Min mor

[NilleQ]

Jeg har også et ret anstrengt forhold til min mor og går også i terapi for det. Lavede også en tråd med det på et tidspunkt.
Jeg elsker heller ikke min mor og jeg er også blevet hård af det. Tror min mor bilder sig selv ind at hun elsker mig – ”for det gør mødre jo” Men tror simpelthen ikke hun er i stand til det.
Min mor har det fysisk skidt for tiden og jeg føler at jeg burde føle en masse sympati og vise omsorg. Men jeg kan ikke. Set udefra burde jeg have ondt af hende, men jeg er bare helt følelsesløs. Det gør mig lidt bange at jeg kan være så kold.

Jeg har læst din tråd og kan genkende rigtig mange ting. Det med den maglende omsorg i barndommen. Jeg havde også rigtig svært ved at blive mor og fik en fødselsdepression samt PTSD de sprang rigtig ud. I mangel af bedre kortere forklaring

Jeg har også kæmpet med min rolle som mor, da jeg ikke kan spejle mig i hende. Hun gør ikke noget som jeg kan tage med mig og derfor bruger jeg alle andre omkring med. Psykologer, mand, svigermor og venner. Det er både verbalt men også ren observationer. Mange ved slet ikke jeg gør det


Jeg har også en lillebror som er i mit tyverne og ikke flyttet hjemmefra endnu. Har har rigtig svært ved livet. Han nægter desværre at gå til psykolog, men jeg tror desværre at mange af hans problemer handler om min mor og vores opvækst. Det er godt at høre at din søster får hjælp.
Jeg kan også godt genkende lettelsen i at tingene pludselig giver mening og det ikke er mig der er skyld i at relationen er så dårlig samt alle mine handlemønstre.

Edit: jeg synes ikke du skal have det dårligt over hvordan du har det medhensyn til din mors sygdom. Jeg har aldrig sagt det højt, men jeg er virkelig bange for ikke at kunne græde ved mine forældres (i fremtiden) begravelse. Det synes jeg er hårdt at tænke på og føler mig også kold. Men tænker med det terapi jeg er igang, kan hjælpe mit til at forstå det. For tænker ikke det er så mærkeligt med den måde de ikke har lavet op til den mor rolle og den konstante skuffelse (som jeg oplever stadig).

[Afskylia]

Jeg har også et ret anstrengt forhold til min mor og går også i terapi for det. Lavede også en tråd med det på et tidspunkt.
Jeg elsker heller ikke min mor og jeg er også blevet hård af det. Tror min mor bilder sig selv ind at hun elsker mig – ”for det gør mødre jo” Men tror simpelthen ikke hun er i stand til det.
Min mor har det fysisk skidt for tiden og jeg føler at jeg burde føle en masse sympati og vise omsorg. Men jeg kan ikke. Set udefra burde jeg have ondt af hende, men jeg er bare helt følelsesløs. Det gør mig lidt bange at jeg kan være så kold.

Jeg har læst din tråd og kan genkende rigtig mange ting. Det med den maglende omsorg i barndommen. Jeg havde også rigtig svært ved at blive mor og fik en fødselsdepression samt PTSD de sprang rigtig ud. I mangel af bedre kortere forklaring

Jeg har også kæmpet med min rolle som mor, da jeg ikke kan spejlde mig i hende. Hun gør ikke noget som jeg kan tage med mig og derfor bruger jeg alle andre omkring med. Psykologer, mand, svigermor og venner. Det er både verbalt men også ren observationer. Mange ved slet ikke jeg gør det


Jeg har også en lillebror som er i mit tyverne og ikke flyttet hjemmefra endnu. Har har rigtig svært ved livet. Han nægter desværre at gå til psykolog, men jeg tror desværre at mange af hans problemer handler om min mor og vores opvækst. Det er godt at høre at din søster får hjælp.
Jeg kan også godt genkende lettelsen i at tingene pludselig giver mening og det ikke er mig der er skyld i at relationen er så dårlig samt alle mine handlemønstre.

Edit: jeg synes ikke du skal have det dårligt over hvordan du har det medhensyn til din mors sygdom. Jeg har aldrig sagt det højt, men jeg er virkelig bange for ikke at kunne græde ved mine forældres (i fremtiden) begravelse. Det synes jeg er hårdt at tænke på og føler mig også kold. Men tænker med det terapi jeg er igang, kan hjælpe mit til at forstå det. For tænker ikke det er så mærkeligt med den måde de ikke har lavet op til den mor rolle og den konstante skuffelse (som jeg oplever stadig).

Jeg kan virkelig genkende mange af de ting du skriver og jeg har det på samme måde også omkring døden. Jeg har gået og været ked af at jeg skal af med en kat og lige der slog det mig at jeg ikke vil blive lige så ked af det, hvis det var min mor det drejede sig om.. Den tanke har jeg ikke turde nævne for nogen.

Det lyder dom om du får hjælp af terapeuter og familie, det er godt at høre. Min søster ville heller ikke have hjælp i mange år, men er i gang nu. Måske kommer det også for din bror på et tidspunkt.

Jeg har altid følt mig som en byrde for min mor. Alle mennesker har egentlig været en byrde for min mor, alle relationer har været anstrengende for hende. Desværre kan jeg se at både min søster og jeg har "kopiet" den tilgang til relationer og jeg synes bare det er så trist og jeg bliver sgu også lidt vred på min mor over at hun ikke har taget ansvar for alle hendes issues og gjort noget ved det.. Nu ska ljeg bare have knækket koden på hvordan man ændre et handlemønster som er "kommet ind med modermælken"..

[Afskylia]

Selvom jeg er ked af, at i andre også har et svært forhold til jeres mor, så er det rart at vide ikke at være alene.

[Muspel]

Selvom jeg er ked af, at i andre også har et svært forhold til jeres mor, så er det rart at vide ikke at være alene.

Jeg er med i ‘klubben’

Det, der nager mig mest er, at min mor bebrejder mig vores dårlige forhold og at hun er offeret jeg ikke ‘gider’ - og det er jo hendes ‘største sorg i livet’

Hallo! Det var hende der forlod mig, der jeg var 18 måneder.

Jeg holder kontakten på et minimum. Jeg ville helst helt lade være med at have kontakt. Men min søster har et bedre forhold til hende, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun (altså min søster) i en svær situation i forhold til fødselsdage, jul osv

[Afskylia]

Selvom jeg er ked af, at i andre også har et svært forhold til jeres mor, så er det rart at vide ikke at være alene.

Jeg er med i ‘klubben’

Det, der nager mig mest er, at min mor bebrejder mig vores dårlige forhold og at hun er offeret jeg ikke ‘gider’ - og det er jo hendes ‘største sorg i livet’

Hallo! Det var hende der forlod mig, der jeg var 18 måneder.

Jeg holder kontakten på et minimum. Jeg ville helst helt lade være med at have kontakt. Men min søster har et bedre forhold til hende, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun (altså min søster) i en svær situation i forhold til fødselsdage, jul osv

Hvad sker der med alt det skyld!

Forlod hun dig?

Det er godt nok et forvrænget verdensbillede "vores mødre" har. Min mor giver mig ikke skylden direkte, vi lades jo som om vi har godt forhold. Det er simpelthen det mærkeligste mascaradespil vi spiller min mor og jeg.

Det kan være vi holde en komsammen i vores nye "klub"

[Muspel]

Selvom jeg er ked af, at i andre også har et svært forhold til jeres mor, så er det rart at vide ikke at være alene.

Jeg er med i ‘klubben’

Det, der nager mig mest er, at min mor bebrejder mig vores dårlige forhold og at hun er offeret jeg ikke ‘gider’ - og det er jo hendes ‘største sorg i livet’

Hallo! Det var hende der forlod mig, der jeg var 18 måneder.

Jeg holder kontakten på et minimum. Jeg ville helst helt lade være med at have kontakt. Men min søster har et bedre forhold til hende, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun (altså min søster) i en svær situation i forhold til fødselsdage, jul osv

Hvad sker der med alt det skyld!

Forlod hun dig?

Det er godt nok et forvrænget verdensbillede "vores mødre" har. Min mor giver mig ikke skylden direkte, vi lades jo som om vi har godt forhold. Det er simpelthen det mærkeligste mascaradespil vi spiller min mor og jeg.

Det kan være vi holde en komsammen i vores nye "klub"

Ja. Hun flyttede. Jeg voksede op ved min far, og så hende hver anden weekend. Når hun havde tid.

Hun undskylder sig med, at hun ikke mente, at deres forhold var stærkt nok til et barn mere, men min far insisterede

[LaScrooge]

Forældre skal gøre sig fortjent til deres børns kærlighed. Hvis de har gjort det rigtigt har de den, hvis ikke, er det deres egen skyld. Det forventer jeg ikke at de er i stand til at indse, men det kan være forløsende at indse det som barn af sådan et menneske. Det kan netop frisætte fra den skyld og skam man kan føle, når man opdager, at man ikke bryder sig om sit ophav. Det er deres egen skyld og man skylder dem faktisk ingenting. De skal bare være glade for, at man forsøger at få sig et liv, man selv er glad i. Det skal alle forældre ønske for deres børn, punktum.

[Prosperity74]

Jeg er også glad for at jeg har fundet den her tråd.
Min mor er meget dominerende. Hun vil meget gerne blande sig og “kloge i alting” og giver sin mening, også selv om man ikke har bedt om det. Hun er meget ofte bombastisk, altså hård og kontant i sine udtalelser, når vi snakker sammen. Hun hidser sig nemt op. Jeg har prøvet jeg ved ikke hvor mange gange, at sige til hende om hun ikke kan sige tingene stille og roligt. Men så får jeg at vide, at det er mig der er sart eller, at det er mig der har misforstået noget. Hun kan altid lige få vendt tingene om, så det er min skyld, eller mig der har gjort noget galt. Mit problem er, at jeg er meget dårlig til at sige fra og når jeg så endelig gør det, føler jeg ikke at det bliver taget seriøst.
Min datter har adhd. Min mor er meget overbeskyttende overfor hende og føjer min datter og forkæler hende som en lille prinsesse. Min kæreste og jeg kan snart ikke sige noget om min datter, hvis der er problemer - så bliver vi overfuset eller får at vide at det er altså ih og åh så synd for min datter. Min datter er altså nødt til at have nogle grænser, også selvom hun har adhd - og det har min mor meget ofte svært ved at forstå.

[Jedi]

Det kan være en meget god idé, at lægge lidt fysisk og psykisk distance til forældre eller andre nære i en periode med terapi. Netop fordi man har behov for at kunne skelne mellem, hvad der er dem og hvad der er en selv. Man er ikke sine forældre; man fødes blot gennem dem.

[Afskylia]

Selvom jeg er ked af, at i andre også har et svært forhold til jeres mor, så er det rart at vide ikke at være alene.

Jeg er med i ‘klubben’

Det, der nager mig mest er, at min mor bebrejder mig vores dårlige forhold og at hun er offeret jeg ikke ‘gider’ - og det er jo hendes ‘største sorg i livet’

Hallo! Det var hende der forlod mig, der jeg var 18 måneder.

Jeg holder kontakten på et minimum. Jeg ville helst helt lade være med at have kontakt. Men min søster har et bedre forhold til hende, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun (altså min søster) i en svær situation i forhold til fødselsdage, jul osv

Hvad sker der med alt det skyld!

Forlod hun dig?

Det er godt nok et forvrænget verdensbillede "vores mødre" har. Min mor giver mig ikke skylden direkte, vi lades jo som om vi har godt forhold. Det er simpelthen det mærkeligste mascaradespil vi spiller min mor og jeg.

Det kan være vi holde en komsammen i vores nye "klub"

Ja. Hun flyttede. Jeg voksede op ved min far, og så hende hver anden weekend. Når hun havde tid.

Hun undskylder sig med, at hun ikke mente, at deres forhold var stærkt nok til et barn mere, men min far insisterede

Hold da op en undskyldning! Jeg er helt målløs. Det er så vanvittgt at hun har fortalt dig det.
Der er godt nok meget rystende læsning i denne tråd..

[NilleQ]

Det har været lidt grænseoverskridende at skrive tingene ned, så det er lidt svært at få skrevet her. Det hjælper alligevel at høre jer andre, og selvom jeg ikke ønsker det for nogen, så er jeg også glad for ikke at være den eneste.

Er der andre, hvis mødre har nogen diagnose? På en måde givet der en bedre accept hvis hun er syg. Men måske er det bare i processen det er nemmere.

Er det muligt at få rykket tråden til Lukket forum, og hvem skriver man til

[Tanten]

Selvom jeg er ked af, at i andre også har et svært forhold til jeres mor, så er det rart at vide ikke at være alene.

Jeg er med i ‘klubben’

Det, der nager mig mest er, at min mor bebrejder mig vores dårlige forhold og at hun er offeret jeg ikke ‘gider’ - og det er jo hendes ‘største sorg i livet’

Hallo! Det var hende der forlod mig, der jeg var 18 måneder.

Jeg holder kontakten på et minimum. Jeg ville helst helt lade være med at have kontakt. Men min søster har et bedre forhold til hende, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun (altså min søster) i en svær situation i forhold til fødselsdage, jul osv

Hvad sker der med alt det skyld!

Forlod hun dig?

Det er godt nok et forvrænget verdensbillede "vores mødre" har. Min mor giver mig ikke skylden direkte, vi lades jo som om vi har godt forhold. Det er simpelthen det mærkeligste mascaradespil vi spiller min mor og jeg.

Det kan være vi holde en komsammen i vores nye "klub"

Ja. Hun flyttede. Jeg voksede op ved min far, og så hende hver anden weekend. Når hun havde tid.

Hun undskylder sig med, at hun ikke mente, at deres forhold var stærkt nok til et barn mere, men min far insisterede

Det sidste er en fuldkommen vanvittig ting at sige til sit/et barn - hvad skal du dog bruge den oplysning til? Og hvis det er korrekt, så burde hun jo have sagt nej.

Når det er sagt, så "forlader" man vel ikke sine børn, fordi man vælger at forlade sin partner? Barnet skal jo bo et sted, og det kan vel lige så godt være hos faren (hvilket lyder til at have været det bedste her af flere årsager). Med mindre, du ikke har haft samvær og hun generelt har været udeltagende og ligeglad med dig efter deres skilsmisse, er det vel ikke meget anderledes, end når en far flytter, og barnet bliver delebarn?

Disclaimer: Der er garanteret 100 gode grunde til, at du i din konkrete situation tænker, som du gør - jeg mener bare generelt ikke, en mor forlader sit barn ved at blive skilt og overlade bopælen til faren.

[Muspel]

Selvom jeg er ked af, at i andre også har et svært forhold til jeres mor, så er det rart at vide ikke at være alene.

Jeg er med i ‘klubben’

Det, der nager mig mest er, at min mor bebrejder mig vores dårlige forhold og at hun er offeret jeg ikke ‘gider’ - og det er jo hendes ‘største sorg i livet’

Hallo! Det var hende der forlod mig, der jeg var 18 måneder.

Jeg holder kontakten på et minimum. Jeg ville helst helt lade være med at have kontakt. Men min søster har et bedre forhold til hende, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun (altså min søster) i en svær situation i forhold til fødselsdage, jul osv

Hvad sker der med alt det skyld!

Forlod hun dig?

Det er godt nok et forvrænget verdensbillede "vores mødre" har. Min mor giver mig ikke skylden direkte, vi lades jo som om vi har godt forhold. Det er simpelthen det mærkeligste mascaradespil vi spiller min mor og jeg.

Det kan være vi holde en komsammen i vores nye "klub"

Ja. Hun flyttede. Jeg voksede op ved min far, og så hende hver anden weekend. Når hun havde tid.

Hun undskylder sig med, at hun ikke mente, at deres forhold var stærkt nok til et barn mere, men min far insisterede

Det sidste er en fuldkommen vanvittig ting at sige til sit/et barn - hvad skal du dog bruge den oplysning til? Og hvis det er korrekt, så burde hun jo have sagt nej.

Når det er sagt, så "forlader" man vel ikke sine børn, fordi man vælger at forlade sin partner? Barnet skal jo bo et sted, og det kan vel lige så godt være hos faren (hvilket lyder til at have været det bedste her af flere årsager). Med mindre, du ikke har haft samvær og hun generelt har været udeltagende og ligeglad med dig efter deres skilsmisse, er det vel ikke meget anderledes, end når en far flytter, og barnet bliver delebarn?

Disclaimer: Der er garanteret 100 gode grunde til, at du i din konkrete situation tænker, som du gør - jeg mener bare generelt ikke, en mor forlader sit barn ved at blive skilt og overlade bopælen til faren.

Ja- det er en stærk formulering. Det er jeg med på. Men det synes jeg faktisk hun gjorde- fordi hun flyttede 200 km væk og dermed valgte ikke at være en del af vores hverdag. Hun flyttede for at tage en uddannelse, hun godt kunne have taget i vores ende af landet.

Var hun blevet i byen kunne jeg måske have undgået hele tiden at skulle svare på om min mor var død i skolen, fordi hun aldrig nogensinde havde været med til noget som helst.

[Mani]

Det har været lidt grænseoverskridende at skrive tingene ned, så det er lidt svært at få skrevet her. Det hjælper alligevel at høre jer andre, og selvom jeg ikke ønsker det for nogen, så er jeg også glad for ikke at være den eneste.

Er der andre, hvis mødre har nogen diagnose? På en måde givet der en bedre accept hvis hun er syg. Men måske er det bare i processen det er nemmere.

Er det muligt at få rykket tråden til Lukket forum, og hvem skriver man til

Min mor er skizo-affektiv og har reelt aldrig taget moderrollen på sig. Siden jeg var 9 har hun udstyret mig med den rolle og betroet mig langt mere end hun burde.
Jeg ser hende kun i yderst begrænset omfang. Hun kan ikke gøre for sin diagnose, men hun kunne have accepteret behandling og levet sit liv væsentligt anderledes.