Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Bergen
Indlæg: 7286
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 469
Likede indlæg: 11891

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf Bergen » 27. aug 2018, 14:52

Sangius skrev:
decibell skrev:Advarsel: Dette er noget, der ligger mig meget på sinde, så det bliver langt og følelsesbetonet. :genert:

Andres sørgetid har alle dage har været noget, andre har ment sig berettiget til at sætte grænser for. Kultur og opdragelse har indflydelse herpå, men mest skyldes det nok, at folk har en meget stor tendens til at dømme andres følelser og grænser ud fra deres egne. Hvis de ikke selv mente, det var så slemt, "bør" andre også bare se at komme videre.

Det er denne måde at dømme på, jeg ikke bryder mig om, i hvert fald ikke når den bruges til at begrænse andre på en negativ måde. Det er helt i orden, at man ikke formår at sætte sig ind i andres følelser - ikke alle har lige meget evne for at føle empati - men derfra og så til at bruge det til at sætte en begrænsende standard op for andre, der er meget langt i mine øjne. Jeg ved godt, at alt for mange mennesker ikke evner at se verden ud over deres egne følelser og oplevelser, men så burde almindelig pli melde sig. Jeg mener seriøst, at man burde have pli nok til at holde sin mening for sig selv, når man står over for andres sorg. (Disclaimer: dette er generelt ment og peger ikke på udtalelserne her i tråden. Jeg mener, når man står over for det i virkelighedens verden. Jeg trøstes faktisk lidt af den empati, der vises i denne tråd.)

Mine stærke følelser omkring dette er nok farvet af mine egne oplevelser ( :deer: ), fra dengang min far døde i 2004. Jeg fik nådigst en uge til at sørge - eller rettere det var vist mest til at få styr på begravelse og andre praktiske ting, sorgen måtte jeg selv klare i min fritid! For ud over den uge måtte jeg da bare se at komme videre og skulle helst ikke lade det påvirke mit arbejde og mine kolleger for meget. Dette kom både fra arbejdsgiver og visse kolleger - også de kolleger, der så mig bryde sammen i printerrummet, da jeg fik beskeden om min fars død. Det var jo "kun" min gamle far, og hverken en ægtemand eller et barn!

Da min farmor døde et par år senere, var der endnu mindre forståelse fra omgivelserne, selv om det endda ikke var samme arbejdsgiver eller kolleger. Da var forventningen, at jeg burde se at komme videre efter allerede et par dage, for hun var min farmor på 99 år. Og det er min oplevelse, at jo længere væk i familiehierarkiet, desto mindre forståelse for sorg. ISÆR hvis det er ældre mennesker, eller meget syge, for "så burde man vel have forventet det". Som om det gør sorgen mindre. :stoned:

Jeg gruer for, når min gamle hund dør, for jeg elsker hende så højt, og hun er en lige så stor del af min lille familie som min datter, især fordi hun er min hverdag, hvor min datter er flyttet hjemmefra. Jeg kan sidde og få tårer i øjnene ved bevidstheden om, at hun nok ikke holder meget længere. Men det jeg gruer næsten mere for er omgivelsernes manglende forståelse. For jeg skal både kæmpe mod "sorgkulturen", men også mod de mennesker, der ikke kan acceptere, at følelser for dyr kan være akkurat lige så store og berettigede som for mennesker. Jeg ved, at jeg nok ikke kommer til at fungere i starten, og jeg frygter, at jeg går i sort, som en bekendt gjorde, da hendes gamle hund døde. Hun kan stadig ikke holde ud at være i lejligheden, da alt minder hende om hunden, og der er gået over et år. Der var også en debattør herinde for nogle år siden, der næsten gik helt ned pga. sorg over tabet af hunden, hvor utroligt mange havde hårde meninger og kommentarer om, at det ikke var "normalt" at føle så stor en sorg. Hvem f...afgør, hvad der er normalt?

Så oveni sorgen skal jeg også leve med at mærke andres fordømmelse, når de sagt eller usagt mener, at "nu må jeg da se at komme videre". Jeg tror endda, jeg kan sige med sikkerhed, at jeg vil høre et par "det er jo kun en hund, jeg kunne forstå det, hvis det var et menneske"-udtalelser (evt. hvisket i krogene, når de tror, man ikke hører det). Eller de der kommentarer om, at "hun var jo en gammel hund, og det er noget, man må acceptere, når man køber dyr", for de kommentarer får jeg allerede nu. Folk - mest folk uden dyr eller med meget unge dyr - er fulde af såkaldte velmenende klicher som "Man køber en glæde, men også en sorg". Med min fornuft ved jeg godt, at det er fordi, de ikke selv kan sætte sig ind i de følelser, da de ikke har det inde på livet, men det er lidt svært til tider. Jeg ved egentlig ikke, hvordan man kan synes, det er i orden at nedgradere andres følelser, fordi den, man mister, er gammel, langt ude i familien eller er et dyr, men jeg hører det ret tit for andre, så det sker nok også, når min hund dør. Jeg håber, at jeg til den tid kan styre mit temperament, for jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil holde mund, men give svar på tiltale, så vedkommende forhåbentligt kan lære, at det ikke er sådan, man bør sige til andre.

Jeg kan kun sige, som flere andre i tråden siger: Vi skal lade være med at sætte negative grænser op for andres sorg, især hvis de grænser er baseret på, hvad vi selv har oplevet, eller hvis vi ikke kan sætte os ind i, hvad andre kan føle/opleve. Vi er forskellige, og det kan ikke gøres op i familiehierarki, eller om vi er mennesker eller dyr. Sorg er forskellig fra menneske til menneske og håndteres lige så forskelligt. Og nogle skal bruge lidt tid, mens andre måske aldrig kommer videre.


Men der må jo være en grænse? Skal min arbejdsplads betale for sygedage i en måned eller 3 hvis jeg føler det er nødvendigt, efter min oldemors død?
Skal min arbejdsplads betale for sygedage hvis jeg har mistet min hund? Min guldfisk?

Man må også på et eller andet punkt selv tage "ansvar" for sin sorg og bruge feriedage eller selvbetale fridage. Hvor grænsen går er svær. Men jeg havde som arbejdsgiver godt nok haft det svært med en medarbejder der skulle have en uges betalt fri på baggrund af et kæledyrs død... :gruble:


Ved 1 uges fravær (og man ellers ligger normalt med fravær) behøver man ifg min læge ikke begrunde fraværet. Bare aflevere sygemeldingen fra lægen. Det er der vel en grund til.
1
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 9488
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 787
Likede indlæg: 7809

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf Sophies-mor » 27. aug 2018, 15:01

Jeg var sygemeldt i et halvt år både med første og anden søn, da de døde.
Så selv om mange ville sige, at det var for lang tid, så var jeg aldrig kommet op igen, hvis jeg ikke havde fået det frirum.
Frirummet til at råbe, skrige, græde og være apatisk over, at først én søn, så én mere dør. Få det bearbejdet og komme igennem sorgprocessen bedst muligt.
Tør slet ikke tænke, hvor lang tid det ville tage mig, hvis min datter døde før mig. Gys.
2
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 7519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 339
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 8608

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf decibell » 27. aug 2018, 15:05

Sangius skrev:
decibell skrev:Advarsel: Dette er noget, der ligger mig meget på sinde, så det bliver langt og følelsesbetonet. :genert:

Andres sørgetid har alle dage har været noget, andre har ment sig berettiget til at sætte grænser for. Kultur og opdragelse har indflydelse herpå, men mest skyldes det nok, at folk har en meget stor tendens til at dømme andres følelser og grænser ud fra deres egne. Hvis de ikke selv mente, det var så slemt, "bør" andre også bare se at komme videre.

Det er denne måde at dømme på, jeg ikke bryder mig om, i hvert fald ikke når den bruges til at begrænse andre på en negativ måde. Det er helt i orden, at man ikke formår at sætte sig ind i andres følelser - ikke alle har lige meget evne for at føle empati - men derfra og så til at bruge det til at sætte en begrænsende standard op for andre, der er meget langt i mine øjne. Jeg ved godt, at alt for mange mennesker ikke evner at se verden ud over deres egne følelser og oplevelser, men så burde almindelig pli melde sig. Jeg mener seriøst, at man burde have pli nok til at holde sin mening for sig selv, når man står over for andres sorg. (Disclaimer: dette er generelt ment og peger ikke på udtalelserne her i tråden. Jeg mener, når man står over for det i virkelighedens verden. Jeg trøstes faktisk lidt af den empati, der vises i denne tråd.)

Mine stærke følelser omkring dette er nok farvet af mine egne oplevelser ( :deer: ), fra dengang min far døde i 2004. Jeg fik nådigst en uge til at sørge - eller rettere det var vist mest til at få styr på begravelse og andre praktiske ting, sorgen måtte jeg selv klare i min fritid! For ud over den uge måtte jeg da bare se at komme videre og skulle helst ikke lade det påvirke mit arbejde og mine kolleger for meget. Dette kom både fra arbejdsgiver og visse kolleger - også de kolleger, der så mig bryde sammen i printerrummet, da jeg fik beskeden om min fars død. Det var jo "kun" min gamle far, og hverken en ægtemand eller et barn!

Da min farmor døde et par år senere, var der endnu mindre forståelse fra omgivelserne, selv om det endda ikke var samme arbejdsgiver eller kolleger. Da var forventningen, at jeg burde se at komme videre efter allerede et par dage, for hun var min farmor på 99 år. Og det er min oplevelse, at jo længere væk i familiehierarkiet, desto mindre forståelse for sorg. ISÆR hvis det er ældre mennesker, eller meget syge, for "så burde man vel have forventet det". Som om det gør sorgen mindre. :stoned:

Jeg gruer for, når min gamle hund dør, for jeg elsker hende så højt, og hun er en lige så stor del af min lille familie som min datter, især fordi hun er min hverdag, hvor min datter er flyttet hjemmefra. Jeg kan sidde og få tårer i øjnene ved bevidstheden om, at hun nok ikke holder meget længere. Men det jeg gruer næsten mere for er omgivelsernes manglende forståelse. For jeg skal både kæmpe mod "sorgkulturen", men også mod de mennesker, der ikke kan acceptere, at følelser for dyr kan være akkurat lige så store og berettigede som for mennesker. Jeg ved, at jeg nok ikke kommer til at fungere i starten, og jeg frygter, at jeg går i sort, som en bekendt gjorde, da hendes gamle hund døde. Hun kan stadig ikke holde ud at være i lejligheden, da alt minder hende om hunden, og der er gået over et år. Der var også en debattør herinde for nogle år siden, der næsten gik helt ned pga. sorg over tabet af hunden, hvor utroligt mange havde hårde meninger og kommentarer om, at det ikke var "normalt" at føle så stor en sorg. Hvem f...afgør, hvad der er normalt?

Så oveni sorgen skal jeg også leve med at mærke andres fordømmelse, når de sagt eller usagt mener, at "nu må jeg da se at komme videre". Jeg tror endda, jeg kan sige med sikkerhed, at jeg vil høre et par "det er jo kun en hund, jeg kunne forstå det, hvis det var et menneske"-udtalelser (evt. hvisket i krogene, når de tror, man ikke hører det). Eller de der kommentarer om, at "hun var jo en gammel hund, og det er noget, man må acceptere, når man køber dyr", for de kommentarer får jeg allerede nu. Folk - mest folk uden dyr eller med meget unge dyr - er fulde af såkaldte velmenende klicher som "Man køber en glæde, men også en sorg". Med min fornuft ved jeg godt, at det er fordi, de ikke selv kan sætte sig ind i de følelser, da de ikke har det inde på livet, men det er lidt svært til tider. Jeg ved egentlig ikke, hvordan man kan synes, det er i orden at nedgradere andres følelser, fordi den, man mister, er gammel, langt ude i familien eller er et dyr, men jeg hører det ret tit for andre, så det sker nok også, når min hund dør. Jeg håber, at jeg til den tid kan styre mit temperament, for jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil holde mund, men give svar på tiltale, så vedkommende forhåbentligt kan lære, at det ikke er sådan, man bør sige til andre.

Jeg kan kun sige, som flere andre i tråden siger: Vi skal lade være med at sætte negative grænser op for andres sorg, især hvis de grænser er baseret på, hvad vi selv har oplevet, eller hvis vi ikke kan sætte os ind i, hvad andre kan føle/opleve. Vi er forskellige, og det kan ikke gøres op i familiehierarki, eller om vi er mennesker eller dyr. Sorg er forskellig fra menneske til menneske og håndteres lige så forskelligt. Og nogle skal bruge lidt tid, mens andre måske aldrig kommer videre.


Men der må jo være en grænse? Skal min arbejdsplads betale for sygedage i en måned eller 3 hvis jeg føler det er nødvendigt, efter min oldemors død?
Skal min arbejdsplads betale for sygedage hvis jeg har mistet min hund? Min guldfisk?

Man må også på et eller andet punkt selv tage "ansvar" for sin sorg og bruge feriedage eller selvbetale fridage. Hvor grænsen går er svær. Men jeg havde som arbejdsgiver godt nok haft det svært med en medarbejder der skulle have en uges betalt fri på baggrund af et kæledyrs død... :gruble:



Hvor skriver jeg, at man ikke skal tage ansvar for sin egen sorg? Jeg er ikke fortaler for, at man bare kan sygemelde sig et halvt år, medmindre man er så påvirket af sorg, at man ikke kan udføre sit arbejde. Og der har arbejdsgiveren det samme værktøj som med alt andet uarbejdsdygtighed, så jeg kan ikke se problemet. Der er ingen, der skriver eller forlanger, at man er i "helle", fordi man er sygemeldt pga. sorg. Men der er sandelig heller ingen grund til at sætte en grænse for, hvornår det er nok. Nogle mennesker er tilbage efter to dage, andre har brug for en måned, men det er da afhængigt af situationen og ikke en eller anden standard baseret på andres følelse af, hvad er "normalt". Når du benytter urealistiske ekstremer som "guldfisk", latterliggør du faktisk, hvad sorg kan betyde for et menneske.

Jeg stoler på, at er man sygemeldt pga. sorg, så er det, fordi man ikke kan fungere normalt endnu, ergo kan årsagen være bedøvende ligegyldig. Du sætter vel heller ikke begrænsninger for, hvor længe dine kolleger må være syg af andre grunde? Så det handler ikke om, hvorvidt det er noget, der er berettiget i dine øjne, eller om det så "bare" er et kæledyr. At du ikke kan sætte dig ind i eller acceptere de følelser, man kan have for et dyr, har noget med dig at gøre. Det er også helt i orden, at du har det sådan, men så kan du måske i stedet respektere dine kolleger og medmennesker nok til at acceptere, at de ikke sørger, fordi de har lyst til det, eller fordi de lige udnytter det til at få lidt arbejdsfri.
15
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

Når noget begrænses, vokser noget andet frem.
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf Sangius » 27. aug 2018, 15:33

decibell skrev:
Sangius skrev:
decibell skrev:Advarsel: Dette er noget, der ligger mig meget på sinde, så det bliver langt og følelsesbetonet. :genert:

Andres sørgetid har alle dage har været noget, andre har ment sig berettiget til at sætte grænser for. Kultur og opdragelse har indflydelse herpå, men mest skyldes det nok, at folk har en meget stor tendens til at dømme andres følelser og grænser ud fra deres egne. Hvis de ikke selv mente, det var så slemt, "bør" andre også bare se at komme videre.

Det er denne måde at dømme på, jeg ikke bryder mig om, i hvert fald ikke når den bruges til at begrænse andre på en negativ måde. Det er helt i orden, at man ikke formår at sætte sig ind i andres følelser - ikke alle har lige meget evne for at føle empati - men derfra og så til at bruge det til at sætte en begrænsende standard op for andre, der er meget langt i mine øjne. Jeg ved godt, at alt for mange mennesker ikke evner at se verden ud over deres egne følelser og oplevelser, men så burde almindelig pli melde sig. Jeg mener seriøst, at man burde have pli nok til at holde sin mening for sig selv, når man står over for andres sorg. (Disclaimer: dette er generelt ment og peger ikke på udtalelserne her i tråden. Jeg mener, når man står over for det i virkelighedens verden. Jeg trøstes faktisk lidt af den empati, der vises i denne tråd.)

Mine stærke følelser omkring dette er nok farvet af mine egne oplevelser ( :deer: ), fra dengang min far døde i 2004. Jeg fik nådigst en uge til at sørge - eller rettere det var vist mest til at få styr på begravelse og andre praktiske ting, sorgen måtte jeg selv klare i min fritid! For ud over den uge måtte jeg da bare se at komme videre og skulle helst ikke lade det påvirke mit arbejde og mine kolleger for meget. Dette kom både fra arbejdsgiver og visse kolleger - også de kolleger, der så mig bryde sammen i printerrummet, da jeg fik beskeden om min fars død. Det var jo "kun" min gamle far, og hverken en ægtemand eller et barn!

Da min farmor døde et par år senere, var der endnu mindre forståelse fra omgivelserne, selv om det endda ikke var samme arbejdsgiver eller kolleger. Da var forventningen, at jeg burde se at komme videre efter allerede et par dage, for hun var min farmor på 99 år. Og det er min oplevelse, at jo længere væk i familiehierarkiet, desto mindre forståelse for sorg. ISÆR hvis det er ældre mennesker, eller meget syge, for "så burde man vel have forventet det". Som om det gør sorgen mindre. :stoned:

Jeg gruer for, når min gamle hund dør, for jeg elsker hende så højt, og hun er en lige så stor del af min lille familie som min datter, især fordi hun er min hverdag, hvor min datter er flyttet hjemmefra. Jeg kan sidde og få tårer i øjnene ved bevidstheden om, at hun nok ikke holder meget længere. Men det jeg gruer næsten mere for er omgivelsernes manglende forståelse. For jeg skal både kæmpe mod "sorgkulturen", men også mod de mennesker, der ikke kan acceptere, at følelser for dyr kan være akkurat lige så store og berettigede som for mennesker. Jeg ved, at jeg nok ikke kommer til at fungere i starten, og jeg frygter, at jeg går i sort, som en bekendt gjorde, da hendes gamle hund døde. Hun kan stadig ikke holde ud at være i lejligheden, da alt minder hende om hunden, og der er gået over et år. Der var også en debattør herinde for nogle år siden, der næsten gik helt ned pga. sorg over tabet af hunden, hvor utroligt mange havde hårde meninger og kommentarer om, at det ikke var "normalt" at føle så stor en sorg. Hvem f...afgør, hvad der er normalt?

Så oveni sorgen skal jeg også leve med at mærke andres fordømmelse, når de sagt eller usagt mener, at "nu må jeg da se at komme videre". Jeg tror endda, jeg kan sige med sikkerhed, at jeg vil høre et par "det er jo kun en hund, jeg kunne forstå det, hvis det var et menneske"-udtalelser (evt. hvisket i krogene, når de tror, man ikke hører det). Eller de der kommentarer om, at "hun var jo en gammel hund, og det er noget, man må acceptere, når man køber dyr", for de kommentarer får jeg allerede nu. Folk - mest folk uden dyr eller med meget unge dyr - er fulde af såkaldte velmenende klicher som "Man køber en glæde, men også en sorg". Med min fornuft ved jeg godt, at det er fordi, de ikke selv kan sætte sig ind i de følelser, da de ikke har det inde på livet, men det er lidt svært til tider. Jeg ved egentlig ikke, hvordan man kan synes, det er i orden at nedgradere andres følelser, fordi den, man mister, er gammel, langt ude i familien eller er et dyr, men jeg hører det ret tit for andre, så det sker nok også, når min hund dør. Jeg håber, at jeg til den tid kan styre mit temperament, for jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil holde mund, men give svar på tiltale, så vedkommende forhåbentligt kan lære, at det ikke er sådan, man bør sige til andre.

Jeg kan kun sige, som flere andre i tråden siger: Vi skal lade være med at sætte negative grænser op for andres sorg, især hvis de grænser er baseret på, hvad vi selv har oplevet, eller hvis vi ikke kan sætte os ind i, hvad andre kan føle/opleve. Vi er forskellige, og det kan ikke gøres op i familiehierarki, eller om vi er mennesker eller dyr. Sorg er forskellig fra menneske til menneske og håndteres lige så forskelligt. Og nogle skal bruge lidt tid, mens andre måske aldrig kommer videre.


Men der må jo være en grænse? Skal min arbejdsplads betale for sygedage i en måned eller 3 hvis jeg føler det er nødvendigt, efter min oldemors død?
Skal min arbejdsplads betale for sygedage hvis jeg har mistet min hund? Min guldfisk?

Man må også på et eller andet punkt selv tage "ansvar" for sin sorg og bruge feriedage eller selvbetale fridage. Hvor grænsen går er svær. Men jeg havde som arbejdsgiver godt nok haft det svært med en medarbejder der skulle have en uges betalt fri på baggrund af et kæledyrs død... :gruble:



Hvor skriver jeg, at man ikke skal tage ansvar for sin egen sorg? Jeg er ikke fortaler for, at man bare kan sygemelde sig et halvt år, medmindre man er så påvirket af sorg, at man ikke kan udføre sit arbejde. Og der har arbejdsgiveren det samme værktøj som med alt andet uarbejdsdygtighed, så jeg kan ikke se problemet. Der er ingen, der skriver eller forlanger, at man er i "helle", fordi man er sygemeldt pga. sorg. Men der er sandelig heller ingen grund til at sætte en grænse for, hvornår det er nok. Nogle mennesker er tilbage efter to dage, andre har brug for en måned, men det er da afhængigt af situationen og ikke en eller anden standard baseret på andres følelse af, hvad er "normalt". Når du benytter urealistiske ekstremer som "guldfisk", latterliggør du faktisk, hvad sorg kan betyde for et menneske.

Jeg stoler på, at er man sygemeldt pga. sorg, så er det, fordi man ikke kan fungere normalt endnu, ergo kan årsagen være bedøvende ligegyldig. Du sætter vel heller ikke begrænsninger for, hvor længe dine kolleger må være syg af andre grunde? Så det handler ikke om, hvorvidt det er noget, der er berettiget i dine øjne, eller om det så "bare" er et kæledyr. At du ikke kan sætte dig ind i eller acceptere de følelser, man kan have for et dyr, har noget med dig at gøre. Det er også helt i orden, at du har det sådan, men så kan du måske i stedet respektere dine kolleger og medmennesker nok til at acceptere, at de ikke sørger, fordi de har lyst til det, eller fordi de lige udnytter det til at få lidt arbejdsfri.


Jeg respekterer fuldt ud at folk holder de sygedage, de nu holder. Det blander jeg mig da slet ikke i. :)

Men jeg føler også bare, at man må anerkende, at et samfund ville have meget svært ved at fungere, hvis det pludselig er alment OK at tage en uges syg når du mister en hund, tage en måned syg ved hver bedsteforældre osv. Det er simpelthen alt for dyrt for arbejdsgiveren, som mange steder allerede er ret presset på sygedage, som er dyre.

Jeg skriver også selv, at jeg synes grænsen er svær at sætte, men jeg synes helt klart der er en grænse for, hvornår sorg er noget du må bearbejde på egen regning, og hvornår det er noget arbejdsgiveren skal betale for, så at sige.

Undskyld hvis den indgangsvinkel provokerer dig.
8
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40585

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf Akehurst2 » 27. aug 2018, 15:38

Jeg har oplevet det modsatte - at folk syntes, jeg ikke var 'sygemeldt' længe nok. Det synes jeg også, folk skal lade være med at blande sig i.

Da min mor døde var jeg væk 7 dage. To dage i forbindelse med sygdommen, hvor jeg skulle med på hospitalet, og så fem dage fra dødsfaldet om søndagen og til begravelsen var overstået. Det sagde min arbejdsgiver at jeg bare kunne registrere som 'aftalt fravær med løn', og så var der ellers ikke mere diskussion af det, og jeg hørte heller ikke kolleger kommentere på det i nogen retning.

Da min far døde var jeg væk to dage i forbindelse med dødsfaldet (sad ved dødslejet fredag og var væk om mandagen efter at han var død søndag), og havde så en dag til begravelsen. Der var der flere kolleger, der mente, at jeg burde have mere fravær, og min chef havde også givet mig mere, hvis jeg havde villet have det, men for mig var det bedre at holde mig i gang. Jeg savner alligevel stadig mine forældre og sørger over dem her 5 og 6 år efter, jeg mistede dem, så for mig giver det ikke mening at skulle være fraværende til sorgen er overstået - for jeg er helt enig med dem, der skriver, at sorg ikke er noget, der sådan overstås.

Samtidig så er der for mig forskel på den sorg det var at miste min mormor, der sov fredeligt ind som 89-årig og så mine forældre, der gik bort som 66-årige efter hårde sygdomsforløb. Jeg havde fri til begravelsen da min mormor døde, og jeg ville have syntes det avr helt rimeligt, at fravær ud over det havde været for egen regning. Det er jo en del af livet at sige farvel til bedsteforældre. Men jeg var glad for muligheden for fravær i forbindelse med mine forældre, for det var meget sværere for mig.
6
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 7519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 339
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 8608

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf decibell » 27. aug 2018, 16:24

Sangius skrev:
decibell skrev:Hvor skriver jeg, at man ikke skal tage ansvar for sin egen sorg? Jeg er ikke fortaler for, at man bare kan sygemelde sig et halvt år, medmindre man er så påvirket af sorg, at man ikke kan udføre sit arbejde. Og der har arbejdsgiveren det samme værktøj som med alt andet uarbejdsdygtighed, så jeg kan ikke se problemet. Der er ingen, der skriver eller forlanger, at man er i "helle", fordi man er sygemeldt pga. sorg. Men der er sandelig heller ingen grund til at sætte en grænse for, hvornår det er nok. Nogle mennesker er tilbage efter to dage, andre har brug for en måned, men det er da afhængigt af situationen og ikke en eller anden standard baseret på andres følelse af, hvad er "normalt". Når du benytter urealistiske ekstremer som "guldfisk", latterliggør du faktisk, hvad sorg kan betyde for et menneske.

Jeg stoler på, at er man sygemeldt pga. sorg, så er det, fordi man ikke kan fungere normalt endnu, ergo kan årsagen være bedøvende ligegyldig. Du sætter vel heller ikke begrænsninger for, hvor længe dine kolleger må være syg af andre grunde? Så det handler ikke om, hvorvidt det er noget, der er berettiget i dine øjne, eller om det så "bare" er et kæledyr. At du ikke kan sætte dig ind i eller acceptere de følelser, man kan have for et dyr, har noget med dig at gøre. Det er også helt i orden, at du har det sådan, men så kan du måske i stedet respektere dine kolleger og medmennesker nok til at acceptere, at de ikke sørger, fordi de har lyst til det, eller fordi de lige udnytter det til at få lidt arbejdsfri.


Jeg respekterer fuldt ud at folk holder de sygedage, de nu holder. Det blander jeg mig da slet ikke i. :)

Men jeg føler også bare, at man må anerkende, at et samfund ville have meget svært ved at fungere, hvis det pludselig er alment OK at tage en uges syg når du mister en hund, tage en måned syg ved hver bedsteforældre osv. Det er simpelthen alt for dyrt for arbejdsgiveren, som mange steder allerede er ret presset på sygedage, som er dyre.

Jeg skriver også selv, at jeg synes grænsen er svær at sætte, men jeg synes helt klart der er en grænse for, hvornår sorg er noget du må bearbejde på egen regning, og hvornår det er noget arbejdsgiveren skal betale for, så at sige.

Undskyld hvis den indgangsvinkel provokerer dig.


Din indgangsvinkel provokerer mig ikke, den får mig bare til at reagere. For dit udgangspunkt virker til at være, at folk vil udnytte alt til at tage så meget fri som muligt, hvor jeg har den tro, at langt de fleste af os slet ikke er sådan. Jeg tror på, at folk godt kan regulere det langt hen ad vejen, og at det slet ikke er nødvendigt at sætte de grænser, som du ønsker. Jeg tror også, at hvis vi virkelig begyndte at sætte grænser på a la 2 dage for bedstemor, en uge for mor og far, en måned for ens barn og selvbetalt fridag ved dyrs dødsfald, så ville det skabe et problem. Ikke kun fordi det ikke nødvendigvis er relationen, der afgør følelserne og tætheden, men også fordi, der ikke bør være nogle regler for det, da det bør vurderes efter hver situation. Man sætter jo heller ikke samme begrænsning på længde af sygdom ved influenzas, forkølelse m.fl., så folk kun må være syge max. 3 dage ved en forkølelse, en uge ved en influenza og så videre (at der så stadig er nogen, der kan mistænke kolleger for at pjække, hvis de er syge længere tid end det, er noget helt andet).

Arbejdsgiverne har de samme muligheder som med alt andet fravær. Der er mulighedserklæringer, sygesamtaler m.m., og jeg har tiltro til, at arbejdsgiverne i de fleste tilfælde vil formå at kunne vurdere, om deres medarbejdere reelt er for uarbejdsdygtige til at arbejde. Og hvis ikke, kan de bede om en lægeerklæring. Læg mærke til, at jeg ikke skriver syge, men netop uarbejdsdygtige. For selv om man kan blive reelt syg af sorg, er dette mere et spørgsmål om ikke at være i stand til at udføre sit almindelige arbejde, fordi sorgen tynger så meget.

Hvis jeg som din kollega blev tvunget på arbejde, fordi der var regel om begrænset fravær med løn, og jeg så sad og græd hele tiden, ville du ikke også mene, at jeg burde blive hjemme? Eller jeg sover så dårligt pga. sorg, at jeg ikke kan hænge sammen i de lyse timer? Det ville netop kunne medføre, at jeg blev syg, hvis jeg blev tvunget til at yde noget, jeg ikke psykisk eller fysisk var i stand til.

Jeg tror, at misæren i alt dette er, at sorg oftest er psykisk, og det har alle dage været noget, andre har svært ved at forstå eller ikke er lige så accepterende omkring - og det selv om vores psyke kan være mere styrende for vores helbred end en fysisk sygdom. Et brækket ben er synligt og er let at kategorisere, men noget psykisk er svært at definere og tidsbestemme, så det gør imo folk usikre, og så reagerer de med et ønske om at sætte det i boks. Det kan man bare sjældent, og det kan man heller ikke med sorg. Studier har vist, at folk hellere fortæller en arbejdsgiver, at de har diarré, end indrømmer at de har det dårligt psykisk. For der er bare ikke den samme forståelse for det uhåndgribelige.

Udgangspunktet er for mig, at hvis man er for påvirket af sorgen til at kunne udføre sit arbejde, så er det både fair over for samfundet og på sin plads at sygemelde sig, til man kan klare det igen. Da ER man nemlig uarbejdsdygtig. For de fleste vil det betyde, at de langt fra er over sorgen, når de kommer tilbage (hvilket der jo heller aldrig har været nogen, der har forlangt), men at de har fået det så meget på afstand, at de kan færdes nogenlunde normalt igen og udføre deres arbejde uden at bryde sammen. For nogle er det efter få dage, men for andre kan det tage flere uger. Jeg tror dog, at størstedelen ender på få dage. Så jeg kan ikke se, hvorfor man skal bekymre sig for, at majoriteten vil udnytte det, når de ikke har gjort det hidtil.
10
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

Når noget begrænses, vokser noget andet frem.
limitededition
Indlæg: 1670
Tilmeldt: 11. apr 2016, 16:56
Kort karma: 147
Likede indlæg: 1783

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf limitededition » 27. aug 2018, 16:41

Da et meget nært familiemedlem blev dræbt var jeg sygemeldt i 2 eller 3 uger. Jeg kunne godt have brugt mere, da jeg var helt knust og ikke sov i flere måneder.

Jeg ville altid have forståelse hvis en kollega var sygemeldt af samme årsag.
1
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59511

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf DetSorteCirkus » 27. aug 2018, 16:42

Som for andre i tråden er spørgsmålet lidt for firkantet til mig.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har set enkelttilfælde, hvor jeg, med baggrund i personens generelle tilgang til arbejdspladsen, har tænkt, at der måske blev spekuleret i sygedage, og et af disse tilfælde havde netop med dødsfald at gøre, men det er undtagelserne.
Hvis en pligtopfyldende og engageret kollega får brug for en længere fraværsperiode (sygemelding efter gældende regler), end gennemsnittet får ved en lignende livsbegivenhed, vil jeg have tillid til, at der er en god grund til det.

Og i de andre få tilfælde vil jeg tænke mit og holde mund. Jeg synes, det er grotesk at kommentere på sådan noget.
Senest rettet af DetSorteCirkus 27. aug 2018, 16:53, rettet i alt 1 gang.
4
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf Sangius » 27. aug 2018, 16:48

decibell skrev:
Sangius skrev:
decibell skrev:Hvor skriver jeg, at man ikke skal tage ansvar for sin egen sorg? Jeg er ikke fortaler for, at man bare kan sygemelde sig et halvt år, medmindre man er så påvirket af sorg, at man ikke kan udføre sit arbejde. Og der har arbejdsgiveren det samme værktøj som med alt andet uarbejdsdygtighed, så jeg kan ikke se problemet. Der er ingen, der skriver eller forlanger, at man er i "helle", fordi man er sygemeldt pga. sorg. Men der er sandelig heller ingen grund til at sætte en grænse for, hvornår det er nok. Nogle mennesker er tilbage efter to dage, andre har brug for en måned, men det er da afhængigt af situationen og ikke en eller anden standard baseret på andres følelse af, hvad er "normalt". Når du benytter urealistiske ekstremer som "guldfisk", latterliggør du faktisk, hvad sorg kan betyde for et menneske.

Jeg stoler på, at er man sygemeldt pga. sorg, så er det, fordi man ikke kan fungere normalt endnu, ergo kan årsagen være bedøvende ligegyldig. Du sætter vel heller ikke begrænsninger for, hvor længe dine kolleger må være syg af andre grunde? Så det handler ikke om, hvorvidt det er noget, der er berettiget i dine øjne, eller om det så "bare" er et kæledyr. At du ikke kan sætte dig ind i eller acceptere de følelser, man kan have for et dyr, har noget med dig at gøre. Det er også helt i orden, at du har det sådan, men så kan du måske i stedet respektere dine kolleger og medmennesker nok til at acceptere, at de ikke sørger, fordi de har lyst til det, eller fordi de lige udnytter det til at få lidt arbejdsfri.


Jeg respekterer fuldt ud at folk holder de sygedage, de nu holder. Det blander jeg mig da slet ikke i. :)

Men jeg føler også bare, at man må anerkende, at et samfund ville have meget svært ved at fungere, hvis det pludselig er alment OK at tage en uges syg når du mister en hund, tage en måned syg ved hver bedsteforældre osv. Det er simpelthen alt for dyrt for arbejdsgiveren, som mange steder allerede er ret presset på sygedage, som er dyre.

Jeg skriver også selv, at jeg synes grænsen er svær at sætte, men jeg synes helt klart der er en grænse for, hvornår sorg er noget du må bearbejde på egen regning, og hvornår det er noget arbejdsgiveren skal betale for, så at sige.

Undskyld hvis den indgangsvinkel provokerer dig.


Din indgangsvinkel provokerer mig ikke, den får mig bare til at reagere. For dit udgangspunkt virker til at være, at folk vil udnytte alt til at tage så meget fri som muligt, hvor jeg har den tro, at langt de fleste af os slet ikke er sådan. Jeg tror på, at folk godt kan regulere det langt hen ad vejen, og at det slet ikke er nødvendigt at sætte de grænser, som du ønsker. Jeg tror også, at hvis vi virkelig begyndte at sætte grænser på a la 2 dage for bedstemor, en uge for mor og far, en måned for ens barn og selvbetalt fridag ved dyrs dødsfald, så ville det skabe et problem. Ikke kun fordi det ikke nødvendigvis er relationen, der afgør følelserne og tætheden, men også fordi, der ikke bør være nogle regler for det, da det bør vurderes efter hver situation. Man sætter jo heller ikke samme begrænsning på længde af sygdom ved influenzas, forkølelse m.fl., så folk kun må være syge max. 3 dage ved en forkølelse, en uge ved en influenza og så videre (at der så stadig er nogen, der kan mistænke kolleger for at pjække, hvis de er syge længere tid end det, er noget helt andet).

Arbejdsgiverne har de samme muligheder som med alt andet fravær. Der er mulighedserklæringer, sygesamtaler m.m., og jeg har tiltro til, at arbejdsgiverne i de fleste tilfælde vil formå at kunne vurdere, om deres medarbejdere reelt er for uarbejdsdygtige til at arbejde. Og hvis ikke, kan de bede om en lægeerklæring. Læg mærke til, at jeg ikke skriver syge, men netop uarbejdsdygtige. For selv om man kan blive reelt syg af sorg, er dette mere et spørgsmål om ikke at være i stand til at udføre sit almindelige arbejde, fordi sorgen tynger så meget.

Hvis jeg som din kollega blev tvunget på arbejde, fordi der var regel om begrænset fravær med løn, og jeg så sad og græd hele tiden, ville du ikke også mene, at jeg burde blive hjemme? Eller jeg sover så dårligt pga. sorg, at jeg ikke kan hænge sammen i de lyse timer? Det ville netop kunne medføre, at jeg blev syg, hvis jeg blev tvunget til at yde noget, jeg ikke psykisk eller fysisk var i stand til.

Jeg tror, at misæren i alt dette er, at sorg oftest er psykisk, og det har alle dage været noget, andre har svært ved at forstå eller ikke er lige så accepterende omkring - og det selv om vores psyke kan være mere styrende for vores helbred end en fysisk sygdom. Et brækket ben er synligt og er let at kategorisere, men noget psykisk er svært at definere og tidsbestemme, så det gør imo folk usikre, og så reagerer de med et ønske om at sætte det i boks. Det kan man bare sjældent, og det kan man heller ikke med sorg. Studier har vist, at folk hellere fortæller en arbejdsgiver, at de har diarré, end indrømmer at de har det dårligt psykisk. For der er bare ikke den samme forståelse for det uhåndgribelige.

Udgangspunktet er for mig, at hvis man er for påvirket af sorgen til at kunne udføre sit arbejde, så er det både fair over for samfundet og på sin plads at sygemelde sig, til man kan klare det igen. Da ER man nemlig uarbejdsdygtig. For de fleste vil det betyde, at de langt fra er over sorgen, når de kommer tilbage (hvilket der jo heller aldrig har været nogen, der har forlangt), men at de har fået det så meget på afstand, at de kan færdes nogenlunde normalt igen og udføre deres arbejde uden at bryde sammen. For nogle er det efter få dage, men for andre kan det tage flere uger. Jeg tror dog, at størstedelen ender på få dage. Så jeg kan ikke se, hvorfor man skal bekymre sig for, at majoriteten vil udnytte det, når de ikke har gjort det hidtil.


Jeg beskylder altså ikke folk for at udnytte det, eller overhovedet hentyder til det. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvornår det er din arbejdsgiver som skal betale for din sorg, og hvornår det er dig selv.

Jeg synes ikke at en arbejdsgiver skal betale for at jeg har mistet et kæledyr, og af den grund er ramt af sorg. Det må være noget jeg selv betaler for, eventuelt sparer op til, nu jeg ved, at min kæledyr jo ikke lever evigt.

Jeg synes ikke at en arbejdsgiver skal betale for, at jeg er ramt af sorg i flere måneder efter et forventeligt, naturligt dødsfald i familien.

Det er simpelthen for dyrt for en arbejdsgiver at skulle rumme al sorg, uanset hvad, og det synes jeg er OK.

Derfor finder jeg det ganske rimeligt, at man har et standardiseret antal dage, hvor man har mulighed for at holde fri efter et dødsfald. Har man brug for mere, må man tage til sin praktiserende læge, og snakke sygemelding grundet sorg.

Det er f.eks. sådan det fungerer, hvis du mister et barn.
5
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
ajnaM
Indlæg: 9929
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 1051
Likede indlæg: 27063

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf ajnaM » 27. aug 2018, 17:36

Det tror jeg er meget individuelt.

Min kærestes mor døde for nogle år siden, da han var i slutningen af 20'erne. Jeg tror faktisk slet ikke, han var sygemeldt. Hun havde været syg længe, og han havde nok været ked af det 'på forhånd' så at sige.

Omvendt døde min morfar i nogenlunde samme periode, og min mor var sygemeldt længe. Der var nogle ting, blandt andet var det hende, der fandt ham, og han døde meget pludseligt, uden man kunne finde ud af, hvad han døde af - i hvert fald tog det meget hårdt på hende, og hun er stadig den dag i dag meget berørt af hans død.



Men der er jo typisk regler for den slags i overenskomsten.
0
Some men hunt for sport, others hunt for food. The only thing I’m hunting for, is an outfit that looks good…
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 7519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 339
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 8608

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf decibell » 27. aug 2018, 17:38

Sangius skrev:
Jeg beskylder altså ikke folk for at udnytte det, eller overhovedet hentyder til det. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvornår det er din arbejdsgiver som skal betale for din sorg, og hvornår det er dig selv.

Jeg synes ikke at en arbejdsgiver skal betale for at jeg har mistet et kæledyr, og af den grund er ramt af sorg. Det må være noget jeg selv betaler for, eventuelt sparer op til, nu jeg ved, at min kæledyr jo ikke lever evigt.

Jeg synes ikke at en arbejdsgiver skal betale for, at jeg er ramt af sorg i flere måneder efter et forventeligt, naturligt dødsfald i familien.

Det er simpelthen for dyrt for en arbejdsgiver at skulle rumme al sorg, uanset hvad, og det synes jeg er OK.

Derfor finder jeg det ganske rimeligt, at man har et standardiseret antal dage, hvor man har mulighed for at holde fri efter et dødsfald. Har man brug for mere, må man tage til sin praktiserende læge, og snakke sygemelding grundet sorg.

Det er f.eks. sådan det fungerer, hvis du mister et barn.


Så aldrig sygemelding pga. sorg, hvis det er sorg over et dyr.

Got it. Jeg har udtrykt min holdning til det, så det vil jeg ikke spilde energi på.

Så aldrig sygemelding af sorg (i længere tid), hvis det er et forventeligt, naturligt dødsfald.

Hvornår er det forventeligt? Ved forudgående alvorlig sygdom? Og så må man ikke sygemelde sig pga. sorg over det, for så burde man - lige som med dyret - have nået at bearbejde det nok til at klare det? Også selv om det sker længe før, man kunne forvente at skulle dø?
Og hvornår er et dødsfald naturligt? Vi dør som regel af sygdom eller uheld, de færreste dør af alderdom, og jeg kender i øvrigt ikke alderen på, hvor gamle vi må blive.

Du skriver om at holde fri, og så skriver du om at sygemelde sig. Jeg skriver KUN om at sygemelde sig, fordi man ikke er i stand til at arbejde pga. sorg. Jeg synes, det er helt fint, der er begrænsninger på fx antal dage fri til begravelse osv. Men dette drejer sig ikke om det. Det vedrører mennesker, der bliver så tynget af sorg, at de ikke kan fungere. Det sker slet ikke for alle, men dem, det sker for, har som ved al anden uarbejdsdygtighed ret til fravær med løn efter fraværsreglerne. Og som ved alle andre fraværsmeldinger, har arbejdsgiverne mulighed for at håndtere det med netop samtaler og lægeerklæringer, hvis det - i de færreste tilfælde - skulle blive flere måneder. Jeg forstår ikke, hvorfor du bliver ved at benytte de ekstremer, når det slet ikke er på tale, at alle ville være væk i flere måneder. Desuden gør de jo netop, hvad du skriver til sidst. De sygemelder sig, fordi de har brug for tid til at få det på afstand.

Så skriver du om, at arbejdsgiveren ikke skal betale for vores sorg. Dette er HELLER ikke på tale. De skal betale for vores sygdom/uarbejdsdygtighed. Hvad den sygdom/uarbejdsdygtighed så kommer af, er sagen fuldstændig uvedkommende. Eller rettere, det burde være det.
4
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

Når noget begrænses, vokser noget andet frem.
ajnaM
Indlæg: 9929
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 1051
Likede indlæg: 27063

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf ajnaM » 27. aug 2018, 17:40

Sangius skrev:Jeg respekterer fuldt ud at folk holder de sygedage, de nu holder. Det blander jeg mig da slet ikke i. :)

Men jeg føler også bare, at man må anerkende, at et samfund ville have meget svært ved at fungere, hvis det pludselig er alment OK at tage en uges syg når du mister en hund, tage en måned syg ved hver bedsteforældre osv. Det er simpelthen alt for dyrt for arbejdsgiveren, som mange steder allerede er ret presset på sygedage, som er dyre.

Jeg skriver også selv, at jeg synes grænsen er svær at sætte, men jeg synes helt klart der er en grænse for, hvornår sorg er noget du må bearbejde på egen regning, og hvornår det er noget arbejdsgiveren skal betale for, så at sige.

Undskyld hvis den indgangsvinkel provokerer dig.


Det er også dyrt for et samfund, at kvinder er væk, fordi de har fået børn, at medarbejderne er væk, fordi de er syge, eller at gamle mennesker er væk, fordi de går på pension.

Vi skal ikke indrette vores liv efter, hvad der er dyrt for arbejdsgiverne.
8
Some men hunt for sport, others hunt for food. The only thing I’m hunting for, is an outfit that looks good…
Brugeravatar
PaleSeptember
Indlæg: 11502
Tilmeldt: 16. dec 2015, 17:28
Kort karma: 909
Likede indlæg: 18523

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf PaleSeptember » 27. aug 2018, 17:44

SurSødSovs skrev:
PaleSeptember skrev:
SurSødSovs skrev:De sidste tre steder har det stået i vores personalehåndbog, hvor mange dage betalt fri bestemte dædsfald gav. Alt ud over det var egenbetaling/ferie el. lign.

Det forventer jeg egentlig bliver overholdt


Det kan jo bare ikke sidestilles med en sygemelding. Hvis man er sygemeldt, så er det fordi, at man er syg (af sorg/evt. depression), og det har ikke noget at gøre med betalte fridage i forb. med dødsfald.


Som udgangspunkt ville det være egenbetaling.

Og ja. Enkelte vil være så psykisk påvirket, at de ikke kan komme ud af sengen, bliver medicineret og andet, der gør, at en mulighedserklæring vil afspejle, der ingen arbejdsevne er. I så fald vil det blive håndteret som al anden psykisk sygdom.


Nej, for sygdom er ikke egenbetaling, og det er ikke op til arbejdsgiver at vurdere, om man er syg.
5
Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 7519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 339
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 8608

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf decibell » 27. aug 2018, 17:50

PaleSeptember skrev:
SurSødSovs skrev:
PaleSeptember skrev:
SurSødSovs skrev:De sidste tre steder har det stået i vores personalehåndbog, hvor mange dage betalt fri bestemte dædsfald gav. Alt ud over det var egenbetaling/ferie el. lign.

Det forventer jeg egentlig bliver overholdt


Det kan jo bare ikke sidestilles med en sygemelding. Hvis man er sygemeldt, så er det fordi, at man er syg (af sorg/evt. depression), og det har ikke noget at gøre med betalte fridage i forb. med dødsfald.


Som udgangspunkt ville det være egenbetaling.

Og ja. Enkelte vil være så psykisk påvirket, at de ikke kan komme ud af sengen, bliver medicineret og andet, der gør, at en mulighedserklæring vil afspejle, der ingen arbejdsevne er. I så fald vil det blive håndteret som al anden psykisk sygdom.


Nej, for sygdom er ikke egenbetaling, og det er ikke op til arbejdsgiver at vurdere, om man er syg.


Lige præcis. Der er simpelthen alt for meget fokus på, at det er sorg, der gør dem syge/uarbejdsdygtige. Det er hamrende ligegyldigt. Er de uarbejdsdygtige, så er de uarbejdsdygtige. De skal ikke først have det godkendt af kolleger og arbejdsgiver, om det nu er en valid grund i deres øjne. Gudskelov.
13
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

Når noget begrænses, vokser noget andet frem.
Sorenspige
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 967
Likede indlæg: 9377

Re: Sygemelding grundet dødsfald - din mening

Indlægaf Sorenspige » 27. aug 2018, 18:30

På min arbejdsplads er der flere, hvis forældre er døde "før tid" (de var ikke engang pensionister). De fleste har været væk 14 dage efter dødsfaldet.

En tidligere kollega oplevede den store sorg at miste sin voksne søn ved en ulykke. Hun var væk omkring en måned og startede op på halv tid.
0

Tilbage til "Livets forhold"