Er du en voksenven?

[DetSorteCirkus]

Det er en rigtig svær alder at komme ind i, men jeg er sikker på, at du har skabt nogle minder hos drengen, som kan være med til at styrke ham også senere i livet.

Men venskaber skal være gensidige, og selvfølgelig er det anstrengende at miste et venskab - blive valgt fra. Måske ved drengen heller ikke selv helt hvorfor, og måske er det ikke en rationel beslutning. Sådan kan mennesker også være.

Jeg synes bestemt, at du skal slikke sårene og klappe dig selv på skulderen for det, du allerede har gjort.

P.s. Til en anden gang, hvis der kommer en anden gang: Kan du ikke spille computer med dem? Eller er det ikke noget, der interesserer dig?

Jeg kan godt spille computer, men det skal ikke være på hans hjemmebane og et eller andet sted, så skal jeg heller ikke lægge beslag på min søns Playstation for at få mit projekt til at lykkes. I dette tilfælde var opgaven direkte at vise drengen en verden væk fra hans mor, venindefnidder og storesøstre. Der var kvinder alle steder, men ingen mænd til at lave "mandeting" med ham.
Jeg ser det mere som en opgave at vise sådan en dreng en verden som er analog, fri for elektronik. Hvad kan hænderne bruges til, hvad er dagligdagens opgaver? Skal der laves et bål, bygges en hule, skiftes hjul på en bil, eller bare cykles en tur og snakke?

Hvem stillede den opgave?
Det er ikke ment som en kritik, overhovedet, men som et opklarende spørgsmål.

Umiddelbart virker det på mig, som om du har en (sandsynligvis ædel) mission, som måske desværre kommer lidt for hurtigt i gang i stedet for, at du i første omgang har fokus på at etablere en relation for relationens egen skyld og ikke for partout at skulle oplyse drengen.

Relationers betydning er en stor ting i skolekredse i disse år, og det skyldes bl.a., at nogle ellers fagligt dygtige lærere oplever ikke at kunne fange eleverne til trods for stort engagement.
Jeg ved godt, at en voksenven-relation er noget andet, men jeg synes, at jeg genkender nogle mekanismer i dine oplevelser.

[Tanten]

Jeg undrer mig meget over din fortolkning af "opgaven" - den er vel at være en voksen, mandlig ven, ikke at "vise ham en verden væk fra hans mor". Du er et supplement, ikke noget der skal lappe på, hvordan hun er eller gør tingene, når du ikke er der. Jeg undrer mig også over, hvordan du kan tænke, at man skal passe på, ikke at komme ind i en farlignende rolle, fordi du ser et barn et par timer om ugen til totalt uforpligtende, hyggeligt samvær. Du skal ikke "oplyse" ham - I skal hygge jer sammen. Evt. udfordringer skal heller ikke tales igennem med moren, de skal tales igennem med den forening, du er en del af.

Jeg har arbejdet med frivilligt socialt arbejde både som frivillig og rent administrativt siden 2003.

Min oplevelse er, at det sker, at frivillige misforstår deres rolle, enten fordi foreningen ikke er tydelig nok, eller fordi den frivillige selv kommer med nogle ønsker og agendaer, som vedkommende har svært ved at fravige og måske ikke er bevidst om.

[HerErJeg]

Det er en rigtig svær alder at komme ind i, men jeg er sikker på, at du har skabt nogle minder hos drengen, som kan være med til at styrke ham også senere i livet.

Men venskaber skal være gensidige, og selvfølgelig er det anstrengende at miste et venskab - blive valgt fra. Måske ved drengen heller ikke selv helt hvorfor, og måske er det ikke en rationel beslutning. Sådan kan mennesker også være.

Jeg synes bestemt, at du skal slikke sårene og klappe dig selv på skulderen for det, du allerede har gjort.

P.s. Til en anden gang, hvis der kommer en anden gang: Kan du ikke spille computer med dem? Eller er det ikke noget, der interesserer dig?

Jeg kan godt spille computer, men det skal ikke være på hans hjemmebane og et eller andet sted, så skal jeg heller ikke lægge beslag på min søns Playstation for at få mit projekt til at lykkes. I dette tilfælde var opgaven direkte at vise drengen en verden væk fra hans mor, venindefnidder og storesøstre. Der var kvinder alle steder, men ingen mænd til at lave "mandeting" med ham.
Jeg ser det mere som en opgave at vise sådan en dreng en verden som er analog, fri for elektronik. Hvad kan hænderne bruges til, hvad er dagligdagens opgaver? Skal der laves et bål, bygges en hule, skiftes hjul på en bil, eller bare cykles en tur og snakke?

Hvem stillede den opgave?
Det er ikke ment som en kritik, overhovedet, men som et opklarende spørgsmål.

Umiddelbart virker det på mig, som om du har en (sandsynligvis ædel) mission, som måske desværre kommer lidt for hurtigt i gang i stedet for, at du i første omgang har fokus på at etablere en relation for relationens egen skyld og ikke for partout at skulle oplyse drengen.

Relationers betydning er en stor ting i skolekredse i disse år, og det skyldes bl.a., at nogle ellers fagligt dygtige lærere oplever ikke at kunne fange eleverne til trods for stort engagement.
Jeg ved godt, at en voksenven-relation er noget andet, men jeg synes, at jeg genkender nogle mekanismer i dine oplevelser.

Opgaven blev stillet af hans mor. Jeg synes faktisk det var godt set af hende, at den massive kontakt med kvinder her, der og allevegne ikke var et sted for en dreng at udvikle sig. Der var nogle ting som han gerne ville, men ikke noget som kvinder i hans nærmiljø gider engagere sig i.
Typisk var det sådan, at det første han spurgte om var hvad vi skulle lave i dag, så jeg tænker jeg har ramt nogenlunde rigtigt. Og jeg har forsøgt at lave forskellige gøremål eller aktiviteter, igen for at lure hvilken vej jeg skulle gå.
Det som var svært var at få snakken til at flyde frit. Vi har snakket godt og fornuftigt sammen, ikke snakket ørerne af. Jeg har virkelig forsøgt at snakke om alt mellem himmel og jord og håbe på at ramme noget som havde særlig interesse, men jeg nåede aldrig i mål med det 100%.
Jeg tror nogle af jer overvurderer hvor meget jeg kan nå. Vi snakker i gennemsnit 4 timer pr uge, inkl kørsel til at hente og bringe. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at sørge for at han er underholdt eller udfordret eller bare hygger sig med det han interesserer sig for, og pludselig er tiden gået.
De 4 måneder vi fik, vil jeg stadig kalde for en indkøringsfase, hvor vi stadig bygger på og finder grænser, holdninger og værdier hos hinanden. Hvis der gik 4 måneder mere, så ville det være helt anderledes, og vores måde at være sammen på en helt anden, men det tager tid og tillid at komme dertil.

[DetSorteCirkus]

Opgaven blev stillet af hans mor. Jeg synes faktisk det var godt set af hende, at den massive kontakt med kvinder her, der og allevegne ikke var et sted for en dreng at udvikle sig. Der var nogle ting som han gerne ville, men ikke noget som kvinder i hans nærmiljø gider engagere sig i.
Typisk var det sådan, at det første han spurgte om var hvad vi skulle lave i dag, så jeg tænker jeg har ramt nogenlunde rigtigt. Og jeg har forsøgt at lave forskellige gøremål eller aktiviteter, igen for at lure hvilken vej jeg skulle gå.
Det som var svært var at få snakken til at flyde frit. Vi har snakket godt og fornuftigt sammen, ikke snakket ørerne af. Jeg har virkelig forsøgt at snakke om alt mellem himmel og jord og håbe på at ramme noget som havde særlig interesse, men jeg nåede aldrig i mål med det 100%.
Jeg tror nogle af jer overvurderer hvor meget jeg kan nå. Vi snakker i gennemsnit 4 timer pr uge, inkl kørsel til at hente og bringe. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at sørge for at han er underholdt eller udfordret eller bare hygger sig med det han interesserer sig for, og pludselig er tiden gået.
De 4 måneder vi fik, vil jeg stadig kalde for en indkøringsfase, hvor vi stadig bygger på og finder grænser, holdninger og værdier hos hinanden. Hvis der gik 4 måneder mere, så ville det være helt anderledes, og vores måde at være sammen på en helt anden, men det tager tid og tillid at komme dertil.

Du har helt klart gjort dig umage og haft en masse gode tanker undervejs. Det skal der ikke herske tvivl om, at jeg synes.
Samtidig får jeg, igen, fornemmelsen af, at opgaven (for nu at bruge dit eget ord) lidt er blevet defineret og udført henover hovedet på drengen. Et er, hvordan moderen oplever sin søn og hans behov, noget andet (måske) hvordan drengen reelt reagerer under jeres samvær. Det er meget brugt at problematisere ud fra køn og i dette tilfælde altså mene, at drengen lider under at være omgivet af få mænd og mange kvinder, hvorefter du, som jeg forstår det, har valgt nogle aktiviteter ud fra dette perspektiv, men, som jeg også læser det, har du stadig været i vildrede om, hvad denne dreng egentlig vil og kan og har lyst til. Hvem han er.

Jeg synes, det lyder fornuftigt, at du har haft arrangeret nogle aktiviteter, for det er som regel nemmere at snakke sammen, når man er i gang med noget, men måske har du i jeres samtale været for fokuseret på at nå et særligt sted hen i stedet for bare at være til stede. Mennesker kan som regel godt mærke, når andre bruger en særlig samtaleteknik, som her har været at I skulle rundt om alle mulige emner, og det har måske fået drengen til at føle, at han ikke gav de rigtige svar eller var engageret nok. Selvom det selvfølgelig ikke har været sådan, du har tænkt om ham. Kombineret med et stort fokus på at hente og bringe og ville nå en masse spændende har det måske været svært for ham at slappe af, når I var sammen.

Har du egentlig fået noget supervision af foreningen bag? Jeg synes, det virker, som om du har stået alene med såvel logistik og udgifter som det menneskelige aspekt og ditto overvejelser, og det er egentlig ikke ok.

[HerErJeg]

Der har ikke været opfølgning fra foreningen. Om de har kontaktet hans mor er jeg i tvivl om. Foreningen står parat hvis jeg ser eller hører ting som ikke kan ignoreres, og hjælper hvis venskabet er ved at skride ud i problemer, men det har jeg jo slet ikke fornemmet.
Omkostningerne er mit eget valg, brug af egen bil og benzin er ikke til at komme uden om, og er en udgift jeg som sådan har accepteret fra dag 1.
Man kan blive tildelt børn som bor op til 30 minutters kørsel væk fra min bopæl, så det kan være dyrt i kørsel. Det var ikke tilfældet og lå godt i forhold til at køre fra arbejde og hente drengen.

[HerErJeg]

Så har jeg besluttet mig for en omgang mere. Der er ved at blive etableret en lokal forening tættere på min bopæl end tidligere. Jeg har haft en god snak med formanden, og har berettet lidt om fortiden.
Endnu engang bliver jeg totalt overrasket....
Formanden har næsten udelukkende oplevet frivillige mænd, som har været enten barnløse, fraskilte, eller haft egne børn hver 14. dag.
At jeg så er gift OG har børn er dybt usædvanligt.

Tænk at det er usædvanligt ikke at være skilt...

[JegErMig]

Hvordan gik det ? - prøvede du igen og lykkedes det ?