Påtale det eller lade være (familiebøvl...)?

[Ata]

Jeg er ikke enig i den tankegang, at det 'ikke er mit problem', hvis nogen der står mig nær har det svært eller har et ønske. Det lyder ret afvisende at sige sådan i mine ører.

Det er ikke min skyld, at mine forældre er døde, så mine nevøer og niece ikke har nogen bedsteforældre på den side, men den følgevirkning det er, at der så er mindre familie, der kan komme til deres fødselsdag, det er noget jeg faktisk kan gøre noget ved - ved at prioritere det. Så det gør jeg, for det gør dem glade (okay, de er ret små, så pt. et det mest mine brødre, der er glade, men det er også vigtigt).

Ja, det betyder nemlig super meget. Min mor er også død, så på min families side er der kun min far, bror og faster. Netop derfor betyder det nok lidt ekstra, at de gider prioritere det. Også fordi hele min svigerfamilie bor i Jylland og ikke lige kigger forbi til en kop varm kakao.

[Ata]

Jeg ville tage det op. Som jeg husker det er dit yngste barn gammelt nok til at hun kan begynde at undre sig over fraværet, og det synes jeg er synd. Især hvis familien ikke er så stor - jeg prioroterer mine brødres børns fødselsdag meget højt, og det skyldes da også at de ikke har bedsteforældre på vores side.

Hvis du siger det stille og roligt, at du og ikke mindst hun ville være glad for at han kom på dagen, så er det jo ikke noget med skyld med skyld på og bebrejdelse. Og så har du da forsøgt.

Det markerede synes jeg er det vigtigste. Det er jo ret beset ikke hans problem, at der ikke er så mange andre, men at hans barnebarn gerne vil have, han kommer, synes jeg godt, man kan italesætte.

Og så ville jeg give plads til, at det er okay, at han simpelthen ikke orker den store sammenkomst på dagen, og at han måske kommer forbi jer, inden de rejser? Det må da også være noget særligt, at morfar rejser, men fødselsdagen er så vigtig, at han kommer og fejrer den, inden han tager væk.

Jeg er ikke enig i den tankegang, at det 'ikke er mit problem', hvis nogen der står mig nær har det svært eller har et ønske. Det lyder ret afvisende at sige sådan i mine ører.

Det er ikke min skyld, at mine forældre er døde, så mine nevøer og niece ikke har nogen bedsteforældre på den side, men den følgevirkning det er, at der så er mindre familie, der kan komme til deres fødselsdag, det er noget jeg faktisk kan gøre noget ved - ved at prioritere det. Så det gør jeg, for det gør dem glade (okay, de er ret små, så pt. et det mest mine brødre, der er glade, men det er også vigtigt).

Jeg kan godt følge dig, og jeg føler også selv et særligt ansvar i de situationer (fx holder jeg også jul med familiemedlemmer, der ikke har andre, af same grund).

Omvendt kan det blive rigtig meget skyld med skyld på, når man forventer af andre, at de gør det samme. Med en (mor)far, der i forvejen er underskudsramt i denne tid, tror jeg ikke, det er den rigtige strategi.

Jeg kan godt se, at det ikke var sådan, jeg fik det formuleret.

Det er også rigtigt. Jeg har også været meget ikke-krævende de sidste 4 år, hvor han har været syg. Faktisk har jeg aldrig krævet noget af ham. Men derfor kan man jo stadig som barn godt savne at have en forælder, der engagerer sig lidt...

[Misantropen]

Altså, pointen er egentlig, at jeg ikke gider, at han skal komme, fordi han føler sig tvunget til det. Det er jo også derfor, jeg har forbigået det i tavshed indtil nu. Omvendt ville det være dumt, hvis jeg gik og var ked af det, og han sådan set fint kunne udskyde ferien de 3 dage...

Det er sort for mig at savne en person på dagen og ægre sig ovet den manglende tilstedeværelse, når vedkommende slet ikke er inviteret.

I princippet kan han vel tage på ferie for at undgå at blive mindet om at han går glip af din datters fødselsdag.

Inviterer du til børnefødselsdag flere måneder i forvejen?

Han har sagt i november, at han er ude at rejse d. 6. januar. Synes du så, at jeg skal sende ham en invitation i december, selvom jeg ved, at han ikke kan komme?

Altså, jeg spørger af ren nysgerrighed. Vi er jo kun fem i familien, så det virker da lidt mærkeligt at sende formel invitation ud, når man ved, at to af de fem er ude at rejse? Eller hvad?

Jeg har ikke selv børn, men hvis det er vigtigt for mig at få en bestemt person med til min fødselsdag, og jeg ved personen hvert år er ude at rejse på min fødselsdag, vil jeg prøve at finde en løsning. Jeg vil snakke med vedkommende i god tid, så denne i det mindste er klar over at han/hun var savnet og ønsket.

Jeg ville ikke forvente eller føle jeg kunne tillade mig at "forlange" vedkommende vidste det når jeg ikke selv havde givet udtryk for det. Og når den gængse opfattelse virker til at være "den der inviterer bestemmer" ville jeg selv gå ud fra jeg ikke var ønsket, hvis det var mig der ikke fik en invitation. Det behøver jo ikke være det samme som at det er mig som person der bliver fravalgt, men det kan skyldes pladsproblemer, at jeg er lydfølsom eller hvad nu. Det kan virke bombastisk at beskrive en manglende invitation, men det behøver ikke være sådan det er eller føles

For nogen er det til gengæld helt uhørt at man ikke pr automatik er inviteret, især blandt ældre generationer er min opfattelse, så det kan nemt kollidere og opfattes negativt hvis man ikke får en invitation. Det er så individuelt med sådan noget her så det er nok vigtigt at være konkret og præcis for at undgå misforståelser.

[Ata]

Jeg har ikke selv børn, men hvis det er vigtigt for mig at få en bestemt person med til min fødselsdag, og jeg ved personen hvert år er ude at rejse på min fødselsdag, vil jeg prøve at finde en løsning. Jeg vil snakke med vedkommende i god tid, så denne i det mindste er klar over at han/hun var savnet og ønsket.

Jeg ville ikke forvente eller føle jeg kunne tillade mig at "forlange" vedkommende vidste det når jeg ikke selv havde givet udtryk for det. Og når den gængse opfattelse virker til at være "den der inviterer bestemmer" ville jeg selv gå ud fra jeg ikke var ønsket, hvis det var mig der ikke fik en invitation. Det behøver jo ikke være det samme som at det er mig som person der bliver fravalgt, men det kan skyldes pladsproblemer, at jeg er lydfølsom eller hvad nu. Det kan virke bombastisk at beskrive en manglende invitation, men det behøver ikke være sådan det er eller føles

Jeg synes, du holder lige lovlig meget fast i den her manglende invitation, som de kan føle sig såret over. Faktum er jo, at vi holder fødselsdagen en anden dag, så der ER ikke som sådan noget, de kan føle sig stødt over. Tværtimod er jeg ret sikker på, at de godt ved, at vi tilpasser planerne for deres skyld. Jeg synes, det er lidt et vildspor, du er ude på der.

Men jeg kan sagtens følge det spor der går på, at man ikke kan vide, at nogen er kede af ens manglende tilstedeværelse, når man ikke er blevet spurgt.

[Purple Haze]

Jeg ville spørge dem (når de er hjemme igen), om de evt. ville vente de par dage med at rejse næste år, fordi I gerne vil have dem med til fejringen af jeres datter.

Så er de i hvert fald gjort opmærksom på, at I gerne vil se dem, og I behøver jo ikke spille “dårlig samvittigheds-kortet”, men simpelthen bare spørge, om ikke de vil have med i deres overvejelser at vente et par dage.

Men hvis man direkte beder om det, så har man jo ikke ligefrem signaleret, at det også kan være ok at fravælge det?

Det ville jo ikke være et issue, hvis det bare var helt a OK at de ikke dukker op. Så det er vel OK at du signalere at det faktisk ikke er OK med jer at i bliver fravalgt.

Synes Aesel forslag er meget fint og ikke særlig bebrejdende eller konfliktoptrappende - men stadig ikke så vagt at det ikke fremgår klart at i faktisk gerne vil have dem der.

[didaa]

Jeg tror mange mennesker har det sådan, at en rejse går forud for en børnefødselsdag. Det sker sikkert også hos bedsteforældre, det kunne det i hvertfald sagtens hos vores.

Derfor synes jeg heller ikke det er ok at tænke en masse fortolkninger ind i det; slet ikke når der ikke har været en invitation. Nu er det jo for sent i år, men efter ferien ville jeg tale med ham - og ikke konen - og spørge om der er nogen mulighed for at de næste år kan rejse efter din datters fødselsdag, da hun og I meget gerne vil have dem med. Så er bolden hos ham, og selv hvis der ikke er mulighed for det, så ville jeg høre ham om I så kunne aftale en dag at holde fødselsdagen inden. Og her ville det for mig være fuldstændig ligegyldigt at det var på dagen, det handler om samværet og at hun bliver fejret.

[Misantropen]

Jeg ville ikke spørge om de kunne vente med at rejse, men måske ved han bare ikke over hvad fødselsdag betyder for dig og din datter eller at der ikke kommer så mange andre.

Jeg synes bestemt du skal sige I savner ham på hendes fødselsdag, men når du ved han har tendens til vinderdepression og ikke bryder sig om større familiearrangementer kan du måske overveje at invitere ham en anden dag og i stedet for tænke det som et fravalg af din datters fødselsdag se det som oprigtig interesse i at deltage i din datters fødselsdag, men under mere "rolige"/afslappede forhold.

Afhængig af hvor meget du involverer din datter vil hun forhåbentlig se det som et privilegium at få en ekstra fødselsdag i stedet for kun én med få gæster.

Nu er min familie ret lille, så i praksis kommer der fem gæster, når alle kommer. Som det ser ud nu, ender vi så med at holde tre fødselsdage. En på dagen, en for min far og hans kone + min gamle faster og en for min mands del af familien (hvor det dog er slået sammen med storesøster). Synes bare til tider, at det bliver lidt bøvlet med alt det fødselsdag. Men det er selvfølgelig min problem, ikke deres.

Jeg elsker at have fødselsdag, men jeg orker ikke store fødselsdage. Der bliver hurtigt for meget larm fordi folk skal overdøve hinanden når der bliver snakket osv. Det er ikke fordi det ikke er hyggeligt, men lydniveauet har det bare med at stige i takt med hyggen når der fortælles anekdoter eller der opstår uenighed med et eller andet fjollet

Jeg har de sidste år delt det op så jeg har holdt op til 3-4 fødselsdage, men med få gæster hver gang. På den måde er jeg sikker på at jeg får en god dag og at gæsterne hygger sig.

Jeg kan godt forstå det kan virke overskueligt for andre, men det behøver jo ikke være noget stort eller et heldags-arrangement hver gang. Det kan sagtens deles op så det den ene gang er boller og lagkage og en anden gang aftensmad fx. Eller hvis muligt kan I tage ud af huset og i svømmehallen, biografen eller lignende så der ikke er en masse praktisk forbundet med det for jer fordi der skal ryddes op, gøres rent, forberedes mad osv. hver gang.

Ja, det er jo også sådan, det i praksis bliver. Vi har bare to børn, der har fødselsdag med en måneds mellemrum, så hvis der skal holdes 2-3 fødelsdage for hver + dele ud i skolen + arrangere fællesfødselsdage i klassen, så er der lige pludselig RIGTIG mange ting, man skal. Og så bliver det mere bare hårdt arbejde, fremfor hygge og sjov.

Når det er så tæt på hinanden kunne I måske slå nogle af sammenkomsterne sammen, fx at de får en separat fødselsdag hver og en fælles eller hvad der passer jeg bedst.

Noget kan måske også holdes ude af huset. Fx ved din far hvor I (seks?) bestiller mad udefra eller lignende.

[vibbsen]

Det kommer an på hvordan man formulerer det. Og på hvis banehalvdel det foregår......."Kunne I ikke lige vente et par dage med at rejse så I kan få MiniAtas fødselsdag med" Den lugter rigtig meget af at der faktisk kun er et svar, og man er faktisk ovre på modpartens banehalvdel.....Men "Det vil betyde rigtig meget for os hvis I ventede et par dage med at rejse, så I kan være med til at fejre MiniAta" den tager faktisk udgangspunkt i ens egen banehalvdel.

Jeg ved godt at jeg hele tiden ævler om banehalvdele....Men jeg oplever faktisk det er virkelig effektivt når man skal kommunikerer....Især i situationen som kan indeholde en eller anden konflikt....

Jeg forstår udmærket din pointe og er helt enig i, at den metode er konfliktnedtrappende. MEN jeg synes stadig ikke, at den åbner op for, at det faktisk kan være ok at sige, at man bare gerne vil til Spanien. Hvis jeg har stillet mig op og sagt, at det ville betyde rigtig meget for mig, og han så rejser alligevel, så bliver det jo nærmest det samme som at sige, at han er ligeglad med, hvad der er betyder noget for mig. Og den situation ønsker jeg ikke at sætte ham i. Og så er vi tilbage ved der, hvor jeg bare klapper kaje og lader det være uafklaret.

Det er sjovt, for min kæreste og jeg har rigtig tit den her diskussion med mine behov og dine behov, hvor hans tilgang er meget ligesom din. Enten er det dine behov eller også er det mine behov, vi tilgodeser. Vælg nu! Hvor det for mig ofte er svært at træffe det valg, før jeg har en dybere indsigt i den andens behov. Hvis jeg ikke har det, er det jo svært for mig at sige, om mine behov er vigtigere end den andens behov. Jeg VED ikke, om mit behov for, at min far deltager i fødselsdagen, er vigtigere end hans behov for at rejse til Spanien. For at vide det, må jeg vide, hvad der er på spil for ham og hvad det handler om....

Jeg er HELT med på hvad det er du mener.....For du er - ligesom jeg selv - medlem af Flinke Lise klubben (Det kaldte min tidligere chef det- Hun er iøvrigt er grundlægger og stifter af Flinke Lise klubben). Og når man er medlem der. Så har man virkelig svært ved ikke at tage andres behov med i betragtning når man skal formulerer sine egne behov. Fordi vi så gerne vil have at alle skal være glade og veltilpasse. At der er god stemning, og at ingen bliver kede af det eller føle at de må træffe trælse beslutninger. Det er der overhovedet ikke noget i vejen med. Det er faktisk meget menneskeligt. Og empatisk.
Problemet er bare at det tit ender med at vi kommer til at tilsidesætte vores egne behov. Helt ubevidst. Typisk fordi vores omgivelser IKKE tager samme hensyn.

[Misantropen]

Jeg har ikke selv børn, men hvis det er vigtigt for mig at få en bestemt person med til min fødselsdag, og jeg ved personen hvert år er ude at rejse på min fødselsdag, vil jeg prøve at finde en løsning. Jeg vil snakke med vedkommende i god tid, så denne i det mindste er klar over at han/hun var savnet og ønsket.

Jeg ville ikke forvente eller føle jeg kunne tillade mig at "forlange" vedkommende vidste det når jeg ikke selv havde givet udtryk for det. Og når den gængse opfattelse virker til at være "den der inviterer bestemmer" ville jeg selv gå ud fra jeg ikke var ønsket, hvis det var mig der ikke fik en invitation. Det behøver jo ikke være det samme som at det er mig som person der bliver fravalgt, men det kan skyldes pladsproblemer, at jeg er lydfølsom eller hvad nu. Det kan virke bombastisk at beskrive en manglende invitation, men det behøver ikke være sådan det er eller føles

Jeg synes, du holder lige lovlig meget fast i den her manglende invitation, som de kan føle sig såret over. Faktum er jo, at vi holder fødselsdagen en anden dag, så der ER ikke som sådan noget, de kan føle sig stødt over. Tværtimod er jeg ret sikker på, at de godt ved, at vi tilpasser planerne for deres skyld. Jeg synes, det er lidt et vildspor, du er ude på der.

Men jeg kan sagtens følge det spor der går på, at man ikke kan vide, at nogen er kede af ens manglende tilstedeværelse, når man ikke er blevet spurgt.

Jeg svarede på egne vegne på dit spørgsmål.

Men hvis problemet er at du mangler engagement og interessere fra hans side må det allerførste jo være at snakke med ham om det og fortælle ham at du savner det. Bare fordi det altid har været sådan behøver det ikke fortsætte og slet ikke når han er syg og har få år tilbage at leve i.

Det er ikke for at være ufølsom, men det lyder til at hvis der skal gøres noget og det skal nå at ændre sig så er der ikke tid til at vente uden at gøre noget aktivt.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i den følelse af manglende interesse, virkelig! Nogle gange må man bare æde sin stædighed og stolthed hvis det skal ændre sig.

[didaa]

Det kommer an på hvordan man formulerer det. Og på hvis banehalvdel det foregår......."Kunne I ikke lige vente et par dage med at rejse så I kan få MiniAtas fødselsdag med" Den lugter rigtig meget af at der faktisk kun er et svar, og man er faktisk ovre på modpartens banehalvdel.....Men "Det vil betyde rigtig meget for os hvis I ventede et par dage med at rejse, så I kan være med til at fejre MiniAta" den tager faktisk udgangspunkt i ens egen banehalvdel.

Jeg ved godt at jeg hele tiden ævler om banehalvdele....Men jeg oplever faktisk det er virkelig effektivt når man skal kommunikerer....Især i situationen som kan indeholde en eller anden konflikt....

Jeg forstår udmærket din pointe og er helt enig i, at den metode er konfliktnedtrappende. MEN jeg synes stadig ikke, at den åbner op for, at det faktisk kan være ok at sige, at man bare gerne vil til Spanien. Hvis jeg har stillet mig op og sagt, at det ville betyde rigtig meget for mig, og han så rejser alligevel, så bliver det jo nærmest det samme som at sige, at han er ligeglad med, hvad der er betyder noget for mig. Og den situation ønsker jeg ikke at sætte ham i. Og så er vi tilbage ved der, hvor jeg bare klapper kaje og lader det være uafklaret.

Det er sjovt, for min kæreste og jeg har rigtig tit den her diskussion med mine behov og dine behov, hvor hans tilgang er meget ligesom din. Enten er det dine behov eller også er det mine behov, vi tilgodeser. Vælg nu! Hvor det for mig ofte er svært at træffe det valg, før jeg har en dybere indsigt i den andens behov. Hvis jeg ikke har det, er det jo svært for mig at sige, om mine behov er vigtigere end den andens behov. Jeg VED ikke, om mit behov for, at min far deltager i fødselsdagen, er vigtigere end hans behov for at rejse til Spanien. For at vide det, må jeg vide, hvad der er på spil for ham og hvad det handler om....

Jeg er HELT med på hvad det er du mener.....For du er - ligesom jeg selv - medlem af Flinke Lise klubben (Det kaldte min tidligere chef det- Hun er iøvrigt er grundlægger og stifter af Flinke Lise klubben). Og når man er medlem der. Så har man virkelig svært ved ikke at tage andres behov med i betragtning når man skal formulerer sine egne behov. Fordi vi så gerne vil have at alle skal være glade og veltilpasse. At der er god stemning, og at ingen bliver kede af det eller føle at de må træffe trælse beslutninger. Det er der overhovedet ikke noget i vejen med. Det er faktisk meget menneskeligt. Og empatisk.
Problemet er bare at det tit ender med at vi kommer til at tilsidesætte vores egne behov. Helt ubevidst. Typisk fordi vores omgivelser IKKE tager samme hensyn.

Det er jo også naturligt at man stiller sig nysgerrigt og er oprigtigt interesseret i hinandens behov. For det bedste er uden tvivl at man får afstemt, istedet for at rammerne bliver for firkantede, og så begynder de forskellige parter at lægge alt muligt i det som kunne være undgået. Men det kræver i min optik mere at man kommunikerer og spørger interesseret end at man er medlem af flinkeskolen. Det og at man så øver sig på at lade være med at fortolke og overtænke alting, samt vide at ethvert valg har konsekvenser. Spørg dig selv hvad der er vigtigst, det er nogen gange nødvendigt når man skal prioriterere.

[Sorenspige]

Min far har brilleret ved aldrig at være hjemme på mine børns fødselsdage (de er 2,5 og 5 år). Sammen med sin kone er han altid i deres ferielejlighed i Tyrkiet, da mine børn har fødselsdag i sommer- og efterårsferien (eller tæt på). De er begge to pensionister, så de behøver ikke at rejse der, men det har de valgt.

Min far var også på ferie, da begge mine børn blev født (den første kom dog 14 dage før tid).

[didaa]

Min far har brilleret ved aldrig at være hjemme på mine børns fødselsdage (de er 2,5 og 5 år). Sammen med sin kone er han altid i deres ferielejlighed i Tyrkiet, da mine børn har fødselsdag i sommer- og efterårsferien (eller tæt på). De er begge to pensionister, så de behøver ikke at rejse der, men det har de valgt.

Min far var også på ferie, da begge mine børn blev født (den første kom dog 14 dage før tid).

Og hvad tænker du om det? Skuffelse, eller er det bare sådan det er?

[Sorenspige]

Min far har brilleret ved aldrig at være hjemme på mine børns fødselsdage (de er 2,5 og 5 år). Sammen med sin kone er han altid i deres ferielejlighed i Tyrkiet, da mine børn har fødselsdag i sommer- og efterårsferien (eller tæt på). De er begge to pensionister, så de behøver ikke at rejse der, men det har de valgt.

Min far var også på ferie, da begge mine børn blev født (den første kom dog 14 dage før tid).

Og hvad tænker du om det? Skuffelse, eller er det bare sådan det er?

En blanding tror jeg. En konstatering af at sådan har de valgt, at det skal være. Men jeg forstår det ikke.

[Purple Haze]

Jeg er HELT med på hvad det er du mener.....For du er - ligesom jeg selv - medlem af Flinke Lise klubben (Det kaldte min tidligere chef det- Hun er iøvrigt er grundlægger og stifter af Flinke Lise klubben). Og når man er medlem der. Så har man virkelig svært ved ikke at tage andres behov med i betragtning når man skal formulerer sine egne behov. Fordi vi så gerne vil have at alle skal være glade og veltilpasse. At der er god stemning, og at ingen bliver kede af det eller føle at de må træffe trælse beslutninger. Det er der overhovedet ikke noget i vejen med. Det er faktisk meget menneskeligt. Og empatisk.
Problemet er bare at det tit ender med at vi kommer til at tilsidesætte vores egne behov. Helt ubevidst. Typisk fordi vores omgivelser IKKE tager samme hensyn.

Sad faktisk lige og tænkte på at jeg ofte opfatter "den type" som enormt konfliktoptrappende.

En ting er at folk jo stadig har egne behov og lyster, selvom de ønsker at tage hensyn til andre, men ofte ender med ikke at sige de ting højt - forstår faktisk ikke helt hvorfor? (er ikke selv medlem af klubben ) men det er som om at "typen" forventer at andre folk kan gætte sig til hvad det egentlig gerne vil, hvilket folk jo som oftest ikke kan. Og så bliver de enormt såret og kede af det, hviket jo er ret synd for dem.
Det går så rigtig galt hvis "typen" samtidig påtager sig den der martyr agtige rolle "jeg tænker SÅ meget på alle andre og tager hensyn til dem, og så udnytter de det bare og skider på mig og alle mine gode intentioner" - hvilket skaber en rigtig dårlig stemning, hvor de er sure på folk uden rigtig at ville fortælle hvorfor.

En anden ting jeg ofte synes går galt er at hvis folk går så meget op i at tage hensyn til andre - så synes jeg ofte de tager fejl. Forstået på den måde at de tillægger folk en masse motiver og behov de måske slet ikke har - og så bruger de en masse energi på at tage hensyn til de ting som de fejlagtigt tror er at tage hensyn til den anden.
Et ret simpelt eksempel er en ex. jeg havde som skyndte sig at spise alle vingummierne i vores fælles matadormix, for så kunne jeg jo få alle lakridserne - og så kunne han ikke forstå at jeg blev irreteret på ham over hans hensyn som betød han kunne få hele posen for sig selv fordi jeg den dag ikke havde lyst til lakridser, for han ofrede sig jo for min skyld.

Jeg er en af dem som IKKE tager den slags hensyn - hvis folk ikke kan finde ud af at fortælle hvad de vil, så kan de ikke forvente at jeg kan tage hensyn til det. Så folk kan nogen gange anse mig som værende enormt tromlende, men gider simpelthen ikke det der.
Oplever indimellem at jeg har nogle venner som tydeligvis "nægter" at fortælle hvad det er de vil, selvom det er tydeligt for alle at der er "et eller andet" - så er jeg ofte den der skære igennem og siger at "så bliver det som jeg gerne vil have det, hvis der ikke er nogen indvendinger". Tror jeg mere end en gang har endt med at skælde en vendinde ud, når hun så efter flere timer begynder at brokke sig over at "jamen jeg gad jo slet ikke det her, og gør det kun for din skyld" - hvor jeg så kunne informere hende om at jeg ikke kan læse tanker, og at jeg sådan set helst var fri for at hun gør noget "for min skyld" hvis det betyder hun skal sidde og være sur og brokke sig over at hun ikke har fået tingene på den måde hun gerne vil have dem, det er faktisk pisse ufedt ikke kun for hende men også os andre der skal have sådan en brokkerøv "på slæb".
Hvilket jeg synes er helt unødvendige konflikter og voldsomt irreterende.

Anyhow, ved ikke om det giver mening, men sad som sagt lige og tænkte på det da jeg så indlægget her.

Og synes egentlig godt det kan overføres lidt på TS situation.
Der er noget TS gerne vil have - at far kommer på besøg til barnebarns fødselsdag - men TS vil af en eller anden årsag ikke fortælle far det direkte, fordi TS mener hun skal tage hensyn til en situation hun forestiller sig det sætter far i.

[Ata]

Jeg er HELT med på hvad det er du mener.....For du er - ligesom jeg selv - medlem af Flinke Lise klubben (Det kaldte min tidligere chef det- Hun er iøvrigt er grundlægger og stifter af Flinke Lise klubben). Og når man er medlem der. Så har man virkelig svært ved ikke at tage andres behov med i betragtning når man skal formulerer sine egne behov. Fordi vi så gerne vil have at alle skal være glade og veltilpasse. At der er god stemning, og at ingen bliver kede af det eller føle at de må træffe trælse beslutninger. Det er der overhovedet ikke noget i vejen med. Det er faktisk meget menneskeligt. Og empatisk.
Problemet er bare at det tit ender med at vi kommer til at tilsidesætte vores egne behov. Helt ubevidst. Typisk fordi vores omgivelser IKKE tager samme hensyn.

Sad faktisk lige og tænkte på at jeg ofte opfatter "den type" som enormt konfliktoptrappende.

En ting er at folk jo stadig har egne behov og lyster, selvom de ønsker at tage hensyn til andre, men ofte ender med ikke at sige de ting højt - forstår faktisk ikke helt hvorfor? (er ikke selv medlem af klubben ) men det er som om at "typen" forventer at andre folk kan gætte sig til hvad det egentlig gerne vil, hvilket folk jo som oftest ikke kan. Og så bliver de enormt såret og kede af det, hviket jo er ret synd for dem.
Det går så rigtig galt hvis "typen" samtidig påtager sig den der martyr agtige rolle "jeg tænker SÅ meget på alle andre og tager hensyn til dem, og så udnytter de det bare og skider på mig og alle mine gode intentioner" - hvilket skaber en rigtig dårlig stemning, hvor de er sure på folk uden rigtig at ville fortælle hvorfor.

En anden ting jeg ofte synes går galt er at hvis folk går så meget op i at tage hensyn til andre - så synes jeg ofte de tager fejl. Forstået på den måde at de tillægger folk en masse motiver og behov de måske slet ikke har - og så bruger de en masse energi på at tage hensyn til de ting som de fejlagtigt tror er at tage hensyn til den anden.
Et ret simpelt eksempel er en ex. jeg havde som skyndte sig at spise alle vingummierne i vores fælles matadormix, for så kunne jeg jo få alle lakridserne - og så kunne han ikke forstå at jeg blev irreteret på ham over hans hensyn som betød han kunne få hele posen for sig selv fordi jeg den dag ikke havde lyst til lakridser, for han ofrede sig jo for min skyld.

Jeg er en af dem som IKKE tager den slags hensyn - hvis folk ikke kan finde ud af at fortælle hvad de vil, så kan de ikke forvente at jeg kan tage hensyn til det. Så folk kan nogen gange anse mig som værende enormt tromlende, men gider simpelthen ikke det der.
Oplever indimellem at jeg har nogle venner som tydeligvis "nægter" at fortælle hvad det er de vil, selvom det er tydeligt for alle at der er "et eller andet" - så er jeg ofte den der skære igennem og siger at "så bliver det som jeg gerne vil have det, hvis der ikke er nogen indvendinger". Tror jeg mere end en gang har endt med at skælde en vendinde ud, når hun så efter flere timer begynder at brokke sig over at "jamen jeg gad jo slet ikke det her, og gør det kun for din skyld" - hvor jeg så kunne informere hende om at jeg ikke kan læse tanker, og at jeg sådan set helst var fri for at hun gør noget "for min skyld" hvis det betyder hun skal sidde og være sur og brokke sig over at hun ikke har fået tingene på den måde hun gerne vil have dem, det er faktisk pisse ufedt ikke kun for hende men også os andre der skal have sådan en brokkerøv "på slæb".
Hvilket jeg synes er helt unødvendige konflikter og voldsomt irreterende.

Anyhow, ved ikke om det giver mening, men sad som sagt lige og tænkte på det da jeg så indlægget her.

Og synes egentlig godt det kan overføres lidt på TS situation.
Der er noget TS gerne vil have - at far kommer på besøg til barnebarns fødselsdag - men TS vil af en eller anden årsag ikke fortælle far det direkte, fordi TS mener hun skal tage hensyn til en situation hun forestiller sig det sætter far i.

Jeg kan sagtens følge dig og kan faktisk også selv få lidt spat af sådan nogle personer, der aldrig siger ligeud, hvad de kunne tænke sig - også selvom jeg selv er sådan en.

Når det så er sagt, så synes jeg, det er en balancegang. Der er nogle personer, som altid dækker sig ind under den der "Jeg spurgte jo bare" eller "jeg siger jo bare, hvad JEG gerne vil" - når det, de i virkeligheden gør, er at bruge andre menneskers venlighed/konfliktskyhed til at få deres vilje. Der har jeg det nok sådan lidt, at man selv har ansvar for at sige, hvad ens behov er, men man har OGSÅ ansvar for at give rum til de andre, og for at føle efter, om man er endt med at presse dem til at sige ja til noget, som de faktisk ikke havde lyst til.

Når du siger, at det bliver på din måde, fordi ingen gør indvendinger - samtidig med at du godt kan fornemme, at der er noget modstand - så synes jeg faktisk, at du opfører dig lige så forkert som den veninde, der ikke siger sin mening højt. Det må altid være begges ansvar, at det ikke ender sådan.