Forskel i syn på mor og far?

[Wizzze]

Hvorfor er det at samfundet / os andre, ser forskelligt på en mor og en far?

f.eks. Hvis en skilt mor kun ser sit barn hver anden weekend, så er hun nok lidt mærkelig, der bliver kigget skævt, hun prioriterer sig selv/sin karriere over barnet, "hun er nok en dårlig mor".
Hvis en far kun ser sit barn hver anden weekend, så er det jo bare "normalt", "han har jo også travlt", moderen er nok besværlig... det har ikke noget med hans evner som far at gøre.

Og hvis en far forlader sit barn/ikke vil anerkende faderskabet, så er han nok bare ikke moden, måske endda et dumt svin, men han møder jo ikke vild og konstant fordømmelse.
Hvis en mor forlader sit barn, så er helvede løs og der er ikke grænse for alle de labels og fordømmelse der øses ud over hende, for det kan man da virkelig ikke ....

Hvorfor denne forskel?

[Madam Pomfrey]

Det ligger vel i kønsrollerne, og det forventninger vi trods alt stadig har til disse.
Og det tager tid at lave om på.

Jeg har mødt forskellen mange gange.
At folk har spurgt om far passer børnene - nej far passer ikke sine børn, far er sammen med sine børn, de er lige så meget hans ansvar.
At folk siger at det er flot at far kan klare 4 børn alene, ingen har nogensinde rost mig på den måde.

[cola]

Du kunne også stille spørgsmålet, hvorfor er der forskel på om en mor kysser sit barn på munden og en far gør, for dens sags skyld må kvinder gerne tage drengen med ind på kvindeomklædningen men far må ikke tage pigen med ind til mændenes.

Det hele hænger sammen med at mænd fra barnsben får påklistret et mærkat der siger "dårlig far, pædofil, perverst svin" og så kan de ellers forsøge nok så meget at fjerne det gennem livet.

[Wizzze]

Det ligger vel i kønsrollerne, og det forventninger vi trods alt stadig har til disse.
Og det tager tid at lave om på.

Jeg har mødt forskellen mange gange.
At folk har spurgt om far passer børnene - nej far passer ikke sine børn, far er sammen med sine børn, de er lige så meget hans ansvar.
At folk siger at det er flot at far kan klare 4 børn alene, ingen har nogensinde rost mig på den måde.

Du har nok ret, at kønsrollerne stadig sidder dybt i os, selvom vi måske tror vi er kommet videre, så er der stadig meget "historik" der hænger ved

[Madam Pomfrey]

Det ligger vel i kønsrollerne, og det forventninger vi trods alt stadig har til disse.
Og det tager tid at lave om på.

Jeg har mødt forskellen mange gange.
At folk har spurgt om far passer børnene - nej far passer ikke sine børn, far er sammen med sine børn, de er lige så meget hans ansvar.
At folk siger at det er flot at far kan klare 4 børn alene, ingen har nogensinde rost mig på den måde.

Du har nok ret, at kønsrollerne stadig sidder dybt i os, selvom vi måske tror vi er kommet videre, så er der stadig meget "historik" der hænger ved

Og ikke kun når det handler om børn, men på mange parametre.
Men efter min mening så er der også forskel, og der skal være plads til forskellene, vi skal bare være opmærksomme på dem, farvne dem, og lade være med at være sexistiske omkring dem.

[Bøtte]

Jeg tænker egentlig at det hænger sammen med at kvinderne er den gravide part.

Den store kliché med at et kvinde bliver mor, når hun bliver gravid og en mand bliver far, når han ser barnet første gang, kommer ikke ud af ingenting, i hvert fald ikke hjemme hos os og hos mange af vores venner. Og derfor virker det underligt at en kvinde kan opgive sit barn, mere underligt end at en mand, der måske ikke er i et forhold med den kvinde, der er gravid med hans barn, kan opgive det barn han aldrig har følt eller mærket og knapt kan forholde sig til.

Jeg kunne slet ikke arbejde som min mand og min. en gang i ugen slet ikke se mine børn, fordi jeg først er hjemme efter puttetid. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig at være så meget væk som ham. Og selv om han synes dwt er træls, generer det ham jo ikke nok, til at ændre det (søge andet arbejde).

Men 'samfundet' kunne da godt trænge til at få ændret deres syn på de ting du remser op.

[Sorenspige]

Jeg oplever også i vores omgangskreds (med få undtagelser), at far bedre kan undvære sin børn end mor.

Senest har min mand været 3 dage afsted på en fornøjelsestur med sit arbejde, og der var også en mand med, som var blevet far for 14 dage siden. Jeg kender ingen kvinder, der ville rejse fra deres helt nyfødte spædbarn...

[Studsgaard]

Jeg tror også det er de gamle kønsroller der hænger ved.
Selvom vi har fået meget mere ligestilling i familielivet, så hænger det ved.

Jeg husker så tydeligt en gang da drengene var små, jeg skulle i byen og så spørger mandens bedste ham så om han så skal passe børnene om aftenen?
Han siger nej. Hun svare med hvem der så skal passe dem? Han griner lidt af hende og siger at han da skal være hjemme med dem. Men han passer dem da ikke, det er da hans egne børn.
Det syntes jeg er et godt udtryk for hvad der er sket på sådan et par generationer. At det i bedstes øjne ikke er normalt at faderen er alene med børnene og som om det er noget specielt når de er det. Til vores generation hvor det er normalt at mor godt kan tage hjemmefra og far er en del af at klare hus/børn/madlavnin m.m. Lige så godt som mor.
Så jeg tænker om ikke også de andre grænser udviskes mere.

[TomKah]

Jeg passer altså mine børn hvis jeg er alene med dem. Sådan er det, indtil de er gamle nok til at passe sig selv. Så det afhænger nol at andre anskuelser end hvorvidt det er mor eller far der er hjemme. At være på barsel er da også noget man er for at passe på et barn.

I vid udstrækning mener jeg faktisk at kønsrollerne er døde. Det er muligt at jeg lever et lidt utraditionelt parforhold, men hjemme hos os er vi lige og min mand har aldrig skulle tilkæmpe sig sin rolle som omsorgsperson (fordi jeg bare ikke har specielt stort behov for at være omsorgsperson). Det er klart at i ammeperioden af barslen har det ikke været og skal der ved Gud ikke være en ligestilling mellem mor og far. Men derefter har jeg aldrig oplevet løftede øjenbryn over at vi prioriterer som vi gør.

[Lykke]

Jeg passer også mit barn - eller jeg siger det i hvert fald.
Min mand er nok i større grad end mig den som trøster, den som barnet kalder på hvis hun har brug for hjælp.
Min mand har så også taget over dobbelt så lang barsel som mig - så det er måske der den ligger.

Den der med at kvinden bliver mor når hun tisser på en test, passer heller ikke på mig. Jeg blev selvfølgelig mor da jeg fødte, men det er da en proces det hele. Jeg skal stadig lære at balancere mit liv som mor og så mig selv.
Det er nu også lidt sjovt at stå ovre i vuggestuen, som 26-årig og blive omtalt som A's mor.
Her er manden en del mere bekymret om vores barn, end jeg er. Fx hvis hun går ind på sit værelse. Så har manden lys til at tjekke med der samme, hvor jeg tænker 'skønt, hun hygger sig, og nu er der tid til avis og kaffe'. Sådan er vi jo forskellige som mennesker, og nok ikke på grund af kønnet.

Det der med at være skilt og se sine børn hver anden weekend. Ej det synes jeg godt nok er sært uanset køn. Men det er da ikke noget jeg skal blande mig i hvad andre mennesker har det bedst med.

Hvor finder al denne bedømmelse egentligt sted? I folks egne hoveder eller noget som reelt er oplevet?
Ej det er måske også lidt groft sagt. Men jeg har godt nok ikke oplevet noget lignende. Jeg føler ikke der er andre forventninger til mig i mit moderskab, end der er til mandens faderskab.

Ja nogle gange oplever jeg at folk tror at A er meget mere knyttet til mig end sin far, men det tror jeg handler om uvidenhed. Og jeg orker ikke at skulle forklare alle, at manden har været et helt år på barsel, og faktisk kender sit barn i lige så høj grad som mig.

[Lulu]

Vi har godt nok også oplevet mange kommentarer og løftede øjenbryn over vores familieliv herhjemme.

Jeg har et arbejde der hver anden uge byder på udlandsrejse med en overnatning, nogen gange to.
Oftest siger folk, er din mand så helt selv hjemme og passer den lille (som nu er den store på 3 år, han var 1,5 år da vi begyndte på det).
Efterfølgende spørger folk gerne om han kan det, altså være selv hjemme med vores søn, sørge for han kommer i bad, i seng, op om morgenen, have madpakke med og alt andet der følger med.
Så slutter det typisk med en kommentar om at det godt nok er flot af ham at han kan det.

Jeg har aldrig hørt at det er flot at jeg kan sørge for selv samme ting, heller ikke nu efter der er kommet et barn mere til og jeg er selv hjemme med begge unger når manden er ude. Det er jo en selvfølge jeg kan det.

Sådan noget kan jeg godt få fnidder af.

[JoyNips]

Min kæreste får jævnligt ros for at have gået hjemme med mig og vores søn siden fødslen, dvs snart 5 mdr.
Der er fandme ingen der har rost mig for at være på barsel.

[Aspargsen]

hvis en far forlader sit barn/ikke vil anerkende faderskabet, så er han nok bare ikke moden, måske endda et dumt svin, men han møder jo ikke vild og konstant fordømmelse.
Hvis en mor forlader sit barn, så er helvede løs og der er ikke grænse for alle de labels og fordømmelse der øses ud over hende, for det kan man da virkelig ikke ....

Hvorfor denne forskel?

Faren har måske sagt han syntes det er en god ide med et barn

Hvis moren ikke have barnet har hun fået en abort

Og når valget på den måde er 100% kvindens valg, er det også hende der skal råbes vrede ord efter når hun siger ups den der baby vil jeg ikke have alligevel

[Myresluger]

Jeps! Jeg har altid rejst meget på mit job. Efter vi havde fået børn rejste jeg ikke i et par år eller 3, herefter begyndte jeg at rejse igen. Til at starte med måske 20 rejsedage om året senere lidt mere toppede nok omkring 40-50 dage/år. Her oplevede jeg ofte at ungernes kammeraters mødre spurgte hvordan vi kunne få familien til at hænge sammen - hvor mit svar så altid har været at de også har en far. Der var ingen der spurgte de familier hvor fædrene rejste 100-150 dage om året. Det er mærkeligt!

Derudover havde jeg barsel i 1/2 år - min mand forældreorlov i 2 1/2 år. Det har også trukket en del forundring.

[TomKah]

Jeps! Jeg har altid rejst meget på mit job. Efter vi havde fået børn rejste jeg ikke i et par år eller 3, herefter begyndte jeg at rejse igen. Til at starte med måske 20 rejsedage om året senere lidt mere toppede nok omkring 40-50 dage/år. Her oplevede jeg ofte at ungernes kammeraters mødre spurgte hvordan vi kunne få familien til at hænge sammen - hvor mit svar så altid har været at de også har en far. Der var ingen der spurgte de familier hvor fædrene rejste 100-150 dage om året. Det er mærkeligt!

Derudover havde jeg barsel i 1/2 år - min mand forældreorlov i 2 1/2 år. Det har også trukket en del forundring.

Jeg har ikke mange rejsedage om året, måske 5-10 maks fordelt på 2-3 rejser. Men hver gang jeg sidder ude i Kastrup sammen med jakkesættene og venter på morgenflyet så forstår jeg ikke hvordan de får det til at hænge sammen med familielivet. De fleste af dem ligner nærmest de er der så ofte at de er en del af inventaret.
Jeg får sådan en blå fornemmelse af stemningen og det at være væk hjemmefra.