Fra bums med selvmordstanker til styr på sit shit.

[Fønix]

Nogle af jer vil genkende mig under et andet brugernavn, som jeg har bedt om sletning af (tak Ice!). Vær søde ikke, at nævne det i svar. Både fordi, det repræsenterede et tidligere liv, som ikke eksisterer længere og fordi, jeg ikke ønsker at dukke op i eventuelle søgninger på det. Den personlighed er for længst væk og jeg vil gerne have, det forbliver sådan.:-)

Og please, ikke quote.

Der er et besynderligt træk i min eksistens, som jeg godt kunne tænke mig noget input på. Det vedrører min personlige udvikling, som jeg ikke oplever som lineær, men som noget, der sker i relativt brutale kvantespring.

Eksempel: tilbage i midten af 2000 hang jeg meget ud i jubii-debatten. Nærmest på fuld tid. I en ussel tilværelse og et jævnt dagsforbrug af både smøger og hash. Ingen kontakt til min dysfunktionelle og alkholiserede familie. Ingen kontakt med min søn. Og ingen udsigt til et bedre liv. Tanker om selvmord var en del af dagligdagen.

Pludselig, omkring 2009, bliver jeg træt af det hele. Sådan virkelig træt! Fra den ene dag til den anden dropper jeg 20 smøger om dagen, alt hvad der hedder euforiserende stoffer og begyndeer at træne intenst. Og lægger totalt min kost om til noget, der ikke er mere usundt end gulerødder. Et år senere åbner jeg en forretning på Frederiksberg sammen med en ven, som jeg dog frasælger min andel i efter ca. to år, fordi jeg vil tilbage til min fødeby.

Der tager jeg fuldstændigt styringen med min alkoholiserede mor og får hende sendt i behandling. Genetablerer kontakten med min søn og sideløbende åbner jeg en forretning i det samme format, som jeg havde i København. Finder sammen med min første, store kærlighed fra teenageårene igen og ender med, at indgå i et fast parforhold for første gang i 15 år.

Og her er jeg nu. I dag har jeg stadig min forretning på deltid, fordi jeg har været så heldig, at kunne etablere en passiv indkomst ved siden af. Med et overfinancieret liv og en BMW i luksusklassen, som jeg ikke bruger ret meget, fordi jeg hellere vil løbe eller gå med min hund. Min mor er totalt alkoholfri og vi har et fantastisk forhold nu. Jeg ser hende hver dag. Forholdet til min kærste holdt ikke, men det er af mindre betydning.

Og så sker der noget igen, som jeg genkender fra tidligere. Jeg bliver nostalgisk. Jeg begynder, at søge tilbage i tiden for, at undersøge relationer fra en tilværelse, som ikke længere findes. Tager kontakt til gamle venner, kærester og flygtige relationer. Jeg oplever en umådelig trang til, at undersøge, om de kan genopfindes i et nyere og bedre format. Eller bare for, at få stillet en nysgerrighed efter at vide, hvad de mon laver nu.

I 100% af tilfældene, er der ikke noget at komme efter. Enten fordi, de ikke selv har forandret sig ret meget, eller fordi, jeg simpelthen bare gerne vil stikke en finger i jorden og forsvinde igen. Jeg ender altid med, at genopdage grundene til, hvorfor vi ikke længere har kontakt. Og jeg ved, at den nostalgi ikke varer ret længe. Det er som om, jeg trænger til en efterbehandling af gamle minder, som jeg vil se på med friske øjne og så ellers smutte igen.

Jeg ved ikke, om det er stjernernes stilling eller noget, jeg spiser, som vækker den trang. Men det er et tema, som dukker op i mit liv ca. hver tiende år. Som nogle af jer ved, så er det lige sket igen.

Kender i det? Kender i nogen, der har det sådan?

[Ata]

Kunne det tænkes, at det sker fordi du savner noget tilhørsforhold og kontinuitet i dit liv? Du lyder ret rodløs og på sin vis som et menneske, som har haft lidt svært ved at finde sig selv i livet. En del af den måde vi forstår os selv og udvikler en identitet er jo gennem vores relationer og at vi løbende bliver set og spejlet i vores relationer. Så jeg tænker, om der måske er en del af dig, der længes efter det? Og måske ikke finder det, fordi du har foretaget de her store spring i, hvem du er og hvordan dit liv ser ud?

Mit bedste bud er i hvert fald, at nysgerrighed ikke er den drivende faktor. Jeg tror, der må være noget mere følelsesmæssigt på spil...

Og nej, jeg kender det ikke fra mig selv som sådan, men jeg kender godt det med, at man udvikler sig i spring. For mig har det bare mere været på et mentalt plan, hvorimod relationer og livsrammer har været mere konstante.

[Galoldriel]

Måske - jeg ved ikke helt, om det er sammenligneligt.

Jeg havde en periode fra cirka 2004 til 2007, hvor jeg havde det ret skidt psykisk. Jeg blev en del af en kreds af personer, der selv var ude på dybt vand, og vi holdt hinanden fastlåst i nogle dårlige mønstre, både mht. stoffer og i vores relationer til hinanden.

Jeg brød med gruppen i 2007, fik herefter styr på mit studie igen, blev færdig med min uddannelse med topkarakterer, og fandt ud af, hvilken type personer, der styrker mig, og hvem, jeg skal holde mig langt fra.

Den dårlige periode har, selvom jeg havde det ad helvedes til, vist sig at være guld værd. Jeg har lært så meget af den erfaring, og det har været medvirkende til at jeg i dag har de mest givende venskaber, jeg nogensinde har haft.

Med til historien hører også, at jeg gennem hele mit liv har haft en udpræget psykisk sårbarhed, som har vekslet mellem vilde opture og dybe depressioner. I de sværeste år, der fra 2004 til 2007, havde jeg det ekstraordinært dårligt, så det giver mening, at jeg er søgt hen mod andre, jeg kunne spejle mig i, idet de tydeligvis også havde/har psykiske problemer. Jeg har ikke kontakt med dem mere, så jeg ved ikke, hvor de står i dag. Men jeg håber, de er landet et godt sted i livet.

I dag kæmper jeg med eftervirkninger af langvarig, massiv stress, men jeg føler, dét til trods, at jeg har det bedre end nogensinde før. Med tiden har jeg fået større indsigt i, og forståelse for, den, jeg er, og min dømmekraft er for det meste spot on. Jeg er mere modig, bedre til at sige fra, og det føles befriende.

Jeg var i øvrigt selv på jubiidebatten fra 2003 til 2015. Det er ret spændende at følge med i, hvordan folks liv udvikler sig, så det kan jeg godt følge dig i.

[Fønix]

Kunne det tænkes, at det sker fordi du savner noget tilhørsforhold og kontinuitet i dit liv? Du lyder ret rodløs og på sin vis som et menneske, som har haft lidt svært ved at finde sig selv i livet. En del af den måde vi forstår os selv og udvikler en identitet er jo gennem vores relationer og at vi løbende bliver set og spejlet i vores relationer. Så jeg tænker, om der måske er en del af dig, der længes efter det? Og måske ikke finder det, fordi du har foretaget de her store spring i, hvem du er og hvordan dit liv ser ud?

Mit bedste bud er i hvert fald, at nysgerrighed ikke er den drivende faktor. Jeg tror, der må være noget mere følelsesmæssigt på spil...

Og nej, jeg kender det ikke fra mig selv som sådan, men jeg kender godt det med, at man udvikler sig i spring. For mig har det bare mere været på et mentalt plan, hvorimod relationer og livsrammer har været mere konstante.

Dette tror jeg er den rigtige forklaring. Jeg har det som om, jeg er passager i en personlighed, som jeg ikke ved, hvor jeg selv har. Jeg lever også mit liv som om, nedturen kan vende tilbage lige så hurtigt, som opturen kom. Jeg har eksempelvis aldrig købt fast ejendom her, hvor jeg er nu, fordi jeg allerede ved, jeg ikke bliver her når min mor er væk. Jeg forventer allerede, at flytte til et sted i udlandet, hvor mine penge er mere værd og slutter mit liv der - når den dag kommer.

Jeg finder stor tryghed i at vide, at jeg kan flytte mig i en fart, hvis det skulle være nødvendigt. Og har også indrettet mit privatforbrug efter, at jeg kan gå fallit fra den ene dag til den anden.

Det samme med mine relationer. Mine venneforhold er etableret på nytteværdi. Og det taler vi åbent om. Det er uhyggeligt, når jeg læser dét, jeg selv skriver her, men det er også sandt.

Jeg tror, du har ret i, jeg længes efter varrige og stabile relationer, men de ligger så fjernt for mig. Jeg ved ikke om jeg nogensinde finder mig til rette i dem.

Men jeg har det godt. Bedre end nogensinde. Og måske er dét, du skriver om, min næste success. Det håber jeg.

[Fønix]

Måske - jeg ved ikke helt, om det er sammenligneligt.

Jeg havde en periode fra cirka 2004 til 2007, hvor jeg havde det ret skidt psykisk. Jeg blev en del af en kreds af personer, der selv var ude på dybt vand, og vi holdt hinanden fastlåst i nogle dårlige mønstre, både mht. stoffer og i vores relationer til hinanden.

Jeg brød med gruppen i 2007, fik herefter styr på mit studie igen, blev færdig med min uddannelse med topkarakterer, og fandt ud af, hvilken type personer, der styrker mig, og hvem, jeg skal holde mig langt fra.

Den dårlige periode har, selvom jeg havde det ad helvedes til, vist sig at være guld værd. Jeg har lært så meget af den erfaring, og det har været medvirkende til at jeg i dag har de mest givende venskaber, jeg nogensinde har haft.

Med til historien hører også, at jeg gennem hele mit liv har haft en udpræget psykisk sårbarhed, som har vekslet mellem vilde opture og dybe depressioner. I de sværeste år, der fra 2004 til 2007, havde jeg det ekstraordinært dårligt, så det giver mening, at jeg er søgt hen mod andre, jeg kunne spejle mig i, idet de tydeligvis også havde/har psykiske problemer. Jeg har ikke kontakt med dem mere, så jeg ved ikke, hvor de står i dag. Men jeg håber, de er landet et godt sted i livet.

I dag kæmper jeg med eftervirkninger af langvarig, massiv stress, men jeg føler, dét til trods, at jeg har det bedre end nogensinde før. Med tiden har jeg fået større indsigt i, og forståelse for, den, jeg er, og min dømmekraft er for det meste spot on. Jeg er mere modig, bedre til at sige fra, og det føles befriende.

Jeg var i øvrigt selv på jubiidebatten fra 2003 til 2015. Det er ret spændende at følge med i, hvordan folks liv udvikler sig, så det kan jeg godt følge dig i.

Jeg er for ny til at kunne give kort, men det er så godt at høre, det er gået fremad for dig også. Og har opdaget, at nedture kan bruges konstruktivt. Samme opdagelse har jeg også gjort.

Jeg kender også udmærket til de humørsvingninger, du beskriver, selvom sinuskurven på dem heldigvis er fladet ud for mit vedkommende også. Dét er befriende!

[paint]

Nu har du ganske vist lige skrevet et par indlæg, som måske peger i en anden retning - mens jeg skrev nedenstående. Men nu det er skrevet, får du det alligevel :-)

Umiddelbart, ville jeg tolke din historie – som du beskriver den – som en person der har tabt en del af sig selv på vejen, bagude. En del som du ikke voksede ud af, men skar af, råt og brutalt. Nu eksisterer den tid ikke mere, men på samme måde som en amputeret arm kan give såkaldte 'fantomsmerter' eller følelsen af, at den er der endnu – men i sagens natur ikke er – kan den del af dig selv, som du efterlod, give en slags 'fantomfølelser'.
Måske endda en længsel efter de tider, venner, miljøer, livsstil etc. som var knyttet til den. Som nævnt, du voksede ikke ud af den del af dig selv – du cuttede den af, fra den éne dag til den anden. Og nu kommer den (for at blive i terminologien) 'arm' og prikker dig på skulderen, og spørger: ”Hvad med mig?” Eller sagt på en anden måde: du har sendt en del af dig selv uden for døren og sagt: ”bliv derude” men nu banker han på og vil snakke med dig.

Du kan ikke sætte 'armen' på igen. Men kunne du forestille dig en opdateret version af den du var dengang – minus det 'usle', som du kalder det? En nutidsversion, som kan integreres i din nuværende tilværelse? Måske er en 'pæn borgerlig tilværelse', med en BMW i carporten, og styr på økonomien ikke rigtig 100% dig. Der mangler noget?
Ovenstående er, hvad jeg ville tænke, og spørge om,hvis du sad overfor mig i en stol, og fremlagde det.
Nu arbejder jeg ganske vist ikke som klinisk psykolog mere, og har nogen siddende i en stol overfor mig, nu er det mere teoretisk – men hvis jeg nu gjorde, ville jeg tage udgangspunkt i det nævnte.

Om det så er rigtigt, ved kun du (måske) :-)

[Fønix]

Nu har du ganske vist lige skrevet et par indlæg, som måske peger i en anden retning - mens jeg skrev nedenstående. Men nu det er skrevet, får du det alligevel :-)

Umiddelbart, ville jeg tolke din historie – som du beskriver den – som en person der har tabt en del af sig selv på vejen, bagude. En del som du ikke voksede ud af, men skar af, råt og brutalt. Nu eksisterer den tid ikke mere, men på samme måde som en amputeret arm kan give såkaldte 'fantomsmerter' eller følelsen af, at den er der endnu – men i sagens natur ikke er – kan den del af dig selv, som du efterlod, give en slags 'fantomfølelser'.
Måske endda en længsel efter de tider, venner, miljøer, livsstil etc. som var knyttet til den. Som nævnt, du voksede ikke ud af den del af dig selv – du cuttede den af, fra den éne dag til den anden. Og nu kommer den (for at blive i terminologien) 'arm' og prikker dig på skulderen, og spørger: ”Hvad med mig?” Eller sagt på en anden måde: du har sendt en del af dig selv uden for døren og sagt: ”bliv derude” men nu banker han på og vil snakke med dig.

Du kan ikke sætte 'armen' på igen. Men kunne du forestille dig en opdateret version af den du var dengang – minus det 'usle', som du kalder det? En nutidsversion, som kan integreres i din nuværende tilværelse? Måske er en 'pæn borgerlig tilværelse', med en BMW i carporten, og styr på økonomien ikke rigtig 100% dig. Der mangler noget?
Ovenstående er, hvad jeg ville tænke, og spørge om,hvis du sad overfor mig i en stol, og fremlagde det.
Nu arbejder jeg ganske vist ikke som klinisk psykolog mere, og har nogen siddende i en stol overfor mig, nu er det mere teoretisk – men hvis jeg nu gjorde, ville jeg tage udgangspunkt i det nævnte.

Om det så er rigtigt, ved kun du (måske) :-)

Uha, der er meget godt her. Du ramte en nerve. Jeg skal ud og gå med min hund, men du har givet mig noget at tænke over på turen. Det har jeg ganske sikkert yderligere kommentarer til senere.

[Skorstenen]

Jeg har også oplevet det. Men jeg er blevet rigtig god til at tænke fremad og ikke bagud. De eneste bagudrettede tanker jeg har er, "kan du huske dengang hahahaha det var sjovt" eller "tak fordi du har været med til at forme den jeg er idag" eller "tak for erfaringen"

Jeg er blevet mega god til at bede min hjerne om at holde kæft.

[Rhododendron]

Min barndom har båret præg af for meget voksenansvar lagt på mine skuldre, med forældre der på hver deres måde har været misbrugere og generelt dysfunktionelle. Det har ikke kun været dårligt, men det dysfunktionelle har været med til at forme drømmen om mit voksenliv.
Jeg drømte om villa, Volvo og vovse med 1,8 barn, fuldtidsjob (ikke nødvendigvis karrierer og lange uddannelser) og gift med den samme partner i 40 år, for det var sådan en “rigtig” familie så ud i mine øjne.

Det var IKKE sådan mit liv blev, men det er til dels et aktivt valg, for da jeg opnåede de tre v’er kunne jeg alligevel ikke leve på den måde
Jeg har haft en stort problem med at hvile i det jeg var i, og var altid utilfreds med noget eller havde svært ved at tage et valg, og stå ved det. På en måde var jeg altid på vej videre.
Så f.eks. er jeg flyttet mange gange og har haft en del forskellige partnere og “frem og tilbage- forhold”.

Jeg har været overbevist om at det nok var pga. min opvækst med alkoholiske/misbrugende forældre, da jeg troede min opvækst havde gjort mig rodløs.
Men da jeg som voksen fik en adhd diagnose, faldt der ro på og det gav pludselig mening hvorfor jeg altid var på vej videre, og hvorfor mine forhold og venskaber var så meget anderledes end andres relationer

[Fønix]

Nu har du ganske vist lige skrevet et par indlæg, som måske peger i en anden retning - mens jeg skrev nedenstående. Men nu det er skrevet, får du det alligevel :-)

Umiddelbart, ville jeg tolke din historie – som du beskriver den – som en person der har tabt en del af sig selv på vejen, bagude. En del som du ikke voksede ud af, men skar af, råt og brutalt. Nu eksisterer den tid ikke mere, men på samme måde som en amputeret arm kan give såkaldte 'fantomsmerter' eller følelsen af, at den er der endnu – men i sagens natur ikke er – kan den del af dig selv, som du efterlod, give en slags 'fantomfølelser'.
Måske endda en længsel efter de tider, venner, miljøer, livsstil etc. som var knyttet til den. Som nævnt, du voksede ikke ud af den del af dig selv – du cuttede den af, fra den éne dag til den anden. Og nu kommer den (for at blive i terminologien) 'arm' og prikker dig på skulderen, og spørger: ”Hvad med mig?” Eller sagt på en anden måde: du har sendt en del af dig selv uden for døren og sagt: ”bliv derude” men nu banker han på og vil snakke med dig.

Du kan ikke sætte 'armen' på igen. Men kunne du forestille dig en opdateret version af den du var dengang – minus det 'usle', som du kalder det? En nutidsversion, som kan integreres i din nuværende tilværelse? Måske er en 'pæn borgerlig tilværelse', med en BMW i carporten, og styr på økonomien ikke rigtig 100% dig. Der mangler noget?
Ovenstående er, hvad jeg ville tænke, og spørge om,hvis du sad overfor mig i en stol, og fremlagde det.
Nu arbejder jeg ganske vist ikke som klinisk psykolog mere, og har nogen siddende i en stol overfor mig, nu er det mere teoretisk – men hvis jeg nu gjorde, ville jeg tage udgangspunkt i det nævnte.

Om det så er rigtigt, ved kun du (måske) :-)

Fordi jeg voksede op i et alkoholiseret miljø med politiet rendende i tide og utide, så havde jeg ikke just en ubekymret barndom. Og jeg kan huske, at jeg simpelthen brændte fuldstændigt sammen i midten af min ungdom pga. det. Jeg blev så umådeligt træt omkring 26-års alderen og sank ned i hashtågerne. Det varede til omkring midten af mine 30'ere.

Der er derfor en lang periode i mit liv, hvor jeg ikke kan huske, at jeg faktisk har haft en mindeværdig tilværelse. Og rent emotionelt må jeg jo bare erkende, at jeg ikke er fulgt med min kronologiske alder, fordi den side af mig selv er understimuleret. Som om, at der er missing links og livserfaringer, som jeg har sprunget over, men som ikke KAN springes over. De VIL udleves.

Så jeg har muligvis amputeret dem. Men som du selv nævner, så kommer der fantomsmerter. Det er meget tænkeligt, at jeg prøver at opsøge og gennemleve oplevelser og erfaringer, som i virkeligheden hører til i en anden dekade. Fordi det var måske dér udviklingen stoppede, eller ikke blev færdigoplevet, og den kan jeg ikke bare springe over for at indhente min kronologiske alder.

Måske er det sådan noget, der stikker af med mig, når den nostalgi kommer efter mig.

Der er noget at tygge på. Tak for dét! :-)

[Galoldriel]

Jeg er for ny til at kunne give kort, men det er så godt at høre, det er gået fremad for dig også. Og har opdaget, at nedture kan bruges konstruktivt. Samme opdagelse har jeg også gjort.

Jeg kender også udmærket til de humørsvingninger, du beskriver, selvom sinuskurven på dem heldigvis er fladet ud for mit vedkommende også. Dét er befriende!

Tak - og i lige måde. Og ja, det er i den grad befriende med større stabilitet. Jeg er glad for, at det også er tilfældet hos dig.

[TomKah]

Når jeg læser dine indlæg så føler jeg du fremstår nærmest lidt manisk. Det kan godt være det bare er din skrivemåde. Det kan også være at det som du selv skriver skyldes at du modenhedsmæssigt er yngre end din reelle alder fordi du har sprunget dele af livet over.

Jeg får kun trang til at opsøge gamle venner ud fra et ønske om at udveksle gamle minder og anekdoter. Det er faktisk ret lidt jeg opsøger gamle bekendtskaber, men har også en større stabilitet i mine relationer end du giver udtryk for.

Hvorfor ønsker du ikke reelle venskaber som ikke er baseret i noget for noget? Er det frygten for at blive brændt? Hvordan er din relation til din søn og hvad ønsker du dig for jeres fremtid? Undrer mig bare over du kun føler en forpligtelse overfor din mor..

[Ata]

Nu har du ganske vist lige skrevet et par indlæg, som måske peger i en anden retning - mens jeg skrev nedenstående. Men nu det er skrevet, får du det alligevel :-)

Umiddelbart, ville jeg tolke din historie – som du beskriver den – som en person der har tabt en del af sig selv på vejen, bagude. En del som du ikke voksede ud af, men skar af, råt og brutalt. Nu eksisterer den tid ikke mere, men på samme måde som en amputeret arm kan give såkaldte 'fantomsmerter' eller følelsen af, at den er der endnu – men i sagens natur ikke er – kan den del af dig selv, som du efterlod, give en slags 'fantomfølelser'.
Måske endda en længsel efter de tider, venner, miljøer, livsstil etc. som var knyttet til den. Som nævnt, du voksede ikke ud af den del af dig selv – du cuttede den af, fra den éne dag til den anden. Og nu kommer den (for at blive i terminologien) 'arm' og prikker dig på skulderen, og spørger: ”Hvad med mig?” Eller sagt på en anden måde: du har sendt en del af dig selv uden for døren og sagt: ”bliv derude” men nu banker han på og vil snakke med dig.

Du kan ikke sætte 'armen' på igen. Men kunne du forestille dig en opdateret version af den du var dengang – minus det 'usle', som du kalder det? En nutidsversion, som kan integreres i din nuværende tilværelse? Måske er en 'pæn borgerlig tilværelse', med en BMW i carporten, og styr på økonomien ikke rigtig 100% dig. Der mangler noget?
Ovenstående er, hvad jeg ville tænke, og spørge om,hvis du sad overfor mig i en stol, og fremlagde det.
Nu arbejder jeg ganske vist ikke som klinisk psykolog mere, og har nogen siddende i en stol overfor mig, nu er det mere teoretisk – men hvis jeg nu gjorde, ville jeg tage udgangspunkt i det nævnte.

Om det så er rigtigt, ved kun du (måske) :-)

Fordi jeg voksede op i et alkoholiseret miljø med politiet rendende i tide og utide, så havde jeg ikke just en ubekymret barndom. Og jeg kan huske, at jeg simpelthen brændte fuldstændigt sammen i midten af min ungdom pga. det. Jeg blev så umådeligt træt omkring 26-års alderen og sank ned i hashtågerne. Det varede til omkring midten af mine 30'ere.

Der er derfor en lang periode i mit liv, hvor jeg ikke kan huske, at jeg faktisk har haft en mindeværdig tilværelse. Og rent emotionelt må jeg jo bare erkende, at jeg ikke er fulgt med min kronologiske alder, fordi den side af mig selv er understimuleret. Som om, at der er missing links og livserfaringer, som jeg har sprunget over, men som ikke KAN springes over. De VIL udleves.

Så jeg har muligvis amputeret dem. Men som du selv nævner, så kommer der fantomsmerter. Det er meget tænkeligt, at jeg prøver at opsøge og gennemleve oplevelser og erfaringer, som i virkeligheden hører til i en anden dekade. Fordi det var måske dér udviklingen stoppede, eller ikke blev færdigoplevet, og den kan jeg ikke bare springe over for at indhente min kronologiske alder.

Måske er det sådan noget, der stikker af med mig, når den nostalgi kommer efter mig.

Der er noget at tygge på. Tak for dét! :-)

En anden måde at formulere det på kunne være, at du jo aldrig har fået taget dig af de sår fra din barndom, som fik dig til at søge ned i den hashtåge. Du har bare lagt låg på. Og måske er der stadig lagt ret meget låg på, omend med en lidt mere moden administrator end tidligere? Måske er der ikke så god kontakt til den følelsesmæssige side af dig, fordi den er lukket inde og væk pga. de traumer der er koblet til den?

[Fønix]

Når jeg læser dine indlæg så føler jeg du fremstår nærmest lidt manisk. Det kan godt være det bare er din skrivemåde. Det kan også være at det som du selv skriver skyldes at du modenhedsmæssigt er yngre end din reelle alder fordi du har sprunget dele af livet over.

Jeg får kun trang til at opsøge gamle venner ud fra et ønske om at udveksle gamle minder og anekdoter. Det er faktisk ret lidt jeg opsøger gamle bekendtskaber, men har også en større stabilitet i mine relationer end du giver udtryk for.

Hvorfor ønsker du ikke reelle venskaber som ikke er baseret i noget for noget? Er det frygten for at blive brændt? Hvordan er din relation til din søn og hvad ønsker du dig for jeres fremtid? Undrer mig bare over du kun føler en forpligtelse overfor din mor..

Jeg tror ikke jeg er manisk. Det er jeg aldrig blevet beskyldt for at være. Det må skylddes min skrivemåde. Og jeg vil da rigtigt gerne have venskaber, som er baseret på andet end nytteværdi. Dog skal det siges at de få, gode venner, jeg har, er vanvittigt loyale også. Jeg kan regne med dem hvis lokummet brænder.

Min søn er et særskilt kapitel. Et kapitel, som hænger uløseligt sammen med min konflikt med hans mor. Jeg er ikke ikke i tvivl om, at der er masser af stof til efterbehandling der også, men jeg regner egentlig den side af sagen for ordnet pt. Den rumsterer ikke rigtigt i mig, fordi den er forholdsvist problemfri nu.

Min mor vil altid være alkoholiker. Og grunden til, jeg kun nævner hende er, at det vil være et problem, som stensikkert kommer tilbage, hvis ikke jeg er her hvor jeg er. Det er den eneste grund til, hun er tørlagt.

[Fønix]

En anden måde at formulere det på kunne være, at du jo aldrig har fået taget dig af de sår fra din barndom, som fik dig til at søge ned i den hashtåge. Du har bare lagt låg på. Og måske er der stadig lagt ret meget låg på, omend med en lidt mere moden administrator end tidligere? Måske er der ikke så god kontakt til den følelsesmæssige side af dig, fordi den er lukket inde og væk pga. de traumer der er koblet til den?

Det er utvivlsom rigtigt. Jeg kan tydeligt mærke det. Og det har drevet ekskærester til vanvid, fordi jeg det ene øjeblik kan være utroligt fyldt med ømhed - og det næste, skal jeg bare væk. Jeg vil gerne have nærhed, men kan næsten ikke holde ud, at være i den, når jeg får den. Når jeg ser andre, der har det lige sådan, så ved jeg det nærmest inden, jeg har udvekslet to ord med dem.

Jeg har den samme adfærd på dette punkt, som når jeg oplever, at nostalgien kommer over mig. Så begynder jeg at grave og pille i en fortid, som jeg hurtigt forsvinder fra igen, når jeg først opdager, hvad den består af. På det punkt kan jeg være rigtigt irriterende.

Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det er mit helt store fremtidsprojekt og bliver nok det hårdeste af alt.