Min mor

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
NilleQ
Indlæg: 207
Tilmeldt: 18. aug 2015, 20:57
Kort karma: 6
Likede indlæg: 91

Min mor

Indlægaf NilleQ » 5. dec 2018, 15:25

Jeg har gået i behandling for nogle traumer i barndommen i psykiatrien. Da jeg starter ser jeg min barndom i forhold til mine forældre - særligt min mor- som værende helt fin og almindlig. Det eneste var deres måde at håndtere mit traume på, som har bidraget til det.
Undervejs får jeg rykket meget ved mit billede af mine forældre - her særligt min mor og mit forhold.
I behandlingen havde jeg rigtig svært ved at skulle se hvordan jeg pludeselig så hvordan min mor er og jeg egentlig altid har gået med en følelse af aldrig at have fået omsorg og generelt mangler kram og fysisknærvær, som lille barn og mor.

Jeg er nu startet hos en ny psykolog efter min behandling i psykiatrien er færdig og der har hun også rørt ved nogen ting der giver rigtig meget mening. Som hun selv siger, så ud fra mine beskrivelser, vurderer hun at min mor har træk af borderline. Det rammer rigtig hårdt, Samtidig kan jeg både se det og ikke, da jeg også har rigtig svært ved at skulle acceptere min mor er som hun er, så kan heller ikke se det udefra.

Det jeg nu skal til at arbejde med, er at sige fra overfor min mor og sætte grænser for hende. Hun er meget sort/hvid i sine holdninger og ligger rigtig meget skyld over på mig. Hun retter en del på mig eller hvis jeg fortæller at vi gerne vil gøre noget med huset, så synes hun noget andet. Det er aldrig godt nok. Jeg skal have briller og det første der kommer er, kritik i forhold til dem jeg har valgt.
Samtidig er jeg helt forkrumpet når jeg er sammen med dem. Jeg kan ikke slappe af og har svært ved hvad vi skal snakke om. Dette har eskaleret inden for de sidste par måneder.
Samtidig tager hun hele tiden udgangspunkt i sine egne følelser. Jeg har svært ved at føle hendes empati. Hun har også en oplevelse af, at vi er meget tætte. Det på trods af, at da jeg fortalt om noget traumatisk, da jeg var 20, nævnte de de ikke igen, før jeg bragte det op nu, 17 år senere.

Psykologen mener ikke min mor kan ændre på sig selv, så jeg er nød til at stoppe hende, når begynder eller sige inden at jeg ville have nogen respons på det jeg fortæller. Det er svært, for jeg ved at min mor ser sig selv som en der kun er der for andre og altid glemmer sig selv. Så at sige til hende at jeg ikke vil høre hendes holdning - det vil ramme rigtig hårdt.

Det bliver lidt langt og samtidig kunne jeg skrive meget mere. Jeg har egentlig brug at høre andres erfaringer med forældre som har de træk, eller har borderline. Jeg ved godt i ikke kan fortælle om min mor har borderline. Men I har måske nogen fortællninger eller erfaringer I har lyst til at dele :)
0
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: Min mor og hendes evt. borderline

Indlægaf kidkomb » 5. dec 2018, 15:32

Min søster har borderline og min mor har temmelig sikkert også.
Men sygdommen kommer til udtryk hos dem på vidt forskellige måder, selvom der også er en del ligheder.
Jeg tilskriver intelligensen den store forskel. Min søster er super skarp og min mor ikke ret meget.
Min søster kan manipulere til den helt store guldmedalje og have mange løgnhistorier og fordrejede facts kørende på en gang, mens min mor aldrig har været i stand til det, så hun guilt-tripper i stedet.

Jeg elsker ikke min mor. Hun har aldrig været en tryg voksen for mig og jeg fik heller ikke kram og kys som barn.
Jeg tolerer hende og anerkender at hun er syg.
Jeg begyndte at sige meget tydeligt fra overfor hendes guilt-trip da jeg var stor teenager og hun ved efterhånden udmærket godt at jeg ikke finder mig sådan noget.
Så måske kan din mors og dit forhold godt vokse til noget mere gensidig respektfuldt, hvis du siger fra?
0
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
NilleQ
Indlæg: 207
Tilmeldt: 18. aug 2015, 20:57
Kort karma: 6
Likede indlæg: 91

Re: Min mor og hendes evt. borderline

Indlægaf NilleQ » 5. dec 2018, 15:41

kidkomb skrev:Min søster har borderline og min mor har temmelig sikkert også.
Men sygdommen kommer til udtryk hos dem på vidt forskellige måder, selvom der også er en del ligheder.
Jeg tilskriver intelligensen den store forskel. Min søster er super skarp og min mor ikke ret meget.
Min søster kan manipulere til den helt store guldmedalje og have mange løgnhistorier og fordrejede facts kørende på en gang, mens min mor aldrig har været i stand til det, så hun guilt-tripper i stedet.

Jeg elsker ikke min mor. Hun har aldrig været en tryg voksen for mig og jeg fik heller ikke kram og kys som barn.
Jeg tolerer hende og anerkender at hun er syg.
Jeg begyndte at sige meget tydeligt fra overfor hendes guilt-trip da jeg var stor teenager og hun ved efterhånden udmærket godt at jeg ikke finder mig sådan noget.
Så måske kan din mors og dit forhold godt vokse til noget mere gensidig respektfuldt, hvis du siger fra?


Min mor har aldrig kunne huske særlig godt - eller det er kun ting som jeg har sagt eller vi har aftalt. Selvom min mand hører det og bekræfter hende i det er rigtigt, så mener hun stadig at hun har ret. Jeg har egentlig ikke set det som manipulation, da hun ikke får noget ud af det, andet det må irriterende at hun huske så dårligt. Kom bare i tanke om det i forhold til din beskrivelse :)

Jeg kan godt se, at i forhold til det du fortæller så kan jeg ikke sætte hende i en bestemt boks med bestemte handlemønstre.

Noget af det rigtig svære i det her, er at opdage at jeg heller ikke oplever at jeg elsker hende og jeg ingen gode minder har fra barndommen. Jeg føler heller ikke hun elsker mig, men det vil hun helt sikkert synes.
Det sidste håber jeg på. Jeg har en søn på 3 og han elsker sin mormor og morfar. Lige nu er jeg ikke bekymret for at de ikke er gode for ham, så derfor vil jeg gerne have hende i mit liv. Men det er hårdt at føle, at det lige nu er den eneste årsag.

Når du skriver tåler hende, er det får fordi du kan være i sammen rum med hende, eller kan du også hygge med hende? Bare ikke som mor/datter, men så som familie? Jeg synes det lyder helt mærkeligt når jeg skriver det, men det er der jeg håber at komme hen. Hun er for mig ikke en mor i ordets betydning lige nu.
0
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: Min mor og hendes evt. borderline

Indlægaf kidkomb » 5. dec 2018, 15:44

NilleQ skrev:
kidkomb skrev:Min søster har borderline og min mor har temmelig sikkert også.
Men sygdommen kommer til udtryk hos dem på vidt forskellige måder, selvom der også er en del ligheder.
Jeg tilskriver intelligensen den store forskel. Min søster er super skarp og min mor ikke ret meget.
Min søster kan manipulere til den helt store guldmedalje og have mange løgnhistorier og fordrejede facts kørende på en gang, mens min mor aldrig har været i stand til det, så hun guilt-tripper i stedet.

Jeg elsker ikke min mor. Hun har aldrig været en tryg voksen for mig og jeg fik heller ikke kram og kys som barn.
Jeg tolerer hende og anerkender at hun er syg.
Jeg begyndte at sige meget tydeligt fra overfor hendes guilt-trip da jeg var stor teenager og hun ved efterhånden udmærket godt at jeg ikke finder mig sådan noget.
Så måske kan din mors og dit forhold godt vokse til noget mere gensidig respektfuldt, hvis du siger fra?


Min mor har aldrig kunne huske særlig godt - eller det er kun ting som jeg har sagt eller vi har aftalt. Selvom min mand hører det og bekræfter hende i det er rigtigt, så mener hun stadig at hun har ret. Jeg har egentlig ikke set det som manipulation, da hun ikke får noget ud af det, andet det må irriterende at hun huske så dårligt. Kom bare i tanke om det i forhold til din beskrivelse :)

Jeg kan godt se, at i forhold til det du fortæller så kan jeg ikke sætte hende i en bestemt boks med bestemte handlemønstre.

Noget af det rigtig svære i det her, er at opdage at jeg heller ikke oplever at jeg elsker hende og jeg ingen gode minder har fra barndommen. Jeg føler heller ikke hun elsker mig, men det vil hun helt sikkert synes.
Det sidste håber jeg på. Jeg har en søn på 3 og han elsker sin mormor og morfar. Lige nu er jeg ikke bekymret for at de ikke er gode for ham, så derfor vil jeg gerne have hende i mit liv. Men det er hårdt at føle, at det lige nu er den eneste årsag.

Når du skriver tåler hende, er det får fordi du kan være i sammen rum med hende, eller kan du også hygge med hende? Bare ikke som mor/datter, men så som familie? Jeg synes det lyder helt mærkeligt når jeg skriver det, men det er der jeg håber at komme hen. Hun er for mig ikke en mor i ordets betydning lige nu.

Jeg kan sagtens hygge med hende. For mig er det jo som mor/datter, men reelt set har jeg godt vidst, siden jeg var omkring 10 år, at det ikke er sådan andre mennesker oplever en mor/datter relation. Jeg kan stadig huske aha-oplevelsen da det gik op for mig, som barn, at andre rent faktisk elskede deres mor. Det var en sær oplevelse.
0
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: Min mor

Indlægaf kidkomb » 6. dec 2018, 11:29

JumboJette skrev:Det er sjovt, som Kidkomb føler jeg heller ikke (ren, i hvert fald) kærlighed til min mor. Det er et mega tabu, som jeg aldrig har ladet slippe ud før nu.
Jeg tror, det skyldes alle de prøvelser, hun har trukket mig igennem. Man bliver hård. Når hun fx giver sig til at græde, gerne på et eller andet strategisk tidspunkt, så bliver jeg stenhård indeni.

Jeg har konkluderet, efter utallige timer hos psykolog, at man relativt tidligt udvikler en overlevelsesstrategi som barn. Man gør sig hård.
5
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: Min mor

Indlægaf kidkomb » 6. dec 2018, 11:35

Jeg har for eksempel næsten ikke noget mimik når jeg er sammen med min mor (eller da jeg var yngre, når jeg var sammen med familien) Jeg lukkede mig inde bag et udtryksløst ansigt med en forestilling om at hvis jeg ikke så glad ud, så ville de ikke forsøge at pille mig ned og hvis jeg ikke så ud til at være ked af det, så ville de ikke drille mig med det.
Det er ikke sådan en barndom bør være.
4
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
Afskylia
Indlæg: 529
Tilmeldt: 7. jan 2016, 12:07
Kort karma: 62
Likede indlæg: 1295

Re: Min mor

Indlægaf Afskylia » 6. dec 2018, 12:59

Jeg har også et ret anstrengt forhold til min mor og går også i terapi for det. Lavede også en tråd med det på et tidspunkt.
Jeg elsker heller ikke min mor og jeg er også blevet hård af det. Tror min mor bilder sig selv ind at hun elsker mig – ”for det gør mødre jo” Men tror simpelthen ikke hun er i stand til det.
Min mor har det fysisk skidt for tiden og jeg føler at jeg burde føle en masse sympati og vise omsorg. Men jeg kan ikke. Set udefra burde jeg have ondt af hende, men jeg er bare helt følelsesløs. Det gør mig lidt bange at jeg kan være så kold.
2
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8895
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25488

Re: Min mor

Indlægaf Madam Pomfrey » 6. dec 2018, 13:20

Afskylia skrev:Min mor har det fysisk skidt for tiden og jeg føler at jeg burde føle en masse sympati og vise omsorg. Men jeg kan ikke. Set udefra burde jeg have ondt af hende, men jeg er bare helt følelsesløs. Det gør mig lidt bange at jeg kan være så kold.



jeg forstår godt du reagerer på det....Jeg har været ret WTF over hvor jeg selv var havnet henne følelsesmæssigt og i reaktioner ifht min eksmand, for det er ikke det menneske jeg er, det er meget langt fra. Jeg var godt klar over at noget var skidt, men først bagefter ser jeg hvor skidt det faktisk var, og hvor langt jeg rykkede mig fra mig selv, hvor hård jeg blev - ifht ham.

Jeg tænker ikke at reaktionen siger så meget om en selvsom menneske, men rigtig meget om den relation til dette specifikke menneske, hvad de har gjort og gør ved en. Og så er reaktionen nok egentligt meget passende?
7
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: Min mor

Indlægaf kidkomb » 6. dec 2018, 13:30

JumboJette skrev:
kidkomb skrev:
JumboJette skrev:Det er sjovt, som Kidkomb føler jeg heller ikke (ren, i hvert fald) kærlighed til min mor. Det er et mega tabu, som jeg aldrig har ladet slippe ud før nu.
Jeg tror, det skyldes alle de prøvelser, hun har trukket mig igennem. Man bliver hård. Når hun fx giver sig til at græde, gerne på et eller andet strategisk tidspunkt, så bliver jeg stenhård indeni.

Jeg har konkluderet, efter utallige timer hos psykolog, at man relativt tidligt udvikler en overlevelsesstrategi som barn. Man gør sig hård.


Det er trist. Hold kæft, det er trist. Men heldigvis ikke noget, vi ikke kan leve med. Vi er jo voksne med nyt, kærligt netværk nu. Heldigvis!

Jeg burde virkelig opsøge en psykolog, jeg har bare aldrig fået taget mig sammen til det. Er det hårdt eller fantastisk (eller begge dele) at gå igennem sådan en terapiproces?

Min process i forhold til at bearbejde min barndom var lidt en biting i forbindelse med simpelthen at holde mig i live, så det kan jeg ikke rigtig svare på :genert:
Men det er med al sandsynlighed mest hårdt og dernæst meget givende fordi man får en afklarethed og en ro.
Jeg synes bestemt at du skal gøre det :kys:
Senest rettet af kidkomb 6. dec 2018, 13:32, rettet i alt 1 gang.
3
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
Afskylia
Indlæg: 529
Tilmeldt: 7. jan 2016, 12:07
Kort karma: 62
Likede indlæg: 1295

Re: Min mor

Indlægaf Afskylia » 6. dec 2018, 13:31

Madam Pomfrey skrev:
Afskylia skrev:Min mor har det fysisk skidt for tiden og jeg føler at jeg burde føle en masse sympati og vise omsorg. Men jeg kan ikke. Set udefra burde jeg have ondt af hende, men jeg er bare helt følelsesløs. Det gør mig lidt bange at jeg kan være så kold.



jeg forstår godt du reagerer på det....Jeg har været ret WTF over hvor jeg selv var havnet henne følelsesmæssigt og i reaktioner ifht min eksmand, for det er ikke det menneske jeg er, det er meget langt fra. Jeg var godt klar over at noget var skidt, men først bagefter ser jeg hvor skidt det faktisk var, og hvor langt jeg rykkede mig fra mig selv, hvor hård jeg blev - ifht ham.

Jeg tænker ikke at reaktionen siger så meget om en selvsom menneske, men rigtig meget om den relation til dette specifikke menneske, hvad de har gjort og gør ved en. Og så er reaktionen nok egentligt meget passende?


Det tror du har helt ret i og det er også det min psykolog prøver at sige til mig. Det er bare en svær følelse at være i. Min mor og min reltion har aldrig indeholdt særlig meget omsorg og nu hvor situation "kræver" omsorg fra min side går jeg helt kold og bliver meget hård.
1
Brugeravatar
NilleQ
Indlæg: 207
Tilmeldt: 18. aug 2015, 20:57
Kort karma: 6
Likede indlæg: 91

Re: Min mor

Indlægaf NilleQ » 6. dec 2018, 20:57

JumboJette skrev:Det kunne være min mor, du beskrev dér. Jeg føler virkelig med dig, og kender til den personlige "sorg", du sikkert gennemlever lige nu. Det er en lang proces. For på en måde har du jo mistet din mor i forhold til dit oprindelige billede af hende.

Min mor er værst i telefonen, altså den med at kritisere, projicere over på hende selv hele tiden, altid at have oplevet langt værre osv. Så jeg er faktisk stoppet med at ringe til dem. Og når jeg gør, finder jeg på en eller anden lam undskyldning for at snakke med min far i stedet. Det er nemlig ikke unormalt, at jeg går en halv dag med en irritations-knude i maven over vores samtale efterfølgende. Kvinden KAN bare ikke glæde sig 100% på vores vegne eller sætte sig i vores sted, og sidstnævnte skal hun nok få sagt med eftertryk (som om manglende empati er noget at prale af).


Lige det første rammer, for det er en sorg og den har været rigtig svær at håndtere og acceptere. Synes det er så mærkeligt at gå i så mange år og have et helt andet og ikke virkeligt billede af ens opvækst ;)
Jeg ringer sjælendt til hende, men ser også hende næsten hver uge, da hun henter vores søn. Men endten samatale på telefon eller to timer en aften, kan også give min den samme knude. Hun er heldivis også selv stoppet, men tror det er grundet mit arbeje og behandling.
Og det med den manglende empati - her er der ingen eller også er den der alt for overdrevent :forvirret2:
0
Brugeravatar
NilleQ
Indlæg: 207
Tilmeldt: 18. aug 2015, 20:57
Kort karma: 6
Likede indlæg: 91

Re: Min mor og hendes evt. borderline

Indlægaf NilleQ » 6. dec 2018, 21:30

kidkomb skrev:
NilleQ skrev:
kidkomb skrev:Min søster har borderline og min mor har temmelig sikkert også.
Men sygdommen kommer til udtryk hos dem på vidt forskellige måder, selvom der også er en del ligheder.
Jeg tilskriver intelligensen den store forskel. Min søster er super skarp og min mor ikke ret meget.
Min søster kan manipulere til den helt store guldmedalje og have mange løgnhistorier og fordrejede facts kørende på en gang, mens min mor aldrig har været i stand til det, så hun guilt-tripper i stedet.

Jeg elsker ikke min mor. Hun har aldrig været en tryg voksen for mig og jeg fik heller ikke kram og kys som barn.
Jeg tolerer hende og anerkender at hun er syg.
Jeg begyndte at sige meget tydeligt fra overfor hendes guilt-trip da jeg var stor teenager og hun ved efterhånden udmærket godt at jeg ikke finder mig sådan noget.
Så måske kan din mors og dit forhold godt vokse til noget mere gensidig respektfuldt, hvis du siger fra?


Min mor har aldrig kunne huske særlig godt - eller det er kun ting som jeg har sagt eller vi har aftalt. Selvom min mand hører det og bekræfter hende i det er rigtigt, så mener hun stadig at hun har ret. Jeg har egentlig ikke set det som manipulation, da hun ikke får noget ud af det, andet det må irriterende at hun huske så dårligt. Kom bare i tanke om det i forhold til din beskrivelse :)

Jeg kan godt se, at i forhold til det du fortæller så kan jeg ikke sætte hende i en bestemt boks med bestemte handlemønstre.

Noget af det rigtig svære i det her, er at opdage at jeg heller ikke oplever at jeg elsker hende og jeg ingen gode minder har fra barndommen. Jeg føler heller ikke hun elsker mig, men det vil hun helt sikkert synes.
Det sidste håber jeg på. Jeg har en søn på 3 og han elsker sin mormor og morfar. Lige nu er jeg ikke bekymret for at de ikke er gode for ham, så derfor vil jeg gerne have hende i mit liv. Men det er hårdt at føle, at det lige nu er den eneste årsag.

Når du skriver tåler hende, er det får fordi du kan være i sammen rum med hende, eller kan du også hygge med hende? Bare ikke som mor/datter, men så som familie? Jeg synes det lyder helt mærkeligt når jeg skriver det, men det er der jeg håber at komme hen. Hun er for mig ikke en mor i ordets betydning lige nu.

Jeg kan sagtens hygge med hende. For mig er det jo som mor/datter, men reelt set har jeg godt vidst, siden jeg var omkring 10 år, at det ikke er sådan andre mennesker oplever en mor/datter relation. Jeg kan stadig huske aha-oplevelsen da det gik op for mig, som barn, at andre rent faktisk elskede deres mor. Det var en sær oplevelse.


Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde set det tidligere også alligevel ikke. Det er ret stærkt at en ti årig kan det. Jeg har aldrig tænkt over at tingene kunne være anderledes.
0
Brugeravatar
NilleQ
Indlæg: 207
Tilmeldt: 18. aug 2015, 20:57
Kort karma: 6
Likede indlæg: 91

Re: Min mor

Indlægaf NilleQ » 6. dec 2018, 21:34

kidkomb skrev:
JumboJette skrev:Det er sjovt, som Kidkomb føler jeg heller ikke (ren, i hvert fald) kærlighed til min mor. Det er et mega tabu, som jeg aldrig har ladet slippe ud før nu.
Jeg tror, det skyldes alle de prøvelser, hun har trukket mig igennem. Man bliver hård. Når hun fx giver sig til at græde, gerne på et eller andet strategisk tidspunkt, så bliver jeg stenhård indeni.

Jeg har konkluderet, efter utallige timer hos psykolog, at man relativt tidligt udvikler en overlevelsesstrategi som barn. Man gør sig hård.


Det er også det jeg er blevet, altså meget hård inden i. Også hendes udsving eller voldsomme reaktion, der gør en på vagt. Og den vagtsomhed også overfor kritik og hun altid har et godt råd eller en bedre løsning. Det dræner så meget.
0
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: Min mor og hendes evt. borderline

Indlægaf kidkomb » 6. dec 2018, 21:35

NilleQ skrev:
Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde set det tidligere også alligevel ikke. Det er ret stærkt at en ti årig kan det. Jeg har aldrig tænkt over at tingene kunne være anderledes.


Jeg tror at folk har forskellige coping-mekanismer. Din har måske været at ikke tænke for meget over det.
0
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
NilleQ
Indlæg: 207
Tilmeldt: 18. aug 2015, 20:57
Kort karma: 6
Likede indlæg: 91

Re: Min mor

Indlægaf NilleQ » 7. dec 2018, 11:40

kidkomb skrev:Jeg har for eksempel næsten ikke noget mimik når jeg er sammen med min mor (eller da jeg var yngre, når jeg var sammen med familien) Jeg lukkede mig inde bag et udtryksløst ansigt med en forestilling om at hvis jeg ikke så glad ud, så ville de ikke forsøge at pille mig ned og hvis jeg ikke så ud til at være ked af det, så ville de ikke drille mig med det.
Det er ikke sådan en barndom bør være.


Det med minik har jeg også opdaget som voksen og det er så mærkeligt. Jeg husker heller ikke mig selv som et glad barn, måske mere neuralt. Jeg har ingen errindring om hvorfor som dig, bare at jeg ingen har når jeg er sammen med mine forældre.

Nej det er sgu ikke såda en barndom skal være og jeg bliver helt vred på andre og mine egen vegen og nok også derfor det er så kompliceret nu for mig.
1

Tilbage til "Livets forhold"