Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Slettet bruger
Likede indlæg: 20787

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Slettet bruger » 14. mar 2019, 05:23

På langt sigt: Hvis ens barn bliver seriemorder tænker jeg man måske fortryder det. Ellers har jeg svært ved at forestille mig at det kan være andet end en gevinst at have sine børn i sit liv når de er store.

På kort sigt: Der er helt sikkert mange som synes at småbørnslivet er hårdt og længes tilbage til deres unge og frie dage i de 5-10 år det står på.
0
Lykke
Indlæg: 6931
Tilmeldt: 8. okt 2015, 19:10
Kort karma: 230
Likede indlæg: 6455

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Lykke » 14. mar 2019, 08:27

Jeg fortrød nok i starten, men det jeg er blevet bevidst om er, at jeg sagtens kunne have levet et godt liv uden børn. Jeg vil ikke leve uden mit barn nu. Det er for fedt at lære sådan et barn om verden, og lave ting med hende.
Dog er jeg blevet bevidst om min tid på en helt anden måde, efter at have fået et barn. Aldrig har jeg læst så mange bøger, gået mere ud med manden, set venner og veninder som her efter barn. Jeg sløsede virkelig min tid væk, kan jeg se nu.
Men ja, nogle dage tuder jeg over at jeg føler mig som en dårlig forælder, og andre dage har jeg optur over hvor fedt det er at være mor og få ubetinget kærlighed fra et andet menneske.
Jeg gider ikke at være hverken fortaler eller det modsatte i forhold til at få børn. Mit liv fik ikke pludselig mening efter barn.
5
didaa
Indlæg: 1700
Tilmeldt: 29. nov 2015, 18:49
Kort karma: 105
Likede indlæg: 2333

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf didaa » 14. mar 2019, 08:32

Som andre skriver, der er masser af mennesker der fortryder alt muligt hver eneste dag. Også børn, eller dem de aldrig fik. Det er en del af det levede liv som menneske at overveje sine beslutninger, og det gør det ikke nemmere at leve på det tidspunkt i samfundet som vi gør, hvor det dels handler meget om det individuelle og viden om hvad det er man går glip af. Hånden på hjertet, så har jeg aldrig haft en tanke der handlede om at fortryde mine børn, men jeg har bandet og tudet flere gange efter jeg har fået børn end jeg har gjort før, så frustrationerne og ønsket om frihed har bestemt været der.

Jeg er selv på barsel lige nu med en 3 uger gammel baby, og han kan da være en fuldstændig urimelig chef. Det er hårdt med små børn, men dels så synes jeg årene hvor de er små og krævende går rigtig hurtigt, og så er det bare vanvittigt givende for mig at have et fællesskab og påvirke et andet menneske til at vokse op og blive et forhåbenligt harmonisk menneske - det er det hele værd.
0
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 4428
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 664
Likede indlæg: 7305

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Neenah » 14. mar 2019, 08:36

ajnaM skrev:Jeg kan huske, at jeg på mine barsler har haft det meget ambivalent. Det har ikke sagt mig så meget at være alene med en baby dag ud og dag ind, jeg har følt mig meget 'låst' og ensom og har følt, at min hverdag gik ud på at gøre ting, jeg faktisk ikke personligt synes var interessant. Pludselig skulle jeg amme/skifte ble/lave mad/rydde op/gøre rent/vaske tøj/stå op 50+ gange hver nat i hvad der føltes som en uendelighed. Intet af det var noget, jeg selv havde valgt at gøre, hvis jeg havde haft muligheden. Så man nøgternt på mit liv, bestod det af 'opgaver', jeg ikke brød mig om.

Det eneste, der gjorde op for det, var, at jeg elskede dem. At det var dem, og at jeg var deres mor.

Det er på mange måder også nok. Jeg elsker mine drenge. Men det ER hårdt arbejde, og jeg har bestemt haft tidspunkter, hvor jeg synes, det har været svært at gå så meget på kompromis med mig selv. Jeg har erkendt, at jeg har et behov for også at 'være mig selv' og prioritere tid uden børnene. Tid, hvor jeg laver noget, jeg selv vælger.

Det har faktisk været svært at nå dertil, fordi der ligger så meget tabu i det. Jeg har veninder, der bare er faldet til i mor-rollen med det samme. Som en af dem sagde forleden - "jeg fandt først mig selv, da jeg blev mor." Jeg følte lidt det omvendte, da jeg blev mor. At jeg mistede mig selv. Og det er svært at sige, fordi der ligger en forventning til, at man da selvfølgelig synes, det er det bedste i verden at være sammen med sine børn hele tiden.


100 procent det her. Jeg har en datter på 6,5 måneder, og jeg bryder mig virkelig ikke om det her barsel. Jeg keder mig, jeg er ikke god til at gøre ting herhjemme, og jeg er ikke god til at være sammen med hende i lange stræk ad gangen uden at have "noget" at give mig til. Hvis ikke det var pga amning, tilknytning og fødsel, så måtte min mand hellere end gerne tage 90 procent af barslen næste gang.

Jeg har fortrudt flere gange da hun var mindre, men alligevel kan jeg ikke forestille mig ikke at have hende. Jeg tror jeg bliver gladere for forældreskabet når hun begynder at blive lidt mere selvstændig, dog.
2
JoyNips
Indlæg: 12053
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf JoyNips » 14. mar 2019, 08:38

LanaDelRey skrev:Jeg forstår bare ikke min søster der reklamerer med at det er skønt at få børn og at jeg skal glæde mig osv... Hun har tre børn som er 3-4 år gamle og hun græd for 1 uge siden over telefonen mens hun snakket med min mor om hvor hårdt det er, og at hun har brug for hjælp til at passe dem osv.

Hvor hun så kom hen til mig i dag og sagde at det er det bedste og jeg er mærkelig hvis jeg ikke vil have børn + hun er så glad for dem, men jeg ved bare ikke om det er skuespil.. for hvis du er da så glad for dem og det er det bedste at have børn, hvorfor græd du så over telefonen og gik i panik?...


Selvom noget kan være helt vanvittigt hårdt, kan det sagtens være dét værd. Bare spørg folk der løber en maraton eller bestiger Mt. Everest. ;)
0
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
Kaffe
Indlæg: 2542
Tilmeldt: 17. apr 2017, 08:57
Kort karma: 355
Likede indlæg: 4869

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Kaffe » 14. mar 2019, 09:12

Jeg har aldrig fortrudt eller tænkt tanken. Børnene har hhv autisme/adhd og adhd/nld. Da jeg kun havde den ældste var der tre år, hvor jeg ingen hjælp havde (ingen far, bedsteforældre, babysitter), mens jeg gik på lærerseminariet og siden gik på fuldtid. Jeg fortryder ikke noget. Til gengæld har jeg oparbejdet en styrke og skelner skarpt mellem hvad man blot må regne med som menneske og så problemer. Og omvendt kan de små ting skabe glæde.

Så altså man giver noget af sig selv og får noget retur.

Til det andet: Man må helt og holdent selv bestemme, om man vil have børn eller ej. Det skal ingen blande sig i. Det kan de slet ikke tillade sig,
0
Jeg mener det, jeg skriver og ikke det, jeg ikke skriver.
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Zombie » 14. mar 2019, 09:13

En ting du også kan overveje i alt det her, er om du ikke ønsker børn - eller om du ikke ønsker at befinde dig i den klassiske moderrolle?

Eks. læser jeg de indlæg i denne tråd om barsel og tænker på, at vi lever i en tid, hvor moderen jo faktisk ikke behøver tage det meste eller halvdelen af barslen. Amning anbefales og er klart bedst for barnet, men det er ikke eneste mulighed.

Jeg KAN ikke amme af forskellige årsager, og det gav mig en mulighed for at se kritisk på rollen som mor, hvad samfundet forventer af mig og hvad jeg egentlig har lyst til.
Jeg har samtidig fundet mig en kæreste, der insisterer på minimum halvdelen af barslen og som hjertens gerne tager det meste af den.

Jeg kommer i meget feministiske miljøer og mødrene her er meget forskellige. Men det er slet ikke unormalt at moderen har 3-4 måneders barsel og så tager faderen resten. En del af dem har også mænd, der går på deltid, mens de selv arbejder fuldtid.
- Det har inspireret mig til at tænke lidt over, at man jo kan være mor på mange måder. Også selvom samfundet er parat til at skose en, hvis man ikke er det på den traditionelle måde.

Så man kan også overveje, om man tøver over for at få børn eller om man tøver over at skulle være mor. Og hvad der egentlig, strengt taget, er til forhandling i sidstnævnte
:)
2
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf LaScrooge » 14. mar 2019, 09:24

Zombie skrev:De bedste ting er nogle gange også de sværeste. Hvorfor søger folk efter kærligheden, når den kan være så svær og de alligevel får deres hjerte knust?
Well...

Det er ikke fair at tage en hård periode, din søster har som mor, og vurdere hele hendes tilværelse ud fra det.

Du kan sige "Jeg er rigtig glad for, at du er glad for at have børn, men der er flere millioner mennesker der aldrig får børn, og stadig lever lykkeligt, så hvad der er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Ligesom jeg støtter dig, forventer jeg at du støtter mig, uanset hvad jeg vælger." :)


Jeg forstår det sådan, at det virker meget hyklerisk, at Lanas søster punker hende for at få børn, samtidig med, at hun er ved at gå i spåner over sine egne. Og det er sgu da også mærkeligt at halvskamme nogen ("Du er mærkelig!") for deres valg, samtidig med, at ens eget liv og psyke knap hænger sammen på grund af samme valg. Det virker ikke ærligt; det virker snarere som en kampagne af den slags, som skal gøre ens eget valg, som man kæmper med konsekevnserne af, til normen, - måske for at undgå at mærke følelsen af fortrydelse og misundelse over den frihed, andre har men som man ikke selv har længere.
5
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Minionine
Indlæg: 1165
Tilmeldt: 7. sep 2015, 18:28
Kort karma: 207
Likede indlæg: 3302

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Minionine » 14. mar 2019, 11:28

LanaDelRey skrev:Jeg forstår bare ikke min søster der reklamerer med at det er skønt at få børn og at jeg skal glæde mig osv... Hun har tre børn som er 3-4 år gamle og hun græd for 1 uge siden over telefonen mens hun snakket med min mor om hvor hårdt det er, og at hun har brug for hjælp til at passe dem osv.

Hvor hun så kom hen til mig i dag og sagde at det er det bedste og jeg er mærkelig hvis jeg ikke vil have børn + hun er så glad for dem, men jeg ved bare ikke om det er skuespil.. for hvis du er da så glad for dem og det er det bedste at have børn, hvorfor græd du så over telefonen og gik i panik?...


Det du beskriver der er helt som det skal være :lol: Det kan være en stor pærevælling af lykke og frustration af have børn. Jeg har altid ønsket mig børn, og min datter er ubetinget det bedste der er sket for mig. Men derfor kan jeg sagtens drømme mig tilbage til friheden, og også være rasende frustreret over hvor HÅRDT det er at have børn. Man oplever bekymringer i livet man slet ikke vidste man kunne. Men også en ligeså stor lykke :blush2:
1
Brugeravatar
Minionine
Indlæg: 1165
Tilmeldt: 7. sep 2015, 18:28
Kort karma: 207
Likede indlæg: 3302

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Minionine » 14. mar 2019, 11:44

Jeg tror også man skal tænke mere langsigtet når man vælger eller fravælger børn. Småbørnslivet ER bare mega hårdt. Men det går over. En dag flytter de for sig selv, og starter deres eget liv. For de fleste vil børnene som voksne være en glæde i ens eget liv med eventuelle børnebørn, og nogen der er ens nærmeste familie. Alderdommen tror jeg på bliver bedre af at have børn.

(Der kan selvf. gå alt muligt galt undervejs og de udvikler sig til seriemordere eller ikke vil have forbindelse med forældrene. Men sådan kan man tage forbehold for alt i livet)
2
Søhesten
Indlæg: 410
Tilmeldt: 26. dec 2018, 15:41
Kort karma: 34
Likede indlæg: 795

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Søhesten » 15. mar 2019, 10:43

Sangius skrev:
Søhesten skrev:Jeg har ikke selv børn og ved ikke om jeg nogensinde får. Men jeg tænker tit, når jeg ser på facebook den ene efter den anden der brokker sig over hvor hårdt det at have børn, hvorfor folk overhovedet får børn. Jeg hører og læser virkelig ikke andet end brok..


Hører og ser du virkelig ikke andet end brok? Det synes jeg lyder helt vildt.
Personligt bugner min facebook med billeder af børn i fastelavnskostumer, børn til deres første juleaften med nissehuer på, børn der har taget deres første skridt, osv.

Herinde på debatten er der også en "flash dit barn" tråd, med dejlige øjebliksbilleder af folks unger.

Ydermere er der debattens mødregruppe og snik-snak for forældre, hvor man kan læse både om det sure og det søde.

På min arbejdsplads viser jeg glædeligt billeder og videoer af mine unger til alle interesserede, og får også vist en masse af andres.

Jeg er med på, at man ikke ligefrem opsøger disse ting, hvis man ikke interesserer sig for børn. Men hvis man vitterligt kun hører og ser negative ting om børn, så vil jeg vove at påstå, at man ser det man ønsker/forventer at se, og undlader resten :)


Nej der er da måske også billeder af alt andet, men du har ret i at det ikke interessere mig og så falder jeg ikke over det på samme måde. Bortset fra det negative fordi det bekræfter mig i mine egne tanker :-)
0
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 2540
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 360
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 6387

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf Kattefjæs » 15. mar 2019, 13:51

Du behøver bare Google - der er mange, men det er et svært emne, så det diskuteres oftest anonymt på nettet.

https://www.bbc.com/news/education-43555736

Der er også en FB-gruppe, hvis ikke flere, dedikeret til formålet.
0
ajnaM
Indlæg: 9930
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 1052
Likede indlæg: 27073

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf ajnaM » 18. mar 2019, 07:17

Mistermor skrev:Jeg tror, man skal få børn, fordi man virkelig har lyst. Ikke fordi andre gør, eller fordi man tror, at det forhindrer, at man bliver alene i sin alderdom.
Ligesom man ikke skal få nummer to, fordi man synes, ens første barn skal have søskende.

Jeg ville ikke have børn, indtil jeg blev 27, så begyndte jeg at overveje det. Jeg fik at vide, at jeg ville få meget svært ved at blive gravid, og vi besluttede at give det et år. Hvis det så ikke lykkedes, ville vi uddanne/videreuddanne os og blive ulandsfrivillige. - Jeg blev gravid i løbet af 3 mdr.

Jeg var egentlig vældig skræmt over det ansvar, jeg pludselig stod med (jeg gik faktisk og græd, når jeg luftede vores kat, og det var mørkt, - så ingen kunne se, hvor sær jeg var.) Det er mere held end forstand, at det viste sig at være det bedste valg, jeg nogensinde har truffet.

Jeg valgte at gå hjemme med mine børn, da de var små. Jeg har seriøst aldrig haft behov for, at nogen skulle passe dem eller bare været trætte af dem. Jeg har elsket at være sammen med dem.

Nu er de voksne. Og de er blevet så mange gange bedre mennesker, end jeg selv er. (Somme tider undrer jeg mig over, hvordan det dog er gået til) De er en konstant kilde til glæde og stolthed. På den måde har jeg sat et fantastisk aftryk på verden, fordi de spreder venlighed, omsorg, tager ansvar og laver sjov, og derfor er med til at gøre verden til et bedre sted.

Men det betyder jo ikke, at mit liv ikke kunne have fungeret anderledes. Måske var vi blevet ulandsfrivillige? Måske skete der noget helt andet. Jeg tror på, at vi også kunne have haft et godt og tilfredsstillende og fuldt liv, selvom vi ikke havde fået børn.

Selvom mine børn har været med til at give mit liv rigtig meget mening, er det egentlig ikke børns opgave.


Jeg er helt enig med dig - bortset fra det markerede.

Jeg fik helt klart nummer 2, fordi jeg synes, nummer 1 skulle have en søskende. En 'pligtbaby', som jeg kaldte ham herinde, hvor ingen ser det. Jeg havde slet ikke lyst til en baby mere.

Og babytiden med lillebror var også hård - som jeg jo godt vidste, at den ville blive. Men det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har enkelte gange under min første barsel haft lyst til bare at skride fra det hele, når behovet for at få min krop og hjerne for mig selv var størst - men under anden barsel var jeg jo allerede blevet mor. Den store forandring var allerede sket. Der var det ikke 'groundbreaking', bare hårdt arbejde oven i det hårde arbejde, jeg allerede var på.

I dag er mine to drenge 6 og 3, og de forguder hinanden. Hinandens bedste venner, der finder en kæmpe glæde og tryghed i hinanden. Det at se dem sammen er det absolut bedste ved at have børn!

Så jeg vil gå så langt som til at anbefale 'pligtbabyen', hvis man gerne vil have søskende. Der er selvfølgelig ingen garantier for noget, men i mit tilfælde har det været 100% positivt.
2
Some men hunt for sport, others hunt for food. The only thing I’m hunting for, is an outfit that looks good…
Brugeravatar
heysamaysa
Indlæg: 626
Tilmeldt: 18. dec 2015, 22:52
Kort karma: 77
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 944

Re: Er der nogen der har fortrudt børn / et barn?

Indlægaf heysamaysa » 18. mar 2019, 11:20

Neenah skrev:
ajnaM skrev:Jeg kan huske, at jeg på mine barsler har haft det meget ambivalent. Det har ikke sagt mig så meget at være alene med en baby dag ud og dag ind, jeg har følt mig meget 'låst' og ensom og har følt, at min hverdag gik ud på at gøre ting, jeg faktisk ikke personligt synes var interessant. Pludselig skulle jeg amme/skifte ble/lave mad/rydde op/gøre rent/vaske tøj/stå op 50+ gange hver nat i hvad der føltes som en uendelighed. Intet af det var noget, jeg selv havde valgt at gøre, hvis jeg havde haft muligheden. Så man nøgternt på mit liv, bestod det af 'opgaver', jeg ikke brød mig om.

Det eneste, der gjorde op for det, var, at jeg elskede dem. At det var dem, og at jeg var deres mor.

Det er på mange måder også nok. Jeg elsker mine drenge. Men det ER hårdt arbejde, og jeg har bestemt haft tidspunkter, hvor jeg synes, det har været svært at gå så meget på kompromis med mig selv. Jeg har erkendt, at jeg har et behov for også at 'være mig selv' og prioritere tid uden børnene. Tid, hvor jeg laver noget, jeg selv vælger.

Det har faktisk været svært at nå dertil, fordi der ligger så meget tabu i det. Jeg har veninder, der bare er faldet til i mor-rollen med det samme. Som en af dem sagde forleden - "jeg fandt først mig selv, da jeg blev mor." Jeg følte lidt det omvendte, da jeg blev mor. At jeg mistede mig selv. Og det er svært at sige, fordi der ligger en forventning til, at man da selvfølgelig synes, det er det bedste i verden at være sammen med sine børn hele tiden.


100 procent det her. Jeg har en datter på 6,5 måneder, og jeg bryder mig virkelig ikke om det her barsel. Jeg keder mig, jeg er ikke god til at gøre ting herhjemme, og jeg er ikke god til at være sammen med hende i lange stræk ad gangen uden at have "noget" at give mig til. Hvis ikke det var pga amning, tilknytning og fødsel, så måtte min mand hellere end gerne tage 90 procent af barslen næste gang.

Jeg har fortrudt flere gange da hun var mindre, men alligevel kan jeg ikke forestille mig ikke at have hende. Jeg tror jeg bliver gladere for forældreskabet når hun begynder at blive lidt mere selvstændig, dog.



jeg er bestemt heller ikke barselstypen. For mig var det slet ikke den hygge og glæde som man ofte hører mødre snakke om. jeg følte mig lukket inde samtidig med at jeg er virkelig dårlig til selv at komme ud af huset - især med baby. Jeg kunne føle mig helt klaustrofobisk i vores dengang forholdsvise lille lejlighed og havde nogle gange bare lyst til at skrige af alle lungers kraft!

vores søn er nu lige blevet 2 år og jeg synes heldigvis det bliver nemmere og sjovere at være mor. og jeg er bestemt blevet en gladere mor med tiden, men skal jeg være ærlig så selv om jeg elsker min dreng højere end noget andet, ja så savner jeg stadig jævnligt friheden fra før man fik børn.
0
Sov sødt lille Noah - 03.12.2015 :trist:

En ny stjerne på himlen er blevet født!

"The worst thing a mother goes through is having to give her sweet angel back to heaven"

Tilbage til "Livets forhold"