Aima skrev:Derudover, og jeg vil gerne lige understrege, at det her på ingen måde er møntet på udsagn i tråden her, for jeg kender ingen af debattørene, så har jeg altså en oplevelse af, at de kvinder der udtaler at de primært har mandevenner fordi de ikke trives med andre kvinder og alt den drama de altid forårsager, ret ofte selv er katalysator for en masse ballade.
Jeg har hørt den udtalelse flere gange i mit liv, og hver eneste gang har det været fra kvinder der ofte havde travlt med at dømme og tale andre kvinder ned, men som, sjovt nok, ikke havde de samme mønstre i deres relationer til mænd. Min fordom er, at den idé om at kvinder ofte skaber drama og derfor bliver fravalgt til fordel for de mere konstruktive og pragmatiske mænd, i ret mange tilfælde kommer fra kvinder der somehow føler sig truet og i konkurrence med sit eget køn, hvilket smitter af på adfærden, hvilket potentielt skaber troubles, hvilket bliver opfattet som drama og belejligt men fejlagtigt adresseret udad.
Igen, no drama (haha), det er altså baseret på real life experiences.
Interessant. Når jeg i løbet af mit liv mest har knyttet bånd til mænd, har det været af den modsatte årsag: jeg kunne ikke finde mig til rette i dét rigtig mange kvindefællesskaber var funderet i. Det handlede om at være meget usikker på sin krop og udseende og at spekulere meget over, hvad en fyr mente, med den han skrev, og at snakke dårligt om andre. Selvom jeg selv var usikker, så blev mine usikkerheder ikke anerkendt fordi jeg ikke vejede for meget, men for lidt, og jeg kunne derfor ikke være med i kliken hvor man talte sig selv ned og ens veninder talte én op. Min tilgang til hele det romantiske spil var også anderledes og handlede om, at være direkte og initiativrig og tage ansvar for det, man gerne ville, i stedet for at spille spil og lade det være op til ham, og bagefter føle sig ulykkelig og forsmået over, at det gled én af hænde. Det var først en hel del senere at jeg mødte kvinder som mindede mere om mig på det punkt, og fx også forholdt sig kritisk til skønhedsidealer og kønsroller, og derfor mere prøvede at forholde sig kritisk til deres egne tanker og følelser om sig selv og andre kvinder, end at være styret af dem. Dvs. anlægge et metaperspektiv.
Jeg har også oplevet at andre kvinder var meget forbeholdne overfor mig, fordi jeg trivedes godt med fyrene, mens de fx levede i en forestilling om, at man ikke kan være venner med mennesker af det andet køn, uden at der er truslen om seksuel eller romantisk interesse til stede. Så når hende Scrooge er venner med min kæreste, er det sikkert fordi hun vil prøve at stjæle ham.
---
Drama opstår, i min forståelse, når 2 ting gør sig gældende: 1. folk ikke tænker sig om og 2. når man enten ikke tager ansvar for sig selv, fx fordi man er konfliktsky, eller når folk er manipulerende. En forudsætning for, at drama kan opstå, er at andre ikke tænker sig om og dermed heller ikke forholder sig undersøgende til situationen. Enhver kan fortælle en historie, men hvis lytteren stiller sig undersøgende overfor dét, der bliver sagt, får den ensidige udlægning ikke lov til at blive sandheden om det der foregår. En anden skriver fx om, at en kollega går til lederen i stedet for hende, og så opstår dramaet. Men dramaet opstår kun fordi lederen i det tilfælde ikke forholder sig undersøgende. Lederen bør i det tilfælde komme til hende og bede om hendes forståelse af situationen, og derefter navigere ledelsesmæssigt ved at afgøre hvad der skal ske på basis af en vurdering af, hvad der er relevant i en arbejdsmæssig sammenhæng og sortere det fra, som er personligt.
Splid og drama kan altid stoppe ved én selv, fx ved at man ikke tager stilling uden at kende situationen til bunds. Det er ikke det samme som at man ikke kan være støttende, for uanset hvor meget en situation mest af alt er opstået i en andens hoved, har de de følelser de har, og det i sig selv er reelt nok. Så handler det bare om at få det trukket hjem hvor det hører hjemme: hos den der føler det, så de kan få arbejdet med dét der plager dem og finde ud af hvad DE vil gøre ved det, i stedet for at placere ansvaret for deres eget velbefindende eller problemer på en anden. Langt hen ad vejen vælger man selv den (relationelle) lidelse, man har i sit liv, og lidelse derudover, ved at placere ansvaret for ens situation på andre. Det er ens families skyld, det er ens kærestes skyld, det er dén og dén veninde/ven/kollega/leder/studiekammerat etc. skyld. Hvis man ikke ser på sine egne ønsker og behov og tager ansvar for dem egenhændigt, kan man fyldes af bitterhed og derefter køre den bitterhed afmægtigt af på andre, indtil man lærer, at man er den eneste, der bærer ansvaret for, at man har det som man har det og man er den eneste, der kan gøre noget ved det. Min modus er at være direkte, spørge direkte og være åben om hvordan jeg oplever tingene, hvilket af nogle opfattes konfrontatorisk og aggressivt og af andre som befriende og trygt. For mig sikrer det afklaring og giver et håndterbart, afdækket udgangspunkt at navigere ud fra, for når jeg har spurgt, hvad nogen vil og de har svaret, kan jeg tage dét for gode varer og slippe for at gisne og gætte og dermed risikere at pålægge nogen motiver, intentioner og behov, de ikke havde (eller som de i hvert fald havde mulighed for at formulere overfor mig) og tage hensyn, de ikke havde brug for. Det handler også om respekt og tillid til den andens evne til at formulere sine ønsker og behov, så man ikke konstant underkender og sår tvivl ud fra en antagelse om, at de nok ikke mener det de siger.