POCKETKITTEN skrev:For mig at se viser tavlen bare et grundigt forberedt skema for opbygningen af et syv timer langt interview, der har til formål at komme dybere ned i private temaer hos interviewpersonen.
Jeg kan godt se, det er meget akavet, at der under formål står "psykologisk forfald", men det kan jo have en forklaring. Det er åbenbart et dogme, at interviewet skal undersøge et psykologisk grundspørgsmål. Forfald kan vel dække over flere ting i den sammenhæng.
Billedet og Puks konspirationsopslag beviser ikke noget i mine øjne.
Jeg tror i det hele taget, at meget i denne her sag handler om udgangspunkt.
For mig er det ikke en nyhed og derfor heller ingen skandale, at GN kan te sig og overfuse andre, som hun visse steder gør i interviewet.
Det er heller ikke nyt for mig, at Radio 24syv ofte arbejder meget konceptuelt, og jeg gik ud fra, at det også måtte være tilfældet her, da IMZ er en erfaren journalist, som ikke opfører sig så anonymt og skematisk af nød.
Havde mit udgangspunkt i stedet været, at IMZ måtte være en purung journalistspire, som er så usikker, at hun bliver nødt til at holde krampagtigt fast i sine spørgsmål, og at jeg opfattede GN som et næsten altid sødt og imødekommende menneske, ville jeg helt sikkert have reageret anderledes. Både på interviewet i sig selv og på Puk Sabbers "afsløring". Men jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis ville have taget sort/hvidt-parti, som mange har gjort på de sociale medier, eller være kommet med konklusioner af den ene eller anden karakter (demens mm.), for det synes jeg, man skal passe voldsomt på med, hvis man netop ikke kender til mere end, hvad der sker lige nu og her.
På den måde er "sagen" bare endnu et eksempel på tidens overfladiskhed og visse mediers sjuskeri. Som sagt undrer det mig virkelig, hvis IMZs opdatering ikke tidligere er blevet inddraget i debatten. At journalisterne har ladet den ligge i små ti dage. Et fuldt offentligt opslag!