Sangius skrev:decibell skrev:Advarsel: Dette er noget, der ligger mig meget på sinde, så det bliver langt og følelsesbetonet.
Andres sørgetid har alle dage har været noget, andre har ment sig berettiget til at sætte grænser for. Kultur og opdragelse har indflydelse herpå, men mest skyldes det nok, at folk har en meget stor tendens til at dømme andres følelser og grænser ud fra deres egne. Hvis de ikke selv mente, det var så slemt, "bør" andre også bare se at komme videre.
Det er denne måde at dømme på, jeg ikke bryder mig om, i hvert fald ikke når den bruges til at begrænse andre på en negativ måde. Det er helt i orden, at man ikke formår at sætte sig ind i andres følelser - ikke alle har lige meget evne for at føle empati - men derfra og så til at bruge det til at sætte en begrænsende standard op for andre, der er meget langt i mine øjne. Jeg ved godt, at alt for mange mennesker ikke evner at se verden ud over deres egne følelser og oplevelser, men så burde almindelig pli melde sig. Jeg mener seriøst, at man burde have pli nok til at holde sin mening for sig selv, når man står over for andres sorg. (Disclaimer: dette er generelt ment og peger ikke på udtalelserne her i tråden. Jeg mener, når man står over for det i virkelighedens verden. Jeg trøstes faktisk lidt af den empati, der vises i denne tråd.)
Mine stærke følelser omkring dette er nok farvet af mine egne oplevelser ( ), fra dengang min far døde i 2004. Jeg fik nådigst en uge til at sørge - eller rettere det var vist mest til at få styr på begravelse og andre praktiske ting, sorgen måtte jeg selv klare i min fritid! For ud over den uge måtte jeg da bare se at komme videre og skulle helst ikke lade det påvirke mit arbejde og mine kolleger for meget. Dette kom både fra arbejdsgiver og visse kolleger - også de kolleger, der så mig bryde sammen i printerrummet, da jeg fik beskeden om min fars død. Det var jo "kun" min gamle far, og hverken en ægtemand eller et barn!
Da min farmor døde et par år senere, var der endnu mindre forståelse fra omgivelserne, selv om det endda ikke var samme arbejdsgiver eller kolleger. Da var forventningen, at jeg burde se at komme videre efter allerede et par dage, for hun var min farmor på 99 år. Og det er min oplevelse, at jo længere væk i familiehierarkiet, desto mindre forståelse for sorg. ISÆR hvis det er ældre mennesker, eller meget syge, for "så burde man vel have forventet det". Som om det gør sorgen mindre.
Jeg gruer for, når min gamle hund dør, for jeg elsker hende så højt, og hun er en lige så stor del af min lille familie som min datter, især fordi hun er min hverdag, hvor min datter er flyttet hjemmefra. Jeg kan sidde og få tårer i øjnene ved bevidstheden om, at hun nok ikke holder meget længere. Men det jeg gruer næsten mere for er omgivelsernes manglende forståelse. For jeg skal både kæmpe mod "sorgkulturen", men også mod de mennesker, der ikke kan acceptere, at følelser for dyr kan være akkurat lige så store og berettigede som for mennesker. Jeg ved, at jeg nok ikke kommer til at fungere i starten, og jeg frygter, at jeg går i sort, som en bekendt gjorde, da hendes gamle hund døde. Hun kan stadig ikke holde ud at være i lejligheden, da alt minder hende om hunden, og der er gået over et år. Der var også en debattør herinde for nogle år siden, der næsten gik helt ned pga. sorg over tabet af hunden, hvor utroligt mange havde hårde meninger og kommentarer om, at det ikke var "normalt" at føle så stor en sorg. Hvem f...afgør, hvad der er normalt?
Så oveni sorgen skal jeg også leve med at mærke andres fordømmelse, når de sagt eller usagt mener, at "nu må jeg da se at komme videre". Jeg tror endda, jeg kan sige med sikkerhed, at jeg vil høre et par "det er jo kun en hund, jeg kunne forstå det, hvis det var et menneske"-udtalelser (evt. hvisket i krogene, når de tror, man ikke hører det). Eller de der kommentarer om, at "hun var jo en gammel hund, og det er noget, man må acceptere, når man køber dyr", for de kommentarer får jeg allerede nu. Folk - mest folk uden dyr eller med meget unge dyr - er fulde af såkaldte velmenende klicher som "Man køber en glæde, men også en sorg". Med min fornuft ved jeg godt, at det er fordi, de ikke selv kan sætte sig ind i de følelser, da de ikke har det inde på livet, men det er lidt svært til tider. Jeg ved egentlig ikke, hvordan man kan synes, det er i orden at nedgradere andres følelser, fordi den, man mister, er gammel, langt ude i familien eller er et dyr, men jeg hører det ret tit for andre, så det sker nok også, når min hund dør. Jeg håber, at jeg til den tid kan styre mit temperament, for jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil holde mund, men give svar på tiltale, så vedkommende forhåbentligt kan lære, at det ikke er sådan, man bør sige til andre.
Jeg kan kun sige, som flere andre i tråden siger: Vi skal lade være med at sætte negative grænser op for andres sorg, især hvis de grænser er baseret på, hvad vi selv har oplevet, eller hvis vi ikke kan sætte os ind i, hvad andre kan føle/opleve. Vi er forskellige, og det kan ikke gøres op i familiehierarki, eller om vi er mennesker eller dyr. Sorg er forskellig fra menneske til menneske og håndteres lige så forskelligt. Og nogle skal bruge lidt tid, mens andre måske aldrig kommer videre.
Men der må jo være en grænse? Skal min arbejdsplads betale for sygedage i en måned eller 3 hvis jeg føler det er nødvendigt, efter min oldemors død?
Skal min arbejdsplads betale for sygedage hvis jeg har mistet min hund? Min guldfisk?
Man må også på et eller andet punkt selv tage "ansvar" for sin sorg og bruge feriedage eller selvbetale fridage. Hvor grænsen går er svær. Men jeg havde som arbejdsgiver godt nok haft det svært med en medarbejder der skulle have en uges betalt fri på baggrund af et kæledyrs død...
Ved 1 uges fravær (og man ellers ligger normalt med fravær) behøver man ifg min læge ikke begrunde fraværet. Bare aflevere sygemeldingen fra lægen. Det er der vel en grund til.