Frabede sig gaver til anledninger

[FormerlyKnownAs]

Min Gudmor- som er bedstemor for vores søn og det nærmeste vi kommer på at jeg har forældre, ( altså min gudfar og hende er gift, men det handler om hende) er et gavemonster.

De har ikke biobørn, men jeg er deres nr 1...eller nok nr 2 efter vores søn nu Så det er klart at de, hun, gerne vil forkæle. Det er bare som regel alt muligt billigt skrammel der går i stykker eller eller ryger i rodekassen efter et par dage. Lige nu er hun igang med det helt store ift julekalender- den skal med nu fordi vi sender en container afsted tirsdag ifb med flytning her til sommer. Det er ganske givet som de andre år, skrammel.

Forstå mig ret, vi sætter STOR pris på anstrengelsen og det arbejde hun lægger i det for vores søns skyld. Det er bare så unyttigt. Jeg har før sagt at der var bedre med adventsgaver, lidte større og brugbare ting, særligt fordi når vi bor ude, er det altså ikke 6-8 kg skrammel vi priorieter at tage med i kufferten. Men det lader sig ikke gøre.

Så det er VIRKELIG ikke for at virke utaknemmelig, men det er bare sådan lidt, suk...hver gang med de der ting. Og han får jo noget hver gang han er på besøg, eller de kommer her. Ikke bare til jul. Altid et eller andet.

Til fødselsdag køber hun nogenlunde efter ønskeliste og det er fint. Ofte er det dog lige ved og næsten det man ønsker sig. Til alle.

Men vi vil virkelig gerne ud af det der gaveshow, det virker bare umuligt. Til fødselsdage og jul er det, det samme show. Ja der er da ting vi godt kunne ønske os, men vi køber det altså som regel selv. Vi har 3-4 gange så meget i indkomst som de har. Hun ønsker sig altid noget og det er fintz Bedstefar ønsker sig heller ikke noget. Han vil meget gerne være fri for det der gaveshow. Det vil vi også. Til jul er hun et monster. Hun har fødselsdag en uges tid før jul og det går amok på alle planer. Der spiller vi bl.a. altid pakkeleg og det er skrammel og meget af det

Jeg har prøvet forsigtigt at sige at jeg synes at vi skal droppe gaver de voksne imellem. De kan give vores søn og han give et eller andet hjemmelavet og en rigtig gave de ønsker sig. Det kunne ikke engang diskuteres, endsige tales om. Jeg ER bare ikke til det der gaveshow og det er min mand heller ikke. Eller bedstefar.

Jeg fik sms forleden om hvad min mand og jeg ønsker os til fødselsdag. Tak...men ingenting. Virkelig.

Min søn skal hjem til dem i morgen og jeg havde tænkt at prøve at sige noget igen. Men hvad gør jeg? Eller er det bare det at jeg må acceptere at hun bliver lykkelig for både at give og få? Selvom jeg/vi finder det anstrengende.

[DetSorteCirkus]

Det lyder ikke, som om gaverne kompenserer for noget, og når hun samtidig hygger sig så meget med det og viser kærlighed den vej, ligesom nogen fx. gør det med mad, synes jeg, du skal lade det fare.
Jeg kunne se et problem, hvis hun købte for lånte penge eller af pligt, eller hvis gaverne på en eller anden måde var dårlige for din søn. Det kunne fx. være, hvis de blev givet med bagtanker om at præge ham i en særlig retning, eller hvis han blev ked af det, når tingene efter kort tid gik i stykker.

Hvis han hurtigt taber interessen for dimserne, kunne I måske starte en rutine, hvor I ofte sorterer i legetøjet og giver det væk, som ikke fejler noget og ikke længere er i brug. Jeg forestiller mig, at der ikke mindst på jeres nye breddegrader vil være rigeligt med aftagere, det være sig velgørenhedsorganisationer, børnehjem eller lignende.

[FormerlyKnownAs]

Nej Slet ikke. Det er ren kærlighed.

En ting er gaverne til ham. Det kan vi slå os til tåls med og lige nu er der et år til vi står med problematikken med 8 kg der skal findes plads til i kufferten- dét er træls. Men det er virkwlig skrammel der holder ingen tid, så der er ikke meget at give videre. 3 kinderæg, 4 biler for 10 kr, klistermærker, obskurt julepynt osv. I forevejen rydder vi op 2 gange årligt i legetøj og afleverer til mødrehjælpen og går op i at man køber med omtanke osv.

Det er nok mere det gaveræs med gaver voksne imellem der er ligeså træls og unødvendigt. Virkelig. Når man, for eksemplets skyld, ønsker sig blå stiletter og får blå ballerinaer hver eneste gang. Og det i forvejen er en kamp at finde noget man ønsker sig og finde noget til giver også. Det er unødvendigt og spild. Det er sådan lidt...suk...hver gang vi nærmer os fødselsdage og særligt jul.

Det er generelt set, i mine øjne, et tåbeligt unødvendigt forbrug og spild af resourcer at købe en masse skrammel der ryger ud og endnu mere de større gaver som aldrig rammer plet og ender bagerst i et skab. Og jeg er altså ikke Neohippie og zero consumer, det er bare en irritation der vokser sig større år for år.

[Honningprut]

Min mor gjorde det samme ved min søn de første 6 år af hans liv. Jeg havde flere frabedt mig det af mange forskellige grunde.

Til sidst sagde jeg til hende:" Mor, "M" bliver ikke lykkeligere af at få noget hele tiden. Jeg værdsætter at du vil bruge tid og lyst på at købe og lave delvise julekalendre, altid har en lille ting til ham (...) Men ærligtalt så føler jeg at han mister den der med "at ønske sig noget" og "glæden ved at få noget", og derfor ser jeg gerne at det stopper."

Hun stoppede derefter.

[DetSorteCirkus]

Måske handler det også om, hvordan I tager det.

Jeg blev først sent interesseret i dyrere ting til hjemmet (eller interesseret og interesseret...det er jeg måske knap nok i dag, men jeg er i hvert fald mindre indifferent), mens det virkelig er en stor ting i resten af familien, og der har jeg simpelthen besluttet, at det ikke skal være noget, der går mig på. Jeg tager pænt imod folks gaver og prøver også, men ikke kun, at finde på noget at ønske mig, som de kan finde glæde i at give mig. Jeg tror, at det, der især frustrerede mig før, var, at jeg ikke følte mig taknemmelig og glad nok, hvor jeg nu tager det for det, det er. Nogle gaver et par gange om året.

Forskellen er selvfølgelig, at jeg ER glad, bare ikke synderlig interesseret, mens I bliver irriterede over tingene; alligevel tror jeg, at det kunne hjælpe at fokusere på, at I gør det for en andens skyld, fordi I holder af vedkommende, og så ellers smide ud og give væk med hård hånd og i det omfang, der er nødvendigt, for at gaverne ikke støjer i jeres liv.
Det er, tænker jeg, bedre end at risikere en familiekonflikt over noget, man til dels kan afvæbne ved at tage det oppefra og ned.

[Muspel]

Et år til jul kunne jeg slet slet ikke overskue gaveræset (jeg var syg med stress) og bad om at dem, der gav mig gave respekterede, at jeg ikke ville have mere end en gave fra hver. Det fik jeg. Fire gaver i alt mod ofte før 10-12 styks.

Det var fantastisk, befriende og lettende. Og jeg blev meget mere glad for gaverne.

Nå. Med det sagt. Kunne hun evt acceptere og respektere en ‘en gave’ regel? Med argument om at det er nemmere for din søn at overskue?

[Madam Pomfrey]

Ifht gaver jer voksne imellem...

jeg har indtryk af at i gensidigt nyder relationen og samværet, og får en masse ud af det, at de er vigtige for dig i dit liv, at de spiller en stor rolle.
Det tænker jeg kunne være et rigtig godt udgangspunkt, for at sige at i ikke ønsker jeg fysiske ting, men at i ønsker jer gode minder, for de vil aldrig gå i stykker, og i kan altid bære dem med jer, uanset hvor i verden i er, og uden at skulle pakke dem i et flyttelæs, og i ville dele dem med hinanden for altid.

Gode minder kunne f.x. være en dag i tivoli, en god middag ude, en familieforestilling i tivoli, en dag i Knuthenborg. Noget yngste som ældste ville glædes over, og kunne huske tilbage på.

[FormerlyKnownAs]

Et år til jul kunne jeg slet slet ikke overskue gaveræset (jeg var syg med stress) og bad om at dem, der gav mig gave respekterede, at jeg ikke ville have mere end en gave fra hver. Det fik jeg. Fire gaver i alt mod ofte før 10-12 styks.

Det var fantastisk, befriende og lettende. Og jeg blev meget mere glad for gaverne.

Nå. Med det sagt. Kunne hun evt acceptere og respektere en ‘en gave’ regel? Med argument om at det er nemmere for din søn at overskue?

Det havde jeg helt glemt at jeg selv havde tænkt på Vi har stadig et par julegaver fra 2017 liggende uåbnede i et skab til ham fordi det simpelthen var i overflod. Godt at du sagde det! Det vil jeg helt sikkert sige

[FormerlyKnownAs]

Ifht gaver jer voksne imellem...

jeg har indtryk af at i gensidigt nyder relationen og samværet, og får en masse ud af det, at de er vigtige for dig i dit liv, at de spiller en stor rolle.
Det tænker jeg kunne være et rigtig godt udgangspunkt, for at sige at i ikke ønsker jeg fysiske ting, men at i ønsker jer gode minder, for de vil aldrig gå i stykker, og i kan altid bære dem med jer, uanset hvor i verden i er, og uden at skulle pakke dem i et flyttelæs, og i ville dele dem med hinanden for altid.

Gode minder kunne f.x. være en dag i tivoli, en god middag ude, en familieforestilling i tivoli, en dag i Knuthenborg. Noget yngste som ældste ville glædes over, og kunne huske tilbage på.

Jeg har tænkt det, men de gør det desværre ikke så meget i den slags. Bedstefar har en høreskade og kan ikke holde til ret meget larm

[FormerlyKnownAs]

Måske handler det også om, hvordan I tager det.

Jeg blev først sent interesseret i dyrere ting til hjemmet (eller interesseret og interesseret...det er jeg måske knap nok i dag, men jeg er i hvert fald mindre indifferent), mens det virkelig er en stor ting i resten af familien, og der har jeg simpelthen besluttet, at det ikke skal være noget, der går mig på. Jeg tager pænt imod folks gaver og prøver også, men ikke kun, at finde på noget at ønske mig, som de kan finde glæde i at give mig. Jeg tror, at det, der især frustrerede mig før, var, at jeg ikke følte mig taknemmelig og glad nok, hvor jeg nu tager det for det, det er. Nogle gaver et par gange om året.

Forskellen er selvfølgelig, at jeg ER glad, bare ikke synderlig interesseret, mens I bliver irriterede over tingene; alligevel tror jeg, at det kunne hjælpe at fokusere på, at I gør det for en andens skyld, fordi I holder af vedkommende, og så ellers smide ud og give væk med hård hånd og i det omfang, der er nødvendigt, for at gaverne ikke støjer i jeres liv.
Det er, tænker jeg, bedre end at risikere en familiekonflikt over noget, man til dels kan afvæbne ved at tage det oppefra og ned.

Altså de oplever ikke irritationen fra os, slet ikke. For mig handler det ikke om at det træls at få en gave, jeg kan godt lide af få gaver. Men fordi jeg kunne lide sommerfugle da jeg var 7, betyder ikke at jeg som 36 årig vil have en lyserød bluse med sommerfugle som ikke kan byttes. Det synes jeg er spild af resourcer når den ikke kan byttes og ender bagerst i et skab. Hvis det så bare var ting man ønskede sig, frem for noget der minder om det man ønsker sig og som ikke kan byttes.

En konflikt er slet ikke der vi er, overhovedet. Bedstefar er også helst fri for gaver- både til og fra, han synes ligesom jeg at det er ligegyldigt. Han har prøvet mange gange at sige det, uden held.

[FormerlyKnownAs]

Min mor gjorde det samme ved min søn de første 6 år af hans liv. Jeg havde flere frabedt mig det af mange forskellige grunde.

Til sidst sagde jeg til hende:" Mor, "M" bliver ikke lykkeligere af at få noget hele tiden. Jeg værdsætter at du vil bruge tid og lyst på at købe og lave delvise julekalendre, altid har en lille ting til ham (...) Men ærligtalt så føler jeg at han mister den der med "at ønske sig noget" og "glæden ved at få noget", og derfor ser jeg gerne at det stopper."

Hun stoppede derefter.

Ja det er samme problematik her. Den der forventning om gaver gaver gaver gør mig sindsyg. I forevejen er han enebarn og jeg indrømmer blankt at der bliver overkompensereret for det i form af legetøj ind i mellem. Det sidste år hsr vi dog virkelig indkodet i ham at han ikke bare kan få og få. Han kan ønske sig ting. Vi kan uden problemer gå i toys r us i en time og se og pille og lege med Lego og finde alle de ting han ønsker sig og tage billeder af det, UDEN at købe noget eller ende med en sur dreng.

Men januar er jo en kold tyrker, No doubt.

Jeg må stå fast næste år og sige at det skal være advent. Det nytter heller ikke at vi kæmper med plads og kg i kufferten når der er ting som er vigtigere at få med end kineserplastik fra Tiger.

[FormerlyKnownAs]

Kunne det være en mulighed, at i ønskede jer f.eks. en ged fra folkekirkens nødhjælp? Altså at i sagde (igen) "Søde gudmor, vi ønsker os ikke noget, og vi mangler ikke noget. Hvis du så gerne vil give os noget, vil du så ikke købe en køkkenhave, nogle høns eller en ged hos folkekirkens nødhjælp, for så kommer det også andre til gode, og det ville gøre os virkelig glade."

Skide god idé faktisk Jeg tror bare aldrig det ville ske

Hun elsker gaver for meget. At give og få. Men det kunne være at jeg skulle lave sådan en ønskeliste til jul som udelukkende er til godgørende formål.

[DetSorteCirkus]

Altså de oplever ikke irritationen fra os, slet ikke. For mig handler det ikke om at det træls at få en gave, jeg kan godt lide af få gaver. Men fordi jeg kunne lide sommerfugle da jeg var 7, betyder ikke at jeg som 36 årig vil have en lyserød bluse med sommerfugle som ikke kan byttes. Det synes jeg er spild af resourcer når den ikke kan byttes og ender bagerst i et skab. Hvis det så bare var ting man ønskede sig, frem for noget der minder om det man ønsker sig og som ikke kan byttes.

En konflikt er slet ikke der vi er, overhovedet. Bedstefar er også helst fri for gaver- både til og fra, han synes ligesom jeg at det er ligegyldigt. Han har prøvet mange gange at sige det, uden held.

Jeg mente heller ikke, at I viser irritation overfor Bedstemor, men at det er sværere at lave gode miner, når gaverne inderst inde irriterer, end hvis de bare er lidt ligegyldige.

Mht. konflikten tænker jeg på, at når hentydninger og gode argumenter ikke hjælper, og der, som du skriver, faktisk knap nok må overvejes alternativer, vil der vel skulle meget klare og utvetydige udmeldinger til, før Bedstemor ændrer adfærd, og at det kan skabe konflikt, fordi det sandsynligvis vil såre hende dybt, og Bedstefar måske vil føle sig som en lus mellem to negle, selvom han er enig med jer.

Jeg tror derfor, at vejen frem er at bede om adventsgaver med henvisning til transporten og så ellers fokusere på, hvordan I skiller jer af med tingene igen. Der er ganske rigtig tale om ressourcespild, men det begås af Bedstemor og ikke jer.

[DetSorteCirkus]

Jeg kan læse, at de mange gaver faktisk gør noget ved jeres søn. I negativ retning. Det skal I selvfølgelig tage hensyn til.

[FormerlyKnownAs]

Altså de oplever ikke irritationen fra os, slet ikke. For mig handler det ikke om at det træls at få en gave, jeg kan godt lide af få gaver. Men fordi jeg kunne lide sommerfugle da jeg var 7, betyder ikke at jeg som 36 årig vil have en lyserød bluse med sommerfugle som ikke kan byttes. Det synes jeg er spild af resourcer når den ikke kan byttes og ender bagerst i et skab. Hvis det så bare var ting man ønskede sig, frem for noget der minder om det man ønsker sig og som ikke kan byttes.

En konflikt er slet ikke der vi er, overhovedet. Bedstefar er også helst fri for gaver- både til og fra, han synes ligesom jeg at det er ligegyldigt. Han har prøvet mange gange at sige det, uden held.

Jeg mente heller ikke, at I viser irritation overfor Bedstemor, men at det er sværere at lave gode miner, når gaverne inderst inde irriterer, end hvis de bare er lidt ligegyldige.

Mht. konflikten tænker jeg på, at når hentydninger og gode argumenter ikke hjælper, og der, som du skriver, faktisk knap nok må overvejes alternativer, vil der vel skulle meget klare og utvetydige udmeldinger til, før Bedstemor ændrer adfærd, og at det kan skabe konflikt, fordi det sandsynligvis vil såre hende dybt, og Bedstefar måske vil føle sig som en lus mellem to negle, selvom han er enig med jer.

Jeg tror derfor, at vejen frem er at bede om adventsgaver med henvisning til transporten og så ellers fokusere på, hvordan I skiller jer af med tingene igen. Der er ganske rigtig tale om ressourcespild, men det begås af Bedstemor og ikke jer.

Ah, I get it.

Som sagt, en konflikt vil ikke for så vigtigt er det ikke at vi vil sætte foden ned og sige STOP MED DE GAVER. Hun gør det jo virkelg af et godt hjerte. Så eneste alternativ er at det forsætter som nu. Og så siger vi det med max 1 gave pr person. Prisen er ligegyldig. Om man ønsker sig noget til 50 eller 500, 1 ting.

For nej, jeg har nævnt det engang eller to, men reaktionen var som at tale om fanden i et ultra kristent hjem.