Side 3 af 5

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 13:10
af LaScrooge
Dikus skrev:
Lige præcis det der kæmper jeg også hårdt med. Jeg tror, det er vigtigt at adressere, det er det, det handler om. For det gør ddt lettere at acceptere, det ikke kommer fra ham.

Jeg talte faktisk ret præcis med min kæreste om det i weekenden, fordi der var sådan en situation, der trickede alt det gamle... Samtidig med min kæreste lige havde gjort "det omvendte" Det gjorde mig underligt trist - for heg burde vel bare være glad for at være ude af detsom et forhold. Men ja... Det føles så mærkeligt. Ret beset tror jeg, det føles, som du beskriver det, du har det.

Din ekskæreste har ikke patent på dine følelser. Det er okay du tænker og føler anderledes end ham. Det er ikke okay, at han ignorerer det faktum og ikke gav plads til dig i forholdet.

Og ja... Så må vi lære at finde tilbage til os selv igen. Give os selv omsorg og omgive os med folk, der anerkender vores følelser og agerer på dem - også når de ikke forstår dem eller de er fjollede.


Der synes jeg faktisk at jeg er heldig, for de venner, jeg samler om mig, kan det der. Det har bare været mine kærester, der ikke kunne. Hvis jeg kunne finde en kæreste, som er mere som mine venner og mindre som mine tidligere kærester, ville min lykke være gjort. Men det er nok essensen: den særlige relation man har til en kæreste kan bruges til noget helt bestemt i forhold til at hele indre sår og konflikter. I dén kontekst er jeg helt på linje med det hun skriver i Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Hun kalder det en mytisk partner, og det er en partner, som både bringer en i kontakt med sider af sig selv man har mistet mens man tilpassede sig sine opvækstvilkår, og det hun kalder det krænkende aspekt, som er den internaliserede selvkritik man som barn overtager, når ens forældre knægter én på den ene eller den anden måde.

Min eks var i den grad i den forstand en mytisk partner; han prikkede til nogle helt fundamentale problematikker og dem har jeg fået mulighed for at tæske igennem i løbet af mine samlede 3,5 år med ham. Forhåbentlig er de stilnet af nu, forhåbentlig har jeg fået så meget øje for dem, at jeg ikke har brug for et andet menneske der aktiverer dem for at jeg kan hele færdigt. Forhåbentlig kan jeg finde sammen med et andet menneske i et afbalanceret, gensidigt nærende og kærligt forhold. Det behøver ikke være uden konflikter, konflikterne skal bare kunne håndteres på en måde, som ikke truer med udslettelse og det totale tab af alt, der holder mig fast i verden. Hvilket er den følelse, jeg havde inden og sammen med ham, fordi min grundfølelse var at jeg ikke var vigtigt og ikke værd at elske. Tak for det, moder ;)

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 13:24
af Krølle
Som yderligere inspiration til at lade tiden arbejde for dig, vil jeg sige; man kan efter at have forladt et årelangt forhold pludselig opdage, at man sådan nærmest ubemærket har gået og udviklet et killer selvværd det sidste års tid. Se DET er noget nyt, og jeg satser benhårdt på at beholde det i bodelingen - for jeg ER temmelig awesome, og der skal mere end dysfunktionelle emotionelle relationer til, før jeg hopper på hele den der forholdspind igen :-D

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 14:42
af Honningprut
Jeg kan sagtens nikke genkendende til det, du beskriver i dit startindlæg. Jeg har ikke så mange gode råd, udover det andre allerede har skrevet. Blot at bitterheden forsvinder gradvist. For mig tror jeg aldrig den forsvinder helt, mit forhold til min ekskæreste var præget af både psykisk- og fysisk vold, hvor den psyiske del var den altoverskyggende. Han kæmpede med svær angst, sidenhen dødsangst, og vi var ligeledes belastet af det miljø, vi var i. Vi var aldrig "a match made in heaven", og vores dynamik var for at sige det rent ud noget lort. Han prikkede ligeledes til nogle ting inde i mig, der gav udslag på alverdens måder, og som sidenhen har gjort at jeg havde brug for terapi.

Jeg hører fra andre den dag i dag, hvor vi ikke har talt eller set hinanden i knap 3½ år, at han stadig ikke vedkender sig det han udsatte mig for. Han mener således at det aldrig har fundet sted, at jeg var skyld i hans angst og at jeg ikke behandlede ham ordentlig. Han har svært ved at forstå at meget af det vi gennemgik helt sikkert var betinget af det miljø, som vi befandt os i, han end ikke erkender for sig selv, at vi var i det miljø, som vi var i, selvom alle ved det.

Problemstillingen i vores forhold var at det var min skyld, at han slog, flirtede med andre piger, var mig utro, at han kørte på mig psykisk og at han fik diagnosen angst. Det var KUN min skyld.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 15:58
af LaScrooge
Zinde skrev:Jeg har ingen gode råd, der ikke allerede er skrevet. Jeg vil bare sige, at din eks lyder som en dum idiot.
Jeg har en eks af samme type. Bitterheden forsvandt med årene. Men jeg bliver stadig vred og kan heller ikke sige mig fri for skadefryd, når det går ham skidt. Det hjælper så heller ikke, at jeg jævnligt skal høre på hans lort her snart 9 år senere.
Min pointe er vist, at jeg er glad for, at du skred i tide og ikke fik børn med ham. Så må der være gode odds for at lægge ham helt bag dig.


Tak - jeg synes faktisk også han har opført sig meget idiotisk mange gange. Det er rart at andre også synes, så det ikke bare er mig, der er sart eller forventer for meget af andre mennesker. Det var en af de ting han elskede at sige: at man ikke skulle forvente noget af hinanden. Jeg måtte ikke forvente noget af ham. Det endte faktisk med, at jeg ikke forventede noget som helst, fordi jeg vidste, at han nok ikke ville være der for mig, ikke ville være sjov eller dejlig at være sammen med og at jeg ikke kunne regne med ham. Da jeg overtog min lejlighed forventede jeg ikke at han ville hjælpe med noget med den. Jeg forventede nærmest heller ikke, at han ville sige noget pænt om den, ønske mig tillykke med den eller deltage i min begejstring eller snakke med mig om hvad jeg gerne ville have lavet. Han tog så fri fra arbejde den første uge jeg havde den, så han kunne hjælpe mig. Han var der 2 gange på 10 dage, resten af tiden var han hjemme og spille computer. Nærmest ALLE andre var der mere end det - og de havde endda arbejde at passe. Undervejs flippede han ud på mig og bebrejdede mig at han havde taget fri, for nu gik han glip af den VIGTIGSTE OPGAVE I SIN KARRIERE. Da han kom tilbage ugen efter, var der ikke blevet lavet synderligt på opgaven og derudover havde jeg faktisk ikke bedt ham om at tage fri - se ovenstående. Jeg blev glad da han sagde at han havde taget fri (ENDELIG støtter han op om mig! Han vil alligevel gerne være en del af denne vigtige periode af mit liv! vil gerne være en del af mine minder om dengang jeg satte min lejlighed i stand! - tænkte jeg naivt). Glæden blev kortvarig ;)

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 16:03
af LaScrooge
Honningprut skrev:Jeg kan sagtens nikke genkendende til det, du beskriver i dit startindlæg. Jeg har ikke så mange gode råd, udover det andre allerede har skrevet. Blot at bitterheden forsvinder gradvist. For mig tror jeg aldrig den forsvinder helt, mit forhold til min ekskæreste var præget af både psykisk- og fysisk vold, hvor den psyiske del var den altoverskyggende. Han kæmpede med svær angst, sidenhen dødsangst, og vi var ligeledes belastet af det miljø, vi var i. Vi var aldrig "a match made in heaven", og vores dynamik var for at sige det rent ud noget lort. Han prikkede ligeledes til nogle ting inde i mig, der gav udslag på alverdens måder, og som sidenhen har gjort at jeg havde brug for terapi.

Jeg hører fra andre den dag i dag, hvor vi ikke har talt eller set hinanden i knap 3½ år, at han stadig ikke vedkender sig det han udsatte mig for. Han mener således at det aldrig har fundet sted, at jeg var skyld i hans angst og at jeg ikke behandlede ham ordentlig. Han har svært ved at forstå at meget af det vi gennemgik helt sikkert var betinget af det miljø, som vi befandt os i, han end ikke erkender for sig selv, at vi var i det miljø, som vi var i, selvom alle ved det.

Problemstillingen i vores forhold var at det var min skyld, at han slog, flirtede med andre piger, var mig utro, at han kørte på mig psykisk og at han fik diagnosen angst. Det var KUN min skyld.


Det er godt at du er ude at det, Honning. Den sidste sætning du skriver, kunne handle om min eks, på nær det fysiske. Han præsterede dog engang at kaste noget i hovedet på mig, mens vi havde en diskussion. Det piftede lige forbi mit ansigt og jeg frøs - det var over min grænse at man gør noget fysisk mod hinanden mens man er oppe at køre. Det var en papirskugle han havde kastet efter mig og han nægtede at anerkende, at det var en grænse jeg havde. Jeg tvang ham til at sige undskyld for det, fordi jeg ikke kunne leve med et forhold hvor det var okay. Derefter talte han ikke til mig i 5 dage, herunder på min fødselsdag. Han sagde simpelthen ikke tiilykke til mig. Heldigvis havde jeg holdt en fest om lørdagen, så jeg var blevet fejret og det gjorde ikke så meget. Men det var så endnu en fødselsdag, hvor han indgår i mindet på en negativ måde.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 17:24
af Pax Romana
LaScrooge skrev:Tak - jeg synes faktisk også han har opført sig meget idiotisk mange gange. Det er rart at andre også synes, så det ikke bare er mig, der er sart eller forventer for meget af andre mennesker. Det var en af de ting han elskede at sige: at man ikke skulle forvente noget af hinanden. Jeg måtte ikke forvente noget af ham. Det endte faktisk med, at jeg ikke forventede noget som helst, fordi jeg vidste, at han nok ikke ville være der for mig, ikke ville være sjov eller dejlig at være sammen med og at jeg ikke kunne regne med ham. Da jeg overtog min lejlighed forventede jeg ikke at han ville hjælpe med noget med den. Jeg forventede nærmest heller ikke, at han ville sige noget pænt om den, ønske mig tillykke med den eller deltage i min begejstring eller snakke med mig om hvad jeg gerne ville have lavet. Han tog så fri fra arbejde den første uge jeg havde den, så han kunne hjælpe mig. Han var der 2 gange på 10 dage, resten af tiden var han hjemme og spille computer. Nærmest ALLE andre var der mere end det - og de havde endda arbejde at passe. Undervejs flippede han ud på mig og bebrejdede mig at han havde taget fri, for nu gik han glip af den VIGTIGSTE OPGAVE I SIN KARRIERE. Da han kom tilbage ugen efter, var der ikke blevet lavet synderligt på opgaven og derudover havde jeg faktisk ikke bedt ham om at tage fri - se ovenstående. Jeg blev glad da han sagde at han havde taget fri (ENDELIG støtter han op om mig! Han vil alligevel gerne være en del af denne vigtige periode af mit liv! vil gerne være en del af mine minder om dengang jeg satte min lejlighed i stand! - tænkte jeg naivt). Glæden blev kortvarig ;)
Seriøst! Havde en af mine venner opført sig sådan, så havde han sgu fået klar besked om at samle sine kugler op fra gulvet og komme ind i kampen som en voksen mand. Som min far engang sagde til mig, da jeg fik min første rigtige kæreste. ”Bær hinandens byrder, ikke være hinandens byrder”
Sikkert et eller andet bibelcitat som han havde fundet :) men når jeg ser på min far og mor, så tror jeg sgu de lever efter det. Hvis der ikke er tillid og respekt i et forhold, hvorfor så have et forhold?
Nå, men det lyder lidt til du allerede er i gang med helingsprocessen.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 17:34
af Krølle
For the record; mit erklærede mål for en ny kæreste en dag i fremtidens en, der løfter mig og omvendt. Ikke det modsatte. Lige præcis det med at tale andre ned og insistere på intet at forvente af nogen eller noget, er noget af det ved mit sidste forhold, der i dag giver mig en smule myrekryb at tænke på. At han så ironisk nok forventede en hulens masse af mig alligevel er så en anden sag, men for andres relation til ham havde han da helt ret. Der gav det sandelig ikke mening at forvente noget. Overhovedet.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 16. maj 2018, 17:35
af Krølle
“Du løfter mig derop, hvor drømmene bliver til.” Det er fint at have som målestok for et nyt forhold, tænker jeg :lun:

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 17. maj 2018, 11:55
af Fru Sunshine
Det kunne være min eks, du skriver om - og jeg kender i den grad bitterheden og vreden.

Det er nu snart 6 år siden, jeg smed min eks ud, og jeg er ikke vred eller bitter længere. Det tog tid og kun tid.
De spor efter psykisk vold, han har sat er der stadig, men de er blegnet en del de sidste år.

Jeg gjorde ikke noget aktivt for at få rettet vreden det rigtige sted hen, for det ville kun have resulteret i, at han havde skabt sig endnu værre end han gjorde i forvejen (i hans verden er og forbliver jeg kællingen, der behandlede ham som lort og nægtede at dele noget med ham - og min mor og min søster var endnu værre, for de havde jo magten over mig, hvis jeg ikke bare gav ham ret og gjorde, hvad han ville - :rulle: ).

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 17. maj 2018, 15:59
af LaScrooge
Zinde skrev:
Fru Sunshine skrev:Det kunne være min eks, du skriver om - og jeg kender i den grad bitterheden og vreden.

Det er nu snart 6 år siden, jeg smed min eks ud, og jeg er ikke vred eller bitter længere. Det tog tid og kun tid.
De spor efter psykisk vold, han har sat er der stadig, men de er blegnet en del de sidste år.

Jeg gjorde ikke noget aktivt for at få rettet vreden det rigtige sted hen, for det ville kun have resulteret i, at han havde skabt sig endnu værre end han gjorde i forvejen (i hans verden er og forbliver jeg kællingen, der behandlede ham som lort og nægtede at dele noget med ham - og min mor og min søster var endnu værre, for de havde jo magten over mig, hvis jeg ikke bare gav ham ret og gjorde, hvad han ville - :rulle: ).


Sådan var min eks også. Hver gang jeg var uenig med ham i noget, var det fordi jeg havde snakket med mine veninder. Nar...


Sådan var min eks heldigvis ikke, men han benyttede sig omvendt af flying monkeys. Han fortalte tit (men mere første og anden gang vi var sammen) at andre syntes dårligt om mig, eller var bange for mig, fordi de vidste fra ham at jeg havde temperament. De havde jo hørt om hvad jeg havde gjort mod ham og så var det jo ikke underligt, at de var forbeholdne. Han spejlede omverdenens syn på, oplevelse af og reaktion på mig helt forkert- igen en projektion.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 17. maj 2018, 16:04
af Fru Sunshine
LaScrooge skrev:
Zinde skrev:
Fru Sunshine skrev:Det kunne være min eks, du skriver om - og jeg kender i den grad bitterheden og vreden.

Det er nu snart 6 år siden, jeg smed min eks ud, og jeg er ikke vred eller bitter længere. Det tog tid og kun tid.
De spor efter psykisk vold, han har sat er der stadig, men de er blegnet en del de sidste år.

Jeg gjorde ikke noget aktivt for at få rettet vreden det rigtige sted hen, for det ville kun have resulteret i, at han havde skabt sig endnu værre end han gjorde i forvejen (i hans verden er og forbliver jeg kællingen, der behandlede ham som lort og nægtede at dele noget med ham - og min mor og min søster var endnu værre, for de havde jo magten over mig, hvis jeg ikke bare gav ham ret og gjorde, hvad han ville - :rulle: ).


Sådan var min eks også. Hver gang jeg var uenig med ham i noget, var det fordi jeg havde snakket med mine veninder. Nar...


Sådan var min eks heldigvis ikke, men han benyttede sig omvendt af flying monkeys. Han fortalte tit (men mere første og anden gang vi var sammen) at andre syntes dårligt om mig, eller var bange for mig, fordi de vidste fra ham at jeg havde temperament. De havde jo hørt om hvad jeg havde gjort mod ham og så var det jo ikke underligt, at de var forbeholdne. Han spejlede omverdenens syn på, oplevelse af og reaktion på mig helt forkert- igen en projektion.

Den er sgu også led.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 17. maj 2018, 16:16
af Lurende Peber
Anerkend din vrede. Den er naturlig.
Ja du er heller ikke perfekt . Nobody is! Men som andre har nævnt, er du vinderen i det her brud.
Drik igennem med gode venner, sæt ex billede op på dartskiven og giv los. Brænd evt skiven (med billedet) efter brug.
Andre har givet en masse gode råd. Tag det der virker for dig :gogo:
Og se frem til at nyde dit nye liv :kys:

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 19. maj 2018, 05:31
af LaScrooge
Omtalte eks mødte jeg for første gang igen i går siden jeg endte det. Jeg blev sgu snigløbet på den måde, at det ikke var helt overraskende at han var der, men at jeg virkelig ville have foretrukket hvis han ikke var. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, høre hans stemme eller se på ham og det lykkedes overraskende godt taget i betragtning at vi var 5 mennesker om et picnic-bord (et propfyldt og meget støjende sted, dog). Min veninde og jeg havde heldigvis meget at fortælle hinanden så jeg kunne godt ignorere ham uden at det var meget besynderligt, håber jeg. Hun var sgu sød. Jeg tror hun forstod at jeg havde brug for en "flugtvej" for ikke bare at skulle sidde i én stor fællessamtale med ham. Hun forstod også, at jeg foretrak ikke at få det at vide inden jeg kom.

Denne tråd har faktisk hjulpet mig med at få nogle perspektiver på plads og at anerkende, at jeg har gode grunde til at føle vrede og at jeg ikke behøver at please ham, fordi jeg rent faktisk ER blevet behandlet pisse dårligt af ham. Det er ikke glemt bare fordi der er gået 2,5 måned siden vi så hinanden, og jeg skylder ham ikke noget, ud over høflighed. Jeg skal opføre mig ordentligt og det gør jeg, men jeg skal ikke indgå i mere end jeg har lyst til bare fordi HAN eventuelt er nået til et sted hvor han føler, at han overskudsagtigt kan mene, at vi skal glæde os på hinandens vegne over at vi er kommet videre. Han gav mig et langt varmt knus og sagde at han håbede at jeg havde det godt og det gjorde mig også vred. Nok fordi jeg småligt ikke håber det samme for ham. Jeg håber han lider. Bare lidt.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 21. maj 2018, 05:44
af LaScrooge
Dagen efter vi mødtes skrev han til mig og spurgte om jeg ville mødes, for han ville gerne høre hvordan det gik mig. Jeg svarede at jeg ikke var klar til at ses med ham bare os to, men at vi måske sås i aften, hvis han skal til det samme arrangement som jeg skal til, også med fælles venner. Så svarer han:

"Jeg har det desværre omvendt af dig. Jeg vil ikke liste rundt om hinanden, mens vores venner er der. Det gør mig trist og forvirret. Sig til, hvis du vil mødes og snakke bare os to. Så kan det være at jeg siger ja."

Og jeg er bare sådan... Hvad forestiller han sig? Skulle dét der give mig lyst til at ses med ham? Jeg har LIGE skrevet at jeg ikke er klar til det og så prøver han dels at guilttrippe mig ved at skabe en stemning af at vores venner er inddraget i suppedas, og understreger, at det ikke er sikkert at han vil hvis jeg spørger? Det er SÅ typisk ham og det hele understreger bare for mig at intet har forandret sig. Han er ikke blevet en tøddel klogere og han prøver ikke engang at overtale mig med noget rart.

Heldigvis kan jeg meget tydeligt mærke, at jeg ikke er det fjerneste interesseret. Jeg ved ikke hvordan det der giver logisk mening oppe i hans hoved, ud over at han stadig tror at jeg er påvirkelig af det opslidende push-pull shit der kørte i vores forhold. At han stadig kan manipulere mig følelsesmæssigt gennem: jeg vil have dig, men kun hvis X.

Jeg har ikke svaret og gør det heller ikke. Jeg tror den må dø gennem udsultning.

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

: 21. maj 2018, 08:08
af Kaffe
Jeg synes netop også, du skal lade være at svare ham. Han må nøjes med sit eget ekko, og det er nok også det, der vil ramme ham mest.

Ud fra din beskrivelse af ham tråden igennem, så tror jeg, det er spildte kræfter at forklare ham, hvordan du har oplevet jeres relation og håbe på, at han tager et ansvar. Han vil ikke kunne se det fra din side, for dette skift i perspektiv er han ikke i stand til.

Men hvor er det rasende frustrerende ikke at kunne få den anden part til at se sig selv og sin adfærd og fortryde.