8 årig med til begravelse?

[Kanga]

Min søn var med til min mors bisættelse. Han var 4,5 år gammel. Min kæreste og jeg forventede ikke at være i stand til at tage os af ham, hvis han blev ked/larmede/ville ud osv. Så vi havde vores gamle dagplejer med til at hjælpe. Hun sad diskret, men i nærheden af os, og var klar. Kort inde i handlingen rejste vores søn sig og gik, hun gik bare med ham ud. Så legede de på pladsen ved siden af kirken og stod klar, da vi kom ud af kirken, så vores søn kunne komme med hen og vinke, da bilen kørte med kisten.

Min søster havde ikke sine børn med. Jeg kender ikke grunden, men tror hun var præget af vores far, som ikke mener børn hører til der.

Kanga

[Raenil]

Vores børn på 2, 4 og 6 var med til deres morfars begravelse. Det var på alle mulige måder fint, vi fik snakket om døden og himlen og mormor der nu var alene. De så ham også nogle gange mens han lå i kapellet.
Det eneste vi ikke havde styr på var kirken. En bisættelse er lang, selvom man er 6. Især når Mor og far er tydeligt påvirkede. Det skulle vi have håndteret ved at have en barnepige med.
Men jordpåkastelse (De fik lov at putte en rose i) og kaffe på kroen bagefter fungerede helt fint.

[Olaf]

Min søn fik selv lov at vælge da farmor døde og valge bisættelsen fra. Men vi havde ikke haft ret meget med farmor at gøre de sidste par år inden hun døde og han havde det ret svært med det hele. Havde det været en han havde haft en tæt relation med, tror jeg vi havde taget ham med. Bliver det begravelse eller bisættelse? Tror det ville være sværere for ham hvis det er en begravelse, men vi har altid brugt bisættelser i familien.

[Guilded_Lily]

Det gør mig ondt, Seance.

Mine børn har været med til begravelser, siden de var helt små. Min søn var fire første gang, min datter 6 mdr. De har været med til deres tre oldeforældres og deres mormors begravelser. Det har helt sikkert afmystificeret døden og gjort den til en del af livet.

Selvfølgelig kommer det an på barnets sind, men jeg tænker, det er sundt for børn at deltage.

[Muddi]

Jeg var selv til begravelse i onsdags, ved min gamle farmor.

Fire af hendes oldebørn, på 4, 6, 10 og 14 var med, og det gik fint.

Min fætters to børn var utrøstelige, og blev trøstet af henholdsvis deres mor og farfar, der også selv var berørte.
Det jeg vil sige er, at selvom man selv er ked af dwt, jo godt kan trøste sine børn, og der ellers er nogen der helt naturligt tager over, uden man behøver aftale en masse på forhånd.
Jeg tror det helt rigtige er, at tage hende med.

[Purple Haze]

Så længe det ikke ender ned, at det kommer til at handle om børnene til begravelsen.

Tror aldrig helt jeg kommer til at tilgive min fætter for at han tog sine larmende, uopdragne og selvcentrerede børn med til min brors bisættelse.
Dagen kom for meget til at handle om børnene.

[Urtekussen]

Kom til at tænke på dengang min farfar døde.
Jeg havde min søn på 2,5 år med, og da rustvognen kørte råbte han begejstret "oldefar kører traktor".

Midt i alt det triste kunne alle smile, og flere sagde bagefter, at det var dejligt "befriende" med et lille barns umiddelbare tilgang til det hele.

[Seance]

Så længe det ikke ender ned, at det kommer til at handle om børnene til begravelsen.

Tror aldrig helt jeg kommer til at tilgive min fætter for at han tog sine larmende, uopdragne og selvcentrerede børn med til min brors bisættelse.
Dagen kom for meget til at handle om børnene.

Jeg kan sagtens forstå hvad du mener. Jeg kan med sikkerhed sige at Emma under ingen omstændigheder ville fjolle rundt. Hun vil være meget ked af det den dag og meget stille, men jeg og min mand ville heller ikke tillade det, det ville simpelthen være så dybt respektløst.

[Anlewi]

Kom til at tænke på dengang min farfar døde.
Jeg havde min søn på 2,5 år med, og da rustvognen kørte råbte han begejstret "oldefar kører traktor".

Midt i alt det triste kunne alle smile, og flere sagde bagefter, at det var dejligt "befriende" med et lille barns umiddelbare tilgang til det hele.

Da min mands morfar døde var min søn med til bisættelsen. Min dreng var dengang 3 år.

Da vi skulle synge den første salme udbrød min dreng “hov skal oldefar ikke have en sangbog så han kan synge med” det gav et gib i mig, men alle andre omkring kunne slet ikke lade være med at trække på smilebåndet og selvom det var trist og sørgeligt, så tog det toppen af det tungeste.

[milisa]

Vil lige komme med en opdatering, måske du kan bruge det:

Der er nu absolut INTET, jeg fortryder af hele forløbet. Datter og fætter klarede det SÅ flot. De skulle have tryghed, søgte og fik den - selvfølgelig. Med andre ord, de sad lidt uroligt på bænken, og skiftedes til at sidde ved deres respektive mødre og fædre og mormor. Rart for mormor, i øvrigt. Jeg er naturligvis ked af det under ceremonien, men rolig og fattet og taler hende gennem forløbet ("nu spiller orglet lige om lidt, det kan godt sige meget højt", "nu skal præsten tale om morfar", "lige om lidt skal far og jeg være med til at bære kisten ud" osv).

Da vi skal bære kisten ud, får hun valget mellem at være med til at "bære" eller gå med mormor. Hun vælger det første og går mellem mig, der går forrest og min mand.

Der sker så det, jeg vitterligt ikke havde set komme, at jeg bryder helt sammen. Virkeligheden overfalder mig, og det går op for mig, at det er sgu min far, jeg bærer, og jeg skal aldrig se ham igen. Så jeg græder og græder og græder fuldstændig ukontrollabelt. Da kisten er sat ind i bilen, må min mand støtte mig, mens han selvfølgelig tager vores datter. Jeg kan høre, hun bliver meget ked af det, og at han taler beroligende til hende "nu siger vi farvel til morfar, så alle er kede af det, og det er helt okay".

Datter søger mig, hun er meget ked af det og er tydeligvis utryg ved at se mig SÅ ulykkelig. Alligevel fortryder jeg ikke, at hun var med. Fordi hun fik også set, at vi blev ok og glade igen. Da jeg fik samling på mig selv, sætter jeg mig ned og holder hendes hoved i mine hænder, kigger hende i øjnene og forsikrer hende om, at jeg er ok - igen og igen, indtil jeg kan se, at hun falder til ro. Derefter løb hende og fætter rundt og legede tagfat!

Resten af dagen kan jeg godt mærke, hun holder øje med mig, så hun får knus og kys og kram til hun til sidst siger "aaaaargh, mor, HOLD SÅ OP!!!!!". Da hun skal sove, beder hun om, at jeg bliver ved hende lidt. Det gør hun nogle gange, og jeg blev selvfølgelig ved hende, til hun sov.

Hun har set mig ked af det siden, og jeg har fortalt hende, at det er fordi, jeg savner morfar. Hun har selv nævnt et savn og er blevet ked af det, og det anerkender vi selvfølgelig om end, jeg mistænker, at der er lidt copycat over det. Anerkendes skal det dog uanset, selvfølgelig.

Jeg vil til stadighed mene, at det er super vigtigt, at børn i trygge omgivelser introduceres til alle aspekter af livet. Og selvom jeg ikke lige havde regnet med det nedbrud, jeg fik, så fortryder jeg som sagt intet, for nu har hun set, at voksne også bliver kede af det, men allervigtigst, at de bliver glade igen.

Nå. Gad vide, om dette indlæg mere var til mig end til dig.......... Anyways, vær ikke bange for at vise din datter din sorg. Det er bedre nu i fuld tryghed end, at det rammer dem som en forhammer senere. Knus, kys og kærlighed bærer børn gennem alt. Det var det, kræftens bekæmpelse sagde til mig, og min erfaring så langt giver dem ret.

[oOxXxOo]

Du kan ikke fjerne hverken sygdom, død eller ødelæggelse. Men du kan være den der guider igennem de svære begivenheder. Intet menneske, barn som voksen, bør udelukkes fra en begivenhed, omend en tragisk en af slagsen, hvor alle andre har mulighed for at sige farvel og være i sorgen. Og det er sådan set det vigtigste her. At vise det er i orden at være i sorgen, for det vil din datter om nogen også komme til at være i når hun også mister er menneske hun holder af. Du risikere at hun går selv med sorgen ved ikke at tage hende med frem for at hun guides igennem sorgen ved at tage msd6toæ begravelsen. Hvis du ikke selv har overskuddet i kirken så kan det være din mand har og når højtideligheden i kirken er slut vil du måske være i stand til, til trods for at du stadig er ked af det, at være der og vise din datter at det er i orden at være ked af det.
Det er hammer svært, men børn bør ikke udelukkes eller fratages muligheden for at sige farvel, det skader mere end det gavner.