Mistermor skrev:Jeg er ikke enig i, at man bare kan vælge, hvordan man tager de slag, livet giver en. Det er ikke et valg, at man ikke kan "tage sig sammen". Hvis det var det, mon så ikke folk valgte at klare sig bedre?
Er der nogen, der vælger at gå ned med flaget, når de mister et barn eller bliver forladt af kæresten? Eller som vælger at blive ramt af depression, fordi de bliver fyret?
Vælger den unge kvinde, der er vokset op i socialklasse 5, at hun ikke vil være mønsterbryder?
Det er jo utrolig dejligt for alle mønsterbrydere, og jeg er sikker på, at de har kæmpet for at være, hvor de er. Det betyder bare ikke, at alle andre der ikke kan, har valgt det fra. Det er også at være priviligeret, at man trods sin opvækst er blevet robust nok til at kunne kæmpe sig ud af problemer, - man kan kalde det held, - for mig giver det i alt fald mere mening, at ikke-mønsterbryderne er uheldige i forhold til robusthed, end at de ikke har taget sig sammen.
Der er så mange faktorer, der spiller ind i de fleste situationer; det falder mig ikke naturligt at tage hele æren for det, der er gået godt for mig. Det vil altid være en sammenblanding af tilfældigheder og mine evner.
For mit vedkommende handler det hverken om at ville ‘tage hele æren’ eller at jeg bare tænker alle der har det svært ‘bør tage sig sammen’. Jeg er fuldt ud klar over det ikke altid er en mulighed.
Det handler om at det jeg har opnået ikke kun skyldes held, men også risikovillighed (tage skod arbejdet i håb om det åbnede muligheder etc) og hårdt arbejde.
Jeg erkender fuldt ud jeg har været heldig med graden af min diagnose, mødet med min mand, den personlighed jeg er født med osv. Men det føles i den grad også negligerede når alt jeg har opnået i livet tilskrives held. For det skyldes også fravalg af ting, der ville være fede, prioriteringer og arbejde.
Lige så vel som jeg ikke synes man selv ‘kan tage hele æren’ mener jeg heller ikke det er fair bare at stemple det held.