Det gode liv uden børn

[Anilara]

Måske har jeg allerede skrevet det før, men nu kom tanken i så fald igen.
Der er mange som forbinder det barnfrie liv som et mere egoistisk liv. Et liv hvor man gør hvad man selv vil.
Men jeg ser bare ikke mit liv egoistisk. Jeg har jo mere tid til at kunne være der for de folk jeg elsker, og være der for andre mennesker ifm med arbejde som omhandler socialt udsatte.
Jeg gør en del for andre mennesker, fordi jeg gerne vil være et godt medmenneske, og ikke konstant fordi det er mit eget behov.

Derfor genkender jeg ikke det der "egoist-liv" som nogen omtaler. Jeg slipper bare for nogle andre ting, end børnefamilier gør.

Og så er der i øvrigt super mange som får børn af egoistiske årsager, men det er en hel anden snak, som der er flere der har nævnt.

[Fruity]

Min kæreste mener ikke, jeg ville kunne ligge i et badekar i tre timer, hvis vi havde børn.

Jeg mener bestemt, det kunne lade sig gøre. Men lader ham blive i troen

[kidkomb]

Måske har jeg allerede skrevet det før, men nu kom tanken i så fald igen.
Der er mange som forbinder det barnfrie liv som et mere egoistisk liv. Et liv hvor man gør hvad man selv vil.
Men jeg ser bare ikke mit liv egoistisk. Jeg har jo mere tid til at kunne være der for de folk jeg elsker, og være der for andre mennesker ifm med arbejde som omhandler socialt udsatte.
Jeg gør en del for andre mennesker, fordi jeg gerne vil være et godt medmenneske, og ikke konstant fordi det er mit eget behov.

Derfor genkender jeg ikke det der "egoist-liv" som nogen omtaler. Jeg slipper bare for nogle andre ting, end børnefamilier gør.

Og så er der i øvrigt super mange som får børn af egoistiske årsager, men det er en hel anden snak, som der er flere der har nævnt.

Jeg har oplevet mange børnefamilier, der netop er egoistiske fordi de har nok i deres egen lille familie og de har så travlt at det der med at gøre noget for andre, det er helt nedprioriteret.

[fisken80]

Måske har jeg allerede skrevet det før, men nu kom tanken i så fald igen.
Der er mange som forbinder det barnfrie liv som et mere egoistisk liv. Et liv hvor man gør hvad man selv vil.
Men jeg ser bare ikke mit liv egoistisk. Jeg har jo mere tid til at kunne være der for de folk jeg elsker, og være der for andre mennesker ifm med arbejde som omhandler socialt udsatte.
Jeg gør en del for andre mennesker, fordi jeg gerne vil være et godt medmenneske, og ikke konstant fordi det er mit eget behov.

Derfor genkender jeg ikke det der "egoist-liv" som nogen omtaler. Jeg slipper bare for nogle andre ting, end børnefamilier gør.

Og så er der i øvrigt super mange som får børn af egoistiske årsager, men det er en hel anden snak, som der er flere der har nævnt.

Jeg har oplevet mange børnefamilier, der netop er egoistiske fordi de har nok i deres egen lille familie og de har så travlt at det der med at gøre noget for andre, det er helt nedprioriteret.

Præcis. Og det er ikke fordi der er noget galt i, at man prioriterer sine børn og sin familie, tværtimod. Jeg synes bare det er mærkeligt, at det skulle være specielt meget mere egoistisk at fravælge børn end at tilvælge dem.

Især ikke taget i betragtning, at en del af de argumenter FOR børn jeg har lagt ører til er: Er du ikke bange for at blive ensom når du bliver gammel? Er du ikke bange for, at ingen besøger dig på plejehjemmet? Så får du jo heller aldrig børnebørn. Dit liv er ikke fuldendt før du har fået børn.

Altså - ovenstående argumenter for børn er da i mine øjne i den grad udtryk for egoisme...

[.Magic.]

Måske har jeg allerede skrevet det før, men nu kom tanken i så fald igen.
Der er mange som forbinder det barnfrie liv som et mere egoistisk liv. Et liv hvor man gør hvad man selv vil.
Men jeg ser bare ikke mit liv egoistisk. Jeg har jo mere tid til at kunne være der for de folk jeg elsker, og være der for andre mennesker ifm med arbejde som omhandler socialt udsatte.
Jeg gør en del for andre mennesker, fordi jeg gerne vil være et godt medmenneske, og ikke konstant fordi det er mit eget behov.

Derfor genkender jeg ikke det der "egoist-liv" som nogen omtaler. Jeg slipper bare for nogle andre ting, end børnefamilier gør.

Og så er der i øvrigt super mange som får børn af egoistiske årsager, men det er en hel anden snak, som der er flere der har nævnt.

Jeg har oplevet mange børnefamilier, der netop er egoistiske fordi de har nok i deres egen lille familie og de har så travlt at det der med at gøre noget for andre, det er helt nedprioriteret.

Præcis. Og det er ikke fordi der er noget galt i, at man prioriterer sine børn og sin familie, tværtimod. Jeg synes bare det er mærkeligt, at det skulle være specielt meget mere egoistisk at fravælge børn end at tilvælge dem.

Især ikke taget i betragtning, at en del af de argumenter FOR børn jeg har lagt ører til er: Er du ikke bange for at blive ensom når du bliver gammel? Er du ikke bange for, at ingen besøger dig på plejehjemmet? Så får du jo heller aldrig børnebørn. Dit liv er ikke fuldendt før du har fået børn.

Altså - ovenstående argumenter for børn er da i mine øjne i den grad udtryk for egoisme...

Dem har jeg også hørt mange gange og har altid svaret at børn er ingen garanti for noget som helst. Hverken ensomhed eller børnebørn.
Samt man kan vende den om og sige det er egoistisk at sætte børn i en verden der er så ødelagt. Vi er alt for mange mennesker i forvejen.

[Sukisaki]

Kan sove når jeg vil
Kan spise det jeg har lyst til, når jeg har lyst. Ingen hensyn til andres smagsløg, sengetider osv. I går spiste jeg f.eks. chips sidst på eftermiddagen, og sprang aftensmaden over..
Bestemmer suverænt over musik og tv
Rolige morgener
Fiser bare ud og går/cykler en tur når jeg har lyst - i det tempo og den længde som jeg har lyst til
Skal ikke tage mig af små mennesker når jeg er syg/træt/af andre grunde knap kan overskue at tage mig af mig selv
Skal ikke få logistikken til at gå op med at hente/bringe til institution
Mine ting forbliver nogenlunde hvor jeg har lagt dem
Skal kun have styr på mig selv og mine ting, når jeg er ude. Især små børn kræver så mange ting hver gange man skal ud af døren!
Skal ikke tage hjem fordi børnene er trætte
Slipper for stress over hvem der kan passe ved sygdom/lukkedage
Kan holde ferie udenfor industriferien
Slipper for at tilbringe for meget tid i legetøjsbutikker - hold kæft der er meget lort, og det er DYRT!
Behøver ikke udskifte hele garderoben en eller flere gange om året, fordi det er blevet for småt

Men den vigtigste for mig: Jeg slipper for SÅ mange bekymringer!

[Saltsyreopvask]

Måske har jeg allerede skrevet det før, men nu kom tanken i så fald igen.
Der er mange som forbinder det barnfrie liv som et mere egoistisk liv. Et liv hvor man gør hvad man selv vil.
Men jeg ser bare ikke mit liv egoistisk. Jeg har jo mere tid til at kunne være der for de folk jeg elsker, og være der for andre mennesker ifm med arbejde som omhandler socialt udsatte.
Jeg gør en del for andre mennesker, fordi jeg gerne vil være et godt medmenneske, og ikke konstant fordi det er mit eget behov.

Derfor genkender jeg ikke det der "egoist-liv" som nogen omtaler. Jeg slipper bare for nogle andre ting, end børnefamilier gør.

Og så er der i øvrigt super mange som får børn af egoistiske årsager, men det er en hel anden snak, som der er flere der har nævnt.

Den største grund til, at jeg ikke vil have børn, er, at jeg ved, jeg ikke ville kunne give et barn det, som det fortjener og har brug for. Grundet mine sygdomme (som jeg virkelig ikke vil risikere at give videre, og derudover andre sygdomme, som ligger i families gener) ved jeg, jeg ikke ville kunne give det stabile hjemmeliv, som ville skulle til. Mit overskud rækker knapt nok til at skulle håndtere mit eget liv og at være følelsesmæssigt til stede for min kæreste og folk omkring mig, uden at jeg bliver stresset og depressiv. Jeg ville uden tvivl kunne elske barnet højt og inderligt, men et barn har brug for en opvækst med mere end bare kærlighed. Det er de andre områder, jeg ved med sikkerhed, jeg ikke ville kunne opretholde. Nogle gange er det, at vælge et barn fra, egoistisk. Men nogle gange er det netop for barnets skyld.

[DenBlødeJyde]

Nu skal jeg mødes spontant med nogle venner til beackvolley og lidt drinks.... det ville jeg ikke kunne, hvis jeg havde børn. Det er dejligt nok!

[Venus222]

Man behøver aldrig se sin ex, eller dennes familie ,igen efter et brud. Det er man tvunget til hvis man har børn med stodderen....

Det er sikkert nævnt i tråden, men kors i skuret hvor er det bare en ting jeg sætter pris på!

[Pussikat82]

Vi har også valgt ikke at få børn. Der er ingen af os, der har noget behov for det, og da jeg har en del udfordringer med helbredet, er det også nemmere for mig ikke at få børn. Jeg har intet mod børn og kan godt hygge mig med at være legetante, bare de tager hjem igen Men jeg ønsker mig ikke egne børn. Der er så meget snak om, at man risikerer at blive alene som ældre, men der er jo ingen garanti for, at ens børn gider komme og besøge en, bare fordi man har fået dem.

[.Magic.]

Jeg kan svede og koge i fred og ro - Jeg hader at skulle være på når jeg har en indvendig radiator kørende på højtryk

[Anilara]

Åh, at rejse uden børn!! At bestemme 100% selv hvad jeg vil, at kunne holde til varmen, at undgå børne-pools, at sove når jeg har lyst, at tage på druktur uden kvaler, at være her uden nogen er afhængig af mig. Jeg elsker det!

[MrsHyacinth]

At kunne gå i haven lige præcis når man har lyst i stedet for at planlægge det minutiøst omkring lure eller i øvrigt bruge begrænset alenetid på at grave skvalderkål.

Hold nu kæft hvor er (for mit vedkommende var) det luksuriøst bare at kunne bestemme over egen tid. Ting der før ville tage er par dage er jo pludselig evighedsprojekter

[FrkCherry]

Hvor er det interessant at følge med herinde og høre lidt ærlige pro and cons omkring livet med/uden børn.

Jeg er selv 30 år og dermed nået den alder hvor jeg snart skal tage endelig stilling til om jeg ønsker børn eller ej. Jeg havde altid tænkt at lysten til børn ville dukke op på et tidspunkt ligesom den gør for de fleste og det kan jo stadig nå at ske endnu. Men sandheden er at jeg faktisk stadig ikke mærker den store lyst - tværtimod. Jeg har derimod virkelig fået øjnene op for hvor tidskrævende, dyrt, stressende og besværligt det er at have børn nu hvor jeg er kommet ud på arbejdsmarkedet og at jeg derfor hører en del om mine kollegaers familieliv. Der er selvfølgelig forskellige måder at skrue livet sammen på så man bedre kan få tingene til at hænge sammen som børnefamilie, men der vil nok altid være noget man er nødt til at gå på kompromis med.

Alt det negative der følger med livet med børn havde nok også været okay, hvis bare lysten i det mindste havde været der så man virkelig følte "Ja, det er krævende at have børn - men det er jo heldigvis det hele værd og jeg glæder mig sådan til at have børn". Som hestepige, har jeg indimellem sammenlignet det med at have egen hest som også er både tidskrævende og dyrt. Men hvis man altid har elsket at tilbringe tid med heste og drømt om at have sin egen, så kan det nemt være det hele værd. Hvis man derimod aldrig har drømt om eller haft lysten til at have en hest, så virker det tilgengæld lidt vanvittigt at kaste sig ud i med tanke på alt hvad det kræver og at man jo kunne leve helt fint uden.

Jeg synes dog det sværeste med at være "undecided" omkring det med at få børn er når nu jeg er single og dater. Det gør lidt at man er nødt til at tage stilling til hvor åben/lukket man er overfor det med at få børn, så man hverken risikerer at spilde nogens tid eller føle sig forpligtet til at få børn hvis forholdet udvikler sig mere seriøst. Jeg har indtilvidere bare prøvet at være ærlig omkring at jeg er "undecided" men det kan selvfølgelig også være lidt svært for andre at forholde sig til og for nogle fyre er det selvfølgelig en dealbreaker hvis man ikke min. ønsker at få et enkelt barn sammen.

[D.itsen]

Hvor er det interessant at følge med herinde og høre lidt ærlige pro and cons omkring livet med/uden børn.

Jeg er selv 30 år og dermed nået den alder hvor jeg snart skal tage endelig stilling til om jeg ønsker børn eller ej. Jeg havde altid tænkt at lysten til børn ville dukke op på et tidspunkt ligesom den gør for de fleste og det kan jo stadig nå at ske endnu. Men sandheden er at jeg faktisk stadig ikke mærker den store lyst - tværtimod. Jeg har derimod virkelig fået øjnene op for hvor tidskrævende, dyrt, stressende og besværligt det er at have børn nu hvor jeg er kommet ud på arbejdsmarkedet og at jeg derfor hører en del om mine kollegaers familieliv. Der er selvfølgelig forskellige måder at skrue livet sammen på så man bedre kan få tingene til at hænge sammen som børnefamilie, men der vil nok altid være noget man er nødt til at gå på kompromis med.

Alt det negative der følger med livet med børn havde nok også været okay, hvis bare lysten i det mindste havde været der så man virkelig følte "Ja, det er krævende at have børn - men det er jo heldigvis det hele værd og jeg glæder mig sådan til at have børn". Som hestepige, har jeg indimellem sammenlignet det med at have egen hest som også er både tidskrævende og dyrt. Men hvis man altid har elsket at tilbringe tid med heste og drømt om at have sin egen, så kan det nemt være det hele værd. Hvis man derimod aldrig har drømt om eller haft lysten til at have en hest, så virker det tilgengæld lidt vanvittigt at kaste sig ud i med tanke på alt hvad det kræver og at man jo kunne leve helt fint uden.

Jeg synes dog det sværeste med at være "undecided" omkring det med at få børn er når nu jeg er single og dater. Det gør lidt at man er nødt til at tage stilling til hvor åben/lukket man er overfor det med at få børn, så man hverken risikerer at spilde nogens tid eller føle sig forpligtet til at få børn hvis forholdet udvikler sig mere seriøst. Jeg har indtilvidere bare prøvet at være ærlig omkring at jeg er "undecided" men det kan selvfølgelig også være lidt svært for andre at forholde sig til og for nogle fyre er det selvfølgelig en dealbreaker hvis man ikke min. ønsker at få et enkelt barn sammen.

Jeg er ti år ældre man havde/har det på samme måde. Jeg fandt manden for 8 år siden, og tror det havde været en dealbreaker hvis han var fuldstændig afvisende for børn. Han havde aldrig haft lysten, men hvis jeg ville så ville han også. Udover et par måneder sidste år, hvor vi egentligt havde besluttet os for at prøve, så har jeg og vi været i tvivl. Det sidste halve år har lysten overhovedet ikke været der. Jo hvis jeg kan få dem på deltid. Og måske hvis jeg vinder den helt store gevinst i lotto, så vi kan betale os fra alt praktisk, gå på deltid og stadig have stor økonomisk frihed