Det gode liv uden børn

[TinaW]

I dag gad jeg egentlig godt have børn. Altså voksne børn. Jeg er 48, så hvis jeg havde fået børn mit i 20'erne, så ville de være omkring 23 år nu og dermed fuldt ud i stand til at klare sig selv. Det kunne da være meget hyggeligt. Men jeg gad ikke have dem fra baby til 20-års alderen.

Kan man adoptere et voksent barn?

Altså planen er at min mand skal adoptere min søn, når han bliver 18 (sønnen, ikke manden)
Men det er jo ikke helt det samme, da han stadig er hans far i dagligdagen nu. Bare ikke juridisk.

[Lurende Peber]

I dag gad jeg egentlig godt have børn. Altså voksne børn. Jeg er 48, så hvis jeg havde fået børn mit i 20'erne, så ville de være omkring 23 år nu og dermed fuldt ud i stand til at klare sig selv. Det kunne da være meget hyggeligt. Men jeg gad ikke have dem fra baby til 20-års alderen.

Kan man adoptere et voksent barn?

Der er da en del, der mener, at de har et voksent barn som partner

[catnip]

Nu her hvor vi er i fase hvor vi meget vel kan stå overfor at skulle flytte til et nyt land pga job, er det bare virkelig rart ikke også at skulle tænke børn ind i hvad der i forvejen virker ret uvist og med 1000 løse ender. Det er alt andet lige nemmere at navigere når det bare er os to der skal tages hensyn til. Og selv om vi ikke ender med at skulle flytte, og det hele løser sig på hjemmebane, så er den her periode så pissestressende alligevel, at det er super zen at kun at være os. Der er plads til nedsmeltninger, lange arbejdsdage, møder på mærkelig tidspunkter, udchekninger når det hele bliver for meget osv, uden at man behøver at stå til ansvar overfor nogen.

Men har i ikke en hund?

Jo? Det er alligevel en del nemmere at håndtere end et barn. Synes jeg.

Absolut. Jeg bed bare lige mærke i lange arbejdsdage osv. så hvis i begge har lange dage så har i jo alligevel et ansvar.

Vi kan have hunden med på arbejde. Ellers havde vi ikke haft hund.

Men vi har jo også stadig et ansvar overfor hinanden. Der er jo altid ansvar selv om man ikke har børn?

Tak for forklaringen :-) Jeg ved ikke om det lød som et surt opstød men det var ikke sådan ment. Jeg var bare nysgerrig og det satte bare en undren igang.

Nu du selv bringer det op, så var dit første indlæg lidt malplaceret. Det virkede mærkeligt at bringe kæledyr op i en tråd om børn. Dit andet indlæg var svært ikke at læse i en anklagende tone.

[.Magic.]

Nu her hvor vi er i fase hvor vi meget vel kan stå overfor at skulle flytte til et nyt land pga job, er det bare virkelig rart ikke også at skulle tænke børn ind i hvad der i forvejen virker ret uvist og med 1000 løse ender. Det er alt andet lige nemmere at navigere når det bare er os to der skal tages hensyn til. Og selv om vi ikke ender med at skulle flytte, og det hele løser sig på hjemmebane, så er den her periode så pissestressende alligevel, at det er super zen at kun at være os. Der er plads til nedsmeltninger, lange arbejdsdage, møder på mærkelig tidspunkter, udchekninger når det hele bliver for meget osv, uden at man behøver at stå til ansvar overfor nogen.

Men har i ikke en hund?

Jo? Det er alligevel en del nemmere at håndtere end et barn. Synes jeg.

Absolut. Jeg bed bare lige mærke i lange arbejdsdage osv. så hvis i begge har lange dage så har i jo alligevel et ansvar.

Vi kan have hunden med på arbejde. Ellers havde vi ikke haft hund.

Men vi har jo også stadig et ansvar overfor hinanden. Der er jo altid ansvar selv om man ikke har børn?

Tak for forklaringen :-) Jeg ved ikke om det lød som et surt opstød men det var ikke sådan ment. Jeg var bare nysgerrig og det satte bare en undren igang.

Nu du selv bringer det op, så var dit første indlæg lidt malplaceret. Det virkede mærkeligt at bringe kæledyr op i en tråd om børn. Dit andet indlæg var svært ikke at læse i en anklagende tone.

Det beklager jeg at du opfatter på den måde - Det var blot en undren til noget helt konkret du skrev om ansvar.
Jeg ved ikke hvordan jeg skulle formulere det anderledes fordi det ikke havde noget med trådens emne at gøre, men kun til det du skrev om ansvar. Jeg læste det du skrev som om at i ikke behøvede at tage hensyn til noget som helst andet end jer mennesker og derfor spurgte jeg om i ikke har hund. Det kunne jo være at i ikke havde hund mere og at det bare var gået min næse forbi.

Der var intet andet i det. Der står/stod ikke noget mellem linjerne.

[FrøkenM]

I går var jeg barnepige på tre børn på 10 og 12, der holder vinterferie. Skønne, kærlige og sjove unger. Den slags børn, der faktisk får det til at krille lidt for selv at få børn. Fordi let's face it: Jeg ville få fuldstændig fantastiske børn. Det er jeg ikke i tvivl om og reelt ville jeg nok også blive en god mor. For en god mor sidder ikke i benene.

Men realistisk er det too much og alt for risikabelt, da jeg i forsøget på at få en familie med overvejende sandsynlighed ville sætte min egen fysisk over styr. Det er det bare ikke værd (for mig), så jeg tænker at jeg fortsætter med at være hende med låne-børnene, der skal have omsorg i overflod. For det kan jeg magte uden at sætte mig selv og min fysisk på spil.

Det gode liv for mig er nemlig en god fysik (eller så god som den nu engang bliver) for at kunne leve det liv jeg ønsker med venner, et job og på sigt den mand, der kan leve med at det er sådan. Jeg vil nemlig hellere kunne gå, være selvhjulpen og have et liv hvor kun jeg sætter grænsen, frem for et liv der potentielt ender i kørestol med 100% afhængighed af andre, fordi jeg insisterer på at friste skæbnen ift. børn

[.Magic.]

I dag var alle opstaldere i stalden og sammenlagt var der 5 børn. De to der opførte sig pæneste var en baby på 4 måneder og en pige på 1 års tid. En af knægtene er 4 år og han larmede for de to der ikke rigtig sagde noget
Nu er de alle taget hjem og jeg nyder roen og hestenes gumlen.

[Smiling_Goat]

Jeg er ved at være træt af at blive spurgt ind til mit valg om at ikke få børn. Det er hver fucking gang jeg er sammen med nye mennesker.

"Har du børn?"
"Nej?"
"Hvorfor ikke?"

Og så kan de bruge en god portion af aftenen på at kegle rundt i det, fordi det er så spææææændende og aaaaaaanderledes. For ikke så længe siden spurgte en journalist mig endda om han måtte lave en historie over mig og mit valg. Så slap dog af. Så vildt specielt er det da heller ikke.

Næste gang tror jeg bare at jeg svarer, at jeg desværre er ufrivilligt barnløs, og det simpelthen er for smertefuldt at tale om. Det kunne lige så godt være rigtigt.

Og mere i trådens ånd: Jeg har ikke forholdt mig til aftensmad endnu, og måske ender det bare med chips ud på aftenen. Jeg tager kun ud at handle, hvis jeg virkelig gider, for her er kun voksne mennesker i huset, og vi kan selv stille vores behov.

[Anilara]

Jeg synes faktisk det er mange år siden folk fandt det åbenlyst mærkeligt, at jeg ikke vil have børn. Ingen spørger yderligere ind, når jeg har svaret "fordi jeg ikke har lyst".
Faktisk oplever jeg langt oftere folk svarer at det er helt forståeligt, og at det ikke er for alle.

Jeg er begyndt at overveje mere og mere at donere et æg. Så får man i princippet et barn, bare uden ansvar eller kendskab. Tror dog min kæreste vil finde det underligt.

[FrøkenM]

Jeg er ved at være træt af at blive spurgt ind til mit valg om at ikke få børn. Det er hver fucking gang jeg er sammen med nye mennesker.

"Har du børn?"
"Nej?"
"Hvorfor ikke?"

Og så kan de bruge en god portion af aftenen på at kegle rundt i det, fordi det er så spææææændende og aaaaaaanderledes. For ikke så længe siden spurgte en journalist mig endda om han måtte lave en historie over mig og mit valg. Så slap dog af. Så vildt specielt er det da heller ikke.

Næste gang tror jeg bare at jeg svarer, at jeg desværre er ufrivilligt barnløs, og det simpelthen er for smertefuldt at tale om. Det kunne lige så godt være rigtigt.

Og mere i trådens ånd: Jeg har ikke forholdt mig til aftensmad endnu, og måske ender det bare med chips ud på aftenen. Jeg tager kun ud at handle, hvis jeg virkelig gider, for her er kun voksne mennesker i huset, og vi kan selv stille vores behov.

Jeg er single, men den her har jeg brugt en variation af et par gange, fordi det faktisk er delvist rigtigt.
"Jeg ville gerne have børn hvis min fysik var anderledes. Jeg mener ikke at jeg kan sætte et barn i verden hvis det er på bekostning af en fysisk som jeg mener, er ret vigtig for at være den mor, jeg ønsker at være."

Det får sjovt nok også folk til at blive meget, meget stille og som regel ikke sige andet end at de forstår det og så snakker vi ikke mere om det.

[Smiling_Goat]

Jeg er ved at være træt af at blive spurgt ind til mit valg om at ikke få børn. Det er hver fucking gang jeg er sammen med nye mennesker.

"Har du børn?"
"Nej?"
"Hvorfor ikke?"

Og så kan de bruge en god portion af aftenen på at kegle rundt i det, fordi det er så spææææændende og aaaaaaanderledes. For ikke så længe siden spurgte en journalist mig endda om han måtte lave en historie over mig og mit valg. Så slap dog af. Så vildt specielt er det da heller ikke.

Næste gang tror jeg bare at jeg svarer, at jeg desværre er ufrivilligt barnløs, og det simpelthen er for smertefuldt at tale om. Det kunne lige så godt være rigtigt.

Og mere i trådens ånd: Jeg har ikke forholdt mig til aftensmad endnu, og måske ender det bare med chips ud på aftenen. Jeg tager kun ud at handle, hvis jeg virkelig gider, for her er kun voksne mennesker i huset, og vi kan selv stille vores behov.

Jeg er single, men den her har jeg brugt en variation af et par gange, fordi det faktisk er delvist rigtigt.
"Jeg ville gerne have børn hvis min fysik var anderledes. Jeg mener ikke at jeg kan sætte et barn i verden hvis det er på bekostning af en fysisk som jeg mener, er ret vigtig for at være den mor, jeg ønsker at være."

Det får sjovt nok også folk til at blive meget, meget stille og som regel ikke sige andet end at de forstår det og så snakker vi ikke mere om det.

Præcis, det er faktisk en ret sårbar ting, de lige beder om lov til at få indblik i. Og jeg gider bare ikke tale mere om det med folk, for jeg tror, jeg har haft alle tænkelige samtaler, som min beslutning overhovedet kan afføde. Det er bare ikke et interessant emne for mig.

Så jeg tror også, at jeg skal have fundet på en god måde at stoppe folk på.

[Smiling_Goat]

Jeg synes faktisk det er mange år siden folk fandt det åbenlyst mærkeligt, at jeg ikke vil have børn. Ingen spørger yderligere ind, når jeg har svaret "fordi jeg ikke har lyst".
Faktisk oplever jeg langt oftere folk svarer at det er helt forståeligt, og at det ikke er for alle.

Jeg er begyndt at overveje mere og mere at donere et æg. Så får man i princippet et barn, bare uden ansvar eller kendskab. Tror dog min kæreste vil finde det underligt.

Jeg får begge dele. Gruppe 2, som siger at børn ikke er for alle, går så ind i en længere udredning af, hvor heldig jeg er, og så taler vi om min barnløshed på den måde i stedet.

[Daine]

Jeg er ved at være træt af at blive spurgt ind til mit valg om at ikke få børn. Det er hver fucking gang jeg er sammen med nye mennesker.

"Har du børn?"
"Nej?"
"Hvorfor ikke?"

Og så kan de bruge en god portion af aftenen på at kegle rundt i det, fordi det er så spææææændende og aaaaaaanderledes. For ikke så længe siden spurgte en journalist mig endda om han måtte lave en historie over mig og mit valg. Så slap dog af. Så vildt specielt er det da heller ikke.

Næste gang tror jeg bare at jeg svarer, at jeg desværre er ufrivilligt barnløs, og det simpelthen er for smertefuldt at tale om. Det kunne lige så godt være rigtigt.

Og mere i trådens ånd: Jeg har ikke forholdt mig til aftensmad endnu, og måske ender det bare med chips ud på aftenen. Jeg tager kun ud at handle, hvis jeg virkelig gider, for her er kun voksne mennesker i huset, og vi kan selv stille vores behov.

Jeg havde en lang periode for en 5-10 år siden, hvor jeg bare sagde, “at sådan skal det ikke være …” og så med et ‘don’t ask’ ansigtsudtryk, det fik folk til at trække følehornene til sig. Jeg var nemlig også pissetræt af at skulle forsvare mit valg når jeg mødte nye mennesker, det rager ikke andre end mig selv. Nu er jeg ved at være så gammel, at folk ikke længere kommer med den der “du skal bare møde den rigtige mand” tale, nu bliver det bare accepteret. Måske fordi de regner med, at jeg er ufrivilligt barnløs, når jeg i en alder af 43 ikke har reproduceret mig selv.

Og altså, jeg vil da gerne have en sød mand, bare ikke børn - hverken dine, mine eller vores.

Så jeg nyder sololivet, og har tænkt mig at spise vafler til aftensmad, uden dårlig samvittighed over ikke at følge kostpyramiden

[RavenClaw]

Så jeg nyder sololivet, og har tænkt mig at spise vafler til aftensmad, uden dårlig samvittighed over ikke at følge kostpyramiden

Jeg har været på arbejde i dag. Vi har en lille montre med forskellige kager, vi sælger til besøgende. Der var desværre en virkelig god cookie, der ikke længere må sælges i morgen pga. datoen. Så jeg har været nødt til at tage den med hjem og kan nu nyde den helt uden at skulle dele den med nogen.

Altså, jeg har også været flink at lade en anden cookie med udløbsdato i dag liggende i personalekøkkenet til mine kolleger, der møder mandag morgen. Men havde jeg ikke gjort det, skulle jeg stadig ikke høre på sure miner om, hvorfor jeg ikke gider dele

[Nesnay]

Jeg er vågnet tidligt i dag. Indtil videre har jeg færdiggjort en bog og bagefter set en film, mens jeg byggede det meste af et legosæt. Nu spiser jeg morgenmad, mens jeg er i gang med en ny bog. Det er en ret god start på dagen

[Pjeps]

Jeg er heldigvis nået den alder hvor folk er holdt op med at sige “du kan nå det endnu” , den remse fik jeg helt frem til 47 år