Er jeg den eneste, der ikke elsker at rejse?

[kidkomb]

Og, nå ja, jeg gider altså slet ikke det der ræs med at skulle se alting. Nogle gange gider jeg slet ikke at se en skid andet end noget sand, vand og noget god mad. Og solen selvfølgelig. "Ej, ligger I så bare og laver ingenting hele dagen?!" er simpelthen det dummeste spørgsmål. Hvem har dog bestemt at den ene slags ferie er mere fin eller mere værd end den anden. Man tager på ferie fordi man har lyst og laver det man har lyst til. Ellers ville det ikke rigtig være ferie. Og det ville være ultra mærkeligt hvis alle var til den samme måde at holde ferie på.

[Ata]

Jeg ved godt, at det ikke er det, du efterspørger - men det er jo netop dét, der er fordelen ved at rejse?
Hvor skal vi hen, hvad skal vi opleve? Friheden.

I modsætning til hverdagens grå hamsterhjul.
Men jeg læser også lige den anden tråd.

At savne friheden forudsætter jo, at der er noget, man gerne vil være fri fra? Jeg føler ikke, at min hverdag er noget, jeg gerne vil være fri fra. Og jeg føler mig ikke fri et nyt sted, hvor jeg føler mig anspændt, usikker og stresset. Jeg føler mig faktisk enormt fanget, fordi jeg mangler den grundlæggende tryghed jeg finder i mit hjem, mine ting og mine vaner. Det er bare enormt usexet og umoderne at være sådan.

Det er for mig en intern ting.
Hvis jeg er utryg, personligt, så ville jeg heller ikke være tryg ude. Men rent faktisk er jeg derhenne, hvor jeg nærmest er mere tryg ude, fordi min hverdag er presset og hamsterhjulsgrå.
Jeg HADER et udtryk som "Allermest holder jeg af hverdagen"... Hvor er krydderiet, der giver smag til hverdagen? Hvor er farverne, der gør hverdagen spændende?
At komme ud, møde andre kulturer, suge til sig af indtryk og smage på verden, er med til at gøre mit liv bedre på mange, mange punkter. Bare den viden, man får - det kan man ikke læse sig til.
Jeg er gift med en mand, der rejser meget, og alle vores fælles drømme om rejser, før vi flyttede sammen, jamen... de forsvandt. Vi er aldrig kommet udenlands sammen, har ikke oplevet andet end hverdagen og Danmark. Og jeg er ved at dø indeni.

Desuden er det vel også nærmere en "ekstra" frihed? Ikke nødvendigvis som noget totalt isolationsfængsels-agtigt- modsætning.

Jeg synes da også, at det er vigtigt at bryde hverdagen. Men det kan man jo også gøre med en tur i Dyrehaven eller en tur på en god restaurant, eller hvad det nu skal være. Jeg synes i hvert fald ikke, at en ferie til udlandet kan være det, der giver MIN hverdag mening. Tænker at hverdagen helst skal fungere på en måde, hvor man er nogenlunde glad for den, som den er, selvom du selvfølgelig har ret i, at det aldrig bliver særligt lyksaligt at smøre madpakker kl. 6.45 om morgenen.

At du og din mand aldrig har fået rejst og at du synes din hverdag er trist, er det ærgerligt. Men hvorfor har du så ikke fået gjort noget ved det? Jeg kan jo godt se, hvorfor jeg ikke får rejst. Det er jo pga. min store ambivalens omkring det...

[Ata]

Jeg har faktisk aldrig rejst på eget initiativ. De får rejser jeg har været på har været studieture, og arbejds relateret. Som feks kursus i Norge.

Hvis jeg selv skulle rejse, ved jeg ikke hvor jeg skulle tage hen? Det vil så kræver en masse tid og energi på at finde ud af hvor jeg skal rejse hen? Som jeg slet ikke har lyst til at bruge tid og energi på.
Men hvis jeg så er ude over det, kommer selve planlæningen af rejsen. Som igen vil kræve alt for meget arbejde til at jeg vil se det som ferie.

Ja, sad lige og læse den tråd, du oprettede. Man må nok konkludere, at rejser er et af de steder, hvor man ser folks forskelligheder.

[billiebean]

Det er heller ikke min yndlingsbeskæftigelse. Og på trods af det, så har jeg rejst ret meget. Primært fordi jeg er gift med en udlænding - som i øvrigt lever og ånder for rejser - jo vildere og mere udfordrende og primitivt jo bedre.

Men jeg har nogle betingelser, der skal være opfyldt og så kan jeg godt fungere med det. Fx SKAL sovearrangementet være komfortabelt, rundrejser hvor man skifter hotel/bolig vil jeg nødigt og der skal være ny, spændende mad. I bund og grund er min motivation for at rejse at slappe af, opleve kulturhistorie og noget smukt, lækkert og komfortabelt (mad, sol, smukke landskaber, museer, arkitektur, servicen på et hotel osv) og motiveres altså ikke af udfordringer og nysgerrighed. Muligvis fordi jeg er en mega introvert type, som ikke har brug for ekstern stimulation for at føle mig inspireret og i live.

[Ata]

Det er derfor jeg elsker Spies... ingen andre fatter, at jeg ikke bare booker fly og hotel selv gennem de forskellige portaler, men det er jo et kaos af valg, der skal tages så. Så da vi rejste til Rom sidste år tjekkede jeg Spies og da det var stort set lige så billigt som at booke selv, ja så brugte jeg dem. Og hvilken lettelse. Alt blev fikset. Fly, hotel, meddelelse til hotel om hvornår vi ville ankomme. Og da der var sket en fejl i forhold til, hvor meget bagage vi måtte medbringe - fikset på to minutter.
Det samme da vi tog til Gambia. Alt var fikset, og det var dejlig nemt.

Okay mad skal vi selvfølgelig selv sørge for, men det synes jeg så også er sjovt.

Ja, det er også smart. Jeg synes bare, det virker som om, at man betaler en del ekstra for at have et rejseselskab ind over. Plus at vi nok foretrækker at bo steder, hvor der er knap så mange mennesker. Og det er det jo ikke lige Spies-konceptet...

[Ata]

Jeg har været virkelig mange gange på samme destination, på samme hotel. Ofte har jeg bedt om specifikke værelser, nu jeg ved hvor de store værelser er med den gode udsigt.

Jeg elsker det - at gense Paris, som byen er, for måske 12. gang, er fantastisk! Jeg kan køre alt det kedelige på rutinen, udnytte mit kendskab til byens perler og så krydre med nye oplevelser efter behov.

Jeg kan godt lide at rejse, men jeg forstår dig godt!

Ja, det er nok også mere mig. Min mand synes, det er lidt spild af rejsetid og -penge at tage det samme sted hen igen...

[Ata]

Jeg er heller ikke vanvittigt begejstret for at rejse. Altså .. Det er egentlig okay, når jeg endelig når frem. Det er bare så omfattende og trættende at planlægge og overskue en rejse, at jeg opgiver helt på forhånd. Derfor kommer jeg sjældent af sted, med mindre andre planlægger og inviterer. Jeg kan så også tælle mig frem til, at jeg har været på syv rejser de sidste 15 år, og fem af dem har været på baggrund af invitationer. Faktisk er jeg nok også ret nærig, når det kommer dertil. Jeg gider ikke brænde 20.000-25.000 kr. af på så kort tid.

Hvis nogen planlægger det for mig, går det også bedre.

En af mine bedste rejser var faktisk med en ungdomsforening! Hvor det hele var arrangeret og man bare skulle følge med. Måske ER jeg bare en Spies-turist.

[TomKah]

Jeg må indrømme at hvis I har sommerhus og elsker det, er det så ikke godt nok? Jeg synes helt ærligt det må være skønt at være glad og tilfreds med det. Jeg ville faktisk gå så langt som at sige at det ville jeg ønske jeg selv var.

Jeg har selv meget tidligt gerne ville rejse og selv planlægge og bestemme. Jeg startede med at rejse som 13 årig med CISV.

[Ata]

Det er heller ikke min yndlingsbeskæftigelse. Og på trods af det, så har jeg rejst ret meget. Primært fordi jeg er gift med en udlænding - som i øvrigt lever og ånder for rejser - jo vildere og mere udfordrende og primitivt jo bedre.

Men jeg har nogle betingelser, der skal være opfyldt og så kan jeg godt fungere med det. Fx SKAL sovearrangementet være komfortabelt, rundrejser hvor man skifter hotel/bolig vil jeg nødigt og der skal være ny, spændende mad. I bund og grund er min motivation for at rejse at slappe af, opleve kulturhistorie og noget smukt, lækkert og komfortabelt (mad, sol, smukke landskaber, museer, arkitektur, servicen på et hotel osv) og motiveres altså ikke af udfordringer og nysgerrighed. Muligvis fordi jeg er en mega introvert type, som ikke har brug for ekstern stimulation for at føle mig inspireret og i live.

Du har nok fat i noget vigtigt der! For mig er det vigtige ved rejser: Hygge, samvær, smukke omgivelser, god mad, varme og afslapning. Og sagen er jo, at det kan sådan set foregå næsten lige så godt, og meget mindre besværligt, i sommerhuset. Måske pånær den gode mad, som jo er lidt mindre god, når man selv skal lave den. Min mand synes derimod at historie, kultur og kulturhistorie er topspændende. Me - not so much. Jeg er åbenbart ikke en rigtig intellektuel.

[Ata]

Jeg må indrømme at hvis I har sommerhus og elsker det, er det så ikke godt nok? Jeg synes helt ærligt det må være skønt at være glad og tilfreds med det. Jeg ville faktisk gå så langt som at sige at det ville jeg ønske jeg selv var.

Jeg har selv meget tidligt gerne ville rejse og selv planlægge og bestemme. Jeg startede med at rejse som 13 årig med CISV.

Altså - jo... Der er ligesom bare noget i tiden, som gør det andet mere attraktivt. Men måske er det ved at vende, nu hvor der er al den fokus på det miljøbelastende i flyrejser. Tiden er kommet, hvor sommerhusferier kommer i højsædet.

Måske handler det også om, at her nord for København rejser folk enormt meget. Så mine børn er jo nærmest lidt mærkelige, at de kun har været i Sverige og Italien.

[kidkomb]

Er det slet ikke en mulighed at rejse hver for sig hver anden gang-agtigt?
Han kan tage nogle kulturelle ture med nogle andre og du kan tage på slappe af/gourmet-ferie med nogen der gider det?

[TomKah]

^ Jeg har i hvert fald hørt at nogle af firstmoverne er gået væk fra flyferier nu til sommer.

Og ja folk har været sindssygt meget ude og rejse, men jeg synes nu stadig ikke det betyder så meget. Man får ikke sindssygt meget udsyn af det alligevel. Måske er det som det sorte cirkus skriver at folk mest rejse enten af frygt for at blive dømt eller for at have muligheden for at dømme.

[Ata]

Er det slet ikke en mulighed at rejse hver for sig hver anden gang-agtigt?
Han kan tage nogle kulturelle ture med nogle andre og du kan tage på slappe af/gourmet-ferie med nogen der gider det?

Hmm, i teorien jo. Men egentlig tror jeg, at vi trods alt helst vil rejse sammen, hvis nu vi skal rejse. Alle vores venner er også i parforhold og med børn, så der er ikke super mange, der lige har tid/penge til en venneferie. Og jeg tror måske også, at jeg ville have svært ved at lade mine veninder se min lettere neurotiske side, som udfolder sig i fuldt flor under rejser.

[Ata]

^ Jeg har i hvert fald hørt at nogle af firstmoverne er gået væk fra flyferier nu til sommer.

Og ja folk har været sindssygt meget ude og rejse, men jeg synes nu stadig ikke det betyder så meget. Man får ikke sindssygt meget udsyn af det alligevel. Måske er det som det sorte cirkus skriver at folk mest rejse enten af frygt for at blive dømt eller for at have muligheden for at dømme.

Det ville da være lidt sørgeligt, hvis alle bare rejste fordi at "det skal man". Meeen jeg har nu mindst to veninder, som bare synes at rejse er 100 % det fedeste i livet. Selv med 1-årige babyer har rejser været det, der gav deres liv kulør. Og jeg har bare siddet som et stort spørgsmålstegn og ikke forstået hvad det sjove var ved at sidde med en skrigende baby i et fly i 10 timer...

[Ata]

Er meget glad for alle svarene i tråden. Jeg føler mig allerede lidt mindre sær nu!