Tak, men nej tak

[HappyHippo]

Alle kvinder har vel oplevet det. Som helt unge lærer vi at sige fra. Eller, det bør vi lære.

[Dawwty]

Det er to ting, et er om der er mønstre eller signaler i din kommunikation som kan misforstås, og arbejde med at justere på det, to at være afvisende, hvilket inkluderer ikke at svare.

Ikke at svare, er også et svar, desværre det eneste mulige for nogle.

[ajnaM]

Jeg tænker ikke, det er normalt. Ikke i det omfang i hvert fald.


Jeg kender et par stykker, der oplever det samme. Det er i øvrigt både mænd og kvinder. Som fællesnævner er de nogle virkelig dejlige og smukke mennesker, der har meget at give af, og som har et stort overskud. Skal jeg tolke lidt på dem, er de typerne, som er 'nemme at forelske sig i' - og samtidig kan de et eller andet sted godt lide den opmærksomhed, de får, og/eller har svært ved at afvise andre mennesker. De er også vant til opmærksomheden, fordi de har haft den altid.

Så en ting er, at de har nogle ting, der gør, at de tiltrækker sig mere opmærksomhed end de fleste. Udseende, personlighed, status... men samtidig har de nogle træk (måske de samme som er tiltrækkende for nogle?), som gør, at de har svært ved at sige tydeligt fra. Det gør, at de havner der, hvor de samler flere og flere håbløst forelskede omkring sig, som de egentlig ikke er interesserede i.


Hvis jeg var dig, ville jeg overveje, hvad jeg selv kunne gøre for at være mere tydelig over for de her mænd. Og måske også overveje, hvad det er, der gør, at du tiltrækker dig den opmærksomhed. Måske du bare er lidt ekstra uimodståelig - og det er okay, men hvis du gerne vil slippe af med mændene, er du jo i så fald nok nødt til at gøre noget anderledes, end du gør i dag.

[Akehurst2]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

Beklager at jeg kører i samme rille. Men den der type accepterer ikke et nej. Det er et udgangspunkt for forhandling. Og det er meget vel, at han skyder med spredehagl, for på et eller andet tidspunkt er der statistisk set nok en der skal sige ja.

Lad det glide ud i sandet ved at tak for kontakt, nej tak til yderligere kontakt og så ellers ignorer. For han kommer ikke til at ændre sig. Han vil altid forsøge at se, om døren står en smule på klem.

Udfordringen her er lidt, at det er folk, jeg møder ind i mellem i andre sammenhænge. Altså folk, jeg ikke rigtigt kan undgå - og som jeg forventes at være høflig overfor i den almindelige verden. Når de derfor først har sagt undskyld og gennem noget tid agerer almindeligt, tænker jeg alt er fint - som ved så mange andre + jeg synes det er svært at gå fra small talk i den almindelige verden til “jeg gider overhovedet ikke svare dig - pil af” på skrift

Hvorfor forventes du at være høflig overfor folk, der overskrider dine grænser?

Du kan jo lade være med at være høflig, og hvis nogen bemærker det, så forklarer du bare hvorfor.

Som Aragorn skriver: Så lad det være pinligt. Det er ikke farligt.

[Galoldriel]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

Altså hvordan det lykkes mig at lade relationen glide ud i sandet?

Jeg gør det som sagt, når personen ikke går direkte til værks, men "bare" insinuerer på en måde, jeg synes, virker lummer - og hvis vedkommende er en del af min omgangskreds, for så bliver det pludseligt lidt mere kompliceret.

De fleste af mine venner er mænd. Jeg holder virkeligt meget af dem. Vores relationer er typisk bygget op omkring fælles nørdeinteresser, og de er helt ukomplicerede. Jeg er en meget åbentsindet og imødekommende person, så når jeg møder folk (i det her tilfælde mænd), der også har ting, de nørder med - og som jeg synes, er spændende - så tænker jeg altid, det meget vel kan være en ny ven. Det er der så nogen, der fejlfortolker. Det har jeg før i tiden haft svært ved at se komme, men nu er jeg til gengæld blevet ret god til det.

Jeg står dog i en situation p.t., hvor der er en mand, der er en del af min perifære omgangskreds, og han er svær at komme helt udenom, medmindre jeg dropper denne her omgangskreds helt. Og det er jeg altså ikke villig til, bare fordi han er der. Vi har skrevet lidt sammen på et tidspunkt om en fælles interesse, men efterhånden begyndte han at ville indvie mig i detaljer af hans liv, som jeg slet ikke syntes, vores relation lagde op til. Så jeg lod simpelthen være med at kommentere det. I starten drejede jeg samtalen over på den fælles interesse, men da det blev tydeligt, han ikke rigtigt gad dét længere, havde vi ikke så meget mere at tale om. Så på dén måde gled det ud i sandet. Nu kommer jeg så til at møde ham igen efter lang tid, hvor jeg intet har haft med ham at gøre, og det kommer til at blive lidt akavet. Men det tager jeg ikke på mig, for jeg synes ikke, det er min skyld, hvis han har issues.

Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at sige fra sådan helt generelt, og jeg oplevede flere gange, at folk (både kvinder og mænd) gerne ville have et tæt venskab, som jeg ikke selv ønskede. Det var meget ubehageligt, for de kunne blive ret sure på mig, på trods af jeg aldrig havde lovet dem noget. Men med tiden er jeg blevet meget mere direkte, og hvis folk så bliver sure over dét, er det deres eget problem. Jeg ved, hvad jeg vil have, og hvad jeg ikke gider. Det er meget befriende.

[Purple Haze]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

Beklager at jeg kører i samme rille. Men den der type accepterer ikke et nej. Det er et udgangspunkt for forhandling. Og det er meget vel, at han skyder med spredehagl, for på et eller andet tidspunkt er der statistisk set nok en der skal sige ja.

Lad det glide ud i sandet ved at tak for kontakt, nej tak til yderligere kontakt og så ellers ignorer. For han kommer ikke til at ændre sig. Han vil altid forsøge at se, om døren står en smule på klem.

Udfordringen her er lidt, at det er folk, jeg møder ind i mellem i andre sammenhænge. Altså folk, jeg ikke rigtigt kan undgå - og som jeg forventes at være høflig overfor i den almindelige verden. Når de derfor først har sagt undskyld og gennem noget tid agerer almindeligt, tænker jeg alt er fint - som ved så mange andre + jeg synes det er svært at gå fra small talk i den almindelige verden til “jeg gider overhovedet ikke svare dig - pil af” på skrift

Hvorfor forventes du at være høflig overfor folk, der overskrider dine grænser?

Du kan jo lade være med at være høflig, og hvis nogen bemærker det, så forklarer du bare hvorfor.

Som Aragorn skriver: Så lad det være pinligt. Det er ikke farligt.

Kan godt sætte mig ind i at man jo ikke har lyst til at være direkte uhøflig. Og kan også godt forstå at det kan være svært ikke at virke uhøflig, hvis man prøver ikke at være høflig og imødekommende.

Men altså hvis personerne virkelig er grænseoverskridende, og ikke bare har inviteret en ud (og måske endda flere gange med passende mellemrum) og derefter fortsætter alm smalltalk ved tilfældige møder - så ville jeg nok bare ignorere dem, flytte mig fra dem og svarer dem i enstavelsesord hvis de henvendte sig.
Og ville under ingen omstændigheder svarer på deres beskeder, og evt. bare slette dem og hvis de blev ved, så blokere dem.

[AFK]

Hvordan siger man det, så det bliver forstået og accepteret?

Jeg synes egentlig selv, jeg er god til at være klar og tydelig, men det er jeg tydeligvis ikke, selvom jeg i andre sammenhænge bliver beskyldt for at kunne tone tydeligheden lidt ned. Eller bløde den op.

I løbet af årene har jeg akkumuleret løbende henvendelser fra en gruppe mænd, som jeg ikke formår at få ud af vagten. Listen omfatter:

- eksmands ven (20+ år)
- barns skolekammerats fædre * 2 (10+ år)
- arbejdsbekendtskab (10+ år)
- ekskæreste (under 10 år)
- ekskæreste (30+ år)
- tidligere kollega (under 10 år)

Jeg har altid tænkt på det som lidt pinligt, at jeg ikke formår at sige ordentligt fra. En enkelt er faldet fra, da han ikke blev valgt til, da jeg blev single - umiddelbart synes jeg jo, det burde være det hint, de alle burde forstå, hvis de ikke tror på mine direkte afvisninger. Og hvem gider vente, til jeg er så desperat, så jeg sænker standarden/alligevel bliver interesseret? Nej… lidt ligesom med voldtægter af kvinder, tænker jeg egentlig ikke, det handler om mig, men en eller anden magt, henvendelsen giver til mændene… fordi jeg netop ikke kan stoppe dem.

Jeg synes af samme årsag, det er pinligt. Fordi det bliver grænseoverskridende. Selvom jeg jo bare kan se det som et kompliment

En anden tråd her på debatten fik mig til at overveje, hvor almindeligt det faktisk er. Og hvad I andre gør for at få det til at stoppe?

Jeg tror godt du kan være noget mere klar og tydelig. Efter at have læst kun dit oplæg, så fatter jeg stadig ikke helt konteksten eller hvad du mener? Det er som at zappe over på en film på en anden kanal, 20 minutter efter den er begyndt.

[Kaffe]

Måske kan du beslutte dig for at give det mindre betydning. Hvis nogen skriver så 'pyt'. Pyt med hvad deres motiv er. Hvis du ignorerer deres beskeder, så får det også mindre betydning, tænker jeg. Eller blot et kort svar alá 'Jeg har en travl dag, skriver senere' - uden at vende tilbage.

Emnet i tråden kan godt bekymre mig, for jeg kan fx sagtens finde på at skrive til et par tidligere mandlige kolleger om, hvordan det går osv. Nu bliver jeg lidt nervøs for, om de kan opfatte det som om, der ligger noget bag. Og det er ikke 'for sjov' jeg skriver det - jeg er legit bekymret nu.

[Misantropen]

Måske kan du beslutte dig for at give det mindre betydning. Hvis nogen skriver så 'pyt'. Pyt med hvad deres motiv er. Hvis du ignorerer deres beskeder, så får det også mindre betydning, tænker jeg. Eller blot et kort svar alá 'Jeg har en travl dag, skriver senere' - uden at vende tilbage.

Emnet i tråden kan godt bekymre mig, for jeg kan fx sagtens finde på at skrive til et par tidligere mandlige kolleger om, hvordan det går osv. Nu bliver jeg lidt nervøs for, om de kan opfatte det som om, der ligger noget bag. Og det er ikke 'for sjov' jeg skriver det - jeg er legit bekymret nu.

Du kan ikke styre hvordan de opfatter det, men så længe du skriver harmløse ting som "hvordan går det?", og derudover ikke gør eller siger noget der kan gøre at de tvivler på din hensigt med at skrive, gør du ikke noget forkert.

[Sofakartoflen]

Måske kan du beslutte dig for at give det mindre betydning. Hvis nogen skriver så 'pyt'. Pyt med hvad deres motiv er. Hvis du ignorerer deres beskeder, så får det også mindre betydning, tænker jeg. Eller blot et kort svar alá 'Jeg har en travl dag, skriver senere' - uden at vende tilbage.

Emnet i tråden kan godt bekymre mig, for jeg kan fx sagtens finde på at skrive til et par tidligere mandlige kolleger om, hvordan det går osv. Nu bliver jeg lidt nervøs for, om de kan opfatte det som om, der ligger noget bag. Og det er ikke 'for sjov' jeg skriver det - jeg er legit bekymret nu.

Jeg synes ikke, du skal bekymre dig. Du er meget kontant og reel i dine indlæg, så hvis du skriver på samme måde til dem, så er det ikke dit ansvar, hvis du bliver misforstået. Skulle det ske, kan du bare rette det ved at fortælle, at du ikke er interesseret, og så vil du tænke over ikke at henvende dig til samme menneske igen uopfordret.

Som jeg forstår TS, handler det om, at hun skriver med folk, og det går over i, at de lægger an på hende. Det gør du jo ikke, og hvis de mænd, du skriver til, tolker dine beskeder som tilnærmelser, er det deres problem, hvis du ikke skriver noget, der ER tilnærmelser.

Vi kan virkelig komme langt, hvis vi siger/skriver, det vi mener, og mener, det vi skriver/siger.

Hvis man bliver lagt an på, og man ikke er interesseret, kan man sige nej. Hvis det ikke bliver forstået, skal man sige nej tydeligere. (jeg forudsætter, at vi taler om almindelige mennesker og ikke sexualforbrydere osv)

[Delfin]

Måske kan du beslutte dig for at give det mindre betydning. Hvis nogen skriver så 'pyt'. Pyt med hvad deres motiv er. Hvis du ignorerer deres beskeder, så får det også mindre betydning, tænker jeg. Eller blot et kort svar alá 'Jeg har en travl dag, skriver senere' - uden at vende tilbage.

Emnet i tråden kan godt bekymre mig, for jeg kan fx sagtens finde på at skrive til et par tidligere mandlige kolleger om, hvordan det går osv. Nu bliver jeg lidt nervøs for, om de kan opfatte det som om, der ligger noget bag. Og det er ikke 'for sjov' jeg skriver det - jeg er legit bekymret nu.

Medmindre du skriver på trods af, at du ikke får svar, eller på trods af at de beder dig lade være med at skrive, så tænker jeg ikke, at der er et problem i at skrive til tidligere kolleger