i mine teenageår havde lignende tanker. Mine forældre forventede at jeg hjalp til derhjemme og jeg mente at se selv havde valgt at få mig så hvorfor skulle jeg dog tage opvasken eller gå ud med skraldet!? Jeg var lissom ikke deres slave, vel?!

Omg. Jeg glæder mig til den fase der

[Animi]

Jeg synes ikke det er uretfærdigt at blive født. Omvendt synes jeg så heller ikke at livet er en gave.

[BlueBunny]

Jeg synes det er helt fair hvis man synes det er en plage at leve at så går man ud og hænger sig. Virkelig og også uden man er syg eller andet der er værre end hvad de fleste holder ud. Jeg tror det ville være en lettelse for en del hvis ikke det var tabu.

Men at bebrejde sine forældre at man blev født fordi at så skal man arbejde, det har jeg ikke noget til overs for.

Jeg synes bestemt man har et ansvar for sine børn og min dreng kommer også til at få mere hjælp end jeg selv fik da jeg flyttede hjemmefra, jeg bebrejder helt sikkert mine egne for overhovedet ikke at hjælpe os med noget men det er først og fremmest fordi de sad godt i det og de ville gerne have hjulpet men de valgte at lade deres nye ægtefæller bestemme over både praktisk og alt andet andet i deres forhold til os.

Jeg har ikke de mindste skrupler over at bringe børn i verden, hverken ham jeg har eller eventuelle fremtidige børn, liv er i mine øjne en gave,det er mit eget bestemt også. Også selvom jeg er syg og plaget af smerter og den dræbende udmattelse der følger med.

Første linie er da helt ude af proportioner i denne tråd. Hvor kommer sådan et råd dog fra til en som står og åbner for debatten om hvor længe man som forælder har ansvar. Og som føler livet er lidt hårdt?

Til TS, jeg mener ikke der skal knokles hele livet. Det er fuld af værdi og “livet” er den største gave i sig selv. Det er fuld af valg og muligheder. Kravene er ofte nogen man selv sætter. Drøm og tag et skridt ad gangen. Ikke alt skal opnås på en dag.

Som forælder er det en balance at give sit barn de bedste muligheder. Nogen gange er råd mere værd end penge. At vise vejen. Det er ikke altid bare kærlighed at åbne for pengepungen.

Se mulighederne, glæd dig over succeserne og værdsæt dine forældre for det de giver. Også når det de giver er vejledning og kærlighed.

[Shannon]

Det er nok ret politisk ukorrekt, at tænke sådan - men jeg kan godt se det - at livet for os alle består af flere og flere voksne forpligtelser, stigende ansvar og samfundsnormer, der dikterer hvad man bør her i livet.
Så meget desto mere respekt får jeg også for dem der står af det ræs - også i mindre grad, fx ved at gå ned i tid eller at fravælge børn.
Sammenlignet med tidligere tider, så bliver det heldigvis nemmere at leve, vi designer hele tiden nye ting, der kan fritage os fra obligatoriske pligter. Der er både fordele og ulemper ved at vi i mindre grad har brug for hinanden til at klare os.
Jeg tænker, at valget om at blive født fik jeg ikke, til gengæld kan jeg vælge hvor meget jeg vil gøre livet til. Håber at du kan bruge mine tanker trådstarter.

[Slettet bruger]

Jeg kan godt huske at jeg i mine teenageår havde lignende tanker. Mine forældre forventede at jeg hjalp til derhjemme og jeg mente at se selv havde valgt at få mig så hvorfor skulle jeg dog tage opvasken eller gå ud med skraldet!? Jeg var lissom ikke deres slave, vel?!

Men der hvor jeg tog fejl og hvor du tager fejl er at ja, forældrene tager et valg om at få et barn for deres egen skyld. Men det liv er en gave til barnet. Dine forældre har givet dig gaven, miraklet liv. Og det er dit ansvar at formøble det bedst muligt.

Op på hesten og kom ind i kampen!

Hvis man skal give en gave, skal der vel være en modtager. Man tager ikke et liv og giver til et barn, for barnet eksisterer slet ikke inden livet, barnet er livet.

[Lykke]

Hej alle
Jeg har gået rundt og tænkt på et filosofisk spørgsmål.. spørgsmålet lyder sådan her: Er det ikke uretfærdigt at blive født?
Jeg føler ikke jeg kan nå til en konklusion, derfor tænker jeg på om i har lyst til at tage den med mig?

Ser i, at blive født er ikke vores valg. Vores forældre vælger på et el andet tidspunkt at få et barn og så bliver vi født.
Og én ting vi alle kan blive enige om er al den ansvar som man får som voksen er rigtig hårdt. Men er det ikke unfair? Jeg tænker lidt at hvis en kvinde og en mand vælger at få et barn er det så ikke DERES ansvar at sørge for barnet får et godt liv, en bolig, og så en smule hjælp med økonomien osv.

fx vil jeg ønske mine forældre kunne hjælpe mig mht lejlighed, og økonomi osv osv.
Og jeg er nok ikke den eneste der har det sådan, men jeg elsker dem og jeg ved de har gjort deres bedste og givet mig alt hvad de kunne give mig. Jeg bebrejder dem slet ikke

Men er det ikke unfair at man bare bliver født og så skal man knokle og knokle i livet for at få det arbejde man vil have, uddannelse, bolig, osv..

Hvad synes du?

Nej. Jeg synes ikke at det er unfair at man bare bliver født, og så skal knokle og knokle for at få de ting man vil have....

Ærlig talt, så synes jeg - og nu bliver jeg nok lidt spids - at du lyder som en forkælet tøs som skulle se at få hovedet ud af røven....Og se livet som den ægte gave det faktisk er.....

Jeg håber ihvertfald ikke at min datter om 19 år opretter et tråd på et eller andet forum hvor hun på stiller spørgsmålet om det virkelig kan være rigtigt at man som forældre bare kan slippe ansvaret for sine børn når de bliver voksne.......

Men det skal jo forstås filosofisk.
Er det ikke okay, ikke at synes at livet er en fanatisk gave?

[Luffegås]

Så du tænker at nu hvor f.eks. Isbjørnebestanden regnes for halveret om nogle år, så er det uretfærdigt at isbjørne og andre truede dyr bare får børn, når de ikke kan sørge for mad til deres egne unger, og ungerne formentligt dør af sult?

[Madam Pomfrey]

Jeg synes på ingen måde det er uretfærdigt...
Jeg er taknemmelig for livet, og det det bringer mig. Men jeg er også virkelig taknemmelig for at være havnet i denne del af verden, i en tryg verden og hverdag, hvor vi lever i tryghed og sikkerhed, og langt de fleste af os har det vi behøver, og vi har et sikkerhedsnet der (oftest) griber os.
Jeg tænker jeg nok havde følt anderledes om livet hvis jeg var havnet i asiens slum, i krigshærgede lande.
Ja jeg skal arbejde for livet, men jeg får meget forærende og jeg skal ikke kæmpe for det.


Nu er jeg selv mor til 4, og jeg hjælper dem så godt på vej som det er mig muligt. Og her kommer måske pendanten til filosofien om uretfærdigheden i at blive født - nemlig den egoisme der ligger i at få børn. Det er jo på mange måder en biologisk drift, at reproducere sig selv, men man gør det jo også for sin egen skyld - fordi man gerne vil.
Og det forpligtiger så længe børn er børn, men det handler jo også om værdier.

Og TS du savner en værdi der hedder "selvfølgelig vil vi gerne hjælpe dig, og bidrage" En værdi en del anfægter i tråden, at man ikke kan stille krav og forventning om. Jeg stiller heller ikke krav og forventninger om det, men det ER en del af værdisættet i min familie. At man hjælper og bidrager, såvel økonomisk som praktisk.

Mine forældre har hjulpet mig, og mine søstre, med f.x. forældrekøb, at stille en (gammel) bil til rådighed, at give en ekstra stor pengegave, at låne os et større kontantbeløb. Og det gå også generationerne tilbage, at bidrage, hjælpe, støtte op om.
Og det er noget af det jeg virkelig elsker ved min familie, noget jeg i den grad sætter pris på, og det dybt taknemmelig over. Men jeg ville aldrig forvente (som i at forlange) at de gjorde det. Men min familie er mit bagland, mit sikkerhedsnet, min tryghed - som gør livet nemmere og mere overskueligt til tider, som skaber noget tryghed. Og det er en værdi jeg i den grad prioriterer at give videre til mine børn.


jeg forstår godt at man kan få tanken om uretfærdigheden i at være givet livet, hvis man føler og oplever at det er en kamp man skal kæmpe alene. Om det så er på det praktiske, det økonomiske eller mentale plan. Vi har alle brug for at have nogen, der støtter os, er der for- og med os.

[Guru]

Om det er uretfærdigt at blive født?

Nej.

Der er ligesom ikke noget alternativ.
Livet er det eneste som er.

Livet skal have noget indhold. Derfor må du knokle.

[Klummerlig]

Jo uretfærdigt i og med at man er "tvunget" til at leve sit liv selv om det er temmelig formålsløst og udfaldet er givet på forhånd. Din fødsel er samtidig din dødsdom. Og mennesket har grundlæggende en overlevelsestrang så det kan være anledning til stor frustration når din dødelighed går op for dig.
Så på det punkt er jeg enig.

[Yetie]

Modspørgsmål: havde du fortrukket ikke at blive født? Eller er du bare doven og vil have alt serveret på et sølvfad?

Personligt er jeg fløjtende ligeglad med at det kan betegnes som et egoistisk valg at mine forældre valgte at få mig. For de tog nemlig ansvar for deres valg og gav mig en god ballast med hjemmefra. Så jeg synes ikke at livet er en plage eller at der er frygteligt at jeg skal arbejde for de ting, jeg ønsker at opnå. Jeg ser det som en del af livets formål. Jeg elsker mit liv, selvom det betyder stressede arbejdsdage, af og til skænderiet med min mand, sorg når man mister, dårlige hårdage og alt muligt andet. For det er stadig langt bedre end alternativet.

[Animi]

Jeg synes det er vildt at der er så mange voksne(!) mennesker, der skriver så grimt til TS her i tråden, fordi de er uenige med hende.

[icelady]

Jeg tror svaret på dit spørgsmål kommer an på, hvordan man har det i sit liv.

Som ung var jeg igennem noget, jeg ikke vil ønske for min værste fjende, og i de allersværeste tider var jeg træt af livet og kunne ikke forstå hvorfor jeg var født. Så jo, jeg syntes det var uretfærdigt jeg var blevet født, når mit liv alligevel var noget lort.
Men beslutningen om, at jeg var født kunne jo ikke ændres, så jeg havde valget mellem af afslutte livet, eller kæmpe mig frem til noget bedre.

Det er jo det skønne (og skræmmende) ved vores liv; vi har (stort set) mulighederne for selv at sætte kursen.

Vil vi læne os tilbage og være utilfredse eller vil vi kæmpe for det, der nu end gør os tilfredse.