Solotråden

[Pjeps]

Jeg opretter lige en tråd til os solo-mennesker , os der ikke føler vi hører til i singeltråden ( som jeg opfatter som en tråd til folk der dater og søger efter en partner på en eller anden måde).
Jeg har med vilje ikke lagt tråden i sex og forhold kategorien, da meningen egentlig bare er, at det skal være en tråd for os der er solo, som ikke primært omhandler dating og mangel på samme.

Tanken bag tråden er et sted hvor ligesindede kan udveksle dagligdags tanker, problemer, glæder, uretfærdigheder osv , og hvor vi kan bakke op og give kærlige spark hvis der er nogen der trænger til det.

Jeg håber der er nogen der er med.

[Pjeps]

Lidt om mig:

Jeg er nærmest evig solo, de kun har haft sporadiske forhold, der helt sikkert bare styrket min tro på at jeg ikke skal være en del af et forhold. Jeg nyder at være solo og selvfølgelig er der ting jeg må undvære, men for mit vedkommende er fordelene langt større ved at være solo end at være i parforhold. Jeg søger ikke en partner, men har valgt at lade en dør stå på klem, hvis Mr right en dag selv opsøger mig og bruger oceaner af tid på at modbevise min tese om at jeg fungerer bedst selv.

Jeg har to nære venner der er lige så solo som jeg, og det er skønt at have nogen at gøre ting med, som andre gør med deres partner.

Ud over det. Jeg er kreativ, tegner, maler, laver keramik og andet krea. Jeg er sygeplejerske og rammer the big 5.0 til december

[Suzan]

Det er efterhånden 5-6 år siden jeg sidst havde et forhold - og det var til og med et distanceforhold

Jeg har aldrig været særlig god til det, har heller ikke børn.

Engang i mellem spekulerer jeg på om jeg er syg eller sær.
Det synes jo at være normen at man skal opsøge nærmest så meget selskab som muligt - men jeg trives godt sådan her.

Er kreativ indefor tekstile fag og bruger derudover en hulens masse tid på at passe heste.
Her i ridemiljøet har jeg selvfølgelig en masse social kontakt og det er fint.

Har rundet 60

[Pjeps]

Det er efterhånden 5-6 år siden jeg sidst havde et forhold - og det var til og med et distanceforhold

Jeg har aldrig været særlig god til det, har heller ikke børn.

Engang i mellem spekulerer jeg på om jeg er syg eller sær.
Det synes jo at være normen at man skal opsøge nærmest så meget selskab som muligt - men jeg trives godt sådan her.

Er kreativ indefor tekstile fag og bruger derudover en hulens masse tid på at passe heste.
Her i ridemiljøet har jeg selvfølgelig en masse social kontakt og det er fint.

Har rundet 60

Jeg er ret overbevist om at nogle mennesker finder mig voldsomt sær, når jeg ikke mener at kærlighed og parforhold er det ypperste man kan ønske og præstere. Jeg har heller ikke børn.

[Delfin]

Man skal vel aldrig sige aldrig, selvom jeg er tæt på at gøre det. Skulle der, mod forventning, gå brand i det gamle hus, ville jeg næppe vælge at flytte sammen med ham. Jeg elsker min alenetilværelse, hvor jeg selv bestemmer farten i forhold til, hvad der skal ske og hvornår. Jeg har i udpræget grad brug for alenetid, og jeg udtrættes hurtigt i selskab med andre, så jeg kan slet ikke forstille mig at bo sammen med et andet menneske.

Pga sygdom har jeg et meget lille overskud. En del vennerne er røget i svinget, primært fordi jeg ikke har haft overskud til at vedligeholde kontakterne. Jeg kan heldigvis lide at lave ting ud af huset alene, så det er ikke et stort savn. En del af mit sociale liv foregår på nettet.

Jeg er pædagog og arbejder indenfor døgnområdet. Jeg er en halvgammel krage på 61.

[SugarButt]

Hér hører jeg hjemme!

Jeg er fyldt 50 og har 4-5 seriøse (lange og halvlange) forhold bag mig, det ene ret for nyligt - og allerede efter det forrige forhold havde jeg det sådan, at jeg faktisk ikke rigtigt havde lyst et seriøst et af slagsen igen…
Efter det sidste brud her, er jeg sikker i min sag. Jeg gider ikke igen.

Jeg har det bedst med bare at være mig. Være deleforælder med min datters far. Ingen forventninger hverken til eller fra en kæreste. Total selvbestemmelse over min egen tid og mit eget hjem.

Jeg har veninder, som jeg er tæt med og kan dele alt med, så jeg kommer ikke til at mangle en fortrolig i form af en kæreste.

Jeg elsker, når min teen er hjemme hos mig. Jeg elsker at være sammen med mine veninder. Jeg er glad for mit arbejde. Og jeg elsker min alenetid

[Pjeps]

Jeg kan slet ikke forstå at folk har tid til at have en anden person i sit liv hele tiden, jeg har dårligt tid til alt det jeg gerne vil lave.

[Delfin]

Noget af det jeg møder undren over er når jeg rejser alene. Jeg føler lidt, at jeg skal forsvare det, selvom jeg overhovedet ikke behøver at forsvare noget som helst

[Daine]

Jeg hører bestemt også til her

Jeg har lige rundet de 41 og har kun nogle ganske få korte forhold i bagagen - og det er mere end 10 år siden. Jeg fungerer virkelig godt alene, så jeg savner egentlig ikke en kæreste. Savner jeg noget IRL er det en/flere lokale m/k’ere der har det som jeg og som jeg kunne dele fritiden med. Jeg kan sagtens foretage mig noget alene, men nogen gange er det altså lidt sjovere at gå på cafe/restaurant/i teater/tage på ture, når man er to eller flere.
Men indtil der dukker sådanne størrelser op, så hygger jeg det bedste jeg kan. Ser tv-serier, læser lidt, pusler puslespil, spiller HayDay på iPad og - når min dårlige hofte har en god dag - går ture. Jeg har hus og have som jeg passer efter bedste evne, hvilket betyder der er ret meget ukrudt i haven

[Daine]

Noget af det jeg møder undren over er når jeg rejser alene. Jeg føler lidt, at jeg skal forsvare det, selvom jeg overhovedet ikke behøver at forsvare noget som helst

Det er virkelig også noget jeg bøvler med. Både min kollega, min mor og min mors veninder synes det er mærkeligt at jeg tager alene til feks. København i flere dage. Jeg tyr til hvide løgne, at jeg har sååå mange planer med veninder derovre. Jeg HAR indimellem planer med nogen, men det er langt fra så intensivt som jeg får det til at lyde



Men måske det mest bunder i det faktum at jeg har meget få veninder og ingen jeg rejser med (de veninder jeg har, har familier), så det er måske for ikke at blive stemplet som hende den ensomme - frem for at være solo

[Delfin]

Noget af det jeg møder undren over er når jeg rejser alene. Jeg føler lidt, at jeg skal forsvare det, selvom jeg overhovedet ikke behøver at forsvare noget som helst

Det er virkelig også noget jeg bøvler med. Både min kollega, min mor og min mors veninder synes det er mærkeligt at jeg tager alene til feks. København i flere dage. Jeg tyr til hvide løgne, at jeg har sååå mange planer med veninder derovre. Jeg HAR indimellem planer med nogen, men det er langt fra så intensivt som jeg får det til at lyde



Men måske det mest bunder i det faktum at jeg har meget få veninder og ingen jeg rejser med (de veninder jeg har, har familier), så det er måske for ikke at blive stemplet som hende den ensomme - frem for at være solo

Jeg tror også, at jeg ligger lidt under for den med stemplet. Jeg plejer ikke at lade som om, men jeg føler et behov for at fortælle, at jeg nyder at gøre ting alene. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan.

[Little_Woman]

Noget af det jeg møder undren over er når jeg rejser alene. Jeg føler lidt, at jeg skal forsvare det, selvom jeg overhovedet ikke behøver at forsvare noget som helst

Det har jeg også måttet forklare en gang eller to, jeg var været virkelig mange gange alene på charterferie og i Paris. Det har været fantastiske ferier! Folk, kolleger/venner/familie, har efterhånden forstået konceptet, og mange kan faktisk godt se pointen, uden at de nødvendigvis selv ville være til det. Men der er med garanti også folk der synes det er dybt underligt Men jeg kom lidt ud over det pinlige i det, mange syntes faktisk jeg var mega sej, at jeg ikke bare blev hjemme, når jeg nu gerne ville rejse og ikke nødvendigvis havde en rejsepartner.

Nu har jeg en 2-årig, så der går mange år før chancen er der igen; men det kommer til at ske! Glæder mig allerede til en uge med 5 romaner, en liggestol og en strand og peæcos mit eget tempo. Eller 4 dage i Paris med museer, butikker og kaffe, præcis i mit tempo.

Jeg hører i øvrigt også til her; jeg er selvvalgt enlig mor og hverken søgende eller savnende ifht. en partner. Jeg har fået en familie og jeg mangler ingenting, pt.

[Pjeps]

Noget af det jeg møder undren over er når jeg rejser alene. Jeg føler lidt, at jeg skal forsvare det, selvom jeg overhovedet ikke behøver at forsvare noget som helst

Det er virkelig også noget jeg bøvler med. Både min kollega, min mor og min mors veninder synes det er mærkeligt at jeg tager alene til feks. København i flere dage. Jeg tyr til hvide løgne, at jeg har sååå mange planer med veninder derovre. Jeg HAR indimellem planer med nogen, men det er langt fra så intensivt som jeg får det til at lyde



Men måske det mest bunder i det faktum at jeg har meget få veninder og ingen jeg rejser med (de veninder jeg har, har familier), så det er måske for ikke at blive stemplet som hende den ensomme - frem for at være solo

Jeg tror også, at jeg ligger lidt under for den med stemplet. Jeg plejer ikke at lade som om, men jeg føler et behov for at fortælle, at jeg nyder at gøre ting alene. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan.

Den har jeg også hørt på. Nu er jeg i stedet begyndt at fortælle folk at jeg virkelig savner mine solorejser fordi jeg faktisk oplever landet og især de lokale anderledes når jeg rejser alene. Jeg er langt mere åben for kontakt med andre/lokale når jeg er alene og de henvender sig meget mere til en når man er alene. Når man er 2 eller flere går man jo og snakker og det inviterer ikke rigtig til kontakt.
De sidste 2 rejser har været med min veninde og den anden med min gode ven, og så har de solorejser jeg havde på tapetet jo ikke rigtig kunnet lade sig gære pga corona, kæft jeg savner det.

Har dog lige bestilt min 50 års fødselsdags rejser , igen med min veninde. Planen var oprindeligt 3 ugers rundrejse i Vietnam , men det er ikke muligt. Så det bliver en uge på Tenerife, 5 stjernet luksus i en uge.

[Delfin]

Noget af det jeg møder undren over er når jeg rejser alene. Jeg føler lidt, at jeg skal forsvare det, selvom jeg overhovedet ikke behøver at forsvare noget som helst

Det er virkelig også noget jeg bøvler med. Både min kollega, min mor og min mors veninder synes det er mærkeligt at jeg tager alene til feks. København i flere dage. Jeg tyr til hvide løgne, at jeg har sååå mange planer med veninder derovre. Jeg HAR indimellem planer med nogen, men det er langt fra så intensivt som jeg får det til at lyde



Men måske det mest bunder i det faktum at jeg har meget få veninder og ingen jeg rejser med (de veninder jeg har, har familier), så det er måske for ikke at blive stemplet som hende den ensomme - frem for at være solo

Jeg tror også, at jeg ligger lidt under for den med stemplet. Jeg plejer ikke at lade som om, men jeg føler et behov for at fortælle, at jeg nyder at gøre ting alene. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan.

Den har jeg også hørt på. Nu er jeg i stedet begyndt at fortælle folk at jeg virkelig savner mine solorejser fordi jeg faktisk oplever landet og især de lokale anderledes når jeg rejser alene. Jeg er langt mere åben for kontakt med andre/lokale når jeg er alene og de henvender sig meget mere til en når man er alene. Når man er 2 eller flere går man jo og snakker og det inviterer ikke rigtig til kontakt.
De sidste 2 rejser har været med min veninde og den anden med min gode ven, og så har de solorejser jeg havde på tapetet jo ikke rigtig kunnet lade sig gære pga corona, kæft jeg savner det.

Har dog lige bestilt min 50 års fødselsdags rejser , igen med min veninde. Planen var oprindeligt 3 ugers rundrejse i Vietnam , men det er ikke muligt. Så det bliver en uge på Tenerife, 5 stjernet luksus i en uge.

Det er to forskellige ting, og jeg kan også godt lide at rejse sammen med nogen, men man har ofte forskellige præferencer og tempo. Jeg har rejst flere gange sammen med en veninde, der ligesom jeg er lidt fysisk begrænset, og vi passer godt sammen i tempo, mens jeg ville passe dårligt sammen med en, der gerne vil gå meget lange ture. Og shopping i større stil?
Hvis jeg kun kunne vælge en af delene sådan for tid og evighed ville det blive solorejsen.

[Rullegardinia]

Jeg er 35 og er lige blevet single efter et forhold på 1-1½ år. Før det havde jeg en singleperiode på ca. 9 år. Jeg kan godt lide at være alene. Det passer mig fint, at andre ikke er afhængige af mig eller omvendt. Det der med sådan, for real, at rejse selv, det skal afprøves. Indtil videre har jeg kun været på Fyn, på kro- og hotelophold alene, men det kan jeg faktisk godt lide - bortset fra ved måltiderne. Jeg hader at sidde til offentligt skue og spise alene.