Er det ok at medier bruger drabssager som underholdning?

[Aima]

For et par måneder siden faldt jeg over denne post på IG:

DD82F53A-36AC-49BD-95C4-933B557A6D51.jpeg

For de der ikke kender ‘Mørkeland’, er det en podcast hvor to damer hver mandag bruger en times tid på at gennemgå og diskutere to, oftest danske, drabssager. Podcasten er superpopulær.

De er jo langt fra de eneste, medier har alle dage beskæftiget sig med drab, også længe efter opklaringen af diverse sager og altså med underholdning for øje.

Hvad synes I? Er der moralske problematikker forbundet? Gør det en forskel hvorvidt det er fagfolk eller ej der belyser sagerne? Tanker?

Personligt har jeg længe været ret glad for Mørkeland, jeg skal ærligt indrømme, at jeg labber den i mig hver eneste uge, men omvendt kan jeg også godt få øje på det problematiske i, at andre menneskers tragedier og sorger på dén måde bliver poppet up og serveret som god tidsfordriv. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes, faktisk.

Resten af opslaget fra IG er her:
https://www.instagram.com/p/BtQO3YkH20I ... v8gtnpn42x

[Misantropen]

Jeg tror formålet med det vil være det afgørende, og selvfølgelig hvilke oplysninger/beskrivelser der bruges.

Jeg kender ikke den nævnte podcast, men jeg har faktisk tænkt på det samme engang jeg kom ind på en Youtube kanal hvor en teenager fortalte om nogle nyere danske drab på unge mennesker.

Det virkede så upassende på mig. Ikke fordi det er et forbudt emne, men det var så dårligt præsenteret og forberedt at det blev useriøst. Havde jeg været pårørende ville jeg være ked af sådan en form for underholdning.

[Misantropen]

Jeg synes mange udsendelser om drab kan indeholde nogle nuancer man ellers ikke ville høre. Fx om gerningsmandens liv, baggrund, årsag til mordet osv. Det synes jeg faktisk kan være rigtig spændende, fremfor at det kun handler om selve drabet og opklaringsarbejdet, men det skal fortælles neutralt.

Men det rager jo dybest set ikke nogen og jeg kan godt se det kan være problematisk hvis morderen stadig lever eller dennes pårørende ikke er kan blive hørt.

Klippet med en der blev dræbt fordi han "havde været træls igennem en længere periode" er i hvert fald et sørgeligt eksempel på at man skal være varsom med emnet.

[paint]

Jeg skal blankt erkende, at jeg ser/hører/læser om mord – eller snarere mordgåder. Jeg gør det ikke for at sidde og svælge i andres ulykke. Heller ikke for at svælge i bizarre detaljer omkring et mord. Det er ikke selve mordet, som sådan, jeg finder interessant. Men snarere hvad der førte til det. Og omstændighederne omkring det.

Jeg er mere motiveret af 'hvorfor'. Hvad der drev gerningsmanden. Vedkommendes baggrund og forhistorie. Men også de retstekniske spor og beviser, fordi det er interessant at se, hvad efterforskere kan udlede af små spor.

F.eks var jeg ret optaget af bøgerne omkring 'Dobbeltmordet på Peter Bangsvej', som fandt sted så langt tilbage som i 1948. Der har været og er alverdens spekulationer og konspirationsteorier, omkring hvem morderen var, og hvorfor det nydelige småborgerlige ægtepar, blev myrdet på så brutal vis. Det der især fascinerede mig, var at det aldrig er blevet opklaret.
Til gengæld, kan man læse, stort set alt det materiale som politiet havde at arbejde med (minus, nogle åbenbart 'følsomme oplysninger' fra efterforskningen, som man ikke vil frigive) og på den måde, sidde og gøre sig sine egne tanker om, hvem morderen var/er, på baggrund af mystiske spor, der peger i alle retninger på én gang.

Dét synes jeg personligt, er spændende – bl.a fordi det ikke er fiktivt

https://www.dr.dk/radio/special-radio/d ... ltmordet-2

https://www.google.com/url?sa=i&rct=j&q ... 0594831769

[hotlips]

Jeg kender ikke lige det her men jeg har i mange år læst og set rigtig meget om seriemordere og andre af de der forbrydelser der er så voldsomme at det er svært at forstå som almindeligt menneske uden den slags tæt på.

Men ja jeg synes det rummer en del dilemmaer, jeg synes ikke man kan sige at historien må ikke fortælles men jeg synes der skal være mening med det når man trækker det frem, har man ikke noget nyt at bidrage med, og der ligger utallige videoer og artikler om de værste tosser og jeg vil skyde på at 75% af dem indeholder ikke noget der ikke er rigeligt dækket af de bedste programmer hvor en journalist har gjort sig umage.

Men jeg er meget bevidst om at det er nogens historie jeg sidder og ser og jeg slukker hvis det er sådan noget hvor de virkelig jokker rundt i selve blodsudgydelserne og hvor meget smerte det må have forvoldt ofrene og så videre. Det har jeg ingen interesse i at se og jeg forstår ikke hvad det skal til for.
Men der er jo onkler, fætre, gamle kærester, bedsteforældre der får revet op i det hver gang så det skal ikke bare være Fordi der er en historie med action og gys.


Jeg gik i skole med en pige hvis far havde myrdet hendes mor, mens pigen var hjemme, han var gået amok med en kniv mens hun lå i badekarret, det var pigen der fandt hende og slog alarm.
Hun kom hjem til sin bedstemor og boede der, det har ikke gjort det meget lettere tror jeg, jeg gik selv i tøj der skilte sig meget ud men hende her gik i hvad der åbenlyst var tøj der af uvisse årsager havde overlevet siden 60--70erne og selvom jeg bestemt ikke synes min klasse var mærkedyr og vi faktisk var ret forskellige indbyrdes, så faldt det så meget ved siden af at jeg tror det alene havde været rigeligt at slås med.
Men hun gik nogle klasser over os og jeg tog hende jævnligt med hjem eller bare med da vi blev større og gik ud og hængte på stranden eller hvad vi nu lavede, hun blev mig bekendt ikke mobber, folk syntes det var synd for hende men hun blev heller aldrig rigtig inkluderet nogen steder. Jeg tror måske det der tøj har gjort det mere iøjnefaldende for vi var hele tiden bevidste om at det er hende hvor der er sket noget helt ufatteligt og det har nok gjort det sværere for hende at falde ind, og det gjorde hende til lidt anstrengende at omgås fordi man hele tiden havde det i baghovedet.
Men set i bakspejlet så var det altid sådan, jeg tror hun har gået i femte eller deromkring da det skete og hun var jo også en der altid faldt udenfor inden og en der ikke lod til selv at forstå at hun faldt ved siden af.

Jeg har af og til overvejet om det er lidt på grund af hende at jeg læser om den slags for det jeg kigger efter altid er om ikke der var faresignaler, om ikke der var noget der burde have fået alarmen til at gå før det kom til en tragedie, og jeg har sjældent læst om en sag hvor jeg har tænkt okay de havde ikke en chance, men jeg er jo også godt klar over at det kun er så meget vi reelt ved om hinanden og det er jo næsten umuligt at gætte når man synes man er et almindeligt menneske med almindelige bekendte, så det er ikke fordi jeg bebrejder nogen, jeg tænker måske mest at hvis man ville vide det så kunne man have fundet ud af det, men det er jo helt umenneskeligt at bede folk om at se i øjnene at en af deres pårørende er den seriemorder politiet har jagtet i flere år.

Selv om det "kun" er en, så prøv at tænk for alvor over at skulle se i øjnene at ham man bor sammen med har slået en højgravid dame ihjel i en park uden grund eller en ung teenager og lader hende rådne op ved en sø.. Det er jo så grænseoverskridende at det må være helt ufatteligt at nå til at kontakte politiet.

[hotlips]

Dr sendte en serie om engelske seriemordere for et år eller to siden, de var informative men jeg slog væk jeg ved ikke hvor mange gange, der blev det udpenslet at en ung pige var blevet mumificeret ved at blive viklet ind i gaffatape fra top til tå og kvalt i det, den slags kan jeg ikke tåle, tanken om at deres familier ser det gør mig dårlig.

[Aima]

Noget der fylder mere hos mig ér – Om man kunne lave en form for i tilfælde af død medie presse-pakke – Så man ikke som hovedeperson i sin egen mordsag ender på forsiden af BT som en Snapchat kat.

Det er SÅ kikset når de gør det.

Vil du uddybe det her?
Jeg tror ikke helt jeg forstår, hvad du mener?

-

Tak for svar, i øvrigt. Spændende med andres synspunkter og perspektiver. For lige at præcisere oplægget, går min interesse og nysgerrighed ikke så meget på, om folk ser/lytter/læser True Crime eller hvorfor de gør det, men mere på, hvorvidt det er (moralsk) ok, at medierne beskæftiger sig med i forvejen opklarede eller lukkere sager udelukkende med underholdning som motiv. Hvor tungt vejer hensynet fx. til de pårørende og den slags?

[paint]

Noget der fylder mere hos mig ér – Om man kunne lave en form for i tilfælde af død medie presse-pakke – Så man ikke som hovedeperson i sin egen mordsag ender på forsiden af BT som en Snapchat kat.

Det er SÅ kikset når de gør det.

Vil du uddybe det her?
Jeg tror ikke helt jeg forstår, hvad du mener?

-

Tak for svar, i øvrigt. Spændende med andres synspunkter og perspektiver. For lige at præcisere oplægget, går min interesse og nysgerrighed ikke så meget på, om folk ser/lytter/læser True Crime eller hvorfor de gør det, men mere på, hvorvidt det er (moralsk) ok, at medierne beskæftiger sig med i forvejen opklarede eller lukkere sager udelukkende med underholdning som motiv. Hvor tungt vejer hensynet fx. til de pårørende og den slags?

Jeg kan kun tale for mig selv. Men mit eget svar, her i tråden, rummede, synes jeg selv, et implicit svar på spørgsmålet.
I mine øjne, er et mord, den ultimative udmelding af samfundet. Dét at kunne leve tæt op og ned af andre mennesker, er kernen i socialisering og forudsætningen for, at et samfund kan fungere.

Derfor er svarene på 'hvorfor' gerningsmanden valgte denne irreversible handling interessante. Hvad drev ham/hende? Hvorfor kunne vedkommende ikke 'nøjes' med vrede og normale udtryk for den? (altså socialt accepterede handlingsmønstre) I mine øjne er den slags handlinger et studie i psykologi, sociologi og socialitet (eller mangel på samme)

Udsendelser (uanset, hvilken form de formidles i) hvor man svælger i bizarre eller bestialske detaljer, og fremstiller de blodige omstændigheder, og hvordan gerningsmanden hamrede det afskårne hoved op på væggen med søm (f.eks) – er til gengæld, i mine øjne, en yderst syg, morbid form for tvivlsom underholdning.

[hotlips]

Noget der fylder mere hos mig ér – Om man kunne lave en form for i tilfælde af død medie presse-pakke – Så man ikke som hovedeperson i sin egen mordsag ender på forsiden af BT som en Snapchat kat.

Det er SÅ kikset når de gør det.

Vil du uddybe det her?
Jeg tror ikke helt jeg forstår, hvad du mener?

-

Tak for svar, i øvrigt. Spændende med andres synspunkter og perspektiver. For lige at præcisere oplægget, går min interesse og nysgerrighed ikke så meget på, om folk ser/lytter/læser True Crime eller hvorfor de gør det, men mere på, hvorvidt det er (moralsk) ok, at medierne beskæftiger sig med i forvejen opklarede eller lukkere sager udelukkende med underholdning som motiv. Hvor tungt vejer hensynet fx. til de pårørende og den slags?

For mig hænger det om man kan få noget brugbart ud af det uløseligt sammen med om det er okay at sende eller udgive ting om det.
Som ren underholdning synes jeg egentlig ikke man kan forsvare det. Man kan selvfølgelig ikke forhindre at der sidder halvhjerner og griner og så videre men det skal være en mulighed at tage noget med fra det hvis man vil.

[Stitch]

Jeg må indrømme, at jeg er ret glad for tvprogrammer, der omhandler mordsager etc. Men - mest når de beskæftiger sig med omstændighederne; hvorfor, hvordan og hvorledes. Hader når de svælger i ofrene og der bare smøres med sorg og medlidenhed og "hvor var de dog godheden selv" udover det hele. Det synes jeg er dybt unødvendigt. Det har hverken seerne eller de pårørende brug for.

[Stitch]

Var det ikke i Ubådssagen, hvor ofrets familie brokkede sig over, at det handlede for lidt om hende og for meget om Madsen og selve gerningen? Sådan noget forstår jeg ikke. Vil de gerne have at offentligheden svælger i hende og hendes liv da?
Ja - det er frygteligt at hun ikke er her mere. Men det er da netop, hvorfor og hvordan morderen har gjort det, der er interessant i forhold til at forhindre lignende sker igen. Ellers bliver det da til victimblaming, hvis vi skal til at finde ud af, hvad ofret gjorde forkert.

[Fru Sunshine]

Jeg synes egentlig, at det er OK, så længe det bliver holdt sobert og respektfuldt.
Rejseholdet var jo også baseret på virkelige hændelser, og det var altså en god serie.
Lige Mørkeland har jeg kun hørt et par afsnit af, og jeg tror ikke, det bliver fast underholdning for mig, men det er fordi, jeg næsten ikke kan holde ud at høre den ene kvinde, når hun taler.

[Chachacha]

Jeg har aldrig forstået den mekanisme rent personligt. Det samme med folk der ser på ulykker på vejene eller terrorvideoer. Jeg synes det er ret frastødende, men jeg forstår at det må være nysgerrigheden, der driver det.

Jeg er ok med det på et mere generelt og oplysende plan, som når medierne taler om folkedrab eller generelt om drabssager. Men det er selve det at svælge i drabet/ulykken jeg ikke kan forholde mig til. Jeg hører jævnligt teenagere i toget tale helt ophidset og højt om Mørkeland og hvordan ofrene blev maltrakteret, og jeg er simpelthen nødt til gå i den slags situationer. Det påvirker mig meget, og jeg tænker altid: hvad nu hvis det var mig selv eller en af mine kære?

[landsbytossen]

Som ren underholdning er det ikke ok og slet ikke, hvis det er et mix af fakta og fiktion, så længe pårørende er levende. Med mindre der gives tilladelse. Laves det som en dokumentar, kan det i nogle tilfælde forsvares.

Jeg ser ikke selv sådanne programmer. Kun gamle mordsager har min interesse, f.eks Vilhelmine, Englemagersken o.s.v. Her er alle pårørende døde. Og så følger der ofte noget om samtidens samfundsfrhold med. Jeg følger heller ikke specielt meget med i aktuelle mordsager. Det med at medierne ikke holder sig tilbage for at få famlie og venner i tale for få endnu en historie om gerningsmand eller familie, fatter jeg ikke.

Måske skyldes min holdning at jeg i starten af 20´erne havde en kæreste, som mistede et familiemedlem pga. et mord. Dengang blev den myrdedes forældre nærmest jagtet af medier, specielt Ekstra Bladet var emsige. Der blev ringet på alle tider af døgnet for at udspørge familien.

De programmer, hvor politifolk fortæller om sager, de selv har været på, synes jeg er noget svineri.

[Daine]

Jeg kan godt lide at læse/høre/se serier om drabssager, men jeg foretrækker det fra politiets synsvinkel - altså opklaringsarbejdet. Jeg har læst flere af de bøger der er udgivet af (tidligere) drabschefer i Danmark og jeg har også læst bøgerne om Mordet på Peter Bangs vej, den om Amagermanden m.fl. De er virkelig spændende!
Rejseholdet var jeg også vild med, selvom de vist indimellem var ude i lidt ‘blæst’ dengang fordi nogen mente de kom for tæt på. Men jeg synes det var en sober serie.

Jeg hører ikke omtalte podcast (faktisk ikke podcasts overhovedet), men så længe de holder det på en niveau hvor man ikke tænker “BT!”, så synes jeg det er okay.