Held eller valg?

[Mani]

Jeg er ikke enig i, at man bare kan vælge, hvordan man tager de slag, livet giver en. Det er ikke et valg, at man ikke kan "tage sig sammen". Hvis det var det, mon så ikke folk valgte at klare sig bedre?
Er der nogen, der vælger at gå ned med flaget, når de mister et barn eller bliver forladt af kæresten? Eller som vælger at blive ramt af depression, fordi de bliver fyret?
Vælger den unge kvinde, der er vokset op i socialklasse 5, at hun ikke vil være mønsterbryder?

Det er jo utrolig dejligt for alle mønsterbrydere, og jeg er sikker på, at de har kæmpet for at være, hvor de er. Det betyder bare ikke, at alle andre der ikke kan, har valgt det fra. Det er også at være priviligeret, at man trods sin opvækst er blevet robust nok til at kunne kæmpe sig ud af problemer, - man kan kalde det held, - for mig giver det i alt fald mere mening, at ikke-mønsterbryderne er uheldige i forhold til robusthed, end at de ikke har taget sig sammen.

Der er så mange faktorer, der spiller ind i de fleste situationer; det falder mig ikke naturligt at tage hele æren for det, der er gået godt for mig. Det vil altid være en sammenblanding af tilfældigheder og mine evner.

For mit vedkommende handler det hverken om at ville ‘tage hele æren’ eller at jeg bare tænker alle der har det svært ‘bør tage sig sammen’. Jeg er fuldt ud klar over det ikke altid er en mulighed.

Det handler om at det jeg har opnået ikke kun skyldes held, men også risikovillighed (tage skod arbejdet i håb om det åbnede muligheder etc) og hårdt arbejde.

Jeg erkender fuldt ud jeg har været heldig med graden af min diagnose, mødet med min mand, den personlighed jeg er født med osv. Men det føles i den grad også negligerede når alt jeg har opnået i livet tilskrives held. For det skyldes også fravalg af ting, der ville være fede, prioriteringer og arbejde.

Lige så vel som jeg ikke synes man selv ‘kan tage hele æren’ mener jeg heller ikke det er fair bare at stemple det held.

[Tux]

Jeg er ikke enig i, at man bare kan vælge, hvordan man tager de slag, livet giver en. Det er ikke et valg, at man ikke kan "tage sig sammen". Hvis det var det, mon så ikke folk valgte at klare sig bedre?
Er der nogen, der vælger at gå ned med flaget, når de mister et barn eller bliver forladt af kæresten? Eller som vælger at blive ramt af depression, fordi de bliver fyret?
Vælger den unge kvinde, der er vokset op i socialklasse 5, at hun ikke vil være mønsterbryder?

Det er jo utrolig dejligt for alle mønsterbrydere, og jeg er sikker på, at de har kæmpet for at være, hvor de er. Det betyder bare ikke, at alle andre der ikke kan, har valgt det fra. Det er også at være priviligeret, at man trods sin opvækst er blevet robust nok til at kunne kæmpe sig ud af problemer, - man kan kalde det held, - for mig giver det i alt fald mere mening, at ikke-mønsterbryderne er uheldige i forhold til robusthed, end at de ikke har taget sig sammen.

Der er så mange faktorer, der spiller ind i de fleste situationer; det falder mig ikke naturligt at tage hele æren for det, der er gået godt for mig. Det vil altid være en sammenblanding af tilfældigheder og mine evner.

For mit vedkommende handler det hverken om at ville ‘tage hele æren’ eller at jeg bare tænker alle der har det svært ‘bør tage sig sammen’. Jeg er fuldt ud klar over det ikke altid er en mulighed.

Det handler om at det jeg har opnået ikke kun skyldes held, men også risikovillighed (tage skod arbejdet i håb om det åbnede muligheder etc) og hårdt arbejde.

Jeg erkender fuldt ud jeg har været heldig med graden af min diagnose, mødet med min mand, den personlighed jeg er født med osv. Men det føles i den grad også negligerede når alt jeg har opnået i livet tilskrives held. For det skyldes også fravalg af ting, der ville være fede, prioriteringer og arbejde.

Lige så vel som jeg ikke synes man selv ‘kan tage hele æren’ mener jeg heller ikke det er fair bare at stemple det held.

Meget meget enig, og hvis man netop ikke italesætter at prioriteringer, valg og hårdt arbejde er en central faktor, så lader man nogle mennesker sidde fast i en opfattelse af ikke at kunne gøre noget selv og derfor netop ikke kommer videre. Hvis man tror andre menneskers succes skyldes held og eksterne faktorer, så er det let at give op..

[Slettet bruger]

Jeg synes det er interessant i hvilket omfang et livs udfald kan forudsiges tidligt. Hvis man f.eks. kigger på et 7-årigt barn i første klasse, vil man helt sikkert kunne korrelere en masse af dets egenskaber til forventet livsindkomst, forventet levealder og andre succesfaktorer. Egenskaberne kunne f.eks. være IQ, arbejdsomhed, antal venner, højde, vægt, ansigtssymmetri, sygdomshistorik og en helt masse andet. Jeg er kyniker i den forbindelse, jeg tror de fleste menneskers fremtidige indkomst og øvrige succes er tæt på givet allerede når de er 7, og i det omfang det er givet, vil jeg kalde det held/uheld i forhold til forudsætninger og omstændigheder. Det er overordentligt vanskeligt at vælge sig ud af at være en tyk og syg 7-årig som har svært ved at lære at læse og ikke har nogen venner, og det er svært at fucke sit liv op hvis man er en begavet og flittig 7-årig med en masse venner.

Der kan selvfølgelig også være held og uheld senere i livet som kan pille ved forventningerne: Man kan blive syg, man kan miste sine nære, man kan vinde i Lotto osv., men størstedelen af held og uheld er givet længe inden man selv kunne vælge, og det er en kombination af gener og omstændigheder. I den forbindelse synes jeg velfærdssamfundet kan have en lidt brutal bivirkning: Et vigtigt mål i velfærdssamfundet er at minimere virkningen af dårlige omstændigheder, men hvis man kommer i mål med det, står man uvægerligt tilbage med at man har isoleret den anden faktor, generne. Velfærdssamfundet er ikke perfekt, men vi er nået langt, og derfor vil der i dag være en langt tydeligere sammenhæng imellem gener og succes i livet end der var for 50 år siden. Det bliver glemt når man taler om social arv, men det er heller ikke en rar erkendelse, vi vil gerne at alle mennesker skal have mulighed for at slippe ud af deres dårlige omstændigheder.

[ajnaM]

Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

[Tux]

Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

Hvis det bliver den gængse opfattelse, er det let af falde i den fælde, at man giver op fordi man ikke gør man kan det ene eller det andet.

[ajnaM]

Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

Hvis det bliver den gængse opfattelse, er det let af falde i den fælde, at man giver op fordi man ikke gør man kan det ene eller det andet.

Altså, at man giver op, fordi man kan forudse, at man ikke kan?

Det er jeg sådan set enig i, og det tror jeg sker allerede. Derfor er det så vigtigt, at vi sætter ind på at øge den sociale mobilitet - men det gør vi altså ikke ved at bilde os selv ind, at alt er individuelle valg. Tværtimod.

[IrmaPigen]

Jeg er ikke heldig, fordi jeg har brudt min sociale arv. Det er mit eget valg, at jeg ikke ville lade mig selv være et produkt af et andet menneskes (min mors) handlinger og valg.
Jeg er heller ikke heldig, fordi jeg har en god uddannelse og et godt job. Det var et valg.

De basale ting i mit liv har været valg. Nogle gange er der dukket noget op, der har tvunget mig til at tage anderledes valg - som sygdom, døde børn, skilsmisse og den slags større ting. Jeg har ikke selv været herre over, om jeg skulle være syg eller begrave børn, men jeg har selv valgt hvordan jeg ville bearbejde de ting og få mit liv til at fungere på trods.

Jeg var heldig, at jeg fik min dejlige datter - og jeg var heldig, da en mand, som jeg ikke ville have mødt på nogen som helst anden måde, købte lejligheden under min.
Resten har været valg.

Præcis.

En sagde til mig "......fordi du har fået en videregående uddannelse"

Jeg sagde, "Nej, jeg har ikke fået en uddannelse, jeg har taget den, og jeg har selv knoklet mig til den - jeg har ikke fået noget forærende".

De fleste ting handler om valg. Ikke held/uheld.

[Tux]

Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

Hvis det bliver den gængse opfattelse, er det let af falde i den fælde, at man giver op fordi man ikke gør man kan det ene eller det andet.

Altså, at man giver op, fordi man kan forudse, at man ikke kan?

Det er jeg sådan set enig i, og det tror jeg sker allerede. Derfor er det så vigtigt, at vi sætter ind på at øge den sociale mobilitet - men det gør vi altså ikke ved at bilde os selv ind, at alt er individuelle valg. Tværtimod.

Hvis man kun for at vide, at hvis man er barn af kontanthjælpsmodtagere ja så er en videregående uddannelse lukket land, og man bliver aldrig til noget - så giver det fleste nok op på forhånd, selv om de godt ville kunne bryde den sociale arv.

Min pointe er heller ikke at alt er individuelle valg, men det er der meget der er.

[Santa]

Jeg ser sådan her på det:

Livet spiller en forskellige kort, og så er det op til en, hvordan man anvender dem i spillet om et godt liv.

Nogengange får man et røvdårligt kort (for mig; barnløshed), men det kort havde så en positiv effekt (kunne blive boende i billig andel = god økonomi = frihed). Men ikke alle kort kan vendes positivt, jeg er ret sikker på at min kærestes ulykke, som har ført til en kronisk skade og et mindre handicap ikke er i den kategori for ham.
Jeg selv lærte noget om min egen styrke og min handlekraft.

Min pointe er, at der er en vis portion held med her i livet, men at man osse selv kan skabe "heldet".
Det værste man kan gøre med sit liv, er at være passiv.

[ajnaM]

Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

Hvis det bliver den gængse opfattelse, er det let af falde i den fælde, at man giver op fordi man ikke gør man kan det ene eller det andet.

Altså, at man giver op, fordi man kan forudse, at man ikke kan?

Det er jeg sådan set enig i, og det tror jeg sker allerede. Derfor er det så vigtigt, at vi sætter ind på at øge den sociale mobilitet - men det gør vi altså ikke ved at bilde os selv ind, at alt er individuelle valg. Tværtimod.

Hvis man kun for at vide, at hvis man er barn af kontanthjælpsmodtagere ja så er en videregående uddannelse lukket land, og man bliver aldrig til noget - så giver det fleste nok op på forhånd, selv om de godt ville kunne bryde den sociale arv.

Min pointe er heller ikke at alt er individuelle valg, men det er der meget der er.

Hvis man reelt sikrede, at også børn af kontanthjælpsmodtagere havde gode muligheder for at tage en videregående uddannelse, ville vi være meget længere.

Det er jo svært at sige, hvor meget der er det ene, og hvor meget der er det andet. Men man kan måske sige, at vi har individualiseret ansvaret kraftigt gennem de seneste årtier, og jeg mener ikke, det har ført os noget specielt godt sted hen. Det har i hvert fald ikke øget den sociale mobilitet.

[Jedi]

Jeg har diverse psykiske sygdomme og også fysiske skavanker. Det er ikke noget jeg selv har valgt......det har bare været livets gang for mig. Jeg har heller ikke valgt at blive født til/vokse op med en mor, som ikke gav kærlighed og omsorg. Der er mange livs-omstændigheder, som man ikke kan påvirke med egne valg.

Et andet eksempel er min veninde, som mødte sin kæreste til en fest kort efter hun var kommet ud af et dårligt forhold, hvor det bare sagde "bang" og så var de kærester kort tid efter. Sådanne historier har jeg hørt flere af........hvor folk vitterlig helt tilfældigt støder ind i deres kommende kæreste/kone/mand.......det kan jeg ikke se har meget med valg at gøre.

Så jo, der er andre mennesker som har bedre livsvilkår, igennem ren og skær held.

Men det er ikke alle der ville være åbne for et ‘bang’ lige efter et dårligt forhold. Så heldigt at de mødtes, men også et valg at turde være åben selvom man lige har brændt sig.

At turde sige ja til noget er også et valg.

[Chatsy]

Sådan helt, helt forsimplet kan man vel sige at alle valg har en konsekvens og at visse af disse konsekvenser kan være et spørgsmål om held eller uheld - sagt på en anden måde, et spørgsmål om risikovillighed.

Det ene udelukker altså ikke det andet.

[Purple Haze]

Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

Hvis det bliver den gængse opfattelse, er det let af falde i den fælde, at man giver op fordi man ikke gør man kan det ene eller det andet.

Det er faktisk en rigtig god pointe.
Og i forlængelse af det, så er det også rigtig trist at mange ser det som et form for angreb på folk der ikke gør det samme, hvis man påpeger at grunden til at det går godt er pga valg og ikke held.

Hvis jeg påpeger at det går godt for mig pga de valg jeg har taget, så oplever jeg (og det kan man også se her i tråden) at folk svarer med: jamen det kan jeg ikke fordi....
Hvilket er trist synes jeg, fordi at jeg gør det godt, har jo ikke noget med andres muligheder at gøre.


Ellers kom jeg til at tænke på en linje fra en Robbie Williams sang jeg har taget til mig.

Its easy to be me, because I made it easy to be me.

[Wizzze]

Er det held at jeg er født i en kernefamilie i Dannevang og ikke i Afrika? eller er det et resultat af valg som mine forældre, bedsteforældre osv. har truffet

Min nuværende situation med god karriere, materiel velstand osv. er ikke held, det er valg, hårdt arbejde og all meeeeeee
Men frk W og kærligheden er rent SVINEHELD, totalt guddommeligt terningkast

[Ata]

Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

Hvis det bliver den gængse opfattelse, er det let af falde i den fælde, at man giver op fordi man ikke gør man kan det ene eller det andet.

Det er faktisk en rigtig god pointe.
Og i forlængelse af det, så er det også rigtig trist at mange ser det som et form for angreb på folk der ikke gør det samme, hvis man påpeger at grunden til at det går godt er pga valg og ikke held.

Hvis jeg påpeger at det går godt for mig pga de valg jeg har taget, så oplever jeg (og det kan man også se her i tråden) at folk svarer med: jamen det kan jeg ikke fordi....
Hvilket er trist synes jeg, fordi at jeg gør det godt, har jo ikke noget med andres muligheder at gøre.


Ellers kom jeg til at tænke på en linje fra en Robbie Williams sang jeg har taget til mig.

Its easy to be me, because I made it easy to be me.

Jeg tror, det skyldes, at nogle af de indlæg, hvor folk pointerer, at de har klaret sig trods sygdom eller brudt mønsteret eller taget en uddannelse er temmelig enøjede. Personligt synes jeg helt sikkert, at vi skal glæde os over alt, hvad der lykkes for andre. Problemet kommer, når de "enøjede" forventer, at andre skal kunne gøre det, de gjorde, fordi det eksempelvis "bare" handler om hårdt arbejde.

Hvis man nu tager uddannelse, så er punkt nummer et jo, at man er intelligent nok til at tage uddannelsen,
men man skal også have mod (hvis man f.eks. skal flytte efter den)
man skal have sociale kompetencer, så man kan komme i studiegrupper og undgå at give op pga ensomhed
man skal enten evner nok til at kunne studere og arbejde, eller man skal kunne få økonomisk hjælp
man skal have erfaring i at begå sig (tage bus, være et andet sted end hjemme, spise ude, klare sin dagligdag)
man skal have så meget robusthed/selvværd og selvtillid, at man i det hele taget tænker, at det er en mulighed.

Hvis man får en given sygdom, så kræver det alt andet lige, at man har psykisk styrke til at kæmpe imod osv.

Jeg forstår godt, at man ikke vil have negligeret den kamp, man selv har kæmpet. Det er selvfølgelig noget, der kræver respekt. Men det er ikke ensbetydende med, at alle andre BARE kan kæmpe lige så meget, så skulle de også kunne. For hvis det var tilfældet, så havde de nok gjort det. De fleste foretrækker nok alligevel at tjene 40.000 og have et spændende arbejde fremfor at være uden uddannelse og på kontanthjælp.

Selv det at tage modgang med en positiv vinkel er ikke noget, man vælger. Det kræver, at man enten har set det ske, læst om det, eller at man er skarp nok til at gennemskue, at det er hensigtsmæssigt. Hvis man i sin opvækst eksempelvis kun har oplevet, at ens mor giver alle andre skylden for ens problemer, og hun samtidig konstant har fortalt, at det er svært og synd for familien, sådan at det altid er læreren, de andre elever eller fars skyld, at tingene ikke flasker sig, så lærer man hverken at tage ansvar eller bekæmpe problemer.

Jeg er meget enig med dig her. Men det er jo klart nok, at folk opfatter deres resultater som et valg - for de HAR jo valgt at gøre noget. Og så er det mere usynligt, hvilke forudsætninger de tilfældigvis var blevet tildelt for at kunne træffe det valg. Det kan vi i bund og grund aldrig rigtigt vide, og det er derfor, det er så nemt at affeje det med, at "hvis man vil, så kan man".

Jeg er selv meget priviligeret på mange områder, og kan udmærket se, at meget af det, der er nemt for mig at vælge - fx at uddanne mig - er super svært for andre. Det falder bare ikke alle lige let. Og det ved jeg da godt skyldes, at jeg er født med en god begavelse og i øvrigt er blevet terpet halvt til døde gennem min barndom.

Omvendt kan jeg også se, at meget af det, der er svært for mig, er svært af nogle grunde, som jeg ikke har været herre over. Det kan jeg så arbejde med (og gør det også), men det ændrer jo ikke på, at det som er piece of cake for andre, kan være noget, det vil tage mig årtier at opnå. Så det ER bare ulighed i, hvilket kort vi tilfældigvis er tildelt fra start af og i vores tidlige leveår...