Diagnoser og stigmatisering

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Neverkont
Indlæg: 1865
Tilmeldt: 4. mar 2016, 22:00
Kort karma: 100
Likede indlæg: 2912

Re: Diagnoser og stigmatisering

Indlægaf Neverkont » 17. maj 2019, 07:22

Misantropen skrev:
Neverkont skrev:
Den forstår jeg slet ikke. :forvirret:

Min bedste veninde mødte jeg på en fælles arbejdsplads for næsten 30 år siden, vi havde kun arbejdet sammen nogle få måneder da jeg fik tilbudt en lejlighed jeg havde været skrevet op til, og jeg fortalte min veninde/kollega om min nye lejlighed. Hun fandt sin kalender frem og meldte hurtigt ud, at "så kommer jeg den weekend og hjælper dig med at male", uden jeg havde bedt om hendes hjælp.
Jeg må indrømme, at tanken aldrig har strejfet mig, at min veninde var nedladende. :8:

Da jeg for godt 3 år siden erfarede, at min bror var kommet på hospitalet med en blodprop i hjernen mødte jeg hurtigt op på hospitalet, og da jeg fik at vide hvornår han ville komme hjem sagde jeg til ham, at "jeg er der når du kommer hjem, og så ser vi på hvad jeg kan hjælpe dig med", uden han havde bedt om min hjælp.
Tanken har aldrig strejfet mig, at det kunne være nedladende. :8:

Da en næsten-nabo, som også har hund, fortalte om hendes hunds pels-problemer fortalte jeg hende om mine erfaringer med Bio-strath, uden hun havde bedt om min hjælp. En måneds tid senere fortalte hun mig, at hendes hunds pels var blevet meget bedre, og takkede for mit råd.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne opfattes som nedladende. :8:

Og jeg har haft mange oplevelser af samme slags. :tie:

Jeg sidder her og er nærmest i chok, og må prøve at erkende, at jeg åbenbart er et meget nedlandende menneske. Den havde jeg s'gi ikke lige set komme. :gisp:

Jeg synes det er enormt grænseoverskridende når andre synes de skal bestemme hvilken hjælp jeg har brug for, men samtidig hverken lytter eller respekterer det jeg siger, hvis jeg takker nej til deres hjælp. Jeg føler mig umyndiggjort og det er ikke rart. Selvom jeg har det dårligt og har brug for at lave ingenting ved jeg stadig bedst ift. hvad jeg har brug for.

Jeg læser ikke dine eksempler som at I pådutter hinanden gode råd eller hjælp, uden at respektere den det drejer sig om og det er måske forskellen.

Forestil dig din kollega havde meldt ud at hun nok skulle komme og hjælpe med flytningen, men derudover også ville bestemme hvordan og hvornår du skulle pakke dine ting, hvilket flyttefirma du skulle bruge, hvilken dag og i hvilket tidsrum de skulle komme etc., selvom du hverken havde bedt om den hjælp, brug for den og hun tilmed ikke respekterede at du godt selv kunne planlægge det.

Problemet er altså ikke de gode råd eller hjælpen, tværtimod!, men at man ikke selv har noget at skulle have sagt ift. hvilken hjælp man har brug for, og om man overhovedet har brug for hjælp :)


Vi er helt enige. :D

Man kan selvfølgelig ikke bestemme over andre, og det må altid være op til modtageren om vedkommende vil benytte velmente gode råd.

Jeg har selv fået mange (mere eller mindre ;) ) gode råd, nogle af dem har jeg umiddelbart kunnet bruge, og andre er hurtigt blevet forkastet, men jeg har også oplevet, at et råd, som jeg havde forkastet endte med, at være det der hjalp mig videre.
Så min holdning til gode råd er, at jeg tager imod dem, og prøver at huske dem, og så er det muligt, at jeg en dag kan bruge dem.
0

Tilbage til "Livets forhold"