Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 185
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 367

Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf JumboJette » 26. aug 2018, 16:38

Denne artikel fangede mig på Facebook for lidt siden:

https://www.alt.dk/artikler/kare-venind ... nd-til-mig

Og selvom den tager udgangspunkt i kvinder, så har både mænd og kvinder sikkert oplevet mig-mig-mig-typen.

Har I selv (haft) sådan én inde på livet? Er det noget, I gør dem opmærksomme på, eller lader I dem ævle? Hvordan gør man opmærksom på det på en pæn måde?
0
Er du cykelrytter eller liderkarl?
Bergen
Indlæg: 561
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 12
Likede indlæg: 614

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf Bergen » 26. aug 2018, 16:46

Ja. Og lod det glide ud i sandet.
0
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 185
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 367

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf JumboJette » 26. aug 2018, 16:47

Personligt har jeg oplevet min del af dem. Nogle vildere end andre. Og det er gået op for mig, at de fleste er selvoptagede i perioder, hvor de har det svært. Mig selv inklusive, vil jeg tro. Det kan jo være svært at fordele sol og vind lige i en samtale altid, særligt når den ene tumler med noget. Men min holdning er også den, at man eddermame i det mindste kan gøre sig lidt umage for også at ville høre den anden.
1
Er du cykelrytter eller liderkarl?
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 185
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 367

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf JumboJette » 27. aug 2018, 08:59

Er her slet ingen med andre inputs? :genert:
0
Er du cykelrytter eller liderkarl?
AgentPixie
Indlæg: 1028
Tilmeldt: 3. okt 2016, 18:44
Kort karma: 103
Likede indlæg: 1779

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf AgentPixie » 27. aug 2018, 09:19

Jeg kan godt opfattes som typen, der aldrig spørger til andre mennesker. Det er ikke fordi jeg er uinteresseret, tværtimod, men hvis de ikke selv bringer deres liv på banen, så tolker jeg det som at de ikke vil snakke om det lige nu, og det respekterer jeg.
Selvom jeg synes jeg er opmærksom på at spørge, så er det nok sådan en ond cirkel, hvor de tror jeg ikke gider snakke om dem, og jeg at de ikke vil.
Øver mig virkelig i at spørge til problemstillinger eller bekymringer de tidligere har nævnt, men jeg synes det er svært at huske det, når jeg selv har en del at se til. Desværre, for man kommer netop til at virke enormt ligeglad med sine medmennesker, hvilket jeg faktisk overhovedet ikke er.

Der findes helt sikkert mange typer der har hovedet oppe i deres egen røv, men det kan også være de bare er ligesom mig.
3
That awkward moment between birth and death.
Akehurst2
Indlæg: 5664
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12376

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf Akehurst2 » 27. aug 2018, 09:20

Jeg har en veninde, der er utrolig sød og omsorgsfuld, og fx i den grad var der for mig, da mine forældre gik bort, men som bare i årevis har haft rigtig meget at slås med, og derfor taler vi (alt for) meget om hende.

Hun ved det godt selv, og siger jævnligt, når vi lige har haft en halvanden times samtale om hendes arbejde/børn/bolig/kæreste/hund/forældre, at hun 'da helt glemte at høre til mig', men det er på en eller anden måde kommet ind i en vane med, at fokus er på hende. Og jeg ved ikke, hvordan vi kommer ud af den igen. For jeg ved jo godt, der er mange ting, der fylder i hendes liv, og mange ting, som det er svært at gøre noget ved. Men jeg kan desværre mærke, at jeg trækker mig lidt fra hende, fordi jeg savner at mit liv også er interessant nok til at tale om...
3
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 185
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 367

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf JumboJette » 28. aug 2018, 09:48

AgentPixie skrev:Jeg kan godt opfattes som typen, der aldrig spørger til andre mennesker. Det er ikke fordi jeg er uinteresseret, tværtimod, men hvis de ikke selv bringer deres liv på banen, så tolker jeg det som at de ikke vil snakke om det lige nu, og det respekterer jeg.
Selvom jeg synes jeg er opmærksom på at spørge, så er det nok sådan en ond cirkel, hvor de tror jeg ikke gider snakke om dem, og jeg at de ikke vil.
Øver mig virkelig i at spørge til problemstillinger eller bekymringer de tidligere har nævnt, men jeg synes det er svært at huske det, når jeg selv har en del at se til. Desværre, for man kommer netop til at virke enormt ligeglad med sine medmennesker, hvilket jeg faktisk overhovedet ikke er.

Der findes helt sikkert mange typer der har hovedet oppe i deres egen røv, men det kan også være de bare er ligesom mig.



Ingen tvivl om, at begge parter selv burde kunne fortælle, hvad der sker i deres liv. Det virker i hvert fald lidt sært, hvis man sidder sammen med én, der nærmest sidder på sine hænder for at komme på banen, men som tydeligvis vil spørges først.

Og ja, det kan være svært at huske alt fra gang til gang, det skriver jeg også under på. Føljeton-hukommelse er heller ikke min stærke side, med mindre det er et meget vigtigt emne.

Er der nogen, som har konfronteret dig med det, siden du er så bevidst om det? :gruble:
0
Er du cykelrytter eller liderkarl?
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 185
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 367

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf JumboJette » 28. aug 2018, 09:53

Akehurst2 skrev:Jeg har en veninde, der er utrolig sød og omsorgsfuld, og fx i den grad var der for mig, da mine forældre gik bort, men som bare i årevis har haft rigtig meget at slås med, og derfor taler vi (alt for) meget om hende.

Hun ved det godt selv, og siger jævnligt, når vi lige har haft en halvanden times samtale om hendes arbejde/børn/bolig/kæreste/hund/forældre, at hun 'da helt glemte at høre til mig', men det er på en eller anden måde kommet ind i en vane med, at fokus er på hende. Og jeg ved ikke, hvordan vi kommer ud af den igen. For jeg ved jo godt, der er mange ting, der fylder i hendes liv, og mange ting, som det er svært at gøre noget ved. Men jeg kan desværre mærke, at jeg trækker mig lidt fra hende, fordi jeg savner at mit liv også er interessant nok til at tale om...


Åhhh, det er det værste. Du sidder der med lange ører efter halvanden times session, og så slutter hun af med "hov, vi glemte dig...". Det er jo ikke ægte interesse, det er pseudo-interesse. :rulle:

Gad vide, om folk med børn er dårligere til det her, end folk uden børn er? Jeg tænker - børn fucker hjernen lidt op, så man til tider har kyllingehjerne, mens jeg altid opfatter mine veninder uden børn som meget mere fokuserede i nuet. Kan det passe på din veninde også?
Og bare for en god ordens skyld, så er det ikke i orden, fordi det måske skyldes børn. Slet ikke. Der er ingen undskyldning for at glemme folk. De der børn klistrer jo heller ikke til én i døgndrift, så hvis man har en middagsaftale i byen med sin veninde, så burde man ligesom kunne fokusere på lige vilkår. :)
1
Er du cykelrytter eller liderkarl?
Akehurst2
Indlæg: 5664
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12376

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf Akehurst2 » 28. aug 2018, 09:58

JumboJette skrev:
Akehurst2 skrev:Jeg har en veninde, der er utrolig sød og omsorgsfuld, og fx i den grad var der for mig, da mine forældre gik bort, men som bare i årevis har haft rigtig meget at slås med, og derfor taler vi (alt for) meget om hende.

Hun ved det godt selv, og siger jævnligt, når vi lige har haft en halvanden times samtale om hendes arbejde/børn/bolig/kæreste/hund/forældre, at hun 'da helt glemte at høre til mig', men det er på en eller anden måde kommet ind i en vane med, at fokus er på hende. Og jeg ved ikke, hvordan vi kommer ud af den igen. For jeg ved jo godt, der er mange ting, der fylder i hendes liv, og mange ting, som det er svært at gøre noget ved. Men jeg kan desværre mærke, at jeg trækker mig lidt fra hende, fordi jeg savner at mit liv også er interessant nok til at tale om...


Åhhh, det er det værste. Du sidder der med lange ører efter halvanden times session, og så slutter hun af med "hov, vi glemte dig...". Det er jo ikke ægte interesse, det er pseudo-interesse. :rulle:

Gad vide, om folk med børn er dårligere til det her, end folk uden børn er? Jeg tænker - børn fucker hjernen lidt op, så man til tider har kyllingehjerne, mens jeg altid opfatter mine veninder uden børn som meget mere fokuserede i nuet. Kan det passe på din veninde også?
Og bare for en god ordens skyld, så er det ikke i orden, fordi det måske skyldes børn. Slet ikke. Der er ingen undskyldning for at glemme folk. De der børn klistrer jo heller ikke til én i døgndrift, så hvis man har en middagsaftale i byen med sin veninde, så burde man ligesom kunne fokusere på lige vilkår. :)


Der er jo i hvert fald ingen tvivl om, at to børn er noget, der fylder en hel masse i hendes liv, og som jo af gode grunde ikke fylder i mit. Og jeg har jo heller ikke en hund, mit ægteskabt er trygt og lykkeligt, og min økonomi og boligforhold kører fint, så på den måde er hendes liv bare mere beværligt end mit. Og jeg kan ikke lade være med selv at tænke sådan, og derfor føle at jeg jo skal huske at spørge til alle de her udfordringer, så jeg understøtter det jo også selv.

Det er derfor, jeg tænker at det er en dårlig vane og ond cirkel for os, for jeg kender hende jo, og hun ER ikke selvoptaget. Hun opfører sig bare sådan :-D
0
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 185
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 367

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf JumboJette » 28. aug 2018, 10:04

Akehurst2 skrev:
JumboJette skrev:
Akehurst2 skrev:Jeg har en veninde, der er utrolig sød og omsorgsfuld, og fx i den grad var der for mig, da mine forældre gik bort, men som bare i årevis har haft rigtig meget at slås med, og derfor taler vi (alt for) meget om hende.

Hun ved det godt selv, og siger jævnligt, når vi lige har haft en halvanden times samtale om hendes arbejde/børn/bolig/kæreste/hund/forældre, at hun 'da helt glemte at høre til mig', men det er på en eller anden måde kommet ind i en vane med, at fokus er på hende. Og jeg ved ikke, hvordan vi kommer ud af den igen. For jeg ved jo godt, der er mange ting, der fylder i hendes liv, og mange ting, som det er svært at gøre noget ved. Men jeg kan desværre mærke, at jeg trækker mig lidt fra hende, fordi jeg savner at mit liv også er interessant nok til at tale om...


Åhhh, det er det værste. Du sidder der med lange ører efter halvanden times session, og så slutter hun af med "hov, vi glemte dig...". Det er jo ikke ægte interesse, det er pseudo-interesse. :rulle:

Gad vide, om folk med børn er dårligere til det her, end folk uden børn er? Jeg tænker - børn fucker hjernen lidt op, så man til tider har kyllingehjerne, mens jeg altid opfatter mine veninder uden børn som meget mere fokuserede i nuet. Kan det passe på din veninde også?
Og bare for en god ordens skyld, så er det ikke i orden, fordi det måske skyldes børn. Slet ikke. Der er ingen undskyldning for at glemme folk. De der børn klistrer jo heller ikke til én i døgndrift, så hvis man har en middagsaftale i byen med sin veninde, så burde man ligesom kunne fokusere på lige vilkår. :)


Der er jo i hvert fald ingen tvivl om, at to børn er noget, der fylder en hel masse i hendes liv, og som jo af gode grunde ikke fylder i mit. Og jeg har jo heller ikke en hund, mit ægteskabt er trygt og lykkeligt, og min økonomi og boligforhold kører fint, så på den måde er hendes liv bare mere beværligt end mit. Og jeg kan ikke lade være med selv at tænke sådan, og derfor føle at jeg jo skal huske at spørge til alle de her udfordringer, så jeg understøtter det jo også selv.

Det er derfor, jeg tænker at det er en dårlig vane og ond cirkel for os, for jeg kender hende jo, og hun ER ikke selvoptaget. Hun opfører sig bare sådan :-D


Det er da også underligt indrettet, at mængden af udfordringer skal styre, hvem der skal være i rampelyset. Og så alligevel ikke - men man burde jo "få lov" at være på banen, uanset om det er positivt eller negativt.

Men det er ikke et issue, som får dig til at tvivle på, om du fortsat vil have hende i dit liv? Det er bare en bumpy periode?
0
Er du cykelrytter eller liderkarl?
Akehurst2
Indlæg: 5664
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12376

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf Akehurst2 » 28. aug 2018, 10:08

AgentPixie skrev:Jeg kan godt opfattes som typen, der aldrig spørger til andre mennesker. Det er ikke fordi jeg er uinteresseret, tværtimod, men hvis de ikke selv bringer deres liv på banen, så tolker jeg det som at de ikke vil snakke om det lige nu, og det respekterer jeg.
Selvom jeg synes jeg er opmærksom på at spørge, så er det nok sådan en ond cirkel, hvor de tror jeg ikke gider snakke om dem, og jeg at de ikke vil.
Øver mig virkelig i at spørge til problemstillinger eller bekymringer de tidligere har nævnt, men jeg synes det er svært at huske det, når jeg selv har en del at se til. Desværre, for man kommer netop til at virke enormt ligeglad med sine medmennesker, hvilket jeg faktisk overhovedet ikke er.

Der findes helt sikkert mange typer der har hovedet oppe i deres egen røv, men det kan også være de bare er ligesom mig.


Det er også svært med folk, der skal 'nødes' før de fortæller. Jeg synes selv, jeg er okay til at huske at spørge folk hele generelt, men hvis man skal trække ordene ud af dem, så orker jeg ikke altid.

Har en veninde, der har for vane at gå enormt meget med tingene selv, men hvis man insisterer og holder ud, så vil hun faktisk gerne dele. Hun er bare enormt dårlig til at kræve plads og opmærksomhed (også i parforhold, fx) og der kunne jeg helt sikkert godt være bedre til at spørge mere, men nogengange ville det også bare være lidt rart, hvis hun selv tog initiativ til at fortælle.
1
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 9054
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 2251
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 21632

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf kidkomb » 28. aug 2018, 10:09

Ja, en meget tæt veninde gennem en årrække har jeg trukket mig lidt fra.
Det handlede altid om hende. Jeg spurgte hende altid hvordan hun havde det, hvordan det gik med hendes alkoholiske mor, hendes syge farmor, hendes bror som studerer i udlandet, hendes altid nederen kærester osv.
Der blev aldrig rigtig spurgt til mig. Til trods for at hun udmærket godt vidste hvor svært jeg havde det med min familie og med alt muligt andet.
I dag er hun blevet mere voksen og kan finde ud af at spørge interesseret og vi er stadig veninder. Bare ikke som før.
0
Min yndlingsstilling er søstjernen.
SurSødSovs
Indlæg: 372
Tilmeldt: 1. aug 2018, 22:23
Kort karma: 90
Likede indlæg: 622

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf SurSødSovs » 28. aug 2018, 10:11

JumboJette skrev:
Akehurst2 skrev:
JumboJette skrev:
Akehurst2 skrev:Jeg har en veninde, der er utrolig sød og omsorgsfuld, og fx i den grad var der for mig, da mine forældre gik bort, men som bare i årevis har haft rigtig meget at slås med, og derfor taler vi (alt for) meget om hende.

Hun ved det godt selv, og siger jævnligt, når vi lige har haft en halvanden times samtale om hendes arbejde/børn/bolig/kæreste/hund/forældre, at hun 'da helt glemte at høre til mig', men det er på en eller anden måde kommet ind i en vane med, at fokus er på hende. Og jeg ved ikke, hvordan vi kommer ud af den igen. For jeg ved jo godt, der er mange ting, der fylder i hendes liv, og mange ting, som det er svært at gøre noget ved. Men jeg kan desværre mærke, at jeg trækker mig lidt fra hende, fordi jeg savner at mit liv også er interessant nok til at tale om...


Åhhh, det er det værste. Du sidder der med lange ører efter halvanden times session, og så slutter hun af med "hov, vi glemte dig...". Det er jo ikke ægte interesse, det er pseudo-interesse. :rulle:

Gad vide, om folk med børn er dårligere til det her, end folk uden børn er? Jeg tænker - børn fucker hjernen lidt op, så man til tider har kyllingehjerne, mens jeg altid opfatter mine veninder uden børn som meget mere fokuserede i nuet. Kan det passe på din veninde også?
Og bare for en god ordens skyld, så er det ikke i orden, fordi det måske skyldes børn. Slet ikke. Der er ingen undskyldning for at glemme folk. De der børn klistrer jo heller ikke til én i døgndrift, så hvis man har en middagsaftale i byen med sin veninde, så burde man ligesom kunne fokusere på lige vilkår. :)


Der er jo i hvert fald ingen tvivl om, at to børn er noget, der fylder en hel masse i hendes liv, og som jo af gode grunde ikke fylder i mit. Og jeg har jo heller ikke en hund, mit ægteskabt er trygt og lykkeligt, og min økonomi og boligforhold kører fint, så på den måde er hendes liv bare mere beværligt end mit. Og jeg kan ikke lade være med selv at tænke sådan, og derfor føle at jeg jo skal huske at spørge til alle de her udfordringer, så jeg understøtter det jo også selv.

Det er derfor, jeg tænker at det er en dårlig vane og ond cirkel for os, for jeg kender hende jo, og hun ER ikke selvoptaget. Hun opfører sig bare sådan :-D


Det er da også underligt indrettet, at mængden af udfordringer skal styre, hvem der skal være i rampelyset. Og så alligevel ikke - men man burde jo "få lov" at være på banen, uanset om det er positivt eller negativt.

Men det er ikke et issue, som får dig til at tvivle på, om du fortsat vil have hende i dit liv? Det er bare en bumpy periode?


Jeg tror, det er ret normalt, at den med problemer fylder. Jeg har i nogle år fyldt ALT og givet absolut intet retur, fordi der bare ikke var overskud.

Sidste år tilbragte jeg en weekend med en af de veninder, der i den grad har lidt under mig... Hun talte en hel weekend nærmest uafbrudt om sig selv :lol: Det var en lille bid lykke endelig at være den, der kunne rumme det behov. Også selvom de år, hvor vi plaprer i munden på hinanden og tiden bare flyder nu engang er sjovest.
5
Akehurst2
Indlæg: 5664
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12376

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf Akehurst2 » 28. aug 2018, 10:11

JumboJette skrev:
Akehurst2 skrev:
JumboJette skrev:
Akehurst2 skrev:Jeg har en veninde, der er utrolig sød og omsorgsfuld, og fx i den grad var der for mig, da mine forældre gik bort, men som bare i årevis har haft rigtig meget at slås med, og derfor taler vi (alt for) meget om hende.

Hun ved det godt selv, og siger jævnligt, når vi lige har haft en halvanden times samtale om hendes arbejde/børn/bolig/kæreste/hund/forældre, at hun 'da helt glemte at høre til mig', men det er på en eller anden måde kommet ind i en vane med, at fokus er på hende. Og jeg ved ikke, hvordan vi kommer ud af den igen. For jeg ved jo godt, der er mange ting, der fylder i hendes liv, og mange ting, som det er svært at gøre noget ved. Men jeg kan desværre mærke, at jeg trækker mig lidt fra hende, fordi jeg savner at mit liv også er interessant nok til at tale om...


Åhhh, det er det værste. Du sidder der med lange ører efter halvanden times session, og så slutter hun af med "hov, vi glemte dig...". Det er jo ikke ægte interesse, det er pseudo-interesse. :rulle:

Gad vide, om folk med børn er dårligere til det her, end folk uden børn er? Jeg tænker - børn fucker hjernen lidt op, så man til tider har kyllingehjerne, mens jeg altid opfatter mine veninder uden børn som meget mere fokuserede i nuet. Kan det passe på din veninde også?
Og bare for en god ordens skyld, så er det ikke i orden, fordi det måske skyldes børn. Slet ikke. Der er ingen undskyldning for at glemme folk. De der børn klistrer jo heller ikke til én i døgndrift, så hvis man har en middagsaftale i byen med sin veninde, så burde man ligesom kunne fokusere på lige vilkår. :)


Der er jo i hvert fald ingen tvivl om, at to børn er noget, der fylder en hel masse i hendes liv, og som jo af gode grunde ikke fylder i mit. Og jeg har jo heller ikke en hund, mit ægteskabt er trygt og lykkeligt, og min økonomi og boligforhold kører fint, så på den måde er hendes liv bare mere beværligt end mit. Og jeg kan ikke lade være med selv at tænke sådan, og derfor føle at jeg jo skal huske at spørge til alle de her udfordringer, så jeg understøtter det jo også selv.

Det er derfor, jeg tænker at det er en dårlig vane og ond cirkel for os, for jeg kender hende jo, og hun ER ikke selvoptaget. Hun opfører sig bare sådan :-D


Det er da også underligt indrettet, at mængden af udfordringer skal styre, hvem der skal være i rampelyset. Og så alligevel ikke - men man burde jo "få lov" at være på banen, uanset om det er positivt eller negativt.

Men det er ikke et issue, som får dig til at tvivle på, om du fortsat vil have hende i dit liv? Det er bare en bumpy periode?


Nej, det får mig ikke til at tvivle et sekund. Men jeg har også kendt hende i 30 år, så jeg kan godt leve med, at hun har en masse ting lige nu. Det går op og ned i showbusiness, og nogengange siger jeg bare direkte, at jeg gerne vil fortælle noget. Eller skriver til hende - så tiltvinger jeg mig taleretten.
3
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 9054
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 2251
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 21632

Re: Selvoptagede bekendtskaber (m/k)

Indlægaf kidkomb » 28. aug 2018, 10:11

Min kæreste har i øvrigt en god ven, som altid har været utroligt selvoptaget. Det var ingen hemmelighed i deres vennekreds at han var det.
Når "Dig og mig" med Dieters Leader spillede, sang alle "mig og mig" med henvisning til den omtalte kammerats selvoptagethed :lol:
3
Min yndlingsstilling er søstjernen.

Tilbage til "Livets forhold"