Hvornår reagerer du på en unormal opførsel?

[Juki]

Inspireret af forskellige indlæg herinde, bl.a i en tråd om Yahya Hassan og nogle indlæg i en anden tråd med at alarmere, enten selv eller forvente andre gør det, i forbindelse med en brand.

Jeg er nysgerrig efter at vide hvornår I reagerer på hvad I opfatter som unormal adfærd. Både på nettet og i det virkelige liv.

Det er jo altid så let at bebrejde andre for ikke at gøre noget eller reagere efterfølgende med bagklogskab og fortryde man ikke gjorde noget i tide, men samtidig vil man jo heller ikke være til besvær osv.

Hvilke overvejelser gør du dig før du ringer 112 eller på anden måde tilkalder hjælp, i situationer hvor en eller flere personer ikke er kommet til skade, men potentielt kan risikere at komme det fordi vedkommende er fuld, på stoffer eller på anden måde ikke har det godt?

Er der situationer hvor du har fortrudt du ikke har reageret?

Har du oplevet at reagere i en situation hvor din hjælp var nytteløs/forgæves eller hvor det viste sig ikke være nødvendigt at have tilkaldt hjælp? Har det fået dig til at tænke over om du er for hurtig til at reagere og gør du derfor noget anderledes nu end tidligere?

[Bergen]

Livstruende - 112. Besværligt - 114.

Jeg har ringet ofte med grund - og ville ikke gøre det anderledes.

[Juki]

Jeg er selv kommet lidt i et dilemma. Jeg er blevet opmærksom på en person der afviger ret meget fra normalen, på den måde at vedkommende tror på diverse konspirationsteorier.

Det er vigtigt at være skeptisk og jeg er enig med vedkommende i at alting ikke nødvendigvis er som de udgiver sig for at være, men det virker dog til at vedkommende finder mistænkelige ting ved alt. Det virker som en usund besættelse at finde forklaringer på alt muligt og hvorfor det ikke er som først antaget osv.

Jeg har kun kendskab til vedkommende fra nettet og det er det der gør det vanvittigt svært for hvordan vurderer man lige om vedkommende er så meget ude på et skråplan og paranoid at h*n har brug for hjælp der skal anmeldes til nogen der kan hjælpe? Og hvem kontakter man overhovedet når vedkommende ikke fremsætter trusler eller andet der kan skade ham/hende eller andre personer? Man kan jo skrive hvad man vil på nettet og nogen formulerer sig mere aggressivt end andre, uden de nødvendigvis mener det så aggressivt som det kan opfattes.

Vedkommende her planlægger en slags happening og søger, så vidt jeg kunne forstå, folk der vil deltage i at råbe folk op med en megafon(ligesom ved en demonstration fx) og noget med at tegne med kridt på gaden

I sig selv lyder det jo meget tilforladeligt, men manden virker ikke rask og velfungerende. Jeg har det dog ret ambivalent med det da jeg selv har en diagnose hvor det at være paranoid er en ret stor del af ens liv, men jeg har lært at holde mange tanker nede og kontrollere dem så de ikke tager helt over og det går i selvsving. Jeg kan sagtens forstå hvorfor han er så mistroisk og let lader sig overbevise, men om han er psykisk syg eller har en lav IQ aner jeg ikke. Det ene lader dog til at være behandlingskrævende, men ikke det andet?

[Juki]

Livstruende - 112. Besværligt - 114.

Jeg har ringet ofte med grund - og ville ikke gøre det anderledes.

Hvad mener du med "besværligt"?

[LadyFox]

Jeg har haft førstehjælpskursus i en del år, og nu har jeg så også brændbekæmpelseskursus og udvidet førstehjælp - så jeg vil klart hellere ringe/handle en gang for meget end en gang for lidt.

Lige hvad angår om jeg skal hjælpe handler jeg efter "er jeg i tvivl om der er noget i vejen, så er jeg ikke i tvivl - så skal der gøres et eller andet"..
Jeg mener ikke at det er forgæves at ringe selvom det viser sig at det ikke var nødvendigt. For alternativet vil være langt værre. Selvfølgelig ville jeg da lige prikke til en mand der ligger på jorden og se om han er kontaktbar før jeg konstatere at han muligvis har et hjertestop. Men jeg vil ikke bare lade være med at gøre noget så længe jeg har den mindste smule mistanke om det kunne være alvorligt.

Jeg har egentlig altid blandet mig i ting, ser jeg en slåskamp prøver jeg også at stoppe den, på trods af jeg egentlig er en lille lort. Og på den bekostning har jeg da også fået mig en på lampen nogle gange. Men jeg kan ikke leve med bare at være ligeglad.

Jeg har lært at hvis man ringer til en ambulance så er det en dårlig idé at nævne hvis personen der ligger jorden har drukket. På et tidspunkt da jeg var 18 løb jeg ind i en mand der sent om aftenen lå i krydset på en stor vej, jeg gik over til ham og for vækket ham lidt op, og får talt med ham - han virker forvirret og ved ikke hvad der er sket, hvor han er, hvad han skulle og hvorfor han ligger der, han har tisset på sig selv og har blod i ansigtet. Jeg ringer til 112 og fortæller hvad der er sket, og jeg bruger 20 minutter på at overbevise den om at de skal komme ud. Jeg prøver at snakke lidt med ham og på trods af at han er nærmest umulig at få noget sammenhængene ud af fordi han er konfus opfanger jeg efter at have ventet en halv time mere at han allerede i forvejen har et lukket kraniebrud, og på grund af omstændighederne gætter jeg på at han muligvis et blevet ramt af en bil. Jeg ringer 112 igen for at gøre opmærksom på min nye viden. Og får bare at vide at de er på vej, men det altså ikke er deres første prioritet at der ligger en fuld man på en vej.
Da jeg har stået ved manden i en time ud over de 20 min jeg havde brugt på at ringe i første omgang kommer der to mennesker og spørger om jeg har brug for hjælp, altså ikke at der ikke var gået andre mennesker, de andre var bare skyndt sig forbi. Den ene af de to nye var heldigvis en del ældre og mere autoritær end mig, så jeg fik hende til at ringe og overbevise dem om at de skulle prioriterer det her. Ambulancefolkene der kom kunne da også konstaterer at det så alvorligt ud.

Han her klarede den, men nogle dage efter kunne man læse om en dame der var død i sin opgang fordi ambulancen ikke var kommet til hende da hendes naboer ringede, fordi det ikke var så alvorligt nu hvor hun var alkoholiker, hun havde sikkert bare drukket for meget.

[Bergen]

Livstruende - 112. Besværligt - 114.

Jeg har ringet ofte med grund - og ville ikke gøre det anderledes.

9
Hvad mener du med "besværligt"?

Ikke livstruende ting hvor politiet bør underrettes (og handle) og 112 er overkill.

Jeg har stået med 5 årig der var gået hjemmefra, men ikke vidste, hvor hjemme var. Besværligt - og en 114 opgave, da barnets helbred var fint.

[Juki]

Jeg har haft førstehjælpskursus i en del år, og nu har jeg så også brændbekæmpelseskursus og udvidet førstehjælp - så jeg vil klart hellere ringe/handle en gang for meget end en gang for lidt.

Lige hvad angår om jeg skal hjælpe handler jeg efter "er jeg i tvivl om der er noget i vejen, så er jeg ikke i tvivl - så skal der gøres et eller andet"..
Jeg mener ikke at det er forgæves at ringe selvom det viser sig at det ikke var nødvendigt. For alternativet vil være langt værre. Selvfølgelig ville jeg da lige prikke til en mand der ligger på jorden og se om han er kontaktbar før jeg konstatere at han muligvis har et hjertestop. Men jeg vil ikke bare lade være med at gøre noget så længe jeg har den mindste smule mistanke om det kunne være alvorligt.

Jeg har egentlig altid blandet mig i ting, ser jeg en slåskamp prøver jeg også at stoppe den, på trods af jeg egentlig er en lille lort. Og på den bekostning har jeg da også fået mig en på lampen nogle gange. Men jeg kan ikke leve med bare at være ligeglad.

Jeg har lært at hvis man ringer til en ambulance så er det en dårlig idé at nævne hvis personen der ligger jorden har drukket. På et tidspunkt da jeg var 18 løb jeg ind i en mand der sent om aftenen lå i krydset på en stor vej, jeg gik over til ham og for vækket ham lidt op, og får talt med ham - han virker forvirret og ved ikke hvad der er sket, hvor han er, hvad han skulle og hvorfor han ligger der, han har tisset på sig selv og har blod i ansigtet. Jeg ringer til 112 og fortæller hvad der er sket, og jeg bruger 20 minutter på at overbevise den om at de skal komme ud. Jeg prøver at snakke lidt med ham og på trods af at han er nærmest umulig at få noget sammenhængene ud af fordi han er konfus opfanger jeg efter at have ventet en halv time mere at han allerede i forvejen har et lukket kraniebrud, og på grund af omstændighederne gætter jeg på at han muligvis et blevet ramt af en bil. Jeg ringer 112 igen for at gøre opmærksom på min nye viden. Og får bare at vide at de er på vej, men det altså ikke er deres første prioritet at der ligger en fuld man på en vej.
Da jeg har stået ved manden i en time ud over de 20 min jeg havde brugt på at ringe i første omgang kommer der to mennesker og spørger om jeg har brug for hjælp, altså ikke at der ikke var gået andre mennesker, de andre var bare skyndt sig forbi. Den ene af de to nye var heldigvis en del ældre og mere autoritær end mig, så jeg fik hende til at ringe og overbevise dem om at de skulle prioriterer det her. Ambulancefolkene der kom kunne da også konstaterer at det så alvorligt ud.

Han her klarede den, men nogle dage efter kunne man læse om en dame der var død i sin opgang fordi ambulancen ikke var kommet til hende da hendes naboer ringede, fordi det ikke var så alvorligt nu hvor hun var alkoholiker, hun havde sikkert bare drukket for meget.

Det er så ubehageligt at hjælpen ikke er den samme hvis den tilskadekomne har drukket Jeg har selv oplevet det(dog ikke i så alvorlige situationer som dem du nævner)

[LadyFox]

Jeg er selv kommet lidt i et dilemma. Jeg er blevet opmærksom på en person der afviger ret meget fra normalen, på den måde at vedkommende tror på diverse konspirationsteorier.

Det er vigtigt at være skeptisk og jeg er enig med vedkommende i at alting ikke nødvendigvis er som de udgiver sig for at være, men det virker dog til at vedkommende finder mistænkelige ting ved alt. Det virker som en usund besættelse at finde forklaringer på alt muligt og hvorfor det ikke er som først antaget osv.

Jeg har kun kendskab til vedkommende fra nettet og det er det der gør det vanvittigt svært for hvordan vurderer man lige om vedkommende er så meget ude på et skråplan og paranoid at h*n har brug for hjælp der skal anmeldes til nogen der kan hjælpe? Og hvem kontakter man overhovedet når vedkommende ikke fremsætter trusler eller andet der kan skade ham/hende eller andre personer? Man kan jo skrive hvad man vil på nettet og nogen formulerer sig mere aggressivt end andre, uden de nødvendigvis mener det så aggressivt som det kan opfattes.

Vedkommende her planlægger en slags happening og søger, så vidt jeg kunne forstå, folk der vil deltage i at råbe folk op med en megafon(ligesom ved en demonstration fx) og noget med at tegne med kridt på gaden

I sig selv lyder det jo meget tilforladeligt, men manden virker ikke rask og velfungerende. Jeg har det dog ret ambivalent med det da jeg selv har en diagnose hvor det at være paranoid er en ret stor del af ens liv, men jeg har lært at holde mange tanker nede og kontrollere dem så de ikke tager helt over og det går i selvsving. Jeg kan sagtens forstå hvorfor han er så mistroisk og let lader sig overbevise, men om han er psykisk syg eller har en lav IQ aner jeg ikke. Det ene lader dog til at være behandlingskrævende, men ikke det andet?

Okay, i den situation synes jeg det et lidt svært. Dels har man jo alt mulig ret til at tro på alt muligt mærkeligt. Og selv hvis man burde få behandling er det jo ikke noget man SKAL.

Jeg personligt ville nok ikke gøre andet end at spørge indtil om han havde det godt, og hvad der sker og udtrykke min bekymring for ham. Men ellers lade det være op til ham selv, og hans nærmeste. For de ved nok bedst.

Det er jo også meget begrænset hvad man kan gøre i sådan en situation, særligt når man kun kender personen online. Jeg tror faktisk ikke rigtig man kan gøre andet end at spørge hvordan personen har det, og tilbyde et øre hvis personen har brug for en snak.

[LadyFox]

Jeg har haft førstehjælpskursus i en del år, og nu har jeg så også brændbekæmpelseskursus og udvidet førstehjælp - så jeg vil klart hellere ringe/handle en gang for meget end en gang for lidt.

Lige hvad angår om jeg skal hjælpe handler jeg efter "er jeg i tvivl om der er noget i vejen, så er jeg ikke i tvivl - så skal der gøres et eller andet"..
Jeg mener ikke at det er forgæves at ringe selvom det viser sig at det ikke var nødvendigt. For alternativet vil være langt værre. Selvfølgelig ville jeg da lige prikke til en mand der ligger på jorden og se om han er kontaktbar før jeg konstatere at han muligvis har et hjertestop. Men jeg vil ikke bare lade være med at gøre noget så længe jeg har den mindste smule mistanke om det kunne være alvorligt.

Jeg har egentlig altid blandet mig i ting, ser jeg en slåskamp prøver jeg også at stoppe den, på trods af jeg egentlig er en lille lort. Og på den bekostning har jeg da også fået mig en på lampen nogle gange. Men jeg kan ikke leve med bare at være ligeglad.

Jeg har lært at hvis man ringer til en ambulance så er det en dårlig idé at nævne hvis personen der ligger jorden har drukket. På et tidspunkt da jeg var 18 løb jeg ind i en mand der sent om aftenen lå i krydset på en stor vej, jeg gik over til ham og for vækket ham lidt op, og får talt med ham - han virker forvirret og ved ikke hvad der er sket, hvor han er, hvad han skulle og hvorfor han ligger der, han har tisset på sig selv og har blod i ansigtet. Jeg ringer til 112 og fortæller hvad der er sket, og jeg bruger 20 minutter på at overbevise den om at de skal komme ud. Jeg prøver at snakke lidt med ham og på trods af at han er nærmest umulig at få noget sammenhængene ud af fordi han er konfus opfanger jeg efter at have ventet en halv time mere at han allerede i forvejen har et lukket kraniebrud, og på grund af omstændighederne gætter jeg på at han muligvis et blevet ramt af en bil. Jeg ringer 112 igen for at gøre opmærksom på min nye viden. Og får bare at vide at de er på vej, men det altså ikke er deres første prioritet at der ligger en fuld man på en vej.
Da jeg har stået ved manden i en time ud over de 20 min jeg havde brugt på at ringe i første omgang kommer der to mennesker og spørger om jeg har brug for hjælp, altså ikke at der ikke var gået andre mennesker, de andre var bare skyndt sig forbi. Den ene af de to nye var heldigvis en del ældre og mere autoritær end mig, så jeg fik hende til at ringe og overbevise dem om at de skulle prioriterer det her. Ambulancefolkene der kom kunne da også konstaterer at det så alvorligt ud.

Han her klarede den, men nogle dage efter kunne man læse om en dame der var død i sin opgang fordi ambulancen ikke var kommet til hende da hendes naboer ringede, fordi det ikke var så alvorligt nu hvor hun var alkoholiker, hun havde sikkert bare drukket for meget.

Det er så ubehageligt at hjælpen ikke er den samme hvis den tilskadekomne har drukket Jeg har selv oplevet det(dog ikke i så alvorlige situationer som dem du nævner)

Det er så ubehageligt, ham grønlænderen, Daniel, der døde på Amagerbro st. For nogle år siden, der var vildt i medierne var min ven. Og det har bare været endnu en beskæftigelse på hvor svært det kan være hvis den der er kommet noget til "den rigtige" del af samfundet.

Jeg har også nogle mindre alvorlige oplevelser, endda to hvor jeg selv ville anmelde nogle kriminelle forhold jeg var blevet udsat for i byen, hvor jeg "nok bare var for fuld". Jeg synes det er skræmmende.

[Juki]

Jeg er selv kommet lidt i et dilemma. Jeg er blevet opmærksom på en person der afviger ret meget fra normalen, på den måde at vedkommende tror på diverse konspirationsteorier.

Det er vigtigt at være skeptisk og jeg er enig med vedkommende i at alting ikke nødvendigvis er som de udgiver sig for at være, men det virker dog til at vedkommende finder mistænkelige ting ved alt. Det virker som en usund besættelse at finde forklaringer på alt muligt og hvorfor det ikke er som først antaget osv.

Jeg har kun kendskab til vedkommende fra nettet og det er det der gør det vanvittigt svært for hvordan vurderer man lige om vedkommende er så meget ude på et skråplan og paranoid at h*n har brug for hjælp der skal anmeldes til nogen der kan hjælpe? Og hvem kontakter man overhovedet når vedkommende ikke fremsætter trusler eller andet der kan skade ham/hende eller andre personer? Man kan jo skrive hvad man vil på nettet og nogen formulerer sig mere aggressivt end andre, uden de nødvendigvis mener det så aggressivt som det kan opfattes.

Vedkommende her planlægger en slags happening og søger, så vidt jeg kunne forstå, folk der vil deltage i at råbe folk op med en megafon(ligesom ved en demonstration fx) og noget med at tegne med kridt på gaden

I sig selv lyder det jo meget tilforladeligt, men manden virker ikke rask og velfungerende. Jeg har det dog ret ambivalent med det da jeg selv har en diagnose hvor det at være paranoid er en ret stor del af ens liv, men jeg har lært at holde mange tanker nede og kontrollere dem så de ikke tager helt over og det går i selvsving. Jeg kan sagtens forstå hvorfor han er så mistroisk og let lader sig overbevise, men om han er psykisk syg eller har en lav IQ aner jeg ikke. Det ene lader dog til at være behandlingskrævende, men ikke det andet?

Okay, i den situation synes jeg det et lidt svært. Dels har man jo alt mulig ret til at tro på alt muligt mærkeligt. Og selv hvis man burde få behandling er det jo ikke noget man SKAL.

Jeg personligt ville nok ikke gøre andet end at spørge indtil om han havde det godt, og hvad der sker og udtrykke min bekymring for ham. Men ellers lade det være op til ham selv, og hans nærmeste. For de ved nok bedst.

Det er jo også meget begrænset hvad man kan gøre i sådan en situation, særligt når man kun kender personen online. Jeg tror faktisk ikke rigtig man kan gøre andet end at spørge hvordan personen har det, og tilbyde et øre hvis personen har brug for en snak.

Jeg kender ikke vedkommende godt nok til at kunne tilbyde min hjælp. Både fordi det virker som for stor en mundfuld for mig, men også fordi vedkommende mener at Illuminati styrer verden, alt er fake news osv. og tror man ikke også på det eller stiller kritiske spørgsmål til hans "research"/overbevisninger så må det jo være fordi man er imod ham og styret af Illuminati selv..

Jeg har det faktisk dårligt med ikke at gøre noget, men samtidig synes jeg det er sindssygt svært ikke at pådutte ham hvordan jeg selv har haft det og derfor ville have det i den spiral af mistro. Men det er jo slet ikke det samme som at han ikke er velfungerende udenfor den person han er på nettet.

Det er fandeme svært, synes jeg. Især fordi jeg ikke aner noget personligt om ham(navn, bopæl osv.) og jeg aner ikke hvorhen man kan gå videre med sådan noget. Hvis jeg vidste hvor han boede kunne man måske tage kontakt til kommunen eller et opsøgende team indenfor psykiatrien til en snak med ham. Måske kender de ham i forvejen eller også bliver de opmærksomme på ham.

[dgd2007]

Hmm ... jeg nok generelt til den "forsigtige" side med at anmelde noget.

[Persnikedy]

Jeg er ikke tilbageholdende med at ringe, men det er vist altid 114 situationer. Jeg tror aldrig jeg har været i en 112.

De sidste 3 gange, fordelt over nogle år (nok 5 år)

Jeg ringede til politiet da nogle lømler for nogle år siden rendte rundt et efterår og smed fyrværkeri ind i opgangene.Også min fik en tur. Hele opgangen var fuld af røg men batteriet havde ikke antænt noget, der er endda stadig huller i væggene fordi dem vil bolog foreningen ikke fikse. Nå, men jeg ringede ind til politiet (114) og efter 25 min kom jeg igennem. Jeg var den eneste der ringede fordi jeg stod og snakkede med de andre beboer imens og ingen af dem havde fået deres mobil med ud. "det kunne de ikke tage sig af når gerningsmændene nu ikek var der længere.." No shit når det tager 25min at komme igennem... Vi kunne stadig høre hujen og jublen fra området imens de smadrede flere ting.

Jeg var på vej hjem fra noget julefrokost en december med en taxa. Og der var pissekoldt udenfor, ikke mindste fordi det var vinter men også stjerneklart. Ud af vinduet ser chaufføren og jeg en ældre mand der går med sin dyne omkring sig og ellers i natøj. Han går på fortovet, slingre ikke, men situationen er helt sikkert ikke normal.
Da chaufføren sætter mig af aftaler vi at jeg ringer når jeg er kommet ind.
Politiet er glad for at jeg ringer og vil kigge efter manden. Om de fandt ham ved jeg ikke, det må de jo ikke oplyse. Der er mange plejehjem i området, og min mor arbejder på et næsten ved siden af. Hun kan fortælle at der ingen snak er om at nogle af stederne mangler en beboer her til morgen så der fik jeg da ro i sjælen.

Sidst jeg ringede til politiet havde jeg missed en bus en søndag og måtte så vente en time på den næste, efter en halv times tid kommer der en mand og parkere over foran stoppestedet hvor der ligger en kirke med tilhørende kirkegård.
Han gik over til passager sædet, tog noget frem under sædet og antændte det og kastede det ind på kirkegården.. Et ordenlig skrald fulgte og det var så kanonslag han fyrede af... Dette gentog sig en 10 gange hvor jeg stod med åben mund og total wtf..
Der ringede jeg 114 og fortalte dem om det. Ikke nok med at det er ulovlig fyrværkeri, det er en kirkegård han er ved at fucke up.. Det så jeg simpelthen rødt. De ville komme og snuppe ham men min bus kom desværre først - jeg håber dog de fik ham. jeg fik i hvert fald beskrævet både ham, hans bil, og hvor i bilen han fandt fyrværkeriet.

[dgd2007]

Hmm ... jeg nok generelt til den "forsigtige" side med at anmelde noget.

Jeg har dog for resten slået alarm en del gange i mine yngre dage, da jeg har været både natportier og buschauffør

[Tilly]

Jeg er selv kommet lidt i et dilemma. Jeg er blevet opmærksom på en person der afviger ret meget fra normalen, på den måde at vedkommende tror på diverse konspirationsteorier.

Det er vigtigt at være skeptisk og jeg er enig med vedkommende i at alting ikke nødvendigvis er som de udgiver sig for at være, men det virker dog til at vedkommende finder mistænkelige ting ved alt. Det virker som en usund besættelse at finde forklaringer på alt muligt og hvorfor det ikke er som først antaget osv.

Jeg har kun kendskab til vedkommende fra nettet og det er det der gør det vanvittigt svært for hvordan vurderer man lige om vedkommende er så meget ude på et skråplan og paranoid at h*n har brug for hjælp der skal anmeldes til nogen der kan hjælpe? Og hvem kontakter man overhovedet når vedkommende ikke fremsætter trusler eller andet der kan skade ham/hende eller andre personer? Man kan jo skrive hvad man vil på nettet og nogen formulerer sig mere aggressivt end andre, uden de nødvendigvis mener det så aggressivt som det kan opfattes.

Vedkommende her planlægger en slags happening og søger, så vidt jeg kunne forstå, folk der vil deltage i at råbe folk op med en megafon(ligesom ved en demonstration fx) og noget med at tegne med kridt på gaden

I sig selv lyder det jo meget tilforladeligt, men manden virker ikke rask og velfungerende. Jeg har det dog ret ambivalent med det da jeg selv har en diagnose hvor det at være paranoid er en ret stor del af ens liv, men jeg har lært at holde mange tanker nede og kontrollere dem så de ikke tager helt over og det går i selvsving. Jeg kan sagtens forstå hvorfor han er så mistroisk og let lader sig overbevise, men om han er psykisk syg eller har en lav IQ aner jeg ikke. Det ene lader dog til at være behandlingskrævende, men ikke det andet?

I mange byer er der jo opsøgende teams i socialpsykiatrien, som man kan rette henvendelse til hvis man har en bekymring for en person man kender. Kunne det evt være en mulighed?

[Tilly]

Altså, jeg vil da gerne tro om mig selv at jeg er typen der reagerer, når der er "noget" at reagere på. Jeg tænker også at min egen arbejdserfaring fra forsorgstilbud og socialpsykiatri, gør at jeg ikke er så berøringsangst for ex "skæve eksistenser".

Men jeg har ikke oplevet så mange situationer hvor det har været aktuelt. Men jeg har da fx en gang tjekket om en sovende person der lå på en vej, var død eller i live. For han så virkelig død ud på afstand. Efter at konstateret at han trak vejret, ringede jeg til politiet (114), som så sendte en ambulance, og han blev heldigvis hentet hurtigt.

Og et par gange har jeg også hjulpet fulderikker, der var væltet på cyklen, og fulgt dem hjemad.