Juki skrev:give den i bryllupsgave eller lignende??
Mon dog der bliver sådan et?
Sådan en "det er mig eller elgen"-situation orker man jo næsten ikke i sit parforhold.
Juki skrev:give den i bryllupsgave eller lignende??
POCKETKITTEN skrev:Juki skrev:give den i bryllupsgave eller lignende??
Mon dog der bliver sådan et?
Sådan en "det er mig eller elgen"-situation orker man jo næsten ikke i sit parforhold.
hotlips skrev:Men det gør jeg er ligeglad med alt det der med at så er man også bare curlingforældre, det skal jeg gerne være, men min dreng får hjælp til alt hvad han har brug for hjælp til, han kan jo det meste selv nu, men det er mig der tømmer og pakker tasken noget endnu og der er også en hånd til at komme i tøjet når det er fredag og man er træt og forkølet og bare trænger til weekend.
Chatsy skrev:Det er ikke noget, jeg snakker så åbent om - og til de, jeg røber det til tror nok ikke rigtig på mig, fordi det åbenbart er svært at forholde sig til - men jeg er ansigtsblind. Hvilket er meganederen, når jeg er i et fag, hvor der forventes lidt, at man kan genkende sine kunder. Eller har med mennesker at gøre i det hele taget, hvis folk ikke har et særpræg eller særlig påklædning, de bruger fast, så er de fremmede for mig hver gang, indtil jeg lige kommer i snak med dem. For stemmer kan jeg sagtens genkende (og så er der generelt bare meget personlighed i måden, folk snakker på), men ansigter kan jeg simpelthen ikke afkode.
I går kiggede chefen forbi det filial, jeg arbejdede på. Han plejer at have sådan en lyseblå jakke på, men lige i går havde han kraftedeme en gængs sort jakke på, så jeg så slet ikke det var ham, da han trådte ind af døren, så jeg startede jo ud med at behandle ham som kunde. Heldigvis troede han, at jeg tog pis på ham, så jeg ikke blev helt til grin, men jeg hader at lave den fejl hver gang.
Engang, da jeg skulle mødes med min mor i en anden by, ville hun gerne overraske mig ved at bruge en ny jakke, hun ikke på forhånd fortalte (=advarede) mig om, at hun havde købt, så jeg havde virkelig problemer med at finde hende i gågaden, hvor vi skulle mødes. Hun kunne ikke forstå, at jeg bare sådan kunne passere hende uden at bemærke hende.
Det er ikke, fordi jeg er helt hjælpeløs, jeg forsøger i stedet at finde et særpræg at huske en person ud fra og de fleste har da som regel et eller andet, påtegnede øjenbryn, et dovent øje, et modermærke osv. Der er bare som regel lidt forsinkelsestid for mig at genkende nogen ud fra særprægene, da jeg lige skal nå at få øje på det. Til en hvis grad kan jeg genkende folk ud fra deres smil, muligvis fordi min hjerne fokuserer mere på et ansigt, når det sker. Smil er jo rart at se på.
Min mor kan til gengæld genkende mennesker på måden, de går på.
Neverkont skrev:hotlips skrev:Men det gør jeg er ligeglad med alt det der med at så er man også bare curlingforældre, det skal jeg gerne være, men min dreng får hjælp til alt hvad han har brug for hjælp til, han kan jo det meste selv nu, men det er mig der tømmer og pakker tasken noget endnu og der er også en hånd til at komme i tøjet når det er fredag og man er træt og forkølet og bare trænger til weekend.
Jeg synes jeg kan fornemme, at du godt kender forskel på curling og omsorg.
Chatsy skrev:Det er ikke noget, jeg snakker så åbent om - og til de, jeg røber det til tror nok ikke rigtig på mig, fordi det åbenbart er svært at forholde sig til - men jeg er ansigtsblind. Hvilket er meganederen, når jeg er i et fag, hvor der forventes lidt, at man kan genkende sine kunder. Eller har med mennesker at gøre i det hele taget, hvis folk ikke har et særpræg eller særlig påklædning, de bruger fast, så er de fremmede for mig hver gang, indtil jeg lige kommer i snak med dem. For stemmer kan jeg sagtens genkende (og så er der generelt bare meget personlighed i måden, folk snakker på), men ansigter kan jeg simpelthen ikke afkode.
I går kiggede chefen forbi det filial, jeg arbejdede på. Han plejer at have sådan en lyseblå jakke på, men lige i går havde han kraftedeme en gængs sort jakke på, så jeg så slet ikke det var ham, da han trådte ind af døren, så jeg startede jo ud med at behandle ham som kunde. Heldigvis troede han, at jeg tog pis på ham, så jeg ikke blev helt til grin, men jeg hader at lave den fejl hver gang.
Engang, da jeg skulle mødes med min mor i en anden by, ville hun gerne overraske mig ved at bruge en ny jakke, hun ikke på forhånd fortalte (=advarede) mig om, at hun havde købt, så jeg havde virkelig problemer med at finde hende i gågaden, hvor vi skulle mødes. Hun kunne ikke forstå, at jeg bare sådan kunne passere hende uden at bemærke hende.
Det er ikke, fordi jeg er helt hjælpeløs, jeg forsøger i stedet at finde et særpræg at huske en person ud fra og de fleste har da som regel et eller andet, påtegnede øjenbryn, et dovent øje, et modermærke osv. Der er bare som regel lidt forsinkelsestid for mig at genkende nogen ud fra særprægene, da jeg lige skal nå at få øje på det. Til en hvis grad kan jeg genkende folk ud fra deres smil, muligvis fordi min hjerne fokuserer mere på et ansigt, når det sker. Smil er jo rart at se på.
Min mor kan til gengæld genkende mennesker på måden, de går på.