Ensomhed

[Ea_m]

Hvordan skal jeg starte på den her tråd.
Indenfor de sidste par år er der sket rigtig mange ting i mit liv nu står jeg så et sted og føler mig utrolig ensom. Føler at jeg mangler veninder/venner både ja bekendtskaber men især også de mere meningsfyldte venskaber. Manlger specielt nogen venner der bor lidt tættere på mig selv.
Men når man er i midten af sine 30'er hvor går man hen og starter nye venskaber?? Føler lidt at jo ældre man bliver desto sværre bliver det også at stifte nye bekendtskaber? Eller er det bare min opfattelse?

Jeg har læst en del om ensomhed og tænker/håber at jeg ikke er den eneste herinde der føler sig ensom? Synes emnet er enormt svært at snakke om, som mange andre har jeg massere af "venner" på facebook men samtidig med er det ikke ret mange af dem jeg snakker med, og det virker som om mange af dem er et helt andet sted i livet end jeg selv er og en del af dem bor temmelig langt væk.

Så håbede vi måske kunne få en snak om ensomhed og nogen konkrete råd til hvad gør man, hvor går man hen? For som det lidt ligger i hele tråden så føler jeg mig temmelig alene med mit problem.

[Slettet bruger]

Yes, det bliver sværere med alderen, fordi folk har fuldtidsarbejde og børn og nedprioriterer at socialisere med nye mennesker, poolen af socialiseringsberedte mennesker bliver bare mindre og mindre.

Det vender nok omkring pensionsalderen

[Anlewi]

Det er kan sagtens være sværere jo ældre man bliver. Mange relationer bliver skabt igennem forskellige netværk så som uddannelse, job, børns pasningstilbud, legeaftaler osv.
Er man ikke i den situation at man har børn, eller deltager aktivt er det nemmere at blive ensom.

Rigtig mange mennesker har nok i sig selv og det kendte og jeg tror danskere er dårlige til at lukke nye mennesker ind i deres lov,

Hvis du er single, ville jeg tjekke forskellige singelnetvæk ud. Her kan jeg se at flere jeg kender har fået en god base og dannet nye stærke venskaber.

[De Suspekte Bryster]

Jeg tror, det er ret normalt og kan huske, at jeg selv havde det sådan dengang jeg var i midten af 30'erne. (Jeg er i dag 42). De sidste ca 4 år er det lykkedes mig at opbygge fire nære venskaber til fire meget forskellige mennesker. Derudover har jeg flere mindre nære venner og en masse bekendte.

Det vigtigste, jeg har lært, er, at sørge for at se folk. De nære venner skal ses ofte, men generelt har det for mig handlet om at komme ud af huset og bare sørge for at være med til noget. Nogle gange var det bare en hyggelig tid sammen, andre gange møder man nogen, der kan blive mere end bekendte.

Nogle gange skal du bare få spurgt en person om han/hun kunne tænke sig at ses en dag til noget, hvor det bare er jer to. På den måde har der været flere, som jeg i korte perioder lavede mere sammen med, fordi jeg så et potentiale for et tættere venskab, men hvor det alligevel aldrig rigtig klikkede og så gled det ud i sandet. Andre er i dag nære venner. Udover de nære venner, så ændrer venskabs- og bekendtskabskredsen sig indimellem og det har jeg vænnet mig til nu. Bare jeg føler, at jeg får dækket både det sociale og det nære.

Mht. hvor man møder folk, så har jeg lært folk at kende på arbejdet, på kursus, til fælles venner/bekendtes arrangementer, via mit studie, gennem debatten. Fx. var vi 10-11 styks fra debatten, der var i byen i København for en uge siden og det var åbent for alle at deltage. På den måde kan man møde meget forskellige mennesker og måske, der er nogen, man klikker med? De to arrangementer, vi har haft i København, var der skrevet om i "Lukket forum" og mon ikke, vi finder på et tredje arrangement..

Jeg håber ikke mit indlæg lyder "du skal da bare gøre sådan her"-agtigt". Det var som nævnt i starten af indlægget heller ikke nemt for mig i midt 30'erne, så jeg prøver bare at skrive lidt om, hvad der har fungeret for mig

[HoneyBadger]

Jeg tænker at nøglen er at komme et sted hvor man ser de samme mennesker ofte, og gerne på en måde som tillader social interaktion.

Studier, og i nogle tilfælde arbejdspladser, er jo perfekte fordi man jo netop arbejder sammen både løst og fast, og man har mulighed for at hænge ud på forskellige måder og lære hinanden at kende helt naturligt. Men hvis først man er færdig med at læse, og samtidig er sat i jobbet, er de jo lidt ude af billedet.

Det første der ellers kommer frem i tankerne er hobbyer og sport. Der er sikkert et eller andet du finder interessant eller sjovt?

Der er jo en del sportsklubber som lægger vægt på den sociale del også, med arrangementer og lignende. En sport hvor flere skal arbejde sammen og kommunikere kunne måske gøre det hele til en nogen lunde naturlig process - jeg tænker bare, det kan måske hurtigt blive lidt mere akavet hvis man har valgt yoga, og forsøger at få hende ved siden af, man har set nogle gange, i tale under eller efter timen...?

Erfaringsmæssigt vil jeg dog sige at næsten alle mine venner kommer fra skole og studier.

[A.Wall.Flower]

Jeg har kender godt følelsen, og jeg har lige oprettet en anden tråd om at være venneløs. Ironisk nok er det egentlig nok her i 30'rne, at jeg har mest at byde på til potentielle venner i form af overskud, forståelse og tid.

Måske er problemet også, at vi bliver mere kræsne med alderen i forhold til, hvem vi lukker ind i vores liv. Selv om jeg i det daglige møder og omgås med vældig mange søde mennesker, så klikker vi bare ikke på den der måde, hvor jeg har lyst til at se dem i fritiden.

[Purple Haze]

Tror måske at det (for nogen) handler om den der kræsenhed.
Da jeg var sammen med min ex. skulle vores venner helst leve op til en række krav - lidt ligesom når man leder efter en partner og han/hun helst skal være perfekt - ellers gad min ex. dem ikke. Så efterhånden så vi forsvindende få mennesker.
Nu er jeg ikke længere påvirket af de krav, og synes sådan set mine venner må være som de har lyst til, det er bare dejligt de er forskellige og forskellige fra mig - jeg har stadig nogle krav:
De skal have et minimum af social intelligens,
Have et minimum af god hygiejne.
Ikke være intolerante overfor homosexuelle, "fremmede" osv. Man må hjertens gerne være kritisk og mene noget andet end mig, men vi taler pænt om andre mennesker.
Og så skal vi selvfølgelig have noget at tale om/have lyst til hinandens selskab.

Anyhow, det jeg ville sige er at jeg personligt ikke kan gænkende at det bliver sværere med alderen at finde venner - tværtimod.
Jeg fandt ud af at det sådan set kun var mig selv der holdt mig tilbage, der findes mange folk derude der gerne vil have en ny ven.

[HerErJeg]

Jeg har en gang imellem tænkt på et eksperiment. Hvis nu alt blev solgt og man flyttede til et sted i udlandet, en lille hyggelig by i Frankrig eller Italien eller Spanien. Hvordan mon nabolaget ville reagere og tage imod en ukendt? Hvordan mon det ville være hvis man flyttede fra udlandet til et sted i Danmark og skulle starte forfra?
Jeg tænker der er store kulturelle forskelle, om man tager sig af vildt fremmede eller ej. Der er Danmark nok ikke det bedste sted.

[Ea_m]

Tak for jeres mange fine input min bekendtskabs-/vennekreds er ikke så stor så det der med at møde nye mennesker gennem venner er ikke rigtig en mulighed jeg har haft de samme veninder siden vi var teenager, men selvom de stadig er de dejligste piger har vores liv bevæget sig i forskellige retninger så interesserne og venskabet er lidt gledet fra hinanden, det er ærgeligt men sådan går det ind i mellem med venskaber.
Jeg ved ikke om jeg er kræsen mht. venskaber gennerelt synes jeg faktisk jeg er en super åben person som kan finde interesse i mange forskellige ting, mit problem er nok mest at jeg ikke vil være en belastning for andre, så jeg venter på de tager initiativ til at se mig fordi jeg ikke vil "belaste" dem med mit selskab hvis du nu i virkeligheden hellere vil lave noget andet eller "belaste" dem med at skulle finde på en undskyldning for ikke at ville se mig.

Suspekte bryster, synes slet ikke det lyder som om du dikterer det er bare sådan her du skal gøre tværtimod var det sådan noget jeg havde i tankerne da jeg oprettede tråden.

HoneyBadger, jeg har forsøgt mig med sport og hobbyer men jeg ender altid med at føle mig lidt udenfor og akavet, i ved når folk mødes i store grupper og der så opstår små grupper så har jeg det med at ende med at stå for mig selv.

A wall flower, jeg så godt din tråd og var faktisk den der gav mig mod på at lave min egen også så tak

Purple Haze, du skriver der er mange folk derude der gerne vil have en ny ven og jeg tror dig gerne, men hvor finder man dem? Man vader jo ikke bare op til folk på gaden og spørger "hej kunne du tænkte dig en ny ven?"

Jeg ved godt at jeg lyder lidt som en dårlig undskyldning men samtidig tænker jeg også hvis det var noget der kom let så var det nok heller ikke et problem.
Så tak for jeres fine input og kom endelig gerne med flere. Så vil jeg overveje om jeg måske selv skulle forsøge at stable et debat arrangement på benene.

[Mulan]

Jeg ved ikke om jeg er kræsen mht. venskaber gennerelt synes jeg faktisk jeg er en super åben person som kan finde interesse i mange forskellige ting, mit problem er nok mest at jeg ikke vil være en belastning for andre, så jeg venter på de tager initiativ til at se mig fordi jeg ikke vil "belaste" dem med mit selskab hvis du nu i virkeligheden hellere vil lave noget andet eller "belaste" dem med at skulle finde på en undskyldning for ikke at ville se mig.

Suspekte bryster, synes slet ikke det lyder som om du dikterer det er bare sådan her du skal gøre tværtimod var det sådan noget jeg havde i tankerne da jeg oprettede tråden.

HoneyBadger, jeg har forsøgt mig med sport og hobbyer men jeg ender altid med at føle mig lidt udenfor og akavet, i ved når folk mødes i store grupper og der så opstår små grupper så har jeg det med at ende med at stå for mig selv.

Nu har jeg lige understreget med fed, hvad jeg tror kan holde dig tilbage i at finde nye venner. Man er simpelthen NØDT til at komme over den der. Jeg ved godt, at det er vildt svært. Jeg er selv supergenert, men har kæmpet med mig selv ift. at møde nye mennesker. Jeg har været i en anden landsdel i et semester og der var jeg nødt til at være meget opsøgende (og det føles vanvittigt grænseoverskridende) ift. at klatre, som jeg tager del i, hvor jeg er afhængig af, at der er mindst 1 anden person til at sikre mig - der var jeg nødt til at aktivt opsøge folk, der ikke selv opsøgte mig. Det var hårdt, men der blev aldrig sagt nej - folk er dårlige til at tage initiativ og derfor må man vælge at tage det. Jeg var også nødt til at være meget opsøgende sådan rent socialt på studiet.

Den anden del er.. Du er muligvis nødt til at acceptere at selvfølgelig vil folk gerne være sammen med dig - for at du selv kan opsøge og tage initiativ, må du tage en aktiv, bevidst mental beslutning om at "Ja, folk vil mig gerne." og så tage den derfra. Den del er ret vigtig og det kan snildt være, at du bliver nødsaget til at sige det højt inde i dit hoved, når du inviterer Jens-Peter eller Lillian på kaffe/kajak-roning/hækle-hygge, for det er sgu svært. Vi er generelt bange for at blive afvist. Hvis det kan hjælpe dig - så tænk på det sådan her - når du inviterer Jens-Peter eller Lillian til noget, så fortæller du dem at du godt gider at være sammen med dem - det bliver normale mennesker faktisk smigrede og glade for - det plejer jeg at fortælle mig selv, når jeg skal kontakte andre på den måde. Altså det kan da aldrig være en skidt ting, at man fortæller en anden person, at man synes de er nice nok til at man gider deres selskab ENDNU mere end under whatever omstændigher (arbejde/hobby osv) man ellers mødes under.

En tredje ting er også - som der var en der beskrev i den anden tråd - hvilke type relationer ønsker du? Erkend at nogle relationer er bekendte, nogle er nu laver vi "hækle katte og drikker kaffe sammen", nogle er "lad os drikke os stive i byen" og nogle er "Lad os snakke dybt, mens vi drikker rødvin og spiller brætspil".
Nogle mennesker har brug for dem alle og spreder forskellige typer aktiviteter ud på forskellige relationer. Nogle mennesker vil kun have en type relationer og det er også fint. Det vigtigste er at finde ud af, hvad der virker for dig og så gå efter det.

Hvis du bor i KBH - så er jeg frisk på en kop kaf' eller andet. Ellers tjek lukket forum for arrangementer med søde debatmennesker. Jeg har fået nogle søde veninder og venner på den måde. Håber du kan bruge noget af det jeg skrev. *kram*

[Grissebassen]

Jeg har en gang imellem tænkt på et eksperiment. Hvis nu alt blev solgt og man flyttede til et sted i udlandet, en lille hyggelig by i Frankrig eller Italien eller Spanien. Hvordan mon nabolaget ville reagere og tage imod en ukendt? Hvordan mon det ville være hvis man flyttede fra udlandet til et sted i Danmark og skulle starte forfra?
Jeg tænker der er store kulturelle forskelle, om man tager sig af vildt fremmede eller ej. Der er Danmark nok ikke det bedste sted.

Jeg er ret enig med dig i, at vi i DK er ret dårlige til at lukke nye folk ind i vores liv. Jeg har dog oplevet noget helt andet, da jeg boede i udlandet. Her fik jeg enormt hurtigt et netværk af andre danskere, som var enormt imødekommende, og som jeg, efter vi nu alle er flyttet tilbage til DK, stadig ser jævnligt. Så jeg tror meget det handler om det der med, at vi har nok i os selv og som oftest antager, at andre også har det.

[Jydepigen]

https://www.dr.dk/tv/se/ensomhedens-tid ... er#!/42:48
Ved godt at dette er en halvgammel tråd, men så denne udseendelse, som ramte meget plet.
Jeg føler mig selv ensom, selvom jeg har venner, sport, familie og job. Men følelsen af at man ikke er nogles prioritet, er ensom følelse og svær at komme ud af. Har det lige som dig Ea_m, jeg vil ikke belaste folk med mit selskab og de hellere ville lave noget andet, og frygter den der afvisning man kan få. Så vil jeg hellere at de opsøger mig, så jeg ved at de ønsker mit selskab.

[zembra1986]

Jeg er også ensom, og jeg ved det er fordi jeg er ledig og har været uden arbejde i snart et halvt år nu.

Det er super hårdt ikke at have noget tilhørssted og at skulle undvære det sociale indspark man får med sine kolleger på en arbejdsplads, specielt når man ikke har familie som kan sørge lidt for det sociale i hverdagen Jeg har symptomer på depression i øjeblikket og de fleste dage har jeg slet ikke lyst til at stå op når jeg vågner.

[Newsugar]

Kender det godt, og især det med ikke at ville være til besvær og at tænke andre ikke gider være sammen med en. Nu skal jeg snart starte på uddannelse, og jeg må prøve om ikke jeg kan gøre lidt mere ved det sociale end jeg plejer. Hvor ofte holdes debat kom sammen? Og er det nogensinde i nærheden af Esbjerg?

[Avino]

https://www.dr.dk/tv/se/ensomhedens-tidsalder/-/ensomhedens-tidsalder#!/42:48
Ved godt at dette er en halvgammel tråd, men så denne udseendelse, som ramte meget plet.
Jeg føler mig selv ensom, selvom jeg har venner, sport, familie og job. Men følelsen af at man ikke er nogles prioritet, er ensom følelse og svær at komme ud af. Har det lige som dig Ea_m, jeg vil ikke belaste folk med mit selskab og de hellere ville lave noget andet, og frygter den der afvisning man kan få. Så vil jeg hellere at de opsøger mig, så jeg ved at de ønsker mit selskab.

Nu har jeg set udsendelsen.
Det gør ondt- helt ind i min sjæl, at så mange ( sikkert mange flere) er så ensomme.

Jeg lever alene. Det er selvvalgt. Alligevel kan jeg sagtens relatere til ensomheden.
Har vidunderlig familie. Har venner. Har kolleger.
Kan dog sagtens føle ensomheden- alligevel.

Er det den digitale verden, der er skyld i det mon ?
Vi sidder bag en skærm- i stedet for at gå ud i det virkelige liv.

Jeg er halvgammel. I min ungdom havde vi ikke de problemer. Vi gik ud. På værtshus- diskoteker osv.
Der mødte vi menneskene - face to face.

Nu er det Tinder og alle de andre platforme, som jeg slet ikke kender. Kun her fra Debatten.
Synes virkeligt, at det er så trist- at selv unge mennesker føler sig så ensomme.