Når det hele føles... ligegyldigt

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Sorenspige
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 967
Likede indlæg: 9376

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Sorenspige » 26. jan 2016, 19:01

Det lyder godt med jordmoderbesøget. Håber, din læge vil sende en henvisning.

Mht at tale til maven så gør jeg det heller ikke endnu. Det gjorde jeg heller ikke med mit første barn, før jeg var noget længere henne. Eller jeg taler lidt med det inde i hovedet, men det sker ikke særligt tit.

Bare for at sige, at du ikke er alene om ikke at tale løs med maven.
0
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 11519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1738
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 16695

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Fru Sunshine » 26. jan 2016, 19:35

Jeg følte mig altså pænt dum, de første gange jeg snakkede med min mave.
Men det blev lige så stille nemmere, og pludselig kon det af sig selv.
Det håber jeg også, det gør for dig.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 26. jan 2016, 20:02

Jeg tror hendes tanke er, at det måske kan skabe en følelse af tilknytning på sigt. Egentlig kan jeg også godt lide tanken om at tale lidt til sin baby. Lige nu føles det bare meget svært, fordi jeg jo så er nødt til at anerkende dets eksistens og hvad deraf medfølger af følelser, det føles meget rarere og nemmere at lukke af.
Tror også det er derfor jeg ikke kan holde ud at kigge på skanningsbilledet. Det er måske noget jeg skal prøve med en evt. psykolog, at kigge på det billede, mens der er en, der kan hjælpe mig med at rumme de reaktioner, det giver.

Jeg har det rigtig hårdt med min lægetid i morgen. Er så bange for ikke at blive bakket op. Eller jeg ved faktisk ikke, hvad jeg er bange for. Kan bare mærke et voldsomt ubehag og en lyst til at slippe væk fra det.
1
Undtagelsen
Indlæg: 2238
Tilmeldt: 17. aug 2015, 17:05
Kort karma: 220
Likede indlæg: 4583

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Undtagelsen » 26. jan 2016, 20:15

Danseprinsesse skrev:Jeg tror hendes tanke er, at det måske kan skabe en følelse af tilknytning på sigt. Egentlig kan jeg også godt lide tanken om at tale lidt til sin baby. Lige nu føles det bare meget svært, fordi jeg jo så er nødt til at anerkende dets eksistens og hvad deraf medfølger af følelser, det føles meget rarere og nemmere at lukke af.
Tror også det er derfor jeg ikke kan holde ud at kigge på skanningsbilledet. Det er måske noget jeg skal prøve med en evt. psykolog, at kigge på det billede, mens der er en, der kan hjælpe mig med at rumme de reaktioner, det giver.

Jeg har det rigtig hårdt med min lægetid i morgen. Er så bange for ikke at blive bakket op. Eller jeg ved faktisk ikke, hvad jeg er bange for. Kan bare mærke et voldsomt ubehag og en lyst til at slippe væk fra det.


Måske kan du starte med at spille lidt musik for maven? Det vil nok virke knap så "bombastisk" som at snakke til den og alligevel kan du have følelsen af at gøre noget.

Tag nogle noter fra dine sidste par indlæg i denne tråd, så du har dem at støtte dig til, hvis du går kold ved lægen imorgen.
Tager din kæreste med? Aftal med ham på forhånd at hvis lægen endnu engang prøver at bagatellisere dine tanker, så er det hans opgave at slå i bordet på dine vegne.

Håber du finder frem til en god behandler, som kan hjælpe dig tilbage til dig selv igen.
0
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59511

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf DetSorteCirkus » 26. jan 2016, 20:53

Jeg tvivler ikke på, at det kan være en god ide at tale med maven og på anden måde prøve at skabe kontakt til babyen derinde, men samtidig tror jeg også, at det er vigtigt at se det som et eksperiment, der måske vil være muligt og givende for dig, måske noget, du ikke magter eller som simpelthen føles for abstrakt.

Jeg aner ikke, om du vil kunne bruge det her til noget, men nu skriver jeg det i hvert fald. Jeg aner ikke, om min biologiske mor snakkede med mig, da jeg lå i hendes mave. Alt, hvad jeg har kunne udlede af mine adoptionspapirer, har været, at min tilstedeværelse sandsynligvis primært har været forbundet med sorg og frygt og måske decideret skam for hende fra den dag, hun blev klar over, at hun var gravid. Jeg var ikke et ønskebarn og næppe heller planlagt, men fordi abort var og er strengt forbudt i mit fødeland, måtte hun gennemføre graviditeten. Noget tid før fødslen henvendte hun sig til et børnehjem for at få hjælp til at få mig bortadopteret som spæd, så jeg ved, at hun aldrig gjorde et forsøg på et beholde mig. Sikkert med god grund.

Og altså - hverken det at have ligget inde i en ulykkelig kvinde i ni måneder, øjensynlig endda uden på noget tidspunkt at være blevet tilset af læge og jordemoder, eller bevidstheden om, at jeg ikke var ønsket, har skadet mig. Hverken udviklings, intelligens- eller følelsesmæssigt.
Din baby ligger inde i en mor, som for tiden har det skidt og mangler energi og overskud og som i værste fald forholder sig neutralt til sit barn. Det er, set fra barnets vinkel, mildere vilkår end mine dengang, så det skal nok gå.
Selvfølgelig er det optimalt, at en mor, der har et ønskebarn på vej, har en dejlig graviditet og venter sit barn med spænding, men du må ikke stresse på dit ufødte barns vegne over ikke at kunne knytte kontakt lige nu.
10
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jan 2016, 11:29

Undtagelsen skrev:
Danseprinsesse skrev:Jeg tror hendes tanke er, at det måske kan skabe en følelse af tilknytning på sigt. Egentlig kan jeg også godt lide tanken om at tale lidt til sin baby. Lige nu føles det bare meget svært, fordi jeg jo så er nødt til at anerkende dets eksistens og hvad deraf medfølger af følelser, det føles meget rarere og nemmere at lukke af.
Tror også det er derfor jeg ikke kan holde ud at kigge på skanningsbilledet. Det er måske noget jeg skal prøve med en evt. psykolog, at kigge på det billede, mens der er en, der kan hjælpe mig med at rumme de reaktioner, det giver.

Jeg har det rigtig hårdt med min lægetid i morgen. Er så bange for ikke at blive bakket op. Eller jeg ved faktisk ikke, hvad jeg er bange for. Kan bare mærke et voldsomt ubehag og en lyst til at slippe væk fra det.


Måske kan du starte med at spille lidt musik for maven? Det vil nok virke knap så "bombastisk" som at snakke til den og alligevel kan du have følelsen af at gøre noget.

Tag nogle noter fra dine sidste par indlæg i denne tråd, så du har dem at støtte dig til, hvis du går kold ved lægen imorgen.
Tager din kæreste med? Aftal med ham på forhånd at hvis lægen endnu engang prøver at bagatellisere dine tanker, så er det hans opgave at slå i bordet på dine vegne.

Håber du finder frem til en god behandler, som kan hjælpe dig tilbage til dig selv igen.


Min kæreste kan desværre ikke være med i dag, han er til møde i København.

Det er samme læge som sidst, og han tog mig jo heldigvis alvorligt. Jeg tror mere, det er noget med, at nu laver jeg om på vores aftale fra sidst og kommer før tid og beder om mere (er til "besvær"!).
Og jeg ved, hvor rigidt de der henvisningsregler til psykolog kan tolkes. Er nok bare på et stadie, hvor jeg slet ikke kan overskue den mindste modgang eller noget der ligner afvisning.
0
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jan 2016, 11:40

DetSorteCirkus skrev:Jeg tvivler ikke på, at det kan være en god ide at tale med maven og på anden måde prøve at skabe kontakt til babyen derinde, men samtidig tror jeg også, at det er vigtigt at se det som et eksperiment, der måske vil være muligt og givende for dig, måske noget, du ikke magter eller som simpelthen føles for abstrakt.

Jeg aner ikke, om du vil kunne bruge det her til noget, men nu skriver jeg det i hvert fald. Jeg aner ikke, om min biologiske mor snakkede med mig, da jeg lå i hendes mave. Alt, hvad jeg har kunne udlede af mine adoptionspapirer, har været, at min tilstedeværelse sandsynligvis primært har været forbundet med sorg og frygt og måske decideret skam for hende fra den dag, hun blev klar over, at hun var gravid. Jeg var ikke et ønskebarn og næppe heller planlagt, men fordi abort var og er strengt forbudt i mit fødeland, måtte hun gennemføre graviditeten. Noget tid før fødslen henvendte hun sig til et børnehjem for at få hjælp til at få mig bortadopteret som spæd, så jeg ved, at hun aldrig gjorde et forsøg på et beholde mig. Sikkert med god grund.

Og altså - hverken det at have ligget inde i en ulykkelig kvinde i ni måneder, øjensynlig endda uden på noget tidspunkt at være blevet tilset af læge og jordemoder, eller bevidstheden om, at jeg ikke var ønsket, har skadet mig. Hverken udviklings, intelligens- eller følelsesmæssigt.
Din baby ligger inde i en mor, som for tiden har det skidt og mangler energi og overskud og som i værste fald forholder sig neutralt til sit barn. Det er, set fra barnets vinkel, mildere vilkår end mine dengang, så det skal nok gå.
Selvfølgelig er det optimalt, at en mor, der har et ønskebarn på vej, har en dejlig graviditet og venter sit barn med spænding, men du må ikke stresse på dit ufødte barns vegne over ikke at kunne knytte kontakt lige nu.


Jeg forstår, hvad du mener.

Det bliver lige lidt kort, for jeg skal af sted om lidt.
Det svære er, at jeg jo egentlig ikke bekymrer mig for barnet, fordi jeg ikke rigtig orker at forholde mig til, at det er der. Og med min logik ved jeg godt, at det ikke er sådan det "bør" være.
Den bekymring forestiller jeg mig komme på et tidspunkt, når jeg kommer i gang med at arbejde med det her - sikkert sammen med dårlig samvittighed og alt muligt andet. Der vil jeg have godt af at læse dit indlæg igen. :)

Jeg tror det med maven egentlig mest handler om, at det skal give mig følelsen af en form for tilknytning. Den "ægte" tilknytning følte jeg, jordemoderen var overbevist om nok skulle komme af sig selv, når jeg får det bedre. Hvis det giver mening?
0
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jan 2016, 22:01

Der var ingen problemer hos lægen, jeg fik en henvisning. Nu skal jeg bare finde en psykolog, der forhåbentligt kan tage mig snart. Har fået anbefalet en i byen og har skrevet en mail til hende.

Efter lægen var jeg til frisør og her til aften har jeg netshoppet lidt ventetøj. Har for første gang i en måned følt mig en smule lettere i dag, det er virkelig rart!
17
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 11519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1738
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 16695

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Fru Sunshine » 27. jan 2016, 22:02

Det var godt at høre.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 4. apr 2016, 11:27

Jeg hiver lige denne op igen - I var en kæmpe hjælp for et par måneder siden.

Det var helt klart den rigtige beslutning at blive sygemeldt i januar - og jeg har været det siden. Hele den forfærdelige stressfølelse jeg havde i kroppen er heldigvis blevet bedre, men det tog ca. halvanden måneds sygemelding bare at komme nogenlunde væk fra det. Der er stadig en del dårlige dage, men jeg kan da mærke, at det går i den rigtige retning. Jeg kan bryde helt sammen over bittesmå ting, og så har jeg enormt svært ved at huske ting, træffe beslutninger og overskue selv små gøremål. Jeg er blevet lidt skræmt over, hvor hårdt det ramte - altså hvor påvirket jeg har været uden at mærke det, før det reelt var "for sent".
I begyndelsen af min sygemelding overvejede jeg, om jeg måske kunne komme tilbage her til april, hvor jeg efter planen skulle have været i skole igen, men det var ret tydeligt, at jeg slet ikke var klar til det heller, og det har jeg lyttet til.

Fysisk er jeg også efterhånden ret påvirket af min graviditet, så det er blevet lettere for mig at føle, at det er ok, at jeg er sygemeldt.

Jeg har haft en god opbakning hos jordemoderen undervejs, ligesom psykologen også har rådet mig til at forblive sygemeldt. Tilliden til min læge var væk, så jeg valgte at skifte læge. Min nye læge har indtil videre været fuldstændig fantastisk, jeg var hos hende i sidste uge, da kommunen ønskede et attest, og hun sygemeldte mig til min barsel starter.


Nå, men i går modtog jeg brev fra min uddannelse med indkaldelse til sygefraværssamtale. Det er helt standard - og egentlig har jeg virkelig brug for at få "lukket" det hele godt, så jeg kan gå på barsel uden at skulle spekulere over, hvordan det rent praktisk skal foregå, når jeg kommer tilbage.
Men det at se logoet fra arbejdspladsen gav mig en kraftig fysisk reaktion - og min kæreste måtte åbne brevet for mig.
Selve mødet foregår på en anden adresse end der, hvor jeg var i praktik, hvilket er rart, for bare tanken om at skulle nærme mig det område giver mig decideret åndenød. Så vidt jeg forstår, så er der ikke nogen fra min praktikafdeling, der skal deltage på mødet - det er en uddannelseskoordinator - jeg skulle alligevel have skiftet praktiksted her 1. maj. Tanken om, at min leder evt. skulle være på det møde, kan jeg slet ikke magte.
Min reaktion på brevet fik min kæreste til med det samme at tilbyde at tage med. Der står i brevet, at jeg er velkommen til at tage en bisidder med, og jeg kan tydeligt mærke, at jeg virkelig gerne vil have ham der, faktisk kan jeg på ingen måde overskue det møde alene. Jeg aner ikke, hvad det er, jeg er så bange for, men frygten føles bare så voldsom og fysisk indeni mig.
Jeg kan bare ikke finde ud af, om det virker mærkeligt at tage sin kæreste med til sådan et møde?
3
Buller
Indlæg: 1176
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 85
Likede indlæg: 1800

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Buller » 4. apr 2016, 11:34

absolut ikke.

Jeg er selv med til alle mulige og umulige møder med min kæreste, fordi han er kørt flad af at have slåsset med systemet hele sit liv. Alting går meget nemmere når der sidder et par ører mere. Så det er bare med at udnytte det.
1
Brugeravatar
Purple Haze
Indlæg: 9014
Tilmeldt: 3. jan 2016, 16:04
Kort karma: 1011
Geografisk sted: Kbh.
Likede indlæg: 21828

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Purple Haze » 5. apr 2016, 06:54

Selvfølgelig er det i orden at tage ham med.
Og din reaktion på logoet er helt normal. Det er din krop der reagere på stress.
Har prøvet at være ved at besvime engang jeg var stressramt og kom "for tæt på" min arbejdsplads.
Det var min krop der fortalte mig at 'NEJ! Der skal vi altså ikke hen'
1
Hello to all intelligent lifeforms everywhere!
And to everybody else out there, the secret is to bang the rocks together guys.
Brugeravatar
thomassneum
Indlæg: 3355
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:23
Kort karma: 135
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 2920

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf thomassneum » 5. apr 2016, 07:02

Sorry! Grow up!
(Skammer mig)
Alle dine valg i livet har konsekvenser (det ved du allrede), sjovt at det aldrig blev sagt til os. Det var vel fordi at det var forventeligt, eller selskrevet?--Eller nowed.. Følelser er "bare" det. Men at tolke dem, det kræver et fuldt liv. Nothings new.. og du må gerne dåne. Jeg gjorde faktisk, tæt på; det samme, da jeg skulle undervise i diamanten første gang. (dont kill me... har ikke læst hele tråden)
0
Med bov skal man mad lave, men...
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 9488
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 787
Likede indlæg: 7809

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Sophies-mor » 5. apr 2016, 07:06

thomassneum skrev:Sorry! Grow up!
(Skammer mig)
Alle dine valg i livet har konsekvenser (det ved du allrede), sjovt at det aldrig blev sagt til os. Det var vel fordi at det var forventeligt, eller selskrevet?--Eller nowed.. Følelser er "bare" det. Men at tolke dem, det kræver et fuldt liv. Nothings new.. og du må gerne dåne. Jeg gjorde faktisk, tæt på; det samme, da jeg skulle undervise i diamanten første gang. (dont kill me... har ikke læst hele tråden)

Det burde du.
1
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
thomassneum
Indlæg: 3355
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:23
Kort karma: 135
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 2920

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf thomassneum » 5. apr 2016, 07:08

Sophies-mor skrev:
thomassneum skrev:Sorry! Grow up!
(Skammer mig)
Alle dine valg i livet har konsekvenser (det ved du allrede), sjovt at det aldrig blev sagt til os. Det var vel fordi at det var forventeligt, eller selskrevet?--Eller nowed.. Følelser er "bare" det. Men at tolke dem, det kræver et fuldt liv. Nothings new.. og du må gerne dåne. Jeg gjorde faktisk, tæt på; det samme, da jeg skulle undervise i diamanten første gang. (dont kill me... har ikke læst hele tråden)

Det burde du.


Altså det første.. ik?
Ved godt at jeg har nogle udfordringer med at udtykke mig.. Jeg har ingen intentioner om at irettesætte eller værre. Jeg prøver bare at give mit besyv med.
0
Med bov skal man mad lave, men...

Tilbage til "Livets forhold"