fisken80 skrev:Smiling_Goat skrev:Jeg synes, noget af det mest fesne i verden er ønskesedler, og jeg får kun en, hvis jeg ikke kender modtageren ret godt.
Jeg synes et eller andet sted, at gaven i sig selv bliver meningsløs, hvis den er købt, fordi den stod på en ønskeseddel. Så bliver det for mig en gang gavebytning - jeg giver en ønskeseddel og får en ting på den til Ca. 300 kr.
Nogle måneder senere får jeg en ønskeseddel retur fra giveren, fordi hun har fødselsdag, og så køber jeg noget på listen til Ca. 300 kr... Jeg har svært ved at se pointen.
Jeg vil meget hellere selv finde på noget, fordi jeg føler, jeg på den måde kan vise, at jeg har hørt modtagerens behov igennem det sidste år, og kender vedkommende godt nok til at vide, hvad der vil skabe glæde.
Det er heldigvis heller ikke et problem i de kredse jeg færdes. Jeg tror, vi alle ser gavegivning som en sjov udfordring. Nogle gange får man noget, man elsker men måske aldrig havde fundet på selv. Andre gange får man noget, der flytter permanent ind i klædeskabet (hejhej fodspa ).. Men der følger altid en historie med om tanken bag gaven, og den er altid god.
Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår dem, der melder ud, at de KUN vil have ting fra deres ønskeseddel.. Jeg tror bare, jeg har det sådan, at man jo starter ud med ingenting, så resultatet kan da aldrig være værre end udgangspunktet. Man får måske en grim hjemmestrikket sweater, som man aldrig kommer til at bruge, men der er jo en giver, der har handlet ud fra de bedste intentioner (hun skal ikke fryse fx) så jeg kan ikke forstå, hvordan gaven pludselig kan skabe mere ærgrelse end glæde. Selvfølgelig, hvis gaven tydeligvis er købt i sidste time uden nærmere omtanke for modtageren, kan jeg godt forstå, man kan blive ærgerlig, men ellers forstår jeg det virkelig ikke.
Fordi det er spild af både penge og ressourcer. Det er i mine øjne simpelthen for dumt at en sweater bare skal ligge og fylde i skabet til man en dag kyler den ud, fordi en eller andet engang mente, at den lige var sagen som gave.
Hvorfor så ikke give noget, som modtageren rent faktisk kan bruge? Det forstår jeg simpelthen ikke.
Jeg ville aldrig købe noget i gave som jeg ikke var næsten sikker på, at modtageren kunne bruge. Sidste år gav jeg f.eks. min svigerinde øreringe købt på en ferie i Venedig. Det kunne jeg gøre, fordi jeg kender hendes stil og vidste at hun ville bruge dem.
Jeg kan omvendt simpelthen ikke forstå, at nogle mennesker åbenbart lægger mere vægt på, at en gave skal passe ind i DERES verden end at se gaven som et udtryk for en anden persons generøsitet og velmenende intentioner.